Plat og svindel er kommet til at fylde mere i dagens Dan­mark. Alt for ofte hører vi om tilbageholdt A-skat og moms, der ender i de for­kerte lommer. Systemet er baseret på tillid. Nuvel. Men måske vi under den brølende nyliberalisme gik for vidt med ”afbureau­kra­tiseringen”.

Antallet af sager om økonomisk kriminalitet er vokset ukontrollabelt siden årtusindskiftet. På TV underholder Pengejægerne og Operation X på skift med plat og svindel. Hele forløbet er belastende for tilliden til myndighederne og for den almindelige retsbevidsthed. Der er behov for en holdningsændring.

Operation Greed, et kompleks af sager, detonerede i oktober 2017. Sagen førte til tiltale for hvidvask til et beløb af 530 millioner kroner samt moms- og skattesvindel for 297 millioner kroner. Ifølge anklagemyndigheden involverede sagen tæt ved 1.000 personer. Af ”ressourcehensyn” blev der imidlertid alene rejst tiltale mod 17 personer og tre selskaber. Efter mere end 100 retsmøder ved Københavns Byret venter vi stadig på en dom i sagen.

168 personer, der havde deltaget i Operation Greed, men som ikke var tiltalt, valgte at fortsætte, som om ingenting var hændt. Og det var der i grunden jo heller ikke. Den gamle forretningsmodel, der havde vist sig så nyttig, blev taget frem igen. Nu har kredsen ladet 13 selskaber gå konkurs med 4 millioner kroner i kassen og en moms- og skattegæld på mere end 300 millioner. De har gjort det igen!

Det danske moms- og skattesystem er baseret på tillid, forklarer Bagmandspolitiets chef. Sandt nok, men SKAT, der synes at have givet sig TastSelv kulturen i vold, skal vel ikke forny tilliden til personer, der allerede én gang har misbrugt tilliden. I øvrigt er det svært at indse, hvorfor man ikke for længst har elimineret risikoen for, at arbejdsgiveren undlader at afregne den A-skat, som trækkes i lønnen. Færøerne har haft kildeskat siden 1984. Her afregnes lønnen og A-skatten samtidigt – og i samme arbejdsgang. Her påføres skattevæsenet ikke nogen afregningsrisiko.

Som et led i ”afbureaukratiseringen” har mindre anparts- og aktieselskaber siden 2006 kunnet fravælge revision. Det lod ca. 75.000 selskaber sig ikke sige to gange. Det forekommer åbenbart, at adgangen til at fravælge revision burde være forbeholdt enkeltmandsvirksomheder, som ejer personligt hæfter for. Vil man drive sin virksomhed i et selskab med begrænset ansvar, bør der være pligt til at udstyre selskabet med en revisor, som kreditorer og myndigheder kan holde ansvarlig som offentlighedens tillidsrepræsentant.

Folketinget vedtog i maj 2013 at gøre det muligt at drive virksomhed med begrænset ansvar i et såkaldt iværksætterselskab (IVS) med en kapital på blot 1 krone. Det forekommer uvirkeligt. Det var det også. I april 2019 afskaffede Folketinget iværksætterselskaber som selskabsform. I mellemtiden havde mange driftige iværksættere erhvervet et selskab. En af dem var revisor Johnny Hast Hansen, der stiftede mere end 300 1-kronesselskaber kort før IVS’erne blev afskaffet ved lov. Hast Hansen, der siden skulle blive en god bekendt af SKAT, blev i 2020 tre gange idømt konkurskarantæne. Det vil næppe distrahere en sand iværksætter.

Anders Fogh Rasmussen og Kristian Jensen ”afbureaukratiserede” i 00’erne også skattevæsenet. Det skulle ende galt. Og det gjorde det.

Jyllands-Posten, 6. marts 2021

Elforsyningen på Langeland er i færd med at blive solgt. Sælgeren, en erhvervsdrivende fond, kommer til at sidde tilbage med 400 millioner kroner. Penge, der er hentet op af elforbrugernes lommer, skal nu administreres af en, i sammenhængen, tilfældig be­­­styrelse uden for demokratisk kontrol. Kan det virkelig være meningen?

Langelands Elforsyning har underskrevet en hensigtserklæring om et salg af elforsyningsvirksomheden på Langeland til Energi Fyn.

Det har skabt røre blandt de gæve langelændere; mange mener at være blevet kørt over af Elforsyningens bestyrelse. Utilfredsheden og frustrationen kommer til udtryk blandt elforbrugerne og i repræsentantskabet. De 58 repræsentanter troede, de udgjorde elforsyningens øverste myndighed – lige indtil de kunne læse om salget i avisen.

En fond – ikke en forening

Men hvorfor nu al den ballade. Langelands Elforsyning er en erhvervsdrivende fond, og i en fond er der ingen over og ingen ved siden af bestyrelsen. Bestyrelsen skal ikke spørge sig for. Hverken blandt elforbrugerne eller i repræsentantskabet. Bestyrelsen skal alene respektere stifternes vilje, der sædvanligvis kommer til udtryk i vedtægternes formålsparagraf.

Fonden Langelands Elforsyning har til formål at medvirke til fremskaffelse og distribution af energi til forbrugerne. Det er åbenbart, at et salg af øens elforsyningsvirksomhed ikke er foreneligt med vedtægterne og kræver Erhvervsstyrelsens godkendelse. Men styrelsen er sædvanligvis meget gelassen, så det skal nok gå.

Fonden ville det gode. Den rakte langelænderne en lillefinger men fik en fuckfinger igen og må nu kæmpe for at beholde armen. Mange elforbrugere var sikkert kommet til at tro, at de var blevet medlemmer af en forening. Men ak, hvor længe var Jeppe i baronens seng.

Indflydelse på skrømt

Elforsyningen, der kalder sig en brugerstyret erhvervsdrivende fond, bryster sig af et aktivt medlemsdemokrati. Medlemsdemokrati? En fond har ikke medlemmer. Og med brugerstyret var det, af gode grunde, så som så. Ganske vist afholder Elforsyningen er årligt møde for sine brugere. Men her bliver der ikke taget beslutninger. Her er ikke nogen beretning, der skal tages til efterretning, ikke noget årsregnskab, der skal godkendes, og ingen vedtægtsændringer at tage stilling til.

Men brugermødet vælger rigtignok 58 medlemmer til repræsentantskabet, der af sin midte vælger 7 medlemmer til fondens bestyrelse. Andre opgaver har repræsentantskabet ikke. Bestemmelsen, der er usædvanlig, hviler på en dispensation fra erhvervsfondsloven; fondsbestyrelser er sædvanligvis selvsupplerende. Men bestemmelsen indebærer ikke, at repræsentantskabet kan ”sætte sig” på Elforsyningens bestyrelse.

Sædvanligvis kan medlemmer af en bestyrelse til enhver tid udtræde og til enhver tid afsættes af den eller dem, der har valgt det pågældende medlem. Men i Fonden Langelands Elforsyning kan repræsentantskabet ikke afsætte et medlem af bestyrelsen. Hvert år vælger repræsentantskabet 2-3 medlemmer til fondens bestyrelse, men valget gælder ubetinget for 3 år. Repræsentantskabet kan ikke vælte et bestyrelsesmedlem, der ikke er på valg. Der er måde med demokratiet i en fond.

Hvad tænker mon stifterne derom?

Forløbet er er lettere absurd. Her har vi en erhvervsdrivende fond stiftet i 1969 af Rudkøbing Kommune og Andelsselskabet Langelands Elselskab, der – inden for de snævre rammer, som fondslovgivningen sætter – søgte at invitere brugerne indenfor. Men hvad kan vi lære af forløbet? At man ikke skal stille andre noget i udsigt, som man hverken kan, eller vil, levere.

Fonden Langelands Elforsyning, der har en fri formue på 230 millioner kroner (fondens egen (!) formue ifølge formanden), agter at sælge elforsyningsvirksomheden for 170 millioner kroner. Fonden, der har en grundkapital på 6,5 millioner kroner, vil således sidde tilbage med en formue på 400 millioner kroner. Det svarer til 8 års elforbrug, når der ses bort fra moms og afgifter. Det er jo absurd. Der kunne uddeles 30.000 kroner til hver langelænder. Store som små. Det ville dog gøre en forskel oppe hos Larsens i Ny Skrøbe­lev.

Men sådan kommer det nok ikke til at gå. Sikkert kommer vi til at se fondens bestyrelse, hvis kernekompetence er elforsyning, optræde som mæcener, der efter eget valg kan anvende 400 millioner kroner til fremme af almennyttige initiativer på Langeland (og Strynø). Fondsbestyrelsen kommer til at disponere over en formue svarende til næsten er års skatteindtægter i Langeland Kommune (568 mio. kr. i 2019). Er det hensigtsmæssigt? Ja, tja, bum, bum, bum.

Hvor kommer pengene fra?

Reelt er det jo penge, som den brugerstyrede Elforsyning har opkrævet for meget hos elforbrugerne. En monopolgevinst, en skat. Med elforsyningsloven af 1977 blev elselskabernes virksomhed prisreguleret; vi fik det såkaldte hvile-i-sig-selv princip. Med elfreformen af 1999 bortfaldt hvile-i-sig-selv princippet; til gengæld blev en meget væsentlig del af selskabernes egenkapital nu defineret som bunden kapital, der skulle blive i selskabet eller gå tilbage til elforbrugerne.

Ved en kontroversiel politisk studehandel blev bindingen ophævet med energiforliget i 2004. Der kom turbo på pengeophobningen. Elselskaberne fik frigivet 20 milliarder kroner mod at afgive det overordnede transmissionsnet til staten; året efter kom yderligere 40 milliarder i kassen ved salg af kraftværkerne, herunder Elsam, til DONG. Danmarkshistoriens største togrøveri ifølge den tidligere energiminister, Svend Auken.   Elforsyningen, en væsentlig del af infrastrukturen, blev kommercialiseret under den brølende nyliberalisme i 00’erne. Vi fik el-konger, hvor vi før havde haft elværksbestyrere.

Bragt i internetmediet FUNDATS 23. februar 2021

Medens døde mink arbejder sig op af massegravene i Nr. Feld­ing, har regeringen søgt at lægge låg på med et bredt forlig til den nette pris af 19 mil­­li­arder. Men strakte regeringen sig for vidt? Og vil minkpakken give andre erhverv gode ideer? Også fiskeriet me­ner sig nu udsat for eks­pro­priation, som staten skal yde er­stat­ning for.

Endnu en hjælpepakke kom til verden den 25. januar. Med en minkpakke til en værdi af 18,8 milliarder kroner blev der sat et foreløbigt, og dyrt, punktum for et rodet og uskønt forløb. Det bliver sikkert endnu dyrere, inden enden tager. Dansk Pelsdyravlerforenings formand, Tage Pedersen, erklærer selvsikkert, at der er lang vej endnu.

Formanden mener, at regeringen ikke vidste, hvad den gjorde, da statsministeren på pressemødet den 4. november 2020 befalede (anbefalede, undskyld) alle mink aflivet. Man fristes til at give formanden ret. Til denne dag er det således uafklaret, om den særlige corona variant blandt mink, cluster 5, stadig var aktiv, da man i november greb til at aflive minkene.

3,9 milliarder kroner var i november regeringens bud på den kompensation, som aflivningen ville føre til. Hvordan kan man tage så meget fejl? Der havde dog været tid nok til at overveje alternativerne til en ekspropriation. Allerede i juni 2020 blev der konstateret virus i en minkbesætning i Nordjylland. Det må forekomme, at regeringen handlede i panik, da den de facto beordrede et helt erhverv aflivet. Siden gik der politik i sagen. Det var et stort held for minkavlerne, der blev reddet af gongongen.

På pressemødet i november afgav statsministeren en ulovlig ordre. Det må vi ganske vist hverken sige eller skrive, formaner justitsministeren med røde kinder. Så det gør jeg ikke. Men regeringen havde blottet sig. Venstre og de konservative, der lod sig friste, forfaldt til lobbyvirksomhed og idømte regeringen en dummebøde på et 2-cifret milliardbeløb, der skal betales af de sagesløse skatteborgere.

Der var i Danmark færre end 800 aktive minkfarme. Branchen har i 4-5 år haft underskud; i 2019 androg underskuddet i gennemsnit 0,7 millioner kroner pr. farm. Der er næppe tvivl om, at adskillige minkfarme var økonomisk nødlidende, og lige så mange farmere havde næppe udsigt til at kunne finansiere driften i 2021. Et salg af minkfarmen som en going concern havde i 2020 næppe været muligt. Corona eller ej.

Givetvis er der meget store forskelle fra farm til farm. Men under ét kommer minkbranchen overordentlig fordelagtigt ud af krisen. Det samme gør erhvervets långivere, som overlader et milliardtab til staten. For bankerne overstiger værdien af minkpakken værdien af samtlige bankpakker under finanskrisen! Det er åbenbart, at andre erhverv vil vejre morgenluft. F.eks. fiskerierhvervet.

Værdien af danske fiskekvoter i britisk farvand forventes reduceret med 1,5 milliarder kroner som følge af Brexit-aftalen. Af tabet ventes EU at dække 1,1 milliarder kroner. Men minkpakken har givet Danmarks Fiskeriforening appetit på mere. Svend-Erik Andersen, Fiskeriforeningens formand, vil have en brexitpakke til dansk fiskeri. – Vi forventer fuld erstatning, udtaler en frejdig formand med adresse til regeringen.

Formanden sammenligner Brexit med ekspropriation; fiskeren, der får sin kvote i britisk farvand beskåret med 25 pct., kan sammenlignes med landmanden, der får 25 pct. af sin jord eksproprieret, fordi der skal bygges en motorvej. Men det er vel Storbritannien, ikke Danmark, der har reduceret kvoterne.

Et Brexit havde længe været på vej. Alle vidste, at Storbritannien havde til hensigt at udtræde af EU’s fælles fiskeripolitik og erklære sig for en suveræn kyststat med retten til at disponere over fiskeriet i egne territorialfarvande. Der var al mulig grund til at forvente, at et Storbritannien uden for EU ville holde danske fiskere ude af britiske fiskefarvande.

Sådan gik det ikke. I Storbritannien er opfattelsen den, at regeringen ofrede fiskernes interesser for at sikre britiske eksporterhverv bedre vilkår i EU. Danmarks Fiskeriforening mener derimod, at EU’s forhandlere smed EU’s fiskere ind under bussen for at redde eksporten. Samme sag men set fra hver sin side af kanalen.

Men har erhvervet overhovedet betalt for de mistede kvoter, der nu så frimodigt kræves erstattet? Nej. Ved en nyordning af fiskeriet overdrog regeringen i 2005 vederlagsfrit fiskeressourcer til en værdi af 14 milliarder kroner til den kreds af fiskere, der i oktober 2005 befandt sig i erhvervet. Kvoterne kunne sammenlægges, de kunne pantsættes, de kunne kapitaliseres, og de kunne omsættes. Vi fik kvotebaroner og -konger i fiskerierhvervet.

Danmarks Fiskeriforening slår plat på corona epidemien.

Kommentaren kunne den 3. februar 2020 læses i Jyllands-Posten

Fat mod, inden længe kommer vaccinen, og vi kan lægge et brydsomt år bag os. Det er tid at reflektere over, hvordan Mor Mette og andre gode kræfter bekæmpede pandemien med hjælpepakker og en løssluppen pengepolitik. Men hvor­dan kommer vi tilbage til normalen? 

Vi lever i Coronaens tid – en forunderlig tid. Den 16. december 2020 lukkede regeringen store dele af samfundet ned. Igen, igen. Mor Mette måtte berolige en opskræmt befolkning med, at der ikke er planer om at lukke Storebæltsbroen og isolere Østdanmark, så københavnerne i julen ikke kan komme til Jylland. Det var noget andet med nordjyderne; de ku’ bare blive hjemme, ku’ de.

Nedlukningen har ført til en øget online handel og en voldsom vækst i pakkeposten. Også hjælpepakkerne, der skal holde hånden under (over?) virksomheder og lønmodtagere ramt af nedlukningen, har siden foråret fyldt godt op. Erhvervsvirksomheder er blevet klientgjort. Flere virksomheder, som ved nærmere eftertanke nok mente at kunne klare sig selv, returnerede hjælpen. Det førte, også i højborgerlige aviser, til almindelig udskamning; hjælp fra velfærdsstaten er baseret på et rettighedsprincip. Forstå det nu.

Pakkerne var sikkert nødvendige og vel rimelige nok. Senere bliver det payback time. Bare se til den finansielle sektor, der skal bidrage til Arnes pension med et årligt ”samfundsbidrag” på 1,5 mia. kr. Faktisk modtog sektoren under finanskrisen ikke hjælpepakker; det er bare noget, socialdemokraterne går og siger som et led i stigmatiseringen af bankerne. Staten spændte rigtignok en gigantisk garanti ud under indskyderne. Men mod betaling. This time is different.

Hjælpepakker er stærkt vanedannende. Hvornår og hvordan kan vi igen klare os uden? Bryggerierne har i år sendt 402 forskellige juleøl på markedet. Men barer og restauranter blev sidste uge lukket ned, og nu frygter bryggerierne at sidde tilbage i januar med usolgt juleøl. Bryggeriforeningen, der henviser til en tidligere kompensationsordning for fordærvelige fødevarer som hakket kød og lignende, opfordrer kraftigt politikerne til at tænke julebryggen ind i en lignende ordning. Og jeg, som sådan havde glædet mig til januarudsalget.

Barer, restauranter og hoteller samt turist- og oplevelseserhvervet – hvor mennesker mødes – er særligt hårdt ramt under pandemien. For at stimulere forbruget frigav politikerne i oktober 3 ugers indefrosne feriepenge, 28,2 mia. kr. efter skat. Det var ikke til megen nytte. Lønmodtageren satte i vidt omfang pengene i banken. Private kunder øgede i oktober deres indlån i bankerne med 28,6 mia. kr. For første gang oversteg indlånene 1.000 mia. kr.

Det er åbenbart, at de trængte erhverv nok kunne have brug for et boost; desværre var de i oktober lukket ned! Men det er i øvrigt ikke økonomien, der holder den danske Otto Normalverbraucher tilbage. Måske er vi bare trætte af at blive opfattet som forbrugere i fri dressur, snarere end hele borgere. Måske vi i trods knytter næverne om de fedtede sedler, når Kollerup og Wammen opfordrer os til at svinge Dankortet.

Blandt økonomiske iagttagere synes hjælpepakkerne, der kommer til verden med en ulidelig lethed – altså bortset fra den til minkavlerne, at have medvirket til en vis ubekymrethed. Vi har råd til læssevis af nye hjælpepakker, skrev Nykredits cheføkonom forleden i dette blad. I disse tider er det betryggende, at Danmark er så rig på eksperter og cheføkonomer. Vi har mere end råd til coronakrisen og hjælpepakkerne, fortsætter cheføkonomen, der har ladet sig rive med af månedlige overskud på 10-15 mia. kr. på betalingsbalancen.

Men overskuddet på betalingsbalancen betyder vel blot, at opsparingen er tilstrækkelig til at staten kan finansiere hjælpepakkerne med indenlandske statslån. Lånene skal på et tidspunkt betales tilbage. Og for at det kan ske, skal der opkræves skat. Og at betale skat er for Holger Danske jo noget andet end at købe en obligation.

Men hvordan går det egentlig med den økonomiske politik og med regeringen, der i et ”forståelsespapir” lovede sine støttepartier at ville bekæmpe den stigende ulighed. Den meget aggressive pengepolitik med negative renter indebærer en massiv omfordeling af formuer til fordel for de besiddende. Siden nytår er kursindekset for danske aktier steget med 29 pct. Over blot et halvt år er huspriserne steget med 6 pct. i gennemsnit.

I en redegørelse for konsekvenserne for den disponible indkomst af regeringens politik siden folketingsvalget i 2019 beskæftiger finansministeren sig med skat på fri telefon, afgifter på engangsservice, plasticposer, væddemål og kasino samt – tobaksafgiften. Det viser sig, at regeringens politik har påvirket indkomstfordelingen til ugunst for de laveste indkomster. Det skyldes især forhøjelsen af tobaksafgiften. Men, tilføjer finansministeren undskyldende, højere tobaksafgifter vil rigtignok bidrage til mere lighed, hvis afgiftsforhøjelsen fører til, at færre begynder at ryge. Ja, sådan kan det også siges.

GLÆDELIG JUL – alligevel.

Jyllands-Posten, 24. december 2020

Tryg står med et gigantisk opkøb overfor at udvide sine bro­ho­ve­der i Sverige og Norge. Med et delt ejerskab til Codan neutrali­se­res en konkurrent i Danmark. Skadesforsikrings­markedet, der er enormt profitabelt, antager karakter af et oligopol. En forening af forsikringstagere står fadder til udviklingen.

Forsikringsselskabet Tryg, der mener at kunne føre sin historie tilbage til Københavns brand i 1728, står over for et kvantespring. Selskabet har annonceret en forhøjelse af aktiekapitalen med indtil 37 milliarder (mia.) kroner. Fra 1,5 mia. til 38,5 mia. kr. Kapitaludvidelsen vil indebære en firedobling af Trygs egenkapital, som selskabet ved udgangen af 2019 bogførte til 12,1 mia. kr.

Sammen med Intact Financial Corporation, et canadisk skadesforsikringsselskab, har Tryg afgivet et bud på 7,2 mia. pund for det engelske forsikringsselskab RSA Insurance Group, der ejer Codan Forsikring. Der er mellem Tryg og Intact enighed om efterfølgende at dele rovet. Tryg overtager Codans datterselskab i Norge og RSA’s svenske datterselskab, Trygg-Hansa, medens RSA’s forretninger i Storbritannien og Canada går til Intact.

Jokeren er danske Codan Forsikring. Tryg ville med en erhvervelse af Codan kunne øge sin markedsandel i Danmark fra 23 til 33 pct. Men ejerskabet til Codan placeres i et ejerskab delt mellem Tryg og Intact i forholdet 50:50. Lammefromt forsikrer Morten Hübbe, Trygs direktør, at ”Intact vil overtage en 100 pct. drift af selskabet”. Men det skal efter aftale parterne imellem ske under hensyntagen til Trygs interesser som ikke-kontrollerende aktionær. Det skal blive spændende at se, hvad det betyder.

Tryg, der med købet af RSA’s skandinaviske aktiviteter forventer at kunne øge sine præmieindtægter med 45 pct. fra 21,8 til 31,7 mia. kr., betaler for hele herligheden 4,2 mia. pund (35 mia. kr.). Det svarer til kr. 3,50 for hver præmiekrone. I Tryg, der har en markedsværdi på 55 mia. kr., betaler investorerne ”kun” kr. 2,50 for en præmiekrone. Tankevækkende, at jeg som kunde med en bilforsikring til en årlig præmie af kr. 6.000 mellem forsikringsselskaber handles til en værdi af kr. 21.000.

Tryg havde i 2019 en skadesprocent på 68,3; vender man brøken på hovedet, vil man se, at det kostede 146 kroner at få dækket en skade på 100 kroner. Tryg, der havde en bruttoavance på 46 pct., forrentede sin egenkapital med 24,6 pct. (efter skat). Forsikringsvirksomhed er ekstremt profitabel i Danmark. Ikke så sært, at Hübbe ikke tør forstyrre konkurrencemyndighederne med en regulær annektering af Codan.

Men hvad siger nu Trygs aktionærer til den massive kapitaludvidelse i selskabet. Blandt aktionærerne, der har fortegningsret til 7,4 mia. aktier á 5 kroner, samler interessen sig om TryghedsGruppen smba, der er kendt for at skabe fred i sindet (peace of mind). TryghedsGruppen, den eneste aktionær med mere end 2 pct. af aktiekapitalen, er det gamle gensidige forsikringsselskab, der i 1991 placerede forsikringsvirksomheden i et aktieselskab.

TryghedsGruppen, et andelsselskab ejet af forsikringstagerne, solgte i 2005 i forbindelse med en børsnotering af Tryg 40 pct. at selskabets aktiekapital. Nu slækkes grebet igen. I konsekvens af kapitaludvidelsen reduceres TryghedsGruppens ejerandel i Tryg med yderligere 15 pct. Men hvad gør TryghedsGruppen egentlig i Tryg? På hvilken måde har kunderne glæde af at kontrollere Tryg gennem en ejerforening? Hvordan kommer det til udtryk, at Tryg, indirekte, kontrolleres af sine kunder?

Svaret er, at det kommer overhovedet ikke til udtryk. Allerede ved børsnoteringen i 2005 overgav Tryg sig betingelsesløsttil kapitalen. I bestyrelsens redegørelse til repræsentantskabet hed det, at TryghedsGruppen opgiver den fulde kontrol og vil skulle agere i samklang med forsikringsselskabets minoritetsaktionærer og under løbende hensyn til aktiemarkedets forventninger. Tryg havde tømt kundernes ejerskab for ethvert reelt indhold.

Hvordan kan det dog være en opgave for en forening af forsikringstagere at medvirke til at etablere oligopollignende tilstande på det danske forsikringsmarked? For 3 år siden købte Tryg for svimlende 8,2 mia. kr. Alka, klassens raske dreng. Og nu er Tryg i færd med at neutralisere Codan.

TryghedsGruppen køber sig aflad ved at lade en del af udbyttet fra Tryg gå videre til sine medlemmer (Trygs kunder) som en såkaldt bonus. For 2019 godt 1 mia. kr. svarende til 8 pct. af forsikringspræmien. Udbetalingen, der knytter sig til policer udstedt af Tryg, er reelt en begunstigelse af Tryg – og selskabets øvrige aktionærer! TryghedsGruppen fyrer for fuglene.

Bonusbegrebet er i sammenhængen uigennemtænkt. Det koster Tryg 1 mia. kr. i ubeskattet overskud at udbetale en bonus på 118 mio. kr. til forsikringstagerne. Gennem TryghedsGruppen vel at mærke. Hvordan det? Jo, overskuddet selskabsbeskattes i Tryg med 22 pct. I udbytte udbetales herefter 780 mio. kr., hvoraf 60 pct. eller 468 mio. kr. går til TryghedsGruppen, der anvender lad os sige 40 pct. til almennyttige formål (peace of mind) og administration. Tilbage er 281 mio. kr.  Men nu skal også forsikringstagerne betale skat, 163 mio. kr. ved en topskat på 58 pct. Tilbage står slukørede forsikringstagere med 118 mio. kr.

Tænk, om Tryg i stedet for havde nedsat præmierne med 1 mia. kr. Præmienedsættelsen ville i sin helhed være tilfaldet forsikringstagerne. Den vil have været økonomisk neutral for Tryg, men ikke for minoritetsaktionærerne. Og den ville have udstillet TryghedsGruppen som det fordyrende mellemled.

Jørn Astrup Hansen var i 2008-13 medlem af TryghedsGruppens repræsentantskab

Jyllands-Posten, 11. december 2020

Med en fast kurs over for først Tyskland, siden også middelhavslandene, har vi fået en kunstigt lav kronekurs. Resultatet er meget store overskud på betalingsbalancen. Til hvilken nytte? Vi bør trække os fra ECB’s pengepolitiske eks­periment – revaluere kronen over for euroen og genindføre en positiv rente.

Danmarks Nationalbank har fået en ny direktør, Signe Krogstrup. Ifølge tiltrædelsesinterviewet er alt er ved det gamle i ”Nalen”. Nationalbanken vil forsvare kronen. I alt fald skal boligejerne ikke føle sig sikre, hvis situationen skulle kalde på en renteforhøjelse.

Men forsvare kronen? Mod hvad? Og mod hvem? Op igennem 1960’erne og 70’erne vænnede vi os til at anvende devalueringer som et quick fix mod økonomiske balanceproblemer. Den danske valuta blev et yndet mål for onde kræfter, der spekulerede i en svækkelse af kronen; Nationalbanken måtte forsvare kronen.

Men i 1982 afsvor regeringen Poul Schlüter sig muligheden for at skaffe sig lidt midlertidig varme i bukserne med en devaluering af den danske krone. Med en fiksering af kronens værdi vis-a-vis den tyske mark og et opgør med den automatiske dyrtidsregulering indledtes en ny æra i dansk økonomisk politik. Vi bandt os til Tyskland, der var kendt for en streng økonomisk disciplin – en arv fra hyperinflationen i 1920’erne og alt, hvad den senere førte med sig.

Med fastkurspolitikken bandt også senere regeringer sig til masten. Men der er sket meget siden 1982. I 2002 fik Tyskland og en række europæiske lande en fælles valuta, euroen. Vi går fortsat i takt med Tyskland. Men vi går også i takt med Italien, Frankrig, Spanien, Portugal, Grækenland og Cypern. Nok ligger kursen på den danske krone fast over for den tyske valuta. Men den ligger også fast over for den græske og den italienske valuta. Vi gik i seng med Rakel men vågnede op med Lea. 

Nationalbanken har som overordnet formål at opretholde et sikkert pengevæsen med stabile priser, dvs. en lav inflation. Den Europæiske Centralbank (ECB) har længe haft en inflation på ikke over 2 pct. som pengepolitisk mål. Nationalbanken, der i konsekvens af fastkurspolitikken spejler ECB, bekender sig ligeledes til et inflationsmål på 2 pct.

Vi vænnede os til at se centralbankerne stramme pengepolitikken, når inflationen truede med at bryde igennem loftet. Midlerne var en højere rente og en knappere likviditet. Nu er inflationen under 1 pct., og den truer med at blive negativ. Og hvad gør de pengepolitiske myndigheder? Det samme som før. Bare omvendt.  Centralbankerne, der tidligere forsøgte at bringe inflationen ned på 2 pct., søger nu med alle midler, whatever it takes, at bringe inflationen op på 2 pct.

Centralbankerne sænker renten og øger pengemængden. Renten har for længst passeret nul. I nedadgående retning. De private banker betaler 0,6 pct. p.a. af overskudslikviditet placeret i Nationalbanken. Bankerne vælter regningen over på kunderne, der kan se frem til at skulle betale op til 0,75 pct. for at have penge stående i banken.

Der er vel muligt, at en lavere rente og en rigelig likviditet fører til større økonomisk aktivitet og en højere inflation. Men hvis renten allerede er nul eller negativ, kan man ikke slutte, at en yderligere nedsættelse af renten vil øge den økonomisk aktivitet og inflationen. Der er ikke noget, der tilsiger en sådan sammenhæng; negative renter er slet ikke omtalt i lærebøgerne. Med en negativ rente har pengepolitikken mistet potensen. Værktøjskassen er tom. Helt tom.    

Dansk pengepolitik har til formål at fastholde kronens kurs over for euroen. Fastkurspolitikken skal sikre en lav og stabil prisudvikling. Det er lykkedes over al forventning; vi har sejret ad helvede til – godt. Men penge- og valutakurspolitikken skal vel ikke blot ave inflationen. Der må være et andet endemål. I 1960’erne og 70’erne devaluerede vi jævnligt kronen for at dække et kronisk underskud på betalingsbalancen. Det var den udvikling, Schlüter gjorde op med i 1982. Og siden har vi ikke set os tilbage. 

Siden finanskrisen har vi haft et meget stort og stigende overskud på betalingsbalancen. Kursen på den danske krone er ikke en ligevægtskurs; kursen er kunstigt lav. Overskuddet toppede i fjor med svimlende 207 milliarder kroner. Men hvad skal det dog være godt for? Vi bytter en del af produktionsresultatet med tilgodehavender i udlandet. Det er, hvad Kina har gjort i årevis; det er sådan noget, der fører til handelskrige.

Danmark burde – i solidaritet med de sydeuropæiske lande – revaluere kronen og understøtte den nye, højere kronekurs med en moderat højere rente. De skadelige effekter af den negative rente bliver stedse mere synlige. Dem kunne vi komme til livs med en revaluering.

Jyllands-Posten, 12. november 2020

Siden finanskrisen har vi set en ny type aktører ved domstolene. Så­kald­te litigation funders, der arrangerer gruppesøgsmål efter devisen no cure, no pay. Senest har vi set aktionærer anlægge sag mod deres eget sel­skab. Det er absurd.

Tidligere på måneden hævede Deminor, en belgisk konsulentvirksomhed, en retssag mod Vestas’ tidligere topledelse, som var afkrævet en erstatning på 72 mio. kr. for i 2010 angiveligt at have vildledt aktiemarkedet.

Retssagen var finansieret af Deminor, der optrådte som litigation funder. Deminor fandt frem til 40 skuffede aktionærer i Vestas – og vupti, havde Deminor etableret et gruppesøgsmål. Begrebet, der kom til Danmark i 2008, har længe været kendt i USA som class action lawsuit. Den enkelte aktionær er ikke aktiv part i sagen. Man tilmelder sig blot gruppen, der repræsenteres ved Deminor, som honoreres med en (betydelig) andel i erstatningen.

Deminors retræte fik Vestas’ bestyrelsesformand, Bert Nordberg, til at tage bladet fra munden. Nordberg kalder litigation funding for en fordækt forretningsmodel; han mener, at Deminor slet ikke gik efter en domstolsafgørelse. Deminor ville, bistået af en hjælpsom presse, blot skabe så meget røre om sagen, at sagsøgte træt af al balladen lod sig presse til at indgå forlig.

Deminor mener, at litigation funding er en forretning lige så vel, som det er en forretning at sælge vindmøller. Nordberg mener vist, at litigation funding er en pervertering af den juridiske metier, der alene har simpel afpresning til formål.

Også i Danske Bank spøger Deminor, der har sagsøgt Thomas Borgen, bankens tidligere direktør, for ikke i tide at have givet ”markedet” de tilstrækkelige oplysninger om forholdene i Estland. Bag det betalte sagsanlæg står 155 anonyme investorer. Borgen er sagsøgt for 358 mio. euro. Så mange penge har Borgen vist ikke, og Deminor forbeholder sig klogeligt senere at rette kravet mod Danske Bank.

DRRT, et internationalt inkassofirma – advokatfirma, undskyld, der betjener institutionelle investorer in all aspects of global investor loss recovery, har ligeledes stævnet Danske Bank med et betalt sagsanlæg. 70 anonyme investorer står bag et krav på 1 milliard euro.

AmerikanskeISAF har med et betalt sagsanlæg stævnet Danske Bank for et kurstab på 1,5 milliard kroner, som 70 skuffede aktionærer mener at have lidt som følge af møntvaskeriet i Estland. Inden længe kan vi sikkert kræve erstatning, hvis vejret ikke lever op til forventningerne; spørgsmålet er blot, hvor stævningen skal indleveres. Hos DMI måske?

Men også andre aktører, der gør i litigation funding, er på banen med betalte sagsanlæg mod Danske Bank. De udenlandske initiativtagere er sædvanligvis repræsenteret ved en advokat fra andet eller tredje lag i det københavnske advokatsamfund. Med juristløftet sværger den håbefulde kandidat aldrig vidende at vige fra ret og retfærdighed og aldrig at råde nogen til ufornøden proces. Løftet har siden ikke afholdt rastløse advokater fra at ulejlige domstolene med luftige sagsanlæg. 

Advokat Jakob Dedenroth Bernhoft er hvidvaskekspert. Hvordan bliver man i øvrigt det? – på lovlig vis. Bernhoft mener umiddelbart, at sagsøgerne har en god sag; formodningsvis er der investorer, som har købt aktier for dyrt i perioden 2014-17, da banken angiveligt undlod at give markedet sådanne oplysninger, som kunne have påvirket kursen på bankens aktier.

Men det giver ikke mening, at investorer, der mener at have købt aktier til for høj en kurs, gør erstatningskrav gældende mod selskabet. For hvem er selskabet? Det er aktionærerne. I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv. Sagsøgerne har sagsøgt sig selv ogde øvrige aktionærer, der ikke er med i sagsanlægget men undlod at sælge aktier til den høje kurs. Alle aktionærer i Danske Bank er ramt af kursfaldet; alle har de haft det samme tab.

Lad os blot antage, at halvdelen af aktiekapitalen står bag erstatningskravet på 1 milliard euro. Sagsøgerne kommer da til selv at lægge ryg til halvdelen af erstatningskravet. De må altså kræve 2 milliarder euro, hvis de skal have dækket et tab på 1 milliard euro. Og de øvrige aktionærer? De får fordoblet deres tab. Det er i strid med princippet om aktionærernes ligestilling. Det er galimatias; det er et show iscenesat af skruppelløse litigation funders.

Hvis de skadelidte aktionærer mener, at andre aktionærer, f.eks. storaktionærer med bestemmende indflydelse, er ansvarlige for tabet, må kravet rettes mod disse andre aktionærer – ikke mod selskabet. Lad os med Bert Nordberg håbe, at retten hælder de opportunistiske ballademagere ned ad brættet og afviser sagerne.

Jyllands-Posten, 1. oktober 2020

Danske Bank og SKAT har over en årrække mod bedre vidende op­kræ­vet for meget hos bor­gerne. Danske Bank 50 mio. kr. for meget, SKAT 260 gange så me­get. Danske Bank er blevet mødt med en storm af forargelse, SKAT med en tavs resignation. Hvordan er det kommet dertil?

Danske Bank er kommet i mediemøllen. Igen. Det viser sig, at der gennem flere år har været svigt i bankens inkassoafdeling. Der har været fejl i opgørelsen af gælden og dermed også af renterne. Banken anslår, at mellem 10.000 og 15.000 kunder har betalt for meget. Typisk 1.000 – 2.000 kroner. Men i flere tilfælde er beløbet åbenbart noget større. Banken mener således, at der i alt er inddrevet op mod 50 mio. kr. for meget. Ifølge bankens oplysninger har et IT-system, som banken i 2004 tog i anvendelse til inddrivelse af tilgodehavender hos kunder i bankens inkassoafdeling, vist sig at være fejlbehæftet.

Det er jo alt sammen, hvad der kan ske. Og beløbet er, i en større sammenhæng, af en forholdsvis beskeden størrelsesorden. Banken oplyser, at den er i færd med at gennemgå sine mellemværender med 100.000 nuværende og tidligere kunder. Og lur mig, om ikke banken nok skal finde fejlene. Og rette dem.

Danske Bank orienterede i fjor Finanstilsynet og Skattestyrelsen om, at der var konstateret fejl i bankens gældsinddrivelse og dermed også i indberetningerne til skattemyndighederne. Når sagen alligevel er forbandet ubehagelig for banken, så skyldes det, at banken ifølge lækkede oplysninger havde været bekendt med fejlene i 12-14 år, inden den reagerede. Men den reagerede dog. Inden Berlingske og TV 2 bragte historien til torvs.

Lisbeth Bech-Nielsen, SF’s erhvervsordfører, gik straks på Twitter: ”En kæmpe skandale i Danske Bank – igen. Igennem mindst 16 år har DB ikke haft styr på sin gældsopkrævning og ulovligt opkrævet ca. 50 mio. kr. Jeg indkalder erhvervsministeren i samråd for at høre, hvorfor der ikke har været noget tilsyn med banken.” Der er ingen grænser for, hvad emsige politikere mener at kunne holde Tilsynet ansvarlig for. Blandt de ”eksperter”, som dette land er så rig på, kan man støde på den opfattelse, at bankens ledelse risikerer bøde- eller fængselsstraf.

I bogen Den Danske Bank, der udkom i 1996 i anledning af bankens 125-årsdag, skriver Per H. Hansen og Søren Mørch: ”Den Danske Bank var på det tidspunkt (1993) så indiskutabelt den største, bedste og hæderligste bank i landet. … Den havde i årevis været moralens vogter, og de fleste havde efterhånden accepteret, at den havde retten til at være det.” Ak hvor længe siden, Sorte Knud og Bryggeren (Poul J. Svanholm) kontrollerede trafikken i Holmens Kanal.

Det er ikke første gang, vi hører om it-problemer i forbindelse med et gældsinddrivelsessystem. Alle har vi hørt om EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem), der skulle samle al inddrivelse af offentlig gæld i ét system. EFI havde over 10 år være forsinket ad flere gange og kostet staten et par milliarder, da systemet i efteråret 2015 blev opgivet, efter at en rapport havde vist, at inddrivelse gennem systemet skete ulovligt. Det var bare ærgerligt.

Men det var der råd for – og til. Vi blev stillet et nyt inddrivelsessystem i udsigt, PSRM (Public Sector Revenue Management), til automatisk inddrivelse af den gæld, som borgere og virksomheder har til det offentlige. PSRM skulle inddrive gæld og restancer i 2018. Det blev siden udskudt til 2019. Kun i et meget begrænset omfang har systemet siden kunnet tages i brug. I mellemtiden er gælden til det offentlige vokset til 130 milliarder kroner. Det er bare ærgerligt.

Skattestyrelsen oplyste den 2. september 2020 i en pressemeddelelse, at Forviklingsstyrelsen (Forenklingsstyrelsen, undskyld) har konstateret, at der fortsat er ”udfordringer” med det nye ejendomsvurderingssystem. I 2016 afsatte politikerne 2,7 milliarder kroner til systemet, der skulle have været klar i første halvdel af 2019. Det skulle komme til at gå anderledes. Først blev systemets ibrugtagning udskudt til slutningen af 2019, så til sommeren 2020, derefter til slutningen af 2020 – og nu til sommeren 2021. I mellemtiden er udviklingsomkostningerne steget til det dobbelte.

Siden 2013, da ejendomsvurderingerne blev suspenderet, har 715.000 husejere betalt 13 milliarder kroner for meget i skat – i gennemsnit 18.000 kroner pr. husejer. Og SKAT, og politikerne, har hele tiden vidst, at der blev opkrævet for meget.

Det er alt sammen bare ærgerligt. 

Jyllands-Posten, 7. september 2020

Medens økonomien krymper, og eksportmarkederne vånder sig, fester aktiemarkederne. Staten holder hånden un­­der virksomhederne, og centralbankerne holder hånden un­der ak­ti­­o­­nærerne. Men er det nu ikke at overdrive hjælpen?

Danmarks Statistik offentliggjorde i fredags de seneste tal for udviklingen i dansk økonomi. Bruttonationalproduktet faldt i 2. kvartal 2020 med 7,4 pct. i forhold til kvartalet før. Faldet er 3 gange så stort som det største fald under finanskrisen. Angiveligt skal vi helt tilbage til anden verdenskrig – nogle mener statsbankerotten i 1813 – for at finde et tilsvarende fald i økonomien. Det er fand’me uhyggeligt, du.

– Det er naturligvis ikke rar læsning. Det vidner om, at vi står midt i en krise af historiske dimensioner med fortsat store økonomiske udfordringer som følge af corona, udtaler finansministeren, der kalder andet kvartal et af de sorteste kapitler i dansk økonomisk historie.

Men spis nu brød til. For er det virkelig så galt? Eller er kæden bare hoppet af? Samme dag, som Wammen sad fordybet i et af de sorteste kapitler i dansk økonomi, kunne man på børssiderne læse, at aktieindekset dagen før havde sat sin 27. ”lukkerekord” i år. Aktiemarkedet bobler af overmod. Siden den 23. marts, da Corona-krisen slog til, er værdien af danske aktier steget med 47,5 pct. På mindre end 5 måneder.

Medens aktionærerne kan glæde sig over en stærk medvind, har virksomhederne travlt med at skaffe plads til hjælpepakkerne, der flyder i en lind strøm fra Christiansborg. Har erhvervslivets lobbyorganisationer oversolgt budskabet? Der er i alt fald noget, der ikke stemmer.

Erhvervet betalte selv for bankpakkerne under finanskrisen. Hjælpepakkerne under coronakrisen derimod betales af skatteborgerne. Men er det da ikke en opgave for ejerne, snarere end skatteborgerne, at holde hånden under virksomhederne? Eller er vi på vej mod en nyordning af kapitalismen, hvorefter virksomhedernes tab socialiseres, medens ejerne stryger gevinsten? Regeringen synes at være af den opfattelse, at alle kan friholdes for konsekvenserne af krisen, hvis vi blot skubber lidt rundt med regningen.

Tom Kristensen længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død. Som skatteborger kan man i et svagt øjeblik komme til at længes mod konkurser. For hvad ville dog være problemet, om eksempelvis SAS gik konkurs ligesom Jet Time. Flyene ville jo stadigvæk være her; det samme ville lufthavnen. Vi vil få et nyt, mindre gældstynget SAS med mere luft under vingerne. Tabene ville have påhvilet aktionærerne og långiverne – ikke skatteborgerne. Og det er vel rimeligt nok. Det skal blive spændende at se, hvem der kommer bedst, og billigst, ud af krisen. SAS eller Jet Time.

Den socialdemokratiske regering har været ”stålsat” på at holde hånden under danske virksomheder og arbejdspladser. Men havde det mon ikke været tilstrækkeligt for staten at holde hånden under lønmodtagerne; så kunne aktionærerne have holdt hånden under virksomhederne. Det turde dog have været en naturlig opgave for aktionærerne, som er blevet reduceret til statister, der kun sjældent kaldes på.

Københavns Fondsbørs oplyser om sig selv at være et selskab, som formidler rejsning af kapital for selskaber via handel med værdipapirer. Sjældent har det været så billigt som nu at rejse egenkapital. Men ak, hvor længe siden et af de etablerede selskaber har rejst kapital på børsen. I dag er fondsbørsen degenereret til et sekundært marked, hvor de samme værdipapirer handles igen og igen. Aktiemarkedet er blevet sindbilledet på kasinoøkonomien – et produkt af den udvikling, vi har været vidner til de seneste tre årtier. Økonomien er blevet finansialiseret.

Førelsen af den økonomiske politik er i vidt omfang overgået fra regeringerne til centralbankerne. Magten er flyttet fra Washington til Wall Street. Uden at regeringerne synes at have bemærket det. Da coronaen ramte Danmark, valgte regeringen at holde hånden under virksomhederne. Med negative renter og en voldsom pengeudpumpning valgte pusherne i Den Europæiske Centralbank at holde hånden under aktiemarkedet – og boligmarkedet. Og Danmarks Nationalbank, som troligt lægger sig i slipstrømmen på ECB, gjorde det samme. Men er det ikke bare for meget? Økonomien krymper med 7 pct., og aktionærernes formuer stiger med 47 pct. Måske de økonomiske lærebøger bør skrives om, som Fogh Rasmussen mente. Indtil det sker, kan vi se konsekvenserne af en stærkt ulighedsskabende pengepolitik udfolde sig.

Mangelfulde informationer fra banken har skabt grobund for fantasifulde teorier om Erik Bankis skæbne i 2010. Uden Fi­nans­tilsynets indgreb ville risikoen på bankens virksomhed den 1. oktober 2010 være overgået til indskyderne. Det var uforsvarligt. 

Marner Jacobsen, tidligere administrerende direktør i Eik Banki, havde den 3. juli 2020 i et interview i KvF lejlighed til at give sin version af, hvad der i september 2010 førte til bankens fald. Marner, der – noget overraskende – kunne oplyse, at Højesteret havde blåstemplet Eiks regnskaber, gav i øvrigt udtryk for, at jeg var bankens egentlige banemand.

Eik Banki har i sig stoffet til en dolkestødslegende – hvis ikke flere. Af hensyn til historien bør Marner Jacobsens fortælling derfor ikke stå alene. Jeg skal tillade mig at udfylde interviewet med et par af de brikker, der manglede i fortællingen.

Tallenes tale

Tallene først. Der har, af gode grunde, været stort fokus på de store nedskrivninger af bankens udlån. Hvor meget blev der faktisk nedskrevet, hvornår fandt nedskrivningerne sted, og hvem foretog nedskrivningerne? 

Lad os se på årene 2010 og 2011, som indkapsler sammenbruddet i Eik Banki. Der blev over de to år foretaget nedskrivninger til et beløb af 1.736 mio. kr. Halvdelen af beløbet, eller 875 mio. kr., blev foretaget, medens Marner endnu sad ved roret. Det er nok muligt, at Marner i september 2010 følte sig presset af Finanstilsynet, men jeg erindrer ikke, at bankens ledelse ankede Tilsynets afgørelse til Erhvervsankenævnet. 

Den ledelse, som Finansiel Stabilitet indsatte i vinteren 2010-11, og som jeg selv var en del af, nedskrev over den nye banks åbningsbalance udlånene med yderligere 440 mio. kr. Af beløbet kunne 246 mio. kr. henføres til danske engagementer, der blev tilbageført til Eik Bank Danmark til dagsværdi; færøske engagementer blev i åbningsbalancen alene nedskrevet med 194 mio. kr. 

Men gik Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet for vidt i efteråret 2010? Det er der ikke noget, der tyder på. Bankens regnskab for perioden 01.10.10 – 31.12.11 er udarbejdet af den ledelse, som TF Holding indsatte i april 2011. Ledelsen, som ikke var under indflydelse af hverken Finanstilsynet eller Finansiel Stabilitet, nedskrev i 2010-11 bankens udlån med endnu 421 mio. kr.

Et kapitalbehov af en anden verden

Men Eik Bank blev i 2010 ramt på flere fronter. Finansiel Stabilitet overtog således ultimo september 2010 en underbalance på 514 mio. kr. i den gamle bank. Men underbalancen, der var omfattet af den generelle statsgaranti, indeholdt ikke en ansvarlig indskudskapital på 1.006 mio. kr.

Men oveni kom en effektiv garanti over for Finansiel Stabilitet, der på vegne af den danske stat havde stillet sikkerhed for lån til et beløb af 2.500 mio. kr. optaget af Eik Bank Danmark. Hvis vi antager, at garantien var tabsgivende med 50 pct., var Eik Banki i september 2010 insolvent med 2.800 mio. kr. 

Men om Eik Banki skulle fortsætte sin virksomhed, skulle den ikke blot afdække den negative egenkapital på 2.800 mio. kr. Den skulle til opfyldelse af banklovens kapitalkrav også retablere en positiv egenkapital på 2.300 mio. kr. Eik Banki skulle således skaffe 5 milliarder kroner, om den ikke ville trække på den generelle statsgaranti.

Ingen skadelidte, bortset fra …

Men hvordan skulle det dog give mening at lade banken rejse 2.800 mio. kr. til dækning af et tab, som andre var forpligtet til at afholde. Det ville være galmandsværk. Hvad skulle det overhovedet være godt for?

Der var jo ikke nogen, der led skade ved sammenbruddet i Eik Banki. Jo, indskyderne af den ansvarlige indskudskapital. Og aktionærerne naturligvis, navnlig Eik Grunnurin. Men det var overvejende professionelle investorer, der havde taget sig betalt for risikoen. Men ellers? Banken kunne uforstyrret fortsætte sin virksomhed. Indskyderne blev friholdt for tab, og medarbejderne bevarede deres job. Det gjaldt dog ikke for bankens bestyrelse og direktion. Men det er vel ikke det forhold, der har svækket Marners dømmekraft?

Marners oplevelse af forløbet er ikke til at forstå. Eik Banki havde for 136 mio. kr. købt en forsikring, der skulle friholde indskyderne for virkningerne af et sammenbrud i banken. I eftersommeren 2010 kort før forsikringens udløb kunne der konstateres ild i halmen. I stedet for at anmelde skaden over for forsikringsselskabet (Finansiel Stabilitet) vendte Marner ryggen til laden i det fromme håb, at ilden ville gå ud af sig selv.

Efterfølgende beklagede Marner, og flere med ham, sig over, at Finansiel Stabilitet overvurderede skadens omfang. Situationen var uvirkelig. Forsikringstager (banken) beklagede sig over, at forsikringsselskabet (Finansiel Stabilitet) havde udbetalt for meget i skadeserstatning!

På udflugt med ebh bank

Marner mener, at jeg i denne sag har kørt rundt med Finanstilsynet. Det er jo en fornærmelse. Af Finanstilsynet. Og en voldsom overvurdering af min person. Om min kontakt til Finanstilsynet i sommeren 2010 blot så meget:

Da ebh bank krakkede i efteråret 2008, havde banken på sine bøger et meget stort men fejlslagent engagement med et selskab, der ejede og drev et antal butikscentre i Tyskland. Dette engagement havde ebh bank haft held til at dele med Eik Banki. Men ikke blot havde bankerne et stort engagement med selskabet, de ejede det også! Da ebh bank krakkede, overtog Eik Banki det fulde ejerskab og det fulde engagement. Formentlig i strid med bankloven. 

Forholdet bekymrede mig. Det bekymrede mig så meget, at jeg i august 2010 fandt anledning til at nævne min bekymring over for Finanstilsynet. Hverken før eller siden drøftede jeg i øvrigt forholdene i Eik Banki med Tilsynet. Jeg var således uden enhver viden om Tilsynets inspektion i Eik Banki i september 2010; på et sent tidspunkt erfarede jeg herom fra en kontakt på Færøerne.

Jeg følte mig bestyrket i min bekymring, da jeg på et senere tidspunkt havde lejlighed til at studere Eik Bankis bøger. På det tyske selskab havde banken i september 2010 nedskrevet 155 mio. kr. Kun nedskrivningen på bankens hovedaktionær, Eik Grunnurin, var større. Endnu et vidnesbyrd om, at Eik Banki i sommeren 2010 var i store problemer. Banken havde tømt Grunnurin for penge.

Den 1. oktober er en dag som enhver anden.

Kunne jeg have undladt at dele min bekymring med Finanstilsynet? Det er jeg ikke så sikker på. Uden sammenligning i øvrigt har man som borger pligt til at anmelde spirituskørsel til politiet, hvis man støder på en beruset bilist.

Marner var i september 2010 til fare for trafikken. Han var i færd med at køre Eik Banki ud over afgrunden. Marner havde fortrængt virkeligheden. Med vendingen ”Den 1. oktober er en dag som enhver anden”søgte han hos sine omgivelser at fremme forestillingen om, at Eik Banki, der økonomisk var hårdt ramt, kunne fortsætte uden den ubegrænsede statsgaranti (der bortfaldt den 1. oktober 2010). Det var uansvarligt. Marner var villig til at spille hasard med indskydernes penge.

Hvorfor måtte offentligheden ikke vide besked?

Når historien om Eik Bankis sammenbrud i øvrigt har givet anledning til adskillige fantasifulde udlægninger, skal det ses i lyset af, at beretninger og regnskaber, som allerede i 2011 og 2012 kunne have fjernet enhver tvivl om forløbet, er ”blevet væk” i Eik Banki (Betri Banki). 

Da Finansiel Stabilitet i april 2011 overdrog aktiemajoriteten til TF Holding, lå der i banken en redegørelse for rekonstruktionen, underbalancen i den gamle bank og åbningsbalancen i den nye bank klar til offentliggørelse. Som sin første handling som hovedaktionær valgte TF Holding at undertrykke redegørelsen, som aldrig blev offentliggjort. Hvorfor?

Bankens reviderede årsrapport for 2010-11, som den af TF Holding indsatte ledelse underskrev i marts 2012, indeholder den meget omtalte åbningsbalance. Det fremgår klart af årsrapporten, at underbalancen i den gamle bank, 514 mio. kr., blev dækket af garanten, Finansiel Stabilitet. For flere år siden fjernede Betri netop denne årsrapport fra sin hjemmeside. Hvorfor?

Og – blot for fuldstændighedens skyld: Jeg har ingen andel, overhovedet, i de retssager, som Finansiel Stabilitet efterfølgende anlagde mod bl.a. Eik koncernens ledelse. Som alle andre har jeg kunnet læse om sagerne i avisen.

Teksten ovenfor kunne den 8. juli 2020 læses i det færøske dagblad Sosialurin