Retsopgøret efter finanskrisen lakker mod enden. Kun undtagelses­vis er ledelsen i de fallerede banker blevet holdt ansvarlig. Indskyder­ne, der blev reddet af statsgarantien, kan som hidtil for­lade sig på po­litisk velvilje. Forholdet inviterer til moral hazard.

Der er forskel på folk, og der er forskel på direktører. Fra Matador husker vi således direktør Arnesen og bankdirektør Varnæs. Det starter allerede ved ansættelsen. Når maskinfabrikken ansætter en direktør, er det en sag for bestyrelsen eller fabrikkens ejer. Anderledes når banken skal have en ny direktør. Inden bestyrelsen kan underskrive kontrakten med den håbefulde direktør, skal han af Finanstilsynet godkendes som fit & proper. 

Bankerne har enerettil at modtage indlån fra offentligheden. I langt højere grad end andre virksomheder drives bankerne for andre folks (indskydernes) penge snarere end ejernes. Indtil finanskrisen gjorde os klogere, kunne bankerne drive deres virksomhed med en egenkapital på blot 2 pct. af de risikovægtede aktiver. Kravene er siden skærpet. Det er ikke ualmindeligt at tegne en større forsikringsdækning efter branden! Til gengæld for eneretten og de lempelige kapitalkrav er bankernes virksomhed reguleret ved en særlig lov, ligesom bankerne er undergivet tilsyn ved myndighederne.

Det følger allerede af den strenge godkendelsesprocedure, som i øvrigt også finder anvendelse for bestyrelsesmedlemmer, at bankerne indtager en særstilling i samfundet. Mange ville forvente, at der i konsekvens heraf knytter sig et særligt ansvar til hvervet som direktør eller bestyrelsesmedlem i en bank. Men gør der nu også det? Ja, det er ikke så åbenbart.

Politikerne har hidtil været uvillige til at efterlade indskyderne med et tab, når banken krakker. Det kom meget klart til udtryk ved 6. Juli Bankens betalingsstandsning i 1987, der førte til etablering af Indskydergarantifonden. Bankerne fik pligt til at deltage i en kollektiv garanti omfattende alle indlån indtil et vist beløb (p.t. 100.000 euro). Ved et krak i Ebberød Bank honoreres garantien af fonden. I realiteten finder konkursloven ikke anvendelse på banker.

Det var i oktober 2008 åbenbart, at Indskydergarantifonden ikke kunne løfte opgaven under finanskrisen. Staten måtte træde til med en ubegrænset garanti anslået til 4.000 milliarder kroner, der omfattede samtlige pengeinstitutters simple forpligtelser. Risikoen på Ebberød Bank var overgået til skatteyderne. Heldigvis kunne statens tab under garantien dækkes af de garantipræmier, det blev pålagt pengeinstitutterne at betale. Det er et forhold, som venstre side i Folketinget synes at have fortrængt.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, der yndede at kalde sig Moster Skrap, lagde ved vedtagelsen i oktober 2008 af lov om finansiel stabilitet ikke skjul på, at der ville blive søgt placeret et retligt ansvar for de mange sammenbrud i banksektoren. Man måtte forstå ministeren således, at borgerlig straffelov og/eller de særlige straffebestemmelser i lov om finansiel virksomhed ville blive taget i anvendelse.

I dag, næsten 12 år efter finanskrisens udbrud, ser det ud til, at retsopgøret i alt væsentligt løber ud i sandet. Bevares, der er faldet en enkelt dom efter straffeloven. Men sagen havde reelt ikke noget med finanskrisen at gøre. Finansiel Stabilitet har ført et antal civilretlige erstatningssager. Med en enkelt, spektakulær undtagelse har erstatningssagerne ikke ført til domfældelse.

Senest har Højesteret udtalt, at der bør udvises forsigtighed med at tilsidesætte bankens forretningsmæssige skøn, og Højesteret finder det ikke godtgjort, at der i banken har været generelt uforsvarlige forhold. Nuvel, der er andre end Per Degn, der ikke finder det godtgjort, at jorden er rund. Men betyder det da, at jorden er flad?

Man kan undre sig over, om de forretningsmæssige skøn, der i 00’erne førte flere banker i fortræd, alle var inden for skiven. Og man kan undre sig over, om højesteretsdommere, der næppe har været på den anden side af skranken, har den helt tilstrækkelige baggrund for at afgøre, hvad der er bankmæssigt forsvarligt. Hvad blev der i øvrigt af de særligt sagkyndige dommere?

Og så kan man sidde tilbage med en usikker oplevelse af, at dommerne læser noget andet ind i lov om finansiel virksomhed end det, lovgiverne mener at have skrevet ind i loven. Undertiden kan dommen minde om en opvisning i disputerekunst.

jorn@jastrup.com

Teksten ovenfor kunne den 9. juli 2020 læses i dagbladet Jyllands-Posten

Uden en retlig afgørelse er der i Skattamálið frit slag for myter og fantasifulde historier sat i omløb af kredse, der vil den tidligere ledelse i Betri Banki det godt. Skattamálið var banalt. Med den idiotiske påstand om goodwill bidrog TAKS til at forkludre og sløre sagen over for offentligheden. 

Med Anklagemyndighedens afgørelse af 2. juni 2020 sluttede Skattamálið uden en retlig afgørelse. Selv om TAKS den 3. februar 2017 endeligt afgjorde, at underbalancen i Eik Banki, 514 mio. kr., ikke kunne danne grundlag for fradrag eller afskrivninger i den fortsættende bank, har afgørelsen af 2. juni givet anledning til et antal vidtløftige synspunkter med et meget beskedent realitetsindhold.

Færøerne har fortjent bedre. Skattamálið er ganske ukompliceret. Sagen kan forstås af enhver. Den forudsætter ikke nogen særlig indsigt i regnskabsvæsen eller skatteret. Nedenfor følger en redegørelse for kernen i bankens rekonstruktion i vinteren 2010-11.

Den 30. september 2010 krakkede Eik Banki. Bankens simple forpligtelser, 11.479 mio. kr., var omfattet af den ubegrænsede statsgaranti. Et nystiftet datterselskab af Finansiel Stabilitet (nu Betri Banki) indtrådte i forpligtelserne. Den gamle bank overdrog til gengæld sine aktiver til dagsværdi, 10.965 mio. kr., til Finansiel Stabilitets datterselskab.

Det ses, at overdragelsen af aktiverne blev berigtiget med en gældsovertagelse. Købesummen for aktiver til en værdi af 10.965 mio. kr. var 11.479 mio. kr. Efter statsgarantien hæftede Finansiel Stabilitet (FS) for underbalancen på 514 mio. kr.

Den balance, som Finansiel Stabilitets datterselskab overtog fra Eik Banki, så ud som følger:

Aktiver, mio. kr.

Overtagne aktiver, dagsværdi                                               10.965

Krav på FS under statsgarantien                                               514

Aktiver, i alt                                                                        11.479

Passiver, mio. kr.

Overtagne forpligtelser                                                         11.479

Passiver, i alt                                                                      11.479

Finansiel Stabilitet foretog et kapitalindskud på 2.000 mio. kr. i den nye bank, der modregnede FS’ garanti i indskuddet. Banken, der overtog driften med virkning fra den 1. oktober 2010, fik herefter følgende åbningsbalance:

Aktiver, mio. kr.

Kontant indskud                                                                    2.000

Overtagne aktiver, dagsværdi                                        10.965

Aktiver, i alt                                                                        12.965

Passiver, mio. kr.

Overtagne forpligtelser                                                   11.479

Egenkapital                                                                           1.486

Passiver, i alt                                                                      12.965

Åbningsbalancen, der udgjorde grundlaget for Betri Bankis første regnskab, kan genfindes i bankens årsrapport for 2010-11. Desværre er årsrapporten blevet væk for banken; i alt fald findes den ikke mere på Betris hjemmeside. Den reviderede årsrapport blev godkendt af generalforsamlingen og indleveret til myndighederne i marts 2012. Tre måneder senere indgav banken for 2010-11 en selvangivelse baseret på en åbningsbalance på 13.509 mio. kr. og en egenkapital på 2.024 mio. kr. Det er ubegribeligt, at TAKS ikke standsede komedien allerede på dette tidspunkt.

Det turde være til at indse, at Betri Banki i sin selvangivelse ikke kunne bringe underbalancen på 514 mio. kr. til fradrag som nedskrivninger på overtagne aktiver. Underbalancen i den gamle bank, der var dækket af statsgarantien, optræder i den overtagne balance som en fordring på Finansiel Stabilitet.

Og det turde være til at indse, at Betri Banki ikke kunne afskrive underbalancen som goodwill. Det ses i åbningsbalancen, at banken ikke har aktiveret goodwill. Der var i købesummen på 11.479 mio. kr. ikke indeholdt betaling for goodwill; Finansiel Stabilitet tillagde ikke Eik Banki, der var insolvent med flere milliarder, nogen goodwillværdi.

Goodwill var et blændværk – et figenblad – som Eyðun Mørkøre brugte til at dække over TAKS’ fatale afgørelse i juni 2015. TAKS brugte senere et år på at vurdere værdien af den goodwill, som banken i sin åbningsbalance havde opgjort til nul kroner; købesummen i sin helhed kunne henføres til identificerbare aktiver. Det er i øvrigt slet ikke TAKS’ opgave at vurdere værdien af goodwill; den opgave påhviler køber.

Og Betri Banki? Var Betri Banki i god tro? Ja, tja, bum, bum …

I januar 2016 gjorde Finansiel Stabilitet de færøske myndigheder opmærksom på, at Betri Banki havde foretaget et uberettiget fradrag på en halv milliard kroner. Tre uger senere vedtog bankens bestyrelse en skrivelse til TAKS, som banken nu ønskede at tage i ed.

Et kritisk medlem af bestyrelsen ønskede, at det af skrivelsen til TAKS ikke skulle fremgå, at banken var enig med TAKS i, at underbalancen i den gamle bank kunne afskrives som goodwill! Efter forslag fra formanden besluttede bestyrelsen i øvrigt, at henvendelsen til TAKS alene skulle ledsages af et udvalg af de relevante dokumenter. TAKS kunne jo bare kontakte banken, om der ønskedes yderligere materiale – materiale, som TAKS ikke kendte til!

Og snip, snap, snude. Nu er historien ude.

Teksten ovenfor kunne den 17. juni 2020 læses i det færøske dagblad Sosialurin

Anklagemyndigheden har opgivet en spektakulær sag om skattesvig i forbindelse med Bankpakke 1. Anklagemyndigheden var kommet til den opfattelse, at man ikke kunne løfte bevisbyrden. Og hvad kan man slutte heraf? At der ikke er det fornødne bevis, eller at politiet ikke magtede opgaven?

Det var oplivende at læse om et par driftige forretningsmænd, som, 30 timer efter anholdelsen, blev idømt fængselsstraffe for hvidvask af 353 mio. kr. Så hurtigt går det sjældent. Sædvanligvis trækker efterforskningen af sager om økonomisk kriminalitet ud i det uendelige.

Den 2. juni 2020 meddelte Anklagemyndigheden, at politiet standser efterforskningen af Eik Banki (Betri Banki), som i september 2017 af de færøske skattemyndigheder (TAKS) blev meldt til politiet mistænkt for skattesvig i forbindelse med et uberettiget fradrag på en halv milliard kroner. Anklagemyndigheden oplyser, at det ikke med den sikkerhed, som kræves i en straffesag, kan fastslås, at Eik Banki afgav urigtige eller vildledende oplysninger ved indgivelse af selvangivelsen for 2011.

Men hvorfor skulle myndighederne dog bruge 3 år til at komme frem til den opfattelse? Skam få den, der sidder tilbage med en oplevelse af, at politiet ikke kunne gennemskue sagen. Politimesteren, der betegnede sagen som meget kompliceret, bad om hjælp hos SØIK. Det skulle fedt hjælpe. Danske myndigheder har en svær berøringsangst over for Færøerne.

Men var denne sag nu også så kompliceret? Så vist ikke. Eik Banki krakkede den 30. september 2010 – dagen før udløbet af den ubegrænsede statsgaranti – og blev undsat af Finansiel Stabilitet, der placerede bankens virksomhed i et nystiftet datterselskab. Banken havde på sammenbrudstidspunktet simple forpligtelser til et beløb af 11.479 mio. kr.

Bankens aktiver, der var bogført til 11.509 mio. kr., blev af Finansiel Stabilitet opgjort til en dagsværdi af 10.965 mio. kr. Der var i banken en underbalance på 514 mio. kr., som i henhold til statsgarantien blev dækket af Finansiel Stabilitet, der indskød 2.000 mio. kr. i det nye selskab og modtog aktier til en bogført værdi af 1.486 mio. kr. Den nye bank havde således en åbningsbalance på 12.965 mio. kr. og en egenkapital på 1.486 mio. kr. Hvor svært kan det være?

Ja, det skulle vise sig. Banken aflagde i marts 2012 et korrekt regnskab for 2010-11 med et underskud på 256 mio. kr. og en egenkapital på 1.230 mio. kr. Tre måneder senere selvangav banken for 2010-11 et skattemæssigt underskud på 657 mio. kr. Over for TAKS banken valgte banken at bogføre efterposteringerne til åbningsbalancen, 544 mio. kr., som driftstab i det nye selskab!  

Efter at have grundet over sagen i 3 år, underkendte TAKS i 2015 fradraget. Men, afgjorde TAKS, banken kunne i stedet for afskrive underbalancen over 10 år som goodwill. Afgørelsen, der var absurd, vakte røre, og TAKS så sig i februar 2016 nødsaget til at tage sagen op til fornyet behandling. Efter at have grundet i yderligere et år meddelte TAKS, at man fastholdt, at der forelå goodwill, men at man nu havde vurderet værdien af denne goodwill til nul kr.!

Banken ignorerede sin åbningsbalance, sin stifter og sine egne revisorer; banken præsenterede TAKS for et vrængbillede af åbningsbalancen. TAKS var ikke nogen match for banken og gik lige i fælden. Og politiet? Politiet magtede ikke at løfte bevisbyrden. Eller politiet havde ikke mod på et opgør med den færøske elite, der havde forstærket sig med et par danske notabiliteter.

Og retsbevidstheden på Færøerne? Ja, tja, bum, bum, …

Teksten ovenfor kunne den 9. juni 2020 læses i Jyllands-Posten    

De danske aktier er indtil nu gået ram forbi under coronakrisen. Det skyldes den ultralave rente, der i vidt omfang har immuniseret aktiekurserne mod udefrakommende ulykker. Pengepolitikken begunstiger ”the haves” snarere end ”the have nots”.

JØRN ASTRUP HANSEN

Vi lever i en underfuld tid. Den 12. marts lukkede regeringen landet ned på grund af en ukontrolleret spredning af coronasmitte. 25.000 mistede deres job i marts – det største fald i beskæftigelsen siden krigen. Og så er der mørketallet; vil 200.000 lønmodtagere på lønkompensation have et job, når virksomhederne igen skal betale den fulde løn?

Vi er nu i færd med at åbne samfundet op, som det hedder i politikerjargon. Flere brancher kommer næppe på benene igen ved egen hjælp. For mange virksomheder er det for sent; de kommer ikke levende ud af respiratoren. Forude venter konkursen. Det synes at være opfattelsen, at coronakrisen bliver dybere end finanskrisen.

Men this time is different. Mens aktiemarkederne kollapsede under finanskrisen, cruiser markedet ubesværet gennem coronakrisen. Det gælder i alt fald for Danmark. Den 20. maj var aktiekurserne steget med 17 pct. over et år. For blot to måneder siden, den 23. marts, gik aktiekurserne i dørken; siden er indekset steget med 31 pct. I samme periode har private erhvervsvirksomheder modtaget hjælpepakker af et historisk omfang. Hvad sker der lige her?

Aktiekurserne antages sædvanligvis at afspejle investorernes forventninger til selskabernes fremtidige indtjening. Men hvis investorernes vurdering er korrekt, er der jo ingen ko på isen. Hvortil da al den jammer? Er investorerne måske også omfattet, når regeringen erklærer at ville holde hånden under alt, der bevæger sig? Eller har prisdannelsen på finansielle aktiver løsrevet sig fra realøkonomien, som vi også så det under optakten til finanskrisen?

Aktiemarkederne har i vidt omfang fået deres eget liv som følge af den økonomiske politik, der har været fremherskende siden årtusindskiftet. Ansvaret for væsentlige dele af den økonomiske politik er overgået fra politikerne til centralbankerne – et demokratisk problem, som kom til udtryk, da den tyske forbundsdomstol gik i rette med ECB’s massive opkøb af statsobligationer.

Med valutaunioner og fastkurspolitik fik centralbankerne til opgave at sikre stabile priser – en lav inflation – ved hjælp af ind- og udlånsrenter, der er bestemmende for den korte rente i pengemarkedet. Målet var at sikre en inflation på ikke over 2 pct. Når det gik for stærkt, og inflationen steg, hævede centralbanken renten for at dæmpe aktiviteten; det blev dyrere at låne – og at bruge – penge.

Men ak, hvor forandret dog alting er. Inflationen er gået i stå; vi trues af faldende priser – af deflation. Nu er det opgaven at skabe en inflation på ikke under 2 pct. Centralbankerne reducerede den korte rente til nul; siden blev den negativ. For indskud i Danmarks Nationalbank er renten minus 0,6 pct. – en rente, der afspejles i de private pengeinstitutters indlånsrenter.

Det koster ikke længere noget at låne, den risikofrie rente er nul; man kan være så heldig at blive betalt for at låne. Hvad det på længere sigt betyder for vores adfærd, er der ingen, der ved. Det er et pengepolitisk eksperiment orkestreret af almægtige centralbankdirektører som tidligere Fed-chef Alan Greenspan, tidligere ECB-chef Mario Draghi (der har lært Wammen at sige whatever it takes ) og nuværende ECB-chef Christine Lagarde. Men det skulle blive værre endnu. Med en rente på nul mistede rentevåbnet sin virkning. Forbrugerne er blevet immune over for nedsættelser af en rente, der allerede er negativ. Noget nyt måtte til.

Det nye sort hedder Quantitative Easing (QE). Centralbankerne lader seddelpressen køre og foretager enorme opkøb af statsobligationer, andre fordringer og sågar aktier. Resultatet er en massiv forøgelse af pengemængden, der skal stimulere udlåns- og investeringsaktiviteten. Det er uklart, om QE har ført til flere investeringer. Men opkøbsprogrammerne bidrager da til finansieringen af det statsfinansielle underskud i Italien. Det er det, tyskerne nu brokker sig over.

Pengene skal jo være et sted. De flyder ind i aktiemarkedet og ejendomsmarkedet. På kort sigt bliver der ikke flere aktier og ikke flere ejendomme. Priserne giver efter. Med højere aktiekurser og højere ejendomspriser skaffes plads til pengeudpumpningen. I boligmarkedet kapitaliseres ydelsen. Med en lavere rente kan huset bære et større lån – og en højere pris. Fordelen ved en lavere rente tilfalder sælger – ikke køber.

JP Finans

28. maj 2020

Der er valg til repræsentantskabet i Foreningen Velliv. Det er de færreste, der kan gøre rede for, hvad det dog er for en forening. 

Fra Tryg til Velliv

Foreningen Velliv er det gamle gensidige livsforsikringsselskab Tryg, der i 1991 placerede sin virksomhed i et nystiftet aktieselskab, Tryg Liv A/S. Ejerskabet til Tryg Liv blev liggende i det gensidige selskab, der blev omdannet til et andelsselskab, Tryg L amba – et selskab ejet af livsforsikringstagerne.

En mislykket fusion med Nordea førte til en opsplitning af Tryg. Koncernen måtte i 2002 afstå livsforsikringsselskabet til Nordea. Med Nordea Liv & Pension A/S var det slut med forsikringstagernes ejerskab til deres eget selskab. Livsforsikringstagerne skulle i 2002 have haft deres penge udbetalt. Men livsforsikringstagerne havde i forløbet byttet deres ejerskab til Tryg Liv til en ejerandel på 35 pct. i TryghedsGruppen smba – Trygs moderselskab. Og TryghedsGruppen havde i 2002 ikke penge til at indløse livsforsikringstagerne, og siden havde man ikke lyst.

Fra 14 milliarder til 8

Men forholdet blev efterhånden uholdbart. TryghedsGruppens formue var i 2015 vokset til 40 milliarder kroner. Til ingen verdens nytte havde de gamle forsikringstagere i Tryg Liv bundet 14 milliarder kroner i TryghedsGruppen, alt imedens pensionerne skrumpede.  

Men nu skete der noget. TryghedsGruppens ledelse besluttede, at 8 milliarder kroner ville være en passende medgift til livsforsikringstagerne, der fik deres egen forening, Velliv. Med vedtægter udarbejdet af TryghedsGruppens ledelse. Forløbet var uværdigt. For livsforsikringstagerne.

Nordea gjorde det igen

Men det skulle blive værre endnu. Nordea franarrede i 2002 Tryg livsforsikringsselskabet. I 2017 franarrede Nordea Velliv 8 milliarder kroner; til gengæld kunne Velliv overtage Nordea Liv & Pension, som Nordea forinden havde nedkapitaliseret til grænsen af det uforsvarlige. Hvad fatter gør …

Vellivs formue er i sin helhed opsparet af de gamle kunder i Tryg Liv. Kunderne i Nordea Liv & Pension har på intet tidspunkt bidraget til formuen. Nu forærede Vellivs ledelse hele butikken til Nordeas kunder. Vellivs direktør oplyste den 4. december 2019, at selskabet er erhvervet for ”den overskydende kapital” fra opsplitningen af TryghedsGruppen. Det er jo en ophøjet fornærmelse mod kunderne i det tidligere Tryg Liv, der ejede kapitalen. Det er vel et spørgsmål, om Vellivs ledelse overhovedet er i besiddelse af den indsigt og den integritet, der skal til, når man vil forvalte andre folks penge.

Hvis du vil være sikker på, at forsikringstagernes, ejernes, stemme bliver hørt i Foreningen Vellivs repræsentantskab, så stem på mig ved valget i Region Hovedstaden 25/2 – 9/3 2020.

Sæt X ved

Jørn Astrup Hansen

I 2007 tog jeg initiativ til at stifte foreningen Trygsagen, der fik til formål at varetage forsikringstagernes interesser i TryghedsGruppen smba (dengang Tryg i Danmark).  

Året efter stillede jeg op, og blev valgt, til TryghedsGruppens repræsentantskab. Faktisk udløste jeg det første kampvalg til repræsentantskabet i mands minde.

Stiftelsen af Trygsagen kom til at indvarsle nye tider i TryghedsGruppen.

• Der har siden 2008 hvert år været kampvalg til TryghedsGruppens repræsentantskab. Valgdeltagelsen er steget fra nul til en halv snes procent
  
• Forsikringsselskabet Tryg, der – via TryghedsGruppen – indirekte kontrolleres af sine kunder, er begyndt at udbetale bonus til sine kunder. De senere år 8 pct. af præmierne.
  
• Forsikringstagerne i Nordea Liv & Pension (stiftet i 1973 som Tryg Livforsikring G/S), der var ”sneet inde” i TryghedsGrup­pen, hvor de ikke havde relevante interesser at varetage, blev i 2015 skilt ud fra TryghedsGrup­pen.

Men det har ikke været noget kønt forløb.

Velliv – et barn af Tryg, ikke af Nordea

Da det gensidige forsikringsselskab Tryg i 1991 lod sig omdanne til aktieselskab og senere placerede ejerskabet til Tryg Skade og Tryg Liv i et fælles holdingselskab, blev det i vedtægterne bestemt, at koncernen skulle tilhøre livs- og skadesforsikringskunderne i forholdet 35:65.

Ved spaltningen (fissionen) af TryghedsGruppen i 2015 androg formuen 40 milliarder kroner. Der var således 14 milliarder kroner, som kunne have været anvendt til en mærkbar forstærkning af livsforsikringstagernes pensioner. Men TryghedsGruppens repræsentantskab, der forhandlede spaltningen med sig selv, bestemte, at 8 milliarder kroner måtte være nok. Og derved blev det. Det gik så vidt, at TryghedsGruppens repræsentantskab også besluttede vedtægterne for Foreningen Velliv!

Hvordan 14 milliarder kroner blev til 8 milliarder

Forløbet blev grebet helt forkert an. Der skulle naturligvis først have været stiftet en forening for livsforsikringstagerne, hvis demokratisk valgte ledelse – efter omstændighederne med professionel bistand – kunne have forhandlet udtrædelsesvilkårene med TryghedsGruppen. Det er svært af frigøre sig for en oplevelse af, at udbryderne var så optaget af egne udsigter, at de gladelig solgte ud af livsforsikringstagernes interesser blot for at få egne ben under eget bord.

Nu blev 14 milliarder til 8 milliarder, som blev til – ingenting. Efter at Nordea i årevis, men forgæves, havde haft Nordea Liv & Pension til salg, fandt Nordea i 2016 hurtigt et prisskilt på 8 milliarder kroner frem – og vupti, i 2017 var livsforsikringstagernes opsparing havnet i Nordeas kasse. Nordea og Vellivs ledelse lod sig ikke distrahere af almindelige formueretlige grund­sætninger.  

Misbrugt af Nordea

I 1999 fusionerede Tryg med Unibank (senere Nordea). Men allerede i 2002 splittede Nordea Tryg koncernen ad. Skadesforsikringsaktiviteterne blev solgt tilbage til forsikringstagerne, medens Nordea beholdt Tryg Liv, der blev til Nordea Liv & Pension A/S – et kommercielt livs- og pensionsforsikringsselskab ejet af Nordea AB.

Kunder, der siden 2002 har tegnet en forsikring i Nordea Liv & Pension, havde på intet tidspunkt været medejer af deres pensionsforsikringsselskab. Alligevel er vi nu endt i en situation, hvor bestyrelsen for Foreningen Velliv uden at lade sig forstyrre af det forsikringsmæssige kontributionsprincip – måske vi har med uvidenhed at gøre – har foræret forsikringsselskabet til Nordeas kunder. De må jo føle sig som Jeppe, der vågner op i baronens seng: ”Ej, hvad er dog dette? Hvad er dette for en herlighed, og hvordan er jeg kommet dertil? Jeg tror, at jeg er blevet ejer af et livsforsikringsselskab. Det fortjener jeg ellers ikke.”

Vellivs direktør udtalte den 4. december 2019 til pressen, at selskabet er erhvervet for ”den overskydende kapital”fra opsplitningen af TryghedsGruppen. Hvor heldigt for Nordea, at man først fik øje på den overskydende kapital. Udtalelsen, der røber en monumental uvidenhed, er en fornærmelse mod kunderne i det tidligere Tryg Liv, som ejede deres selskab, som i 2015 ejede værdier for 14 milliarder kroner, men som nu er blanket af. Kan vi ikke forvente bare lidt mere af folk, der tilbyder at forvalte vores opsparing?

Fra den 25. februar til den 9. marts 2020 er der i Region Hovedstaden valg til foreningen Vellivs repræsentantskab – foreningen og dermed også pensionsforsikringsselskabets øverste myndighed.

Vil du være sikker på, at forsikringstagerens stemme bliver hørt, så stem på mig.

Jørn Astrup Hansen

Foreningen Velliv, der ejer pensionsselskabet med samme navn, er et monster med en formue på 8 milliarder kroner, som en historieløs ledelse i velforstået egeninteresse opfatter som herreløs. Hvorefter ledelsen har gjort sig til herre over formuen. Forsikringstagerne er ladt i stikken af et slapt tilsyn.

I den trykte presse kunne man den 14. marts 2019 læse en artikel om pensionsforsikringsselskabet Velliv, der angiveligt anvender de gamle kunders reserver til at dække et underskud på nye kunder. Det er et kneb, som livs- og pensionsforsikringsbranchen ofte beskyldes for at gribe til, når afkastet ikke står mål med de gyldne løfter. Alt for ofte sidder vi tilbage med en oplevelse af, at der i branchen disponeres over reserverne på en måde, der er inspireret af salgsdirektøren – snarere end chefaktuaren.

Velliv – et gammelt andelsselskab på afveje

Blandt de gamle kunder i Velliv er der masser af grunde til at forholde sig kritisk til ledelsens forklaringer. De gamle kunder er blevet misbrugt på en måde, der savner ethvert sidestykke. Af en opportunistisk bestyrelse og en kynisk direktion. Af Nordea – ikke mindst – der i perioden 2002-17 ejede selskabet (dengang Nordea Liv & Pension), og af myndigheder, der synes mere optaget af at akkommodere ledelsen end at beskytte medlemmernes interesser. En generation af livs- og pensionsforsikringskunder i Velliv er uigenkaldeligt blevet berøvet en ikke uvæsentlig del af deres pension. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Det kan det, når blot tilstrækkeligt mange vender ryggen til. På én gang.

Livs- og pensionsforsikringsselskabet Velliv ejes af foreningen af samme navn. Foreningen er det gamle Tryg Forsikring, gensidigt livsforsikringsselskab, der blev stiftet i 1973 – ikke i forbindelse med Københavns brand i 1728, som bestyrelsen ynder at underholde med i sine skåltaler. I 1991 placerede det gensidige selskab forsikringsforretningen i et aktieselskab, Tryg Liv. Tilbage sad livsforsikringstagerne med et andelsselskab, der ejede 35 pct. af Tryg koncernen, som også omfattede et skadesforsikringsselskab.

I 2002 overgik ejerskabet til Tryg Liv til Nordea, der ændrede selskabets navn til Nordea Liv & Pension. Forsikringstagere, der siden oprettede en police i selskabet, blev kunder i et kommercielt selskab ejet af Nordea AB. De var kunder, ikke medejere. Anderledes med de kunder, der i perioden 1973-2002 oprettede en police i Tryg Liv. Denne generation af forsikringstagere, der er gået, eller er på vej til at gå, på pension kunne i årene frem til 2015 glæde sig over at se værdien af deres ejerandel i Tryg koncernen vokse til 14 milliarder kroner.

En uhellig alliance

En udbrydergruppe anført af Peter Gæmelke, der gerne ville have sin egen gård, og Kent Petersen, Finansforbundets formand, der er på orlov fra en stilling i Nordea, fik i 2015 vedtaget en indløsning af livsforsikringstagernes ejerandel i Tryg koncernen. Ikke for 14 milliarder koner – men for 8 milliarder kroner. Kapitalen blev indskudt i den nystiftede forening NLP fmba, der fik Gæmelke som formand; kunderne i Nordea Liv & Pension blev medlemmer af foreningen. Det lignede en gave til Nordea.

Det rigtige havde naturligvis været at udlodde kapitalen til den generation af forsikringstagere, der i perioden 1973-2002 havde været forsikringstagere i Tryg Liv – et selskab, de selv ejede. Siden 1991 som andelshavere i moderselskabet. Men Gæmelke og Kent Petersen ville det anderledes; de ville have deres eget forsikringsselskab. De synes ikke at have gjort sig mange tanker om, hvem der egentlig havde skabt formuen på 8 (læs 14) milliarder kroner. Formentlig forstod de det ikke. Gæmelke, der har tilbragt en stor del at sit voksne liv på Axelborg – andelsbevægelsens højborg – kunne ikke kende andelsselskabet igen, da han mødte det uden for murene. Men måske lod han sig blot distrahere af honoraret.

Nordea forgriber sig på forsikringstagernes penge

NLP fmba, og navnlig foreningens formue på 8 milliarder kroner, var for stor en fristelse for Nordea og for Steen Michael Erichsen, direktør i Nordea Liv & Pension. I 2016-17 solgte Nordea for netop 8 milliarder kroner sit livs- og pensionsforsikringsselskab til NLP fmba (siden Velliv). Men hvorfor pokker skule forsikringstagere, der for 15 år siden havde afstået deres selskab til Nordea, nu købe det tilbage igen? Fordi Nordea ville det. Derfor! Nordea Liv & Pension var en afsuttet bolsje.

For Nordea, der længe, men forgæves, havde forsøgt at sælge selskabet, var salget et scoop. Med Nordea var Gæmelke kommet i menneskehænder. Kent Petersen, der lod Finansforbundet sende sine kolleger i Nordea til valgurnerne, sikrede sig posten som næstformand i foreningen Velliv. Petersen, der var klart inhabil ved foreningens køb af Nordeas datterselskab, lod sig ikke forstyrre heraf.  

Men hvordan kunne myndighederne dog tillade at livsforsikringstagerne måtte vinke farvel til 6 milliarder kroner, blot for at Gæmelke og Petersen kunne få egen fod under eget bord. Og hvordan kunne myndighederne dog tillade, at 8 milliarder kroner efterfølgende røg lige ned i foret på Nordea. Hvilken nytte skulle en generation af livsforsikringstagere, hvoraf hovedparten allerede er gået på pension, dog have af at være medejere af et pensionsselskab?  

Myndighederne føjede spot til skade ved at kringle sagen på en sådan måde, at foreningen Velliv ikke længere er undergivet tilsyn; myndighederne har frigjort sig for ethvert ansvar. Foreningen, der har en formue på 8 milliarder kroner, er, i modsætning til kapitalselskaber, heller ikke reguleret ved lov. Der er frit slag for Peter Gæmelke og hans folk. Andelsselskaberne (herunder de gensidige selskaber) får af myndighederne lov til at sejle deres egen sø. Besynderligt. I Danmark, der har fostret andelsbevægelsen.

Teksten ovenfor kunne den 27. marts 2019 læses i Morgenavisen Jyllands-Posten

Foreningen Norliv, der kom til verden i 2015 med en formue på 8 milliarder kroner, har af Nordea købt et pensionsforsikringsselskab, som man vil forære til Nordeas kunder. Men hvor kommer pengene fra? Og hvem har glæde af det alt sammen? Nordea og Norlivs bestyrelse?

Der er valg til repræsentantskabet i Norliv – en ikke helt almindelig forening. Foreningen kender ikke sine medlemmer og opkræver ikke kontingent. Alligevel har foreningen samlet sig en formue på 8 mia. kr. Hvordan er det dog gået til?

På Norlivs hjemmeside kan man læse, at Norliv udspringer af et historisk tilhørsforhold til TryghedsGruppen. Det bliver man jo ikke klogere af. Videre hedder det, at som kunde i Nordea Liv & Pension er man automatisk medlem af foreningen Norliv. Det er uklart, hvorfor kunder i Danica og Jensens Bøfhus ikke også kan være medlemmer. Norliv oplyser, at formuen har sine rødder i omdannelsen i 1991 af de gensidige selskaber Tryg Liv og Tryg Skade til aktieselskaber. En noget summarisk redegørelse for en formue på 8 mia. kr.

Hvad bestyrelsen glemte at fortælle

Bestyrelsens fortælling om Norlivs historie og formuens oprindelse er så upræcis, at det ligner en tanke. Norliv er det gamle Tryg Forsikring, gensidigt livsforsikringsselskab, der blev stiftet i 1973. I 1991 overdrog det gensidige selskab forsikringsforretningen til et nystiftet datterselskab, Tryg Liv A/S. Det gensidige selskab blev ikke omdannet til et aktieselskab, som bestyrelsen oplyser, men til et andelsselskab, Tryg Liv amba. I 1995 blev ejerskabet til Tryg Liv A/S placeret i TryghedsGruppen smba, der fik livs- og skadesforsikringskunderne som ejere i forholdet 35:65.

I 1999 fusionerede Tryg med Unibank, der året efter blev til Nordea. Men allerede i 2002 satte Nordea skadesforsikringsforretningen til salg. TryghedsGruppen bød sig til som køber. Med i købet fulgte det norske skadesforsikringsselskab Vesta. Men Nordea beholdt rigtignok Tryg Liv, der blev til Nordea Liv & Pension A/S. TryghedsGruppen havde byttet sig til Vesta for Tryg Liv. TryghedsGruppen havde solgt sine livsforsikringskunder, sine medlemmer. Ikke til stanglakrids. Men til Nordea.

Livsforsikringskunderne ejede nu ikke længere deres forsikringsselskab. Men de sad dog tilbage med 35 pct. af TryghedsGruppens formue. Det er åbenbart, at formuen i 2002 skulle have været udloddet til livsforsikringskunderne. Andelsselskabet havde afviklet sin virksomhed. Hvad gør et andelsselskab så? Det udlodder formuen til medlemmerne.

TryghedsGruppen – en selvejende institution?

Men i TryghedsGruppen var bestyrelsen kommet til den opfattelse, at TryghedsGruppen smba ikke var ejet af sine medlemmer – det var slet ikke et selskab! TryghedsGruppen var ”en selvejende institution med medlemsindflydelse”. En nyskabelse i dansk fonds- og selskabsret.

Stærke kræfter i TryghedsGruppens repræsentantskab fandt i 2015, at livs- og pensionsforsikringskunderne skulle have deres egen TryghedsGruppe. Norliv fmba kom til verden ved en afskalning, en spaltning af TryghedsGruppen. Norliv fik således de samme, mærkværdige vedtægter som TryghedsGruppen.

TryghedsGruppens formue blev opgjort til 40 mia. kr. Heraf androg livsforsikringskundernes andel 14 mia. kr., som blev afrundet nedad til nærmeste runde tal: 8 mia. kr. Beslutningen blev taget af TryghedsGruppens repræsentantskab; livsforsikringstagerne blev ikke taget med på råd. Tilsynsmyndighederne, der længe havde set det som deres opgave at beskytte bestyrelsen mod medlemmerne, havde ikke indvendinger mod dette forbavsende regnestykke.

Gæmelke budt op til dans

Norliv opfatter kunderne i Nordea Liv & Pension A/S (det tidligere Tryg Liv) som sine medlemmer. Og Nordea opfatter foreningen Norlivs formue som sin egen. Det var Nordea, der ringede til os, fortæller Norlivs bestyrelsesformand rørt. Man tror ham gerne. Efter mindre end 2 år havde Nordea for 8 mia. kr. solgt aktiekapitalen i pensionsforsikringsselskabet til Norliv. For en kapital skabt over perioden 1973-2002 af kunderne i det gamle Tryg Liv havde Norlivs bestyrelse købt Nordeas pensionsforsikringsselskab og foræret det til Nordeas kunder.

Norlivs bestyrelsesformand er Peter Gæmelke. Det er overraskende, at netop han skulle forråde andelsbevægelsen så eftertrykkeligt. Som præsident for Landbrugsrådet regerede Gæmelke i perioden 1995-2009 fra Axelborg, andelsbevægelsens højborg. Her kom også interesseorganisationen Danske Andelsselskaber, der havde Tryg med i kredsen. Tryg opfattede sig som et andelsselskab ejet af medlemmerne. Gæmelke kom 27 år senere til en anden opfattelse. På hvilket grundlag mon?

Nordea giver en hånd med

Gæmelke støtter sig i Norlivs bestyrelse til en erfaren næstformand – Finansforbundets formand, Kent Petersen, der har orlov fra Nordea. Petersen var i 1998-2004 medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Nordea, da banken var ”inde over” Tryg. Bedre end nogen anden ved han, at Norlivs egenkapital tilhører forsikringstagerne i det gamle kundeejede Tryg Liv, som magtesløse så til, da Nordea i 1999-02 dissekerede Tryg koncernen.

Gennem Kreds Nordea engagerede Finansforbundet sig i 2016 stærkt i valget til Norlivs repræsentantskab. Mere end 20 pct. af repræsentanterne har tætte relationer til, eller er ansat i, Nordea. I strid med elementære habilitetsregler deltog de i afstemningen om Norlivs køb af pensionsforsikringsselskabet fra Nordea – deres arbejdsgiver.

Men Peter Gæmelke fik sin egen gård.

Teksten ovenfor kunne den 6. februar 2018 læses i Morgenavisen Jyllands-Posten

Nordea, der i 2000 udmanøvrerede forsikringstagerne og gjor­­de sig til ejer af det gamle gensidige Tryg Liv, har tømt kun­dernes lommer. Nordea tilbagesælger nu Nordea Liv & Pen­­sion til forsikringstagerne, som ejede selskab­et, da Nor­de­a kom forbi.

I fem år havde Nordea Liv & Pension været til salg. Den 20. december 2017 fik Nordea bid. Banken, der ikke havde nødigt at gå over åen efter vand, solgte sit livs- og pensionsforsikringsselskab til selskabets egne kunder. 

Pensionsselskabet salgsmodnes

Inden det kom dertil, havde Nordea trukket en betydelig kapital ud af livs- og pensionsforsikringsselskabet. I 2. halvår 2016 bevilgede Nordea sig selv et ekstraordinært udbytte på 2,8 milliarder kroner. I 1. halvår 2017 hev Nordea yderligere 0,6 milliarder kroner ud som udbytte.

Inden for et år tømte Nordea livs- og pensionsforsikringsselskabet for halvdelen af selskabets egenkapital. Ved udgangen af 1. halvår 2017 holdt Nordea Liv & Pension en egenkapital på blot 2,9 pct. af selskabets forsikringsmæssige forpligtelser. Selskabet var blevet ”salgsmodnet”.

Allerede i november 2016 solgte Nordea for 2,2 milliarder kroner 25 pct. af Nordea Liv & Pension til selskabets kunder repræsenteret ved foreningen Norliv. Kort før jul solgte Nordea for 3,5 milliarder kroner yderligere 45 pct. af aktiekapitalen til kunderne. Det er aftalt, at kunderne inden for de næste 3 år for 2,3 milliarder kroner skal erhverve de resterende 30 pct. af aktiekapitalen.

Nordea har rundbarberet sine kunder

Kunderne skal betale i alt 8 milliarder kroner for Nordea Liv & Pension. Det svarer til 185 pct. af den bogførte egenkapital i livs- og pensionsforsikringsselskabet. Nordea har rundbarberet sine kunder. Foreningen Norliv blev stiftet i august 2015 med en kapital på netop 8 milliarder kroner, der hidrører fra et salg af 35 pct. af TryghedsGruppen. Kassen er tom; Nordea er kommet i mål.

Men Norlivs bestyrelse lærte i processen et og andet om, hvordan man tømmer et selskab. Over for sine måbende medlemmer oplyser Norliv, at den resterende købesum – 2,3 milliarder kroner – skal udredes med et aktietilbagekøb, som finansieres af den frie egenkapital i pensionsselskabet, der bogfører en egenkapital på i alt 4,3 milliarder kroner.

Nordea – en ulykkesfugl for Tryg

Det er et uskønt parløb, der nu bringes til ophør. Men måden, det sker på, er stærkt kontroversiel. Nordea Liv & Pension er det tidligere gensidige selskab Tryg Liv. Siden år 2000 har Nordea anvendt de gamle kunder i Tryg Liv som sutteklud.

Tryg Liv, der i 1991 var blevet omdannet til et aktieselskab ejet af selskabets kunder organiseret i Tryg Liv amba (senere TryghedsGruppen smba, nu Norliv fmba), blev i 2000 – efter en kortvarig romance mellem Tryg og Unibank – sammen med Tryg Skade en del af Nordea. Hans Dalborg, Nordeas topchef, havde lyst til Tryg Liv men ikke til skadesforsikring.

I 2002 solgte Nordea skadesforsikringsselskabet tilbage til TryghedsGruppen. Men Nordea beholdt rigtignok Tryg Liv, der blev til Nordea Liv & Pension A/S – et helejet datterselskab af Nordea AB. Kunder, der siden 2002 har tegnet en police i Nordea Liv & Pension, har på intet tidspunkt haft et medejerskab til deres pensionsselskab. Ej heller til Norlivs formue.

Hvor er myndighederne?

Norlivs formue tilhører de livs- og pensionsforsikringskunder, som forud for ejerskiftet i 2002 tegnede en police i det gamle Tryg Liv, der blev stiftet i 1975. Ejerne til Norlivs formue er således den generation af forsikringstagere, der er gået på pension eller er stærkt på vej til at gøre det.

Det er en skandale, at en ignorant bestyrelse for Norliv nu er i færd med at overlade foreningens formue til Nordea, der har været en ulykkesfugl for forsikringstagerne.

Hvad gør myndighederne? Vender ryggen til?

Teksten ovenfor kunne den 12. januar 2018 læses i Berlingske Business

Uden at nogen rigtigt har bemærket det, er det lyk­­kedes en lil­le kreds af personer at skabe en ulovbe­stemt fond på 8 milliar­der kroner for andre folks penge. Andelsbevæ­gel­sen blev for­rådt i forløbet. Myndighedernes rolle er ufor­ståe­lig.

For mange af de kooperative virksomheder, der tidligere fyldte meget i den finansielle sektor, betød 1990’erne et farvel. Neoliberalismen var over os. For omdannelsen af sparekasser og kreditforeninger blev der lovgivet. Det blev der ikke for de gensidige forsikringsforeninger. Det førte til et uskønt forløb. Store medlemsformuer opsamlet i de gensidige selskaber, der fortsatte som andelsselskaber, blev med myndighedernes diskrete hjælp bragt uden for medlemmernes rækkevidde.

Det mest groteske eksempel er Norliv – det tidligere gensidige livsforsikringsselskab Tryg, der har ændret navn og formål så mange gange, at ingen længere har tal på det. Livsforsikringstagerne blev ved omdannelsen i 1991 medlemmer af TryghedsGruppen smba, Tryg koncernens moderselskab, der i 2002 afstod Tryg Liv til Nordea.

Hvad fatter gør, …

I 2015 besluttede TryghedsGruppen at spalte selskabet. Selskabets formue androg 40 milliarder kroner – en grotesk ophobning af penge i et medlemsejet selskab. Nu besluttede repræsentantskabet, at livsforsikringstagerne for 8 milliarder kroner skulle opgive deres ejerskab til 35 pct. af formuen.

Kapitalen blev placeret i NLP fmba (nu Norliv) med kunderne i Nordea Liv & Pension A/S som medlemmer. Reelt er de 8 milliarder kroner en gave til TryghedsGruppens gamle samarbejdspartner, Nordea AB. Men bestyrelsen for Norliv bestemmer rigtignok, hvornår gaven skal pakkes ud.

Norliv blev født med samme vedtægter som TryghedsGruppen, dog således at bestyrelsen i det nye selskab fik vetoret ved væsentlige ændringer af vedtægterne. Livsforsikringstagerne blev ikke spurgt.

Hvad forstår myndighederne sig på andelsselskaber

Men myndighederne blev da spurgt. Siden 1991 har Erhvervsstyrelsen efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheder ført et særligt tilsyn med omdannede finansielle virksomheder. Erhvervsstyrelsen skal således påse, at vedtægtsændringer ikke strider mod medlemmernes interesser.

Ikke desto mindre har Erhvervsstyrelsen tilladt TryghedsGruppens ledelse at franarre livsforsikringstagerne 6 milliarder kroner. Styrelsen har godkendt vedtægter, der giver Norlivs bestyrelse mulighed for at blokere for en opløsning af foreningen.

Erhvervsstyrelsen, der fandt fordelingen af formuen rimelig, skønnede, at ændringerne af livsforsikringsstagernes forhold var en del af en afbalanceret og samlet løsning, der skulle sikre balance og ro i virksomheden.

Ja, ro er der blevet. For bestyrelsen. Efter at medlemmerne er blevet franarret 6 milliarder kroner, efter at repræsentantskabet, og medlemmerne, i Norliv er blevet frataget afgørende indflydelse. 

Fra gensidigt selskab til ulovbestemt fond

Erhvervsstyrelsen, der ikke opfatter Norliv som omfattet af tilsyn og ej heller af styrelsens almindelige registrerings- og regnskabskontrol, har medvirket til at lande en formue på 8 milliarder kroner i skødet på bestyrelsen for en fondslignende konstruktion, hvis forhold ikke er reguleret ved lov, hvis forhold ikke er undergivet tilsyn.

Det er en skandale, det er i flagrant strid med de forudsætninger, forsikringstagerne lagde til grund ved omdannelsen i 1991. Myndighederne har vist bestyrelsen for TryghedsGruppen et misforstået hensyn og svigtet forsikringstagerne.

I centrum for hele narrespillet finder vi Peter Gæmelke, mangeårig præsident i Landbrugsrådet. Gæmelke, der er formand for bestyrelsen i Norliv, har gennem årene siddet lårene af andelsbevægelsens topfolk.

Teksten ovenfor kunne den 24. juli 2017 læses i Berlingske Business