Peter Gæmelke – fungerende formand for NLP, en forening af forsikringstagere i Nordea Liv & Pension (tidligere Tryg Liv amba) – lod sig den 23. januar 2016 interviewe af Jyllands-Posten. Gæmelke mener, at NLP i demokratisk henseende er det ypperste, verden endnu har set. Gæmelke, der ikke gider mere brok, benyttede lejligheden til at gå i rette med alle, der mener noget andet end han.

Med Huno og TryghedsGruppen som faddere

NLP blev etableret i fjor. Der er netop nu valg til repræsentantskabet. For første gang vælger livs- og pensionsforsikringstagerne egne repræsentanter til deres egen forening. Fint nok. Men de kommer rigtignok i repræsentantskabet for en forening, der er født med et sæt vedtægter, som på alle væsentlige punkter reelt ikke kan ændres. I helt centrale anliggender har bestyrelsen vetoret; bestyrelsen kan overtrumfe repræsentantskabet. Demokratisk? Nej.

Og hvem har så givet NLP sådanne vedtægter i dåbsgave? Det har såmænd bestyrelsen for TryghedsGruppen, som NLP indtil i fjor var en del af. Aldrig før har vi hørt om en forening, hvis vedtægter ikke er besluttet af medlemmerne men af tredjemand. Demokratisk? Nej.

At eje eller ikke at eje

Det er ikke så længe siden, at bestyrelsesformanden i TryghedsGruppen om forsikringskunderne udtalte, at ”de ejer ikke noget som helst, og det har de aldrig gjort” (JP, 24.01.08). Nu oplyser Gæmelke minsandten, at pengene tilhører kunderne i Nordea Liv & Pension. Hvorfor har vi da tidligere fået noget andet at vide? Og hvorfor redegøres der i det udsendte materiale ikke for ejerskabet til NLP’s formue.

Pengene kan ganske vist ikke hæves. Men det er en beslutning, som kunderne selv har truffet, oplyser Gæmelke. Vel er det ej; de er aldrig blevet spurgt. Det er en beslutning, som TryghedsGruppens ledelse, anført af Jørgen Huno Rasmussen og Peter Gæmelke, traf i august i fjor, for at Gæmelke kunne få sin egen gård. Demokratisk? Nej. 

Giv forsikringstagerne et valg

Livs- og pensionsforsikringskunderne har ikke nogen som helst grund til at være medlemmer af NLP. De har ikke noget at være fælles om.  De deltager slet ikke i virksomheden, som ejes af Nordea AB. NLP er en andelsforening, der udtømte sit formål i 2002, da Nordea franarrede TryghedsGruppen livsforsikringsselskabet. Foreningen skulle i 2002 have været opløst og formuen udloddet til forsikringstagerne.

”Jørn Astrup vil helst have pengene ind på sin konto. Men et flertal vil hellere have dem forvaltet af NLP,” udtaler Peter Gæmelke. Hvor ved Gæmelke det fra? De 300.000 livs- og pensionsforsikringstagere har aldrig været spurgt. Om noget som helst. I 13 år har de været ført bag lyset af en historie- og skruppelløs bestyrelse. Medlemmerne af NLP bør stilles frit, således at de ved en urafstemning kan vælge mellem at få deres andel af formuen udbetalt nu eller at lade formuen forvalte i fællesskab med en forrentning af pensionsformuen, der skal opgøres i tiendedele af en promille. Demokratisk? Ja.

Teksten ovenfor kunne den 25. januar 2016 læses i Morgenavisen Jyllands-Posten

Kunderne i det tidligere Tryg Liv måtte i 2015 magtesløse se til, da 14 mia. kr. blev til 8 mia. kr. Inden de havde nået at sunde sig, løb Nordea, Trygs onde ånd, med de 8 mia. kr. Til gengæld blev Trygs kunder medejere af Nordeas pensionsselskab. Men hvad skal de dog med det?

Foreningen Velliv oplyste den 4. december 2019 at have erhvervet det fulde ejerskab til Velliv, Pension & Livsforsikring A/S. Det er de færreste danskere, der kan gøre rede for, hvordan det dog er gået til, at foreningen Velliv, og hvor kommer den i øvrigt fra, formedelst 8 milliarder kroner er kommet til at eje pensionsselskabet af samme navn. Heller ikke Vellivs ledelse kan holde rede på det.

Kunderne i pensionsselskabet Velliv er, som det hedder, automatisk medlemmer af foreningen Velliv. På den måde er det jo ingen sag at få medlemmer. I sin pressemeddelelse oplyser foreningen, at nu ejer kunderne pensionsselskabet. Helt automatisk!

Jeppe i baronens seng

Pensionsselskabet Velliv er det tidligere Nordea Liv & Pension A/S – et kommercielt selskab ejet af Nordea siden 2002. Men hvordan er det dog gået til, at kunderne i Nordea Liv & Pension er kommet til at eje deres pensionsselskab. De må jo føle sig som Jeppe, der vågner op i baronens seng: ”Ej, hvad er dog dette? Hvad er dette for en herlighed? Jeg tror, at jeg er blevet ejer af et pensionsselskab. Det fortjener jeg ellers ikke.”

Er det mon Nordea, der i lutter godhed har foræret sine kunder pensionsselskabet? Nej, men forklaringen er ikke mindre overraskende. Pensionsselskabets direktør oplyste den 4. december 2019, at selskabet er erhvervet for ”den overskydende kapital” fra opsplitningen af TryghedsGruppen. Det er jo en fornærmelse mod kunderne i det tidligere Tryg Liv, der ejede kapitalen.

Hen te’ Nordea og te’bavs igen

Nordea Liv & Pension, indtil 2002 Tryg Liv A/S, er det gamle gensidige Tryg Livsforsikringsselskab. I 1991 overførte det gensidige selskab Tryg sin forsikringsvirksomhed til to datterselskaber, Tryg Liv A/S og Tryg Skade A/S. Aktiekapitalen i de to selskaber blev placeret i et holdingselskab, som livs- og skadesforsikringskunderne gennem TryghedsGruppen ejede i forholdet 35:65.

I 1999 indgik Tryg i en uigennemtænkt fusion med Unibank (der året efter blev til Nordea). Allerede i 2002 ønskede Nordea fusionen opløst. Forsikringstagerne (TryghedsGruppen) købte skadesforsikringen ud af Nordea, der beholdt Tryg Liv; i realiteten indgik Tryg Liv som en del af betalingen for skadesforsikringsvirksomheden.

Som brødre vi dele …

I 13 lange år var livsforsikringskunderne ”sneet inde” i TryghedsGruppen, holdingselskab for Tryg Forsikring, hvor de ikke havde relevante interesser at varetage. I mellemtiden var formuen vokset til 40 milliarder kroner, hvoraf 35 pct., eller 14 milliarder kroner, tilkom kunderne i Tryg Liv A/S.

I 2015 besluttede TryghedsGruppens repræsentantskab at frigive livsforsikringstagerne, der fik 8 milliarder – ikke 14 milliarder – med. TryghedsGruppens repræsentantskab forhandlede udtrædelsesvilkårene med sig selv. TryghedsGruppen gik så vidt i sin omsorg, at man også besluttede vedtægterne for Velliv, livsforsikringstagerenes forening! Det var uværdigt – også for TryghedsGruppens repræsentantskab. 

Forløbet blev grebet forkert an. Der skulle naturligvis først have været stiftet en forening for livsforsikringstagerne, hvis demokratisk valgte ledelse – efter omstændighederne med professionel bistand – kunne have forhandlet udtrædelsesvilkårene med TryghedsGruppen. Det er svært af frigøre sig for en oplevelse af, at udbryderne var så optaget af egne udsigter, at de gladelig solgte ud af livsforsikringstagernes interesser blot for at få egne ben under eget bord.

Rødhætte og ulven

Fortællingen om Tryg og Nordea er fortællingen om Rødhætte og ulven, som Rødhætte fejlagtigt antog for at være bedstemoderen. Nordea var ikke længe om at få færten af de overskydende milliarder. I årevis havde Nordea haft Nordea Liv & Pension til salg. Forgæves. Hurtigt fandt Nordea i 2016 et prisskilt på netop 8 milliarder kroner frem – og vupti, i 2017 var livsforsikringstagernes opsparing havnet i Nordeas kasse. Af bar befippelse forærede foreningen Velliv til gengæld pensionsselskabet til Nordeas kunder. Nordea havde gjort det igen.

Peter Gæmelke, formand for foreningen Velliv, gør en dyd ud af, at det var Nordea, der kontaktede foreningen. Man tror ham gerne.

Teksten kunne den 10. december 2019 læses i Jyllands-Postens e-avis, finans.dk

Sagen, der sprængte alle rammer

Den 30. september 2010 kl. 23:59, et minut før statsgarantiens udløb, krakkede den færøske Eik Banki med en underbalance på en halv milliard kroner. Finansiel Stabilitet, der placerede bankens virksomhed i et nystiftet selskab, Eik Banki (Føroya) nu Betri Banki, dækkede underbalancen. Alligevel bragte banken underbalancen til fradrag i sin skattepligtige indkomst i 2010-11. I juni 2015 underkendte TAKS fradraget, der var uden ethvert grundlag. Men nu meddelte TAKS banken adgang til at afskrive underbalancen som goodwill; det var helt uforståeligt.

I februar 2016 tog TAKS sagen op til fornyet behandling, efter at der var fremkommet nye oplysninger. Et år senere meddelte TAKS, at man nu var kommet til den opfattelse, at underbalancen, som Finansiel Stabilitet dækkede som garant, ikke kan bringes til fradrag af den nye bank. Hverken som tab eller som afskrivninger på goodwill. Jan Lamhauge, der for færøsk fjernsyn dækkede skattesagen, har i sin bog, SVIK, der netop er udkommet, givet os et forbløffende indblik i forløbet, som endte i noget, der kunne ligne et gigantisk cover-up med TAKS som aktiv deltager.

Optakten til det, der senere blev kendt som Skattesagen, var for så vidt triviel. Banken tilbageholdt i 2012-14 væsentlige oplysninger over for de færøske skattemyndigheder (TAKS) og gav i flere tilfælde en vildledende fremstilling af rekonstruktionen i 2010. TAKS, der fejlede fatalt, lod sig vildlede af banken; sagsbehandlingen var lemfældig og inkompetent. I 3 år samlede bankens selvangivelse for 2010-11 støv hos TAKS. Reelt beskæftigede TAKS sig formentlig kun med sagen nogle få dage i juni 2015, da fristen for at ændre bankens selvangivelse for 2011 udløb.

Medens TAKS i årene 2012-15 havde siddet på hænderne i forhold til banken, gav Skattesagen i perioden fra februar 2016 til februar 2017 anledning til en hektisk aktivitet hos TAKS. Men hvad brugte TAKS 12 lange måneder til? I en sag, man havde kendt i 3½ år. Til at omgøre en beslutning, der var taget på et ufuldstændigt grundlag og formentlig var ugyldig? Nej, TAKS brugte tiden på en konstruktion, der skulle tømme afgørelsen fra juni 2015 for ethvert reelt indhold. Men på en sådan måde, at det ikke fremgik, at TAKS i juni 2015 havde indrømmet Eik Banki et uretmæssigt fradrag. TAKS førte offentligheden bag lyset. Medens det færøske finansministerium så den anden vej.

Rekonstruktionens anatomi

Det selskabs- og skatteretlige indhold af bankens rekonstruktion i efteråret 2010 var helt ukompliceret. Alligevel endte en helt simpel sagifølge bankens direktør, Súni Schwartz Jacobsen, som den mest forviklede sag i Færøerne historie. Og det kunne vi takkeJan Lamhauge for, mente direktøren. Men det var ikke Lamhauge, men Schwartz Jacobsen, der havde forvansket sagen indtil ukendelighed. Sagen var uendeligt simpel.

Eik Banki Føroya, et helejet datterselskab af Finansiel Stabilitet, erhvervede den 14. oktober 2010 med regnskabsmæssig virkning fra den 1. oktober 2010 den af Eik Banki hidtil drevne virksomhed. Købesummen bestod af den gamle banks simple forpligtelser, der var garanteret af den danske stat. Forpligtelserne, som Finansiel Stabilitets datterselskab indtrådte i, beløb sig til 11.479 mio. kr. Der blev ikke erlagt andet og mere; købesummen var 11.479 mio. kr. Efterfølgende foretog den nye banks ledelse en fordeling af købesummen. Det var en simpel opgave. Helt i tråd med statsgarantiens indhold blev aktiverne af den gamle bank (læs Finansiel Stabilitet) overdraget til den nye bank til dagsværdier (til forskel fra bogførte værdier, således som de fremgik af den gamle banks bogholderi den 30. september 2010).

Dagsværdien af de identificerbare aktiver blev opgjort til 10.965 mio. kr. Ses der bort fra den efterstillede kapital, var der således i den gamle bank en underbalance på 514 mio. kr. Aktivernes værdi dækkede ikke de simple forpligtelser. Men det gjorde den statsgaranti, som Eik Banki i oktober 2008 tegnede under bankpakke 1. For garantien betalte banken en præmie på 82 mio. kr.; herudover bidrog banken i øvrigt til en kollektiv selv­risiko med 54 mio. kr. Forsikringsbegivenheden indtraf den 30. september 2010. Skadelidte var Eik Banki, og skaden (underbalancen), der blev opgjort til 514 mio. kr., blev dækket af garanten, Finansiel Stabilitet. Der blev af den nye bank ikke erhvervet goodwill. Det er alt sammen vel ikke så svært at forstå.

Med henblik på overtagelsen af den gamle banks virksomhed stiftede Finansiel Stabilitet den 12. oktober 2010 Eik Banki Føroya med en aktiekapital på 100 mio. kr., der blev indbetalt til kurs 2.000. Nu blev tabet under garantien på 514 mio. kr. modregnet i de indbetalte reserver. Finansiel Stabilitet modtog således aktier med en pålydende værdi på 100 mio. kr. til en regnskabsmæssig kurs af 1.486. Den nye bank blev etableret med samlede aktiver på 12.965 mio. kr. og en egenkapital på 1.486 mio. kr.

Det er ubegribeligt, hvad der fik den nye bank til i juni 2012 at bringe underbalancen i den gamle bank til fradrag i sin skattepligtige indkomst for 2010-11. Og det er ubegribeligt, at det skulle tage TAKS 3 år at underkende et fradrag, der så åbenlyst var uden ethvert grundlag. Det må forekomme, at de færøske myndigheder (finansministeriet og TAKS) ikke havde forstået indholdet af den ubegrænsede statsgaranti, der var indeholdt i lov om finansiel stabilitet, som det færøske lagting vedtog i oktober 2008.

Goodwill – en konstruktion

Men endnu mere ubegribeligt var det, at TAKS i juni 2015 indrømmede banken ret til at afskrive underbalancen i den gamle bank som goodwill – en underbalance, som Finansiel Stabilitet havde dækket under statsgarantien. Der var ikke indeholdt goodwill i købesummen for den gamle bank. Hvordan skulle den fortsættende bank da kunne afskrive på goodwill? Man kan da ikke afskrive på noget, man ikke har.

Vi kunne have været den ganske affære foruden, om bankens bestyrelse og TAKS havde taget den sunde fornuft fangen og ikke havde ladet sig forføre af bankdirektørens vidtløftige forklaringer. Om man blot havde erindret sig moralen i Kejserens nye klæder: Sig fra, når der er noget, du ikke forstår. Eller spørg i det mindste. Nogen må da have undret sig over, at en åbningsbalance med aktiver til en dagsværdi af 12.965 mio. kr. og en egenkapital på 1.486 mio. kr. lå til grund for det eksterne, reviderede regnskab for 2010-11, medens en åbningsbalance med aktiver til en bogført værdi af 13.509 mio. kr. og en egenkapital på 2.024 mio. kr. blev lagt til grund for opgørelsen af den skattepligtige indkomst i samme periode.

Nogen, heriblandt bestyrelsens formand, lod sig utvivlsomt dupere af revisionsselskabet Deloittes aggressive men (bevidst?) misforståede skatterådgivning. Det var der ingen grund til. Det forholder sig med skatterådgivere som med jukebokse: du putter en mønt i boksen, trykker på en knap, og boksen spiller netop den melodi, du har bestilt. Det undrer ingen sig over. Men hvorfor skulle det være anderledes med skatterådgivere?

Når Skattesagen påkaldte sig så stor opmærksomhed, er det på grund af beløbets størrelse (i færøsk regning taler vi om tre storebæltsforbindelser) og den frækhed, banken og bankens hovedaktionær, TF Holding, udviste i sagen. Uden nærmere forklaring havde banken i sin selvangivelse for 2010-11 bragt et tab på 477 mio. kr. til fradrag i sin skattepligtige indkomst. Tabet, der ikke kunne genfindes i bankens reviderede regnskab, der var vedlagt selvangivelsen, måtte have forekommet TAKS at være kommet ud af det blå. Alligevel skulle der gå 3 år, før TAKS havde bemærkninger til forholdet.

Men det, der gør Skattesagen betændt, er det efterfølgende cover-up, som TAKS medvirkede til. I februar 2016 oplyste TAKS, at man havde taget sagen op til fornyet behandling, efter at der, som TAKS udtrykte det, var fremkommet nye oplysninger i sagen. Senere ændrede TAKS forklaring. Nu hed det sig, at nok havde TAKS i juni 2015 indrømmet banken ret til at afskrive underbalancen i den gamle bank som goodwill, men endnu udestod en vurdering af værdien af denne goodwill. Det var det rene nonsens. TAKS ville vurdere værdien af noget, som ikke var.

TAKS forsøgte på ynkelig vis at dække over fadæsen. Efter lange overvejelser afgjorde TAKS i februar 2017, at der rigtignok forelå goodwill, men at man havde vurderet værdien af denne goodwill til nul kroner! Sagen endte som en farce. TAKS havde fejlet. Igen. Thi den, der begår en fejl og undlader at rette den, har begået to fejl. TAKS havde gjort sig til aktiv deltager i coveruppet. Schwartz Jacobsen udlagde da også afgørelsen som en sejr for banken: Nul er ikke ingenting, nul er ikke 0; nul er noget. Er De forvirret, så velkommen i klubben. 

TAKS på gale veje

TAKS’ forbavsende afgørelse i juni 2015 bygger alene på en udtalelse afgivet af de danske skattemyndigheder, hvorefter underbalancen ved en skattepligtig overdragelse af aktiver og passiver fra et pengeinstitut i samme situation som den, gamle Eik Banki befandt sig i, er betaling for kundeporteføljen i det nødlidende pengeinstitut og således kan anses for betaling for goodwill knyttet til de overtagne engagementer. 

Udtalelsen, som TAKS gengav i anonymiseret form, blev afgivet i december 2010 i forbindelse med Finansiel Stabilitets salg af (dele af) Eik Bank Danmark til Sparekassen Lolland. Men salget af Eik Bank Danmark var uden enhver relevans for en vurdering af den skattemæssige behandling af rekonstruktionen af Eik Banki i efteråret 2010. Salget af Eik Bank Danmark var ikke omfattet af lov om finansiel stabilitet; banken var i december 2010 end ikke nødlidende. Finansiel Stabilitet og Sparekassen Lolland var uafhængige parter; det var Eik Banki og Finansiel Stabilitet ikke.

På et misforstået grundlag traf TAKS afgørelse om et fradrag på en halv milliard kroner. En sang fra de varme lande var nok til at bringe TAKS på afveje. Men hvordan kunne TAKS dog i den grad gå galt i byen? Er det virkelig muligt, at TAKS ikke vidste bedre? Og hvordan kunne Eik Banki på Færøerne i øvrigt være i god tro? Her vidste man da nok, hvad der videre var hændt datterbanken i Danmark.

Da der i februar 2016 blev fløjtet ud til omkamp – forlænget spilletid ifølge TAKS – bad TAKS de danske skattemyndigheder, SKAT, om at medvirke som linjevogter. Men SKAT fór vild i den færøske tåge, som det så ofte sker, når danske myndigheder – og tidligere nationalbankdirektører – vover sig til Tórshavn.

Bárður Larsen – ikke for børn

Finansministeriet er ressortmyndighed for TAKS. Da ministeriet i foråret 2017 gjorde status over TAKS’ rolle i skarresagen, fandt finansministeren og skattedirektøren, at det nok ville være en god ide at kigge lidt nærmere på TAKS’ forretningsgange. Lagmanden mente, at der var behov for andet og mere end en overfladebehandling, og landsstyret besluttede i marts 2017 at bede cand.jur. Bárður Larsen, ekspert i forvaltningsret, om at undersøge TAKS’ sagsbehandling i den såkaldte Eik-sag.

Den 30. juni 2017 forelå Bárður Larsens redegørelse. Det er en meget velskrevet og autoritativ redegørelse. Og befriende kort. Et par uger senere offentliggjorde finansministeriet de væsentligste konklusioner i redegørelsen. Det var en fejl, en undladelsessynd, at ministeriet ikke offentliggjorde redegørelsen i dens helhed. En offentliggørelse kunne have sparet os for mange sejlivede myter. Den manglende offentliggørelse blev motiveret i et hensyn til banken.  Men det var et misforstået hensyn. Redegørelsen handlede ikke om banken – men om TAKS’ sagsbehandling. Om hvordan vores allesammens TAKS gebærder sig, når der er andet, og mere, end pebernødder på spil. Finansministeriet havde ydet sit bidrag til coveruppet.

Kampen om sjælene

Nu var der frit slag for TAKS’ direktør, Eyðun Mørkøre, samt et kobbel af hel- og halvprofessionelle menings­­magere, som viderebragte myter og fantasifulde historier, der skulle tjene til at hvidvaske Eik Banki og TF Holding. Kampen om skattefradraget på en halv milliard kroner var tabt for banken – og TF. Nu gjaldt det kampen om den offentlige mening – om den færøske folkesjæl; nu skulle kritiske røster bringes til tavshed.

Det var en broget skare, Eik Banki og TF Holding mobiliserede i missionens tjeneste. Cheerleader var TF Holdings juridiske pitbull terrier, Jógvan Páll Lassen, koncernens mangeårige husadvokat, der betjener sig af en jargon, som man finder den i Havnar Boldklubs omklædningsrum snarere end i auditorierne ved de juridiske fakulteter. Det var i advokatens argumentation ikke muligt at finde blot løsrevne brudstykker, der kunne antages at hidrøre fra Lassens flittige studier af Karnovs Lovsamling.

En af Færøernes mest erfarne erhvervsjournalister, Sveinur Tróndarson, bed hovedet af al skam og gik åbenlyst i Eik Bankis sold. Mod en passende betaling påtog Tróndarson sig over for bankens medarbejdere og den undrende offentlighed at tyde Schwartz Jacobsens forunderlige virkelighedsopfattelse, som den kom til udtryk i en pressemeddelelse af 15. april 2016:

Eik Banki blev ”født” med to milliarder i egenkapital, men da selskabet gik i gang mistede det 500 millioner kroner. … Det drejer sig om 500 millioner kroner, som banken var mere værd på overtagelsesdagen, men som nu var forsvundet. Bestyrelsen og direktionen var overbevist om, at disse 500 millioner ikke bare kunne blive væk i regnskabet fra den ene dag til den anden, og spørgsmålet var derfor, hvorledes beløbet skulle behandles i regnskabet og i den første selvangivelse. … Her er opstået en underbalance, som er ”noget” for banken.

Formuleringerne er famlende og ubehjælpsomme – helt uden den stringens, som er karakteristik for Schwartz Jacobsen, der er statsautoriseret revisor. Formuleringerne er i øvrigt typisk for den usikre sprogbrug, banken anvendte over for TAKS. Det ses, at Schwartz Jacobsen her tog bestyrelsen til indtægt for, at banken i sin første selvangivelse bragte underbalancen i den gamle bank til fradrag. Det var der ikke belæg for. I juni 2012 bragte direktøren 477 mio. kr. til fradrag i bankens selvangivelse. Bestyrelsen blev orienteret om fradraget så sent som i marts 2013. Ikke af direktøren – men af revisionen.

KvF bringes til tavshed

Símun Absalonsen, der er en god ven af bankdirektøren og underskriver sig som statsautoriseret revisor, kastede sig med et længere indlæg i Sosialurin den 4. oktober 2017 ud i debatten om Eik Bankis skattefradrag med en ildhu, der var en bedre sag værdig. Absalonsen bedyrede, at hans interesse i Skattesagen var rent faglig. Det fremgik ikke af indlægget, der havde karakter af et voldsomt angreb på den færøske radiofoni, KvF. Indlægget lå lige til højrebenet hos KvF’s nytiltrådte direktør, Johnny í Grótinum. Absalonsen, der gik i rette med Eik Banki for ikke at have anket TAKS’ afgørelse af 3. februar 2017, havde i øvrigt en række forbavsende synspunkter. Forbavsende, når Absalonsens baggrund tages i betragtning. Stemmen var Absalonsens, men …

Allerede i marts 2017 havde Sjúrður Skaale, kendt som komiker og medlem af det danske Folketing, indledt det, der senere fik karakter af et egentligt stormløb mod KvF. Skaale, der som tidligere politisk spindoktor givetvis var bevidst om sine virkemidler, kommenterede den 25. marts 2017 KvF’s udsendelse, Skattamálið II, der løb over skærmen fem dage forinden. Skaale gjorde gældende, at udsendelsen var klippet på en sådan måde, at seerne kunne få det indtryk, at Eyðun Mørkøre, direktøren for TAKS, havde reddet Súni Schwartz Jacobsen fra en retssag: Men det var uredeligt. Det var manipulation. Og det skader radiofoniens troværdighed. Det må KvF’s ledelse have en – offentlig! – mening om. Mente altsåSjúrður Skaale, som fik medløb af flere lagtingsmedlemmer, der gerne så sig fritaget for at blive kigget i kortene af et foretagsomt KvF.

Der var spillet op til dans, dødedans, da Johnny í Grótinum (JíG), den tidligere direktør for Landssygehuset, den 1. september 2017 tiltrådte stillingen som direktør for KvF. JíG havde allerede som sygehusdirektør vist Skattesagen, og navnlig KvF’s dækning af sagen, en påfaldende, en næsten manisk, interesse. JíG mente vist, at han kunne bidrage til KvF’s dækning af sagen med en særlig viden. Selvtilliden manglede ikke noget.

JíG havde tidligere været ansat i BankNordik, hvor han havde haft et tæt samarbejde med Súni Schwartz Jacobsen, der var direktør i banken indtil foråret 2011. Sammen med Schwartz Jacobsen havde Johnny således i sommeren 2009 deltaget aktivt i BankNordiks bestræbelser på at overtage dele af Fionia Bank fra Finansiel Stabilitet. JíG havde haft adgang til alle oplysninger om Fionia Bank. På denne baggrund mente JíG, for så vidt naturligt nok, at have en særlig indsigt i den skattemæssige behandling af rekonstruktioner under lov om finansiel stabilitet. Det var således JíG’s opfattelse, at når der ved salget af Fionia Bank fulgte et skattemæssigt underskud med, måtte det samme være tilfældet for Eik Banki.

Men JíG havde overset den ikke uvæsentlige detalje, at medens Eik Banki gik fallit i september 2010, så var det samme ikke tilfældet for Fionia Bank, da Finansiel Stabilitet i marts 2009 overtog kontrollen med banken. JíG var blevet bragt ud af sin vildfarelse allerede i december 2016. Alligevel fastholdt han det synspunkt, at havde Fionia Bank ret til fradrag, så måtte Eik Bank også have ret til et fradrag. Det gjorde ikke noget indtryk på JíG, at han – længe efter at Skattesagen var endeligt afsluttet – stod helt alene med synspunktet ”hvis Fionia, så også Eik”. Selv Schwartz Jacobsen, der ellers ikke var kræsen med argumenterne, spillede aldrig Fionia-kortet over for TAKS. Efter af JíG i oktober 2017 endeligt måtte opgive sit ensomme forsvar for Eik Bankis fradrag for et tab, som ikke var, koncentrerede han sig om at holde sin gode ven Regin Hammer, der var direktør i TF Holding indtil juni 2016 og en central person i TF’s køb af Eik Banki i 2011, uden for pressens søgelys.

Straks efter sin tiltræden i KvF tog JíG fat på et opgør med Nyhedsafdelingen i almindelighed og afdelingens dækning af Skattesagen i særdeleshed. Efter mindre end tre måneder i stillingen indledte JíG den proces, der endte med at koste Liljan Weihe stillingen som nyhedschef. JíG, der fik en kort men stormfuld karriere i færøsk presse, havde fået en sangfugl til at forstumme. Heller ikke Jan Lamhauge, der var den bærende kraft i KvF’s dækning af Skattesagen, har længere sin daglige gang på KvF.

Øssur Winthereig og den klassiske journalistik

Johnny bad i oktober 2017 Øssur Winthereig, mangeårig medarbejder ved KvF og færøsk presses nestor, om at forestå en eftervurdering af KvF’s dækning af Skattesagen. Winthereigs væsentligste forudsætning var, at han ikke anede, hvad der var op og ned i Skattesagen – en kvalifikation, han ikke blev træt af at fremhæve. Winthereig mente, at der i KvF var behov for et opgør med den ”aktivistiske” journalistik. Men er det ikke det, man i andre samfund kalder kritisk eller undersøgende journalistik? Og kan Færøerne virkelig være en sådan journalistik foruden?

Winthereig ønsker sig tilbage til den ”klassiske” journalistik, hvorefter alle meninger er lige gode, og alle får samme muligheder for at komme til orde. Det lyder lidt af mikrofonholderi. Øssur Winthereig var i 1980’erne og 90’erne kendt som en pioner, en kritisk journalist. Måske det også gælder her, at da Fanden blev gammel, gik han i kloster. Men Winthereig kan vel ikke mene, at Schwartz Jacobsen og Mørkøre begge skulle have X minuttet til at procedere deres synspunkter, hvorefter folkedomstolen skulle træffe afgørelse i sagen. KvF havde fået færten af, at TAKS uden ethvert grundlag havde indrømmet Eik Banki et skattefradrag på en halv milliard kroner. Uden en ”aktivistisk” journalistik var fradraget næppe blevet trukket tilbage.

Pressen gør ikke nogen forskel – den bliver til tyggegummi for øjnene – om den blot forfalder til barberstuesnak. John William Joensen, der opfattede Skattesagen som endnu en fodboldkamp mellem Tórshavn og Klaksvík, skrev den 19. februar 2016 følgende leder i Norðlýsið:

Jeg holder med Schwartz

TV-avisen brugte i går 30 min. på en sag, som kun eksperter forstår – og det kunne konstateres, at de, der forstår sagen, er uenige. TV-avisen havde ulejliget sig med at få finansministeren i studiet. Ministeren redegjorde meget pædagogisk for, at dette er en sag, som det politiske system ikke bør og ikke må blande sig i. 

Efter at have siddet og tænkt over indslaget i TV-Avisen er jeg kommet til den konklusion, at vi som seere må tage stilling til, om vi holder med Astrup eller med Schwartz. Finansministeren sagde, at hun holdt med Schwartz – og det tror jeg, at jeg også vil gøre. De færøske banker – indskyderne – har også betalt til Finansiel Stabilitet – så lad Eik nyde godt heraf. 🙂

Skattamálið – større end Færøerne

Skattesagen var for stor en udfordring for Færøerne. De myndigheder og institutioner, der skulle have håndteret sagen, imploderede under det ydre tryk. Øerne kunne ikke rumme så meget uenighed. Det opleves nu engang som mere trygt, når vi alle er enige. Også selv om det, vi er enige om, er forkert. At tale Roma midt imod kan have grumme konsekvenser; det er mere sikkert at trykke sig i en større flok. Men man drister sig til at spørge med Niels Hausgaard, om de flest’ er de bedst‘ eller bare de flest‘.

En skikkelig bestyrelse i Eik Banki lod sig køre over af en magtfuldkommen direktør og et følgagtigt formand­­skab, der forsømte modspillet til en dumstædig direktør. Formanden var i sammenhængen uden de tilstrækkelige kvalifikationer; det samme var en svag næstformand, der i øvrigt var af den besynderlige opfattelse, at underbalancen i Eik Banki var et anliggende for TF Holding snarere end banken. I marts 2011 indhentede TF Holding en autoritativ redegørelse for den skattemæssige behandling af Eik Bankis rekonstruktion; der skulle gå 5 år, før TF Holding fandt det for godt at orientere bankens bestyrelse om redegørelsen, der konkluderede, at banken ikke kan foretage fradrag for underbalancen i den fallerede bank.

TAKS var i svær grad overmatchet med Eik/TF, siden også Deloitte, som modparter, og Finansministeriet var lammet af berørings­angst. Om ikke en håndfuld uforfærdede journalister havde holdt fokus på sagen, havde banken formentlig kunnet beholde et fradrag, der ikke var af denne verden.     

Men det kostede dyrt. Det var begyndelsen til enden for den kritiske nyhedsformidling, da først Sjúrður Skaale og siden Símun Absalonsen blæste i basunerne. I september 2017 tiltrådte Johnny í Grótinum som hitman ved KvF. Det tyndede hurtigt ud i den lille flok af journalister, der havde drevet KvF’s dækning af Skattesagen. Som strikkekonerne ved skafottet fulgte Øssur Winthereig sammen med en trofast skare af proselytter på sikker afstand udrensningen af dissidenter.

Jørn Astrup Hansen var direktør i Eik Banki under bankens rekonstruktion oktober 2010 – april 2011; han sad herefter i bankens bestyrelse indtil januar 2016, da han valgte at udtræde.

Be yourself; Everyone else is already taken.

— Oscar Wilde.

This is the first post on my new blog. I’m just getting this new blog going, so stay tuned for more. Subscribe below to get notified when I post new updates.

This is an example post, originally published as part of Blogging University. Enroll in one of our ten programs, and start your blog right.

You’re going to publish a post today. Don’t worry about how your blog looks. Don’t worry if you haven’t given it a name yet, or you’re feeling overwhelmed. Just click the “New Post” button, and tell us why you’re here.

Why do this?

• Because it gives new readers context. What are you about? Why should they read your blog?
• Because it will help you focus you own ideas about your blog and what you’d like to do with it.

The post can be short or long, a personal intro to your life or a bloggy mission statement, a manifesto for the future or a simple outline of your the types of things you hope to publish.

To help you get started, here are a few questions:

• Why are you blogging publicly, rather than keeping a personal journal?
• What topics do you think you’ll write about?
• Who would you love to connect with via your blog?
• If you blog successfully throughout the next year, what would you hope to have accomplished?

You’re not locked into any of this; one of the wonderful things about blogs is how they constantly evolve as we learn, grow, and interact with one another — but it’s good to know where and why you started, and articulating your goals may just give you a few other post ideas.

Can’t think how to get started? Just write the first thing that pops into your head. Anne Lamott, author of a book on writing we love, says that you need to give yourself permission to write a “crappy first draft”. Anne makes a great point — just start writing, and worry about editing it later.

When you’re ready to publish, give your post three to five tags that describe your blog’s focus — writing, photography, fiction, parenting, food, cars, movies, sports, whatever. These tags will help others who care about your topics find you in the Reader. Make sure one of the tags is “zerotohero,” so other new bloggers can find you, too.