Den negative rente og en voksende inflation er gift for op­spa­ringen. Indtil nu har massive kapitalgevinster som følge af ren­te­faldet skygget for den kedelige kendsgerning.

I en kommentar i Jyllands-Posten den 18. december udråbte Lars Nielsen pensionisterne til fremtidens økonomiske vindere, der vil fortrænge det smagløse udtryk ”ældrebyrden” fra det politiske vokabularium og hensætte Ældre Sagen i uvirksomhed. Men inden vi sælger skindet, lad os da se på, hvad der skabte en generation af velhavende pensionister.

Det var regeringen Schlüter, der skabte forudsætningerne for den kraftige vækst i pensionsformuerne. Schlüter kom til magten i september 1982. Inden der var gået et halvt år, havde regeringen suspenderet dyrtidsreguleringen; fire år senere blev ordningen endeligt afskaffet ved lov. Det lykkedes at tage luften ud af den altfortærende inflation. Det kunne igen betale sig at spare op.

Grunden til arbejdsmarkedspensionerne blev lagt med en trepartsaftale i 1987. Arbejdsmarkedspensionerne kom med i overenskomsterne på det offentlige arbejdsmarked i 1989 og to år senere på det private arbejdsmarked. I 1989, da pensionsbidraget ramte lønsedlen, var den effektive obligationsrente 9,8 pct. p.a.; inflationen var 4,8 pct.

Pensionsopsparingen blev således forrentet med en realrente på 4,8 pct. p.a. (renten korrigeret for inflation). Udtrykt i købekraft voksede en opsparing på 100 kroner på et år til 104 kroner og 80 øre. Realrenten faldt senere men lå frem til finanskrisen typisk på et niveau på et par pct. p.a. Helt anderledes forholder det sig i dag. Den effektive obligationsrente andrager 1,45 pct. p.a., medens inflationen andrager 3,8 pct. p.a. Det efterlader os med en negativ realrente på 2,3 pct. p.a.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Men det skal vel også kunne betale sig at spare op? Det kan det ikke med gældende realrente. Efter et år er købekraften af 100 kroner faldet til 97 kroner og 68 øre. En negativ realrente forudsætter en ganske væsentlig forøgelse af opsparingen, såfremt vi som pensionister ønsker at fastholde en uændret levestandard.

Inflationen er på sit højeste niveau i 13 år. Og Nationalbanken – kronens vogter – der har lovet at holde inflationen i ave, så den ikke kommer over 2 pct. p.a., låner ud til en rente på -0,45 pct. Indlånsrenten er naturligt nok endnu lavere, -0,6 pct. Det er ved til inflationsbålet. Nationalbanken er blevet offer for en illusion. Nationalbanken antager, at en fast kronekurs over for euroen fører til en lav inflation. Men herre jemini. Synspunktet gav god mening indtil 1999, da den danske krone stod i et fast forhold til den tyske mark, der var en stærk valuta. Det er euroen ikke.

Stabile priser er målet ifølge Nationalbanken; den faste kronekurs er midlet. Men ak, i dag er alt som forandret. Den faste kronekurs over for euroen er blevet det altoverskyggende mål. For at fastholde en (for) lav kurs på kronen har Nationalbanken i en årrække opereret med negative renter. Det skal være ufordelagtigt at holde danske kroner. For udenlandske aktører – og for danske borgere. Men er det virkelig foreneligt med Nationalbankens formålsparagraf, hvorefter banken har til opgave at opretholde et sikkert pengevæsen?

Nationalbanken har længe ”skygget” ECB’s ledende rentesatser for at fastholde en uændret kronekurs over for euroen, og man har gjort det i forventning om, at det ville føre til en lav inflation. Men Nationalbanken kan ved hjælp af sine rentesatser ikke på én gang fastholde en lav kronekurs og bekæmpe inflationen.

En lav kronekurs og en negativ rente er i øvrigt hver for sig og til sammen inflationsskabende. ECB – og Nationalbanken – synes de facto at have opgivet inflationsmålet på 2 pct. Med whatever it takes er ECB optaget af at sikre, at intet land i eurozonen falder over bord. Og da slet ikke Italien – en af EU’s founding fathers.

Flere middelhavslande er begravet i gæld – til blandt andre ECB – uden udsigt til at kunne forrente gælden, medmindre renten da er nul eller negativ! Selvsagt kan det være fristende, også for långiver, at lette gældsbyrden med en kontrolleret inflation, der har samme virkning som en gældseftergivelse, Men i modsætning til en gældseftergivelse skal tabet på grund af inflation ikke bogføres! Måske fører ECB blot ”nødvendighedens politik”. Men hvorfor skal der i Danmark føres samme pengepolitik som i Italien og Grækenland?

Godt Nytår – alligevel.

Jyllands-Posten, 6. februar 2022

Fastkurspolitikken, snarere end udviklingen i dansk økonomi, har ført til negative renter. At negative renter på sigt vil udhule fremtidige pensioner drastisk bør ikke overraske. Men det kan undre, at forholdet og andre problematiske konsekvenser af fastkurspolitikken ikke har haft en mere fremtrædende plads i den offentlige debat.

Anders Grosen, Jørn Astrup Hansen og Johannes Raaballe

I konsekvens af de negative renter har den danske realrente (nominel rente efter fradrag for inflation) i mere end 10 år været negativ i niveauet -2% p.a. Tidligere har den danske realrente været positiv i niveauet 2% p.a.

Fastkurspolitikken har haft til konsekvens, at de pengepolitiske renter længe har været negative. Nationalbanken har været nødsaget til at fastsætte en negativ rente på danske kroner for at sikre, at kronen ikke stiger i værdi over for euroen.

At investere i sikre obligationer til en negativ realrente på -2% p.a. betyder, at man investerer 100 kr. og efter et år står tilbage med 98 kr. i købekraft. Det er i længden jo ikke holdbart.

En konsekvens af de negative renter er, at værdien af de fremtidige pensioner udhules. Problemets omfang vil blive illustreret i det følgende.    

Realrenten er afgørende for pensionsformuens størrelse

En negativ realrente på 2% p.a. vil på sigt have dramatiske konsekvenser for pensionsopsparingen. Arbejdsmarkedspensionerne er således indrettet, at de ved et fuldt indbetalingsforløb og en positiv realrente på 2% p.a. i opsparingsperioden kan sikre pensionisterne en formue på pensioneringstidspunktet, der sammen med folkepensionen og ATP i store træk sætter dem i stand til at opretholde deres hidtidige levestandard.

Ingen ved, om realrenten vender tilbage til et niveau omkring 2% p.a. Men vi ved, at det ikke kommer til at ske foreløbigt, medmindre noget drastisk indtræffer, eller vi selv griber ind – for eksempel med en opskrivning af kronens værdi.  

Vi har under alternative forudsætninger beregnet den reale værdi (dvs. købekraften) af formuen på pensioneringstidspunktet for en person, der sparer op til sin pension over 50 år. Første år indbetales 100 kr. Indbetalingen forudsættes herefter at vokse i takt med lønnen, der antages at følge inflationen. Altså en reallønsvækst på nul.

Ved en realrente på 2% p.a. kan den reale pensionsformue på pensioneringstidspunktet beregnes til 8.627 kr. Ved en realrente på -2% p.a. vil den reale pensionsformue på pensioneringstidspunktet udgøre blot 3.116 kr. Altså et fald i pensionsformuens købekraft på 64%. Hvis lønnen ikke følger inflationen men vokser med 1 henholdsvis 2 procentpoints mere end inflationen, indebærer et fald i realrenten fra 2% til -2 % et formuetab på 61% henholdsvis 58%.

En reduktion på ca. 60% af de reale pensionsformuer vil være en bombe under det danske pensions­­system. Men det bør erindres, at beregningerne er baseret på, at der i opsparings­­perioden alene er investeret i sikre obligationer. Opsparingen kan naturligvis helt eller delvis placeres i aktier. Men det er ikke en ufarlig strategi selv med et 50 års sigte.

Er aktier redningen?

Selvsagt kan man forøge det forventede afkast ved at tage aktier med i porteføljen. Det kan imidlertid sandsynliggøres, at der er 20-25% risiko for, at en portefølje med eksempelvis 60-80 pct. aktier og 40-20 pct. obligationer i et forløb på 50 år vil give et afkast, der er mindre end afkastet af en ren obligationsportefølje. Se Grosen og Raaballe: Finans/Invest nr. 2, april 2020. Aktionærerne bærer den yderste risiko i økonomien. Det kan have fatale konsekvenser for pensionister, der er afhængige af den opsparede formue.

Risikoen ved at placere pensionsopsparingen i aktier kan også illustreres ved en sammenligning med folkepensionen. Folkepensionen følger i store træk udviklingen i bruttonationalproduktet (BNP), der i gennemsnit udviser en real vækst på 1-2% om året. Væksten i BNP svinger naturligvis fra år til år, men vil med meget stor sandsynlighed ligge i intervallet minus 2% p.a. til plus 3% p.a. Realværdien af folkepensionen er i det væsentlige sikret.

Men sådan ser det desværre ikke ud ved investering i aktier. Her kan det reale afkast svinge ganske kraftigt fra år til år, med stor sandsynlighed inden for intervallet minus 35% p.a. til plus 35% p.a.

Tilfredse pensionsopsparere og pensionsselskaberne vil måske mene, at vi er for tidligt ude med et ulven kommer. Foreløbigt går det jo meget godt. Men en sådan betragtning overser, at den danske rente siden finanskrisens begyndelse (2008) er faldet med 4-5 procentpoints.

Rentefaldet har ført til enorme kursgevinster på aktier og obligationer, som har kompenseret for den faldende realrente. Men denne formuegevinst er af engangskarakter. Den næste formueeffekt er formentlig negativ, måske endda særdeles negativ.

De negative renter samt de voldsomme prisstigninger på aktier og fast ejendom har medført, at store grupper i befolkningen har investeret betydeligt mere risikabelt end tidligere. Falder disse investeringer uheldigt ud, kan man med rette være bekymret for, at en del af investorerne vil få svært ved at bære tabene. Vi må fraråde, at man spiller roulette med sin pension.      

Konklusionen er, at vi med et permanent realrenteniveau på -2% p.a. med stor sandsynlighed vil stå tilbage med et betydeligt pensionistproletariat, medmindre der sker en radikal ændring af opsparingens størrelse. Formuetabet på omkring 60% ved et fald i realrenten fra 2% p.a. til -2% p.a. indebærer, at opsparingen i alt fald skal fordobles for at føre til samme pension som ved en realrente på 2% p.a.  

Hvad skal fastkurspolitikken gøre godt for i dag?

Vi har fuld beskæftigelse, og der er grund til at frygte for en overophedning af økonomien. Konkurrenceevnen over for udlandet er i top, og vi har et stort, og vedvarende, overskud på betalingsbalancen.

Det kan undre, at Danmarks Nationalbank ikke har haft mere fokus på den negative rente, der har haft en række uheldige konsekvenser, ikke blot for pensionsopsparingen. Det forekommer nærliggende at normalisere pengepolitikken med en rente, der igen kan føre til en positiv realrente, som kan medvirke til at tæmme inflationen og, ikke mindst, prisudviklingen på fast ejendom og aktier.

Vejen til en positiv rente går over en opskrivning af den danske krone, som – frigjort fra euroen – tillades at flyde frit. Vi erindrer her om, at fire af vore største eksportmarkeder – USA, Storbritannien, Sverige og Norge – alle har flydende valuta. 

Befolkningens reale købekraft vil stige ved en opskrivning af kronen som følge af, at priserne på importerede varer og tjenester vil falde målt i danske kroner. En højere (positiv) realrente vil løse/mindske pensionsopsparingsproblemet. Vi får alle større fremtidige forbrugsmuligheder ved en stærkere krone og en positiv realrente.

Omvendt vil vi se et fald i prisen på boliger og erhvervsejendomme, og vi vil se lavere aktie- og obligationskurser. Vi vil også se et fald i overskuddet hos eks­portvirksomhederne og hos de importkonkurrerende virksomheder. Endelig vil vi se et fald i beskæftigelsen og i overskuddet på betalingsbalancen.

Men det er vel konsekvenser, der er til at overse med den nuværende beskæftigelse og det vedvarende, store overskud på betalingsbalancen.

Skift kurs

Den Europæiske Centralbanks pengepolitik synes igennem den sidste halve snes år at være indrettet efter problemerne i de sydeuropæiske lande. Denne pengepolitik bliver de facto også Danmarks pengepolitik som følge af, at kronen er bundet til euroen.

Men Danmark står over for helt andre problemstillinger end de sydeuropæiske lande. Og Danmark befinder sig i dag et helt andet sted end i 1982, da vi (fornuftigvis) knyttede kursen på den danske krone til den tyske mark og senere, i 1999, til euroen.

Problemerne ved den danske fastkurspolitik er i dag åbenbare. Det svært at se et konstruktivt alternativ til en opskrivning af kronen.  

Teksten, der den 16. december 2016 blev bragt som en kronik i Berlingske, er udarbejdet sammen med Anders Grosen, professor emeritus, og Johannes Raaballe, lektor emeritus, begge Aarhus Universitet.

Selvom kommunernes opgaver er af lokal karakter, domine­res valge­ne af de landspolitiske partier. Men ofte ser vi ved konstituering­en, at na­tur­en går over optugtelsen. Måske var vi bedre tjent med flere lo­kal­lister.

Den 16. november var demokratiets festdag. Alle var vi indbudt. 67 pct. af de stemmeberettigede tog imod indbydelsen. Statsministeren udtrykte på valgaftenen bekymring for, at mange havde undladt at deltage i valget af frygt for epidemien. På pressemødet den 9. november valgte statsministeren at holde de ikke-vaccinerede ansvarlig for smittespredningen. Inden længe vil hun sikkert gøre sofavælgerne ansvarlig for Socialdemokratiets tilbagegang ved valget. Men måske er vi bare blevet mætte af Mette.

Måske mener en tredjedel af de stemmeberettigede, at det nytter for lidt. Og kan vi overhovedet vide, hvem og hvad vi støtter, når vi deltager i valget? På Bornholm bragte Enhedslistens vælgere en konservativ borgmester til magten. Det afgørende er ikke, hvad folk stemmer, men hvem der tæller stemmerne op, som Stalin skal have udtrykt det. Vistnok i en lidt anden sammenhæng.

Det begynder alt sammen med partierne, som bestemmer, hvem vi kan stemme på. De politiske partier har 130.000 medlemmer (mod 600.000 i 1960). Der er 4,7 mio. vælgere; 3 pct. af vælgerne afgør, hvem de andre 97 pct. kan stemme på. Nej, vi har ikke diktatur. Men måske et partitur! Partiernes lave medlemstal, snarere end den lave valgdeltagelse, er en trussel mod partiernes legitimitet. Man kan kun begræde, at lokallisterne fylder så lidt ved kommunalvalgene.

Men partierne er ikke til at komme udenom; de har sat sig på valgene – og pengene. Partierne modtager hvert år en støtte på kr. 33,50 pr. stemme ved det seneste folketingsvalg. Stemmer ved regionsråds- og kommunalbestyrelsesvalg indbringer partierne kr. 4,75 henholdsvis kr. 7,50. Årligt modtager de politiske partier ca. 160 mio. kr. til støtte af det politiske arbejde – i gennemsnit godt kr. 12.000 pr. medlem. Politik er også business. Det er et erhverv.

Politik er ikke bare ideologi. Det fik vi anskuelsesundervisning i natten mellem den 16. og 17. november. Vælgerne havde talt, nu skulle posterne og de gode ben fordeles. – Borgmesterposten betyder næsten alt, oplyser den konservative generalsekretær. Man tror ham gerne. Men borgmesteren vælges indirekte; mester vælges af de nyvalgte medlemmer af kommunalbestyrelsen. Heller ikke her kommer vælgerne til fadet.

Konstitueringen er en uforudsigelig proces, hvor alt kan ske. Ofte indgår de optalte stemmer i en kabale hinsides vælgernes forestillingsevne. Måske skulle man overveje at gøre valget af borgmester direkte. Kun i Holbæk var der i realiteten direkte valg af borgmester. Ikke engang i Kolding, hvor der var lagt op til et ”præsidentvalg”, fik vælgerne indflydelse på valget af borgmester.

Aldrig så snart er den sidste stemme talt op, før de nyvalgte byrødder, hvoraf mange end ikke kender hinanden, forsvinder ind i gruppeværelser og kosteskabe for at konstituere sig. Når rødderne igen kommer frem, er borgmesterkæden samt givtige udvalgs- og bestyrelsesposter fordelt; det konstituerende møde er valgperiodens højdepunkt. Det er et underholdende men uskønt forløb.

Over det hele er der kommet noget udvendigt, noget overfladisk. Valgkampen er præget af plakater med storsmilende kandidater; det er uklart, om de har noget på hjerte. Programerklæringer, når de da forekommer, består sædvanligvis af en enkelt sætning – eller mindre. Som f.eks. Stolt af København. Det er et udsagn, som mange kan tage til sig. Valgnattens intense TV-transmissioner fra rådhusene, der har karakter af realityshows, bidrager ikke til respekten for vore kårne mænd og kvinder.

Dagen derpå erklærede forfatter og journalist Lone Theils over for et af morgenbladene: – Jeg er fuld af beundring for, at vi har et demokrati, hvor jeg kan sidde i min bil og stemme i natbukser. Jamen, hvorfor ikke. Om føje år kan vi sikkert afgive stemme hos McDrive, når vi alligevel skal hen og hente burgere. Nemt og sjovt skal det være. Vi vil gerne kunne bryste os af en høj valgdeltagelse.

Den meget generøse partistøtte, som partierne bevilger sig selv og hinanden, bidrager givetvis til en professionalisering – på godt og ondt – af vore politikere. Man kan studere til politiker, eller man kan komme i lære som politiker. På partikontoret eller i partisekretariatet på Christiansborg. Vi har fået hære af professionelle partisoldater, som kan sættes ind snart i Hillerød, snart i København; snart på Christiansborg, snart i Kolding.

Jævnlig efterlyses der flere kvinder i politik. Men det er ikke nok med flere kvinder, hvis de valgte politikere skal være repræsentative for befolkningen. Der er andre, og større, skævheder. I øvrigt har Københavns Borgerrepræsentation netop konstitueret sig med syv borgmestre, hvoraf seks er kvinder. København er blevet et matriarkat.

Hvornår har vi sidst set en bonde, en lagerarbejder eller en cigarsorterer gøre karriere på tinge? For en halv snes år siden blev partierne opmærksomme på Blå Bjarne. Men se, om nogen har inviteret ham indenfor.

Jyllands-Posten, 25. november 2021

Pengepolitikken har alene til formål at fastholde kronens kurs over for euroen. Men eurorenten, og dermed også krone­ren­ten, fastsættes af ECB. Nationalbanken er lagt i en spændetrøje.

Det Systemiske Risikoråd henstillede i juni til regeringen om at begrænse boligejernes adgang til at finansiere sig med afdragsfrie lån. I Danmark bryster vi os af et unikt realkreditsystem. Efterhånden var vi kommet dertil, at husejere kunne optage et afdragsfrit lån og modtage en negativ rente fra långiver mod at stille et pant til rådighed.

Ekstremt lempelige finansieringsvilkår, der har ført til stærkt stigende priser på fast ejendom og aktier, kombineret med udsigten til en hurtig økonomisk genopretning udgør efter rådets opfattelse grobund for ”opbygning af risici”. Det er tankevækkende, at rådet anser et regeringsindgreb for påkrævet for at afholde realkreditinstitutterne fra at gøre skade på sig selv – og boligejerne.

Regeringen deler ikke rådets bekymring. I alt fald vil den for nærværende ikke gribe ind. Regeringen vurderer udviklingen på boligmarkedet for mere stabil, og økonomien hos danske boligejere og i den finansielle sektor anses for robust og stabil. Men, tilføjes det beroligende, regeringen vil følge udviklingen tæt. Ro på, Far er hos jer.

En uge efter erhvervsministerens afvisning forelå Risikorådets replik: Rådet, der konstaterer, at regeringens har undladt at adressere systemiske risici som følge af afdragsfrihed til højt forgældede boligejere, vurderer på den baggrund, at boligmarkedet fortsat vil være en kilde til systemiske risici for samfundsøkonomien og det finansielle system. Abespillet er i gang.

Men nu indtraf et antiklimaks. To dage efter, at Lars Rohde som formand for Det Systemiske Risikoråd havde dadlet erhvervsministeren for at sidde med hænderne i skødet, meddelte Rohde, nu som formand for Nationalbankens direktion, at banken nedsætter sine rentesatser. Natio­nalbankens indlånsrente er herefter -0,60 pct., medens udlånsrenten er -0,45 pct. Men hvis afdragsfrihed er en kilde til systemiske risici, så gælder det samme vel for negative renter.

Federal Reserve og Alan Greenspan, ærkeliberalisten, slog sidst i 80’erne ind på en meget aktivistisk pengepolitik. Siden er centralbankerne gang på gang blevet taget som gidsler af ”markedet” – dette mangehovedede uhyre. Greenspan blev kendt for med ekstremt lave renter at holde hånden under aktie- og ejendomsmarkedet, når et sammenbrud truede. Forholdet, der blev kendt som the ”Greenspan Put”, førte til moral hazard. Investorerne opbyggede enorme risici i tillid til, at Federal Reserve ville træde til, hvis det blev nødvendigt. I oktober 2008 brast boblen.

Længe anså Den Europæiske Centralbank (ECB) det for sin opgave at sikre stabile priser – dvs. en inflation på ikke over 2 pct. Når inflationen gik gennem loftet, satte ECB ind med renteforhøjelser. Men ak, alting er som forandret. Nu bestræber ECB sig på at sikre en inflation på ikke under 2 pct. Og det gør banken med negative renter, p.t. -0,5 pct.

Nu er inflationen i euroland over 2 pct. I september var forbrugerpriserne over et år steget med 3,4 pct. – det højeste niveau siden 2008. Og hvad gjorde så ECB? Ingenting. Nok mener ECB, at priserne vil stige yderligere de kommende måneder, men inflationen anses for midlertidig, oplyser Christine Lagarde, ECB’s præsident. Godt så.

Men mon ikke der Hund liegt woanders begraben? ECB er blevet taget som gidsel af middelhavslandene anført af Italien. Her er Mario Draghi premierminister. Som Lagardes forgænger i embedet stod Super Mario fadder til de negative renter og ECB’s enorme opkøb af obligationer. ECB, der opkøber italienske statsobligationer til en 10 års rente på mindre end 1 pct. p.a., sidder i dag på 23 pct. af den italienske statsgæld mod blot 5 pct. af en langt mindre gæld så sent som i 2015. Italien står og falder med ECB.

Og Danmarks Nationalbank? Nationalbanken nedsatte den 1. oktober renten på baggrund af bankens køb af valuta i markedet, som det lakonisk hedder i pressemeddelelsen. Det havde været tættere på sandheden, om Nationalbanken havde oplyst, at den havde solgt danske kroner i markedet (for at det ikke skulle komme til en stigning i en kunstigt lav kronekurs).

Vi hægtede os i 1982 på Europas stærke valuta – den tyske mark, der i 2002 blev udskiftet med euroen. Danmark har siden 1982 fået en stærk økonomi. Men nu viser det sig, at kursen på euroen, og dermed også på den danske krone, er bestemt af udviklingen i middelhavslandene – ikke i Tyskland. Og hvad gør vi? Vi sidder og ser til, medens der opbygges risici som følge af en negativ rente. Man kunne få det indtryk, at vi i misforstået solidaritet med eurolandene og det europæiske projekt fastholder en uændret kurs over for euroen. 

Men det er ikke solidarisk at fastholde en kunstigt lav valutakurs. Det er en beggar-thy-neighbour politik. Vi lukrerer på en svag økonomi i middelhavslandene, der døjer med en for høj valutakurs.

Publiceret i internetavisen Finans den 11. oktober 2021

Den Europæiske Centralbank køber månedligt statsobligationer for 85 milliarder euro. Betænkelige borgere beroliges af statsministeren med, at det er gammeldags at bekymre sig om statsgældens tilbagebetaling. Gad dog nok vide, hvad det alt sammen skal ende med.

I november 2007, mindre end et år før finanskrisen kastede verden ud i en krise, hvis lige vi ikke havde set siden depressionen i 1930’erne, opfordrede de økonomiske vismænd regeringen til at stramme finanspolitikken. Det så statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, ikke nogen grund til.

Han mente, at dansk økonomi befandt sig i en ny æra – globaliseringens, som gjorde det muligt at forene en høj beskæftigelse med en stabil prisudvikling. Det var et æselspark til det økonomiske kleresi, som i et halvt århundrede havde hævdet, at stigende beskæftigelse fører til stigende inflation. En selvsikker statsminister opfordrede økonomerne til at gå hjem og skrive lærebøgerne om.

Det skulle ikke blive sidste gang, landets statsminister gik i rette med opfattelsen på Bjerget. Tidligere i år blev Mette Frederiksen spurgt, hvordan vi vil komme til at mærke det, når statslånene optaget under coronakrisen skal betales tilbage. – Det er en lidt gammeldags og måske også en lidt traditionel borgerlig måde at se det på, svarede statsministeren, der mener, at Danmark kan investere sig ud af krisen. Argumentet er velkendt; ingen låntager ved sin fulde fem beder banken om lån til finansiering af underskud.

Siden anden verdenskrig har der været bred enighed om, at staten med under-/over­skudsbudgettering kan, og bør, medvirke til at udjævne konjunkturerne. Men man bør gå til sagen med ydmyghed, når man optager lån på skatteborgerne vegne; mange af de stakkels debitorer er ikke født endnu. Men en flot bemærkning var det da – gammeldags og borgerlig. Jamen, uha dada.

Måske også den nuværende statsminister føler sig hensat til en ny æra – æraen for gældsætningens ulidelige lethed. Med negative renter understøttet af et historisk opkøb af obligationer, sågar aktier, har centralbankerne lettet byrden for låntagerne.

Længe var centralbankerne hovedopgave at sikre stabile priser – dvs. en inflation på ikke over 2 pct. Siden århundredskiftet er ansvaret for den økonomiske politik i stigende omfang overgået fra regeringer med et parlamentarisk mandat til uafhængige centralbanker styret af bureaukrater.

Den Europæiske Centralbank, som skal holde styr på 19 EU-lande, der anvender euroensom fælles valuta, har sit at se til. Det er ikke åbenbart, at de 19 lande opfylder betingelserne for at anvende samme valuta. Det kom i 2011 klart til udtryk i eurokrisen, som reelt var en elementær gældskrise. Men ECB is ready to do whatever it takes to preserve the euro, som Mario Draghi, bankens daværende præsident, i juli 2012 udtrykte det i en mindeværdig tale. Med en sådan stædighed kommer man langt. Især når man som ECB har adgang til seddelpressen.

I december 2019 afløste Christine Lagarde italienske Draghi som præsident for ECB. Lagarde var ikke blevet tilstrækkeligt briefet, da hun på et pressemøde i marts 2020, med klar adresse til Italien, udtalte – We are not here to close spreads, this is not the function or the mission of the ECB. Investorerne kunne nu se frem til et større rentespænd på italienske statsobligationer.Aktiebørsen i Milano kvitterede med et fald på 17 pct. Det bragte Lagarde på bedre tanker. Som hun oplyste på et efterfølgende pressemøde, var hun nu fully committed to avoid any fragmentation in a difficult moment for the euro area.

Centralbankernes virkelyst påkalder sig i stigende grad kritisk interesse. Wolfgang Schäuble, mangeårig finansminister i Merkels regering, mener, at centralbankernes voksende opkøb af statsobligationer risikerer at udløse en europæisk gældspandemi. Otmar Issing, tidligere medlem ECB’s direktion og af bestyrelsen for Deutsche Bundesbank, finder, at centralbankerne tager alt for let på inflationsfaren. Howard Davies, formand for bestyrelsen for NatWest Group og tidligere formand for bestyrelsen for det britiske finanstilsyn, påpeger, at den lempelige pengepolitik øger den ulige fordeling af velstanden, og at centralbankernes vokseværk bør tæmmes.

Med os danskere er det en anden sag. Vi har vor egen centralbank. Vi kan, om vi vil, føre en selvstændig penge- og valutapolitik. Et klart flertal stemte i september 2000 nej til euroen. Men skiftende regeringer, og Nationalbanken, synes at have ignoreret valgresultatet. I alt fald har banken med ECB indgået en aftale, der skal sikre, at kursen på den danske krone følger kursen på euroen. Og så er vi vel lige vidt.

Men hvad bruger vi da vores pengepolitiske frihed til? Ingenting. Nationalbanken har gjort sig til et passivt vedhæng til ECB; dansk pengepolitik bedrives i Frankfurt. Siden J.O. Krag og Anker Jørgensen har kronekursen, og pengepolitikken, været et emne, man ikke taler om. Danske politikere har deponeret vitale handlemuligheder i ECB.

Det er ikke et demokrati værdigt.

—–

Overskriften er inspireret af originaltitlen til Stanley Kubricks film Dr. Strangelove.

Teksten kunne den 2. september 2021 læses i Jyllands-Posten

Risikorådet har opfordret til, at der gribes ind mod et overophedet bo­lig­marked. Men ikke et ord om elefanten i rummet: den forkrampede fast­kurs­politik og den negative rente. Ministeren, en erklæret mod­stand­er af ne­gative renter, kan med en højere rente foretage et effektivt indgreb. Men tør han? – og må han?

De seneste måneder har vi kunnet følge en underholdende, men ikke særligt konstruktiv, debat om boligprisernes himmelflugt – især i hovedstadsområdet og de større byområder. Stærke røster forenet i Det Systemiske Risikoråd har anbefalet et indgreb, der skal sikre, at pengegaloppen ikke resulterer i en prisboble på boligmarkedet.

Risikorådet er bekymret for, at udviklingen skal føre til en risikoopbygning (læs prisboble) på boligmarkedet. En tilstrækkeligt stor prisboble, der brister, vil sende chokbølger gennem økonomien, som vi senest så det under finanskrisen. Rådet henstiller til erhvervsministeren om at skærpe kravene til bankernes kapitalgrundlag, og at stramme adgangen til afdragsfri lån mod pant i fast ejendom. Nationalbanken slutter sig til koret med et forslag om at reducere skatteværdien af rentefradrag. Det skal nok hjælpe – med en rente på nul.

Det skal blive spændende at se, om ministeren vil tage mod råd. For et år siden fandt ministeren anledning til at udskamme Realkredit Danmark, der i et marked, som var ved at få for meget fart på, viste rettidig omhu og forhøjede udbetalingskravet ved køb af bolig fra 5 til 10 pct. Ministeren, der har 3 måneder til at overveje henstillingen fra risikorådet, har indtil videre gemt sig bag de økonomiske vismænd, som ikke mener, der er behov for indgreb. I alt fald ikke lige nu. Hvis der er frisører nok i byen, kan man altid finde en at være enig med.

Om konkurrenterne i fjor havde fulgt Realkredit Danmarks eksempel, så kunne ministeren måske have været henstillingen fra Risikorådet foruden. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at et regeringsindgreb skønnes nødvendigt for at få realkreditinstitutterne til at holde igen med de afdragsfri lån, der, sammen med den ekstremt lave rente, har gjort det svært for håbefulde huskøbere at skelne mellem et lån på 5 millioner kroner og et på 7 millioner. Ak ja, rentesregning vil snart dø ud som fag.

Boligfolket er en politisk magtfaktor, som politikerne kun nødigt lægger sig ud med. Men når politikerne vil friholde boligmarkedet for indgreb, så er det de etablerede boligejere – dem, der er i markedet eller står over for at forlade markedet – der nyder godt af den politiske medbør.

I et boligmarked på økonomiske steroider lades næste generation, førstegangskøberne, i stikken. Førstegangskøber – et indforstået ord, der sædvanligvis udlægges således, at har man først kæmpet sig ind på boligmarkedet, så vil al ting siden ordne sig. Også det næste køb. Er man heldig med tid og sted, kan man lægge sig hen på sofaen og se millionerne tikke ind. Skattefrit.

Det er en populær misforståelse, at fordelagtige finansieringsvilkår – afdragsfri lån, lave renter og lempelige krav til udbetalingen – letter adgangen til boligmarkedet for ”førstegangskøberne”. Det er ikke tilfældet. Og slet ikke i sælgers marked. Lempeligere finansieringsvilkår bliver omgående kapitaliseret af sælger. Det kan selv en tungnem ejendomsmægler finde ud af. Bliver det billigere at låne, så er der råd for det: Sæt prisen op.

Der er brug for en kold tyrker, hvis vi skal have held til at sænke barren for næste generation – for ”førstegangskøberne” – der skal ind på boligmarkedet. Det er ikke åbenbart, at næste generation af boligejere skal hæfte for enorme lån, hvoraf en del finansierer sælgers pension.

Men har politikerne mon de tilstrækkelige virkemidler? Siden Reagan og Friedman i 80’erne dannede par, har pengepolitikken i vidt omfang fortrængt klassiske discipliner i keynesiansk økonomi. Og pengepolitikken er af politikerne outsourcet til centralbankerne, der er uden for parlamentarisk kontrol. Greenspan, direktør for den amerikanske centralbank (FED) 1987-2006, havde en hovedrolle i det forløb, der førte til finanskrisen. Ingen vovede at forstyrre ham.

Der spilles i dag efter samme noder som i 00’erne. Dansk økonomi påvirkes af Jerome Powell, direktør for FED, Christine Lagarde, direktør for ECB, og vor egen Lars Rohde snarere end Frederiksen, Wammen og Kollerup.   

Rohde, formand for Det Systemiske Risikoråd, har som direktør for Nationalbanken den utaknemlige opgave at skulle sikre en kunstigt lav kurs på den danske krone over for euroen. Det sker med en negativ rente på den danske krone – en rente, der i svær grad har stimuleret det danske boligmarked. Den lave kronekurs understøtter et stort og kronisk overskud på Danmarks betalingsbalance. Hvad et sådant overskud skal være godt for, er der ingen der ved.

Det kan undre, hvorledes Nationalbanken forener den negative rente med pligten til ”at opretholde et sikkert pengevæsen her i landet”. Erhvervsministeren har ret i, at den negative rente er et problem – og ikke blot for ministerens kernevælgere. Men problemet, min kære Kollerup, ligger ikke hos bankerne men hos den kongelige bankkommissær.

Jyllands-Posten, 22. juli 2021

Konsekvenserne af fastkurspolitikken blev nærværende, da bankerne vi­de­­re­sendte den negative rente til de private kunder. Men måske vi bør a­ngribe ondets rod – den lave kronekurs. For er det naturligt, at kronen skal svinge i takt med valutaen i Grækenland, Italien og Spanien?

Efter § 1 i loven om Danmarks Nationalbank har banken til opgave ”at opretholde et sikkert Pengevæsen her i Landet samt at lette og regulere Pengeomsætning og Kreditgivning”. Nationalbanken opfatter formålsparagraffen således, at den skal sørge for, at vi har stabile priser, sikre betalinger og et stabilt finansielt system.

Først og sidst er Nationalbanken optaget af at sikre stabile priser, dvs. en lav inflation. Siden 1982, da Danmark knyttede kronekursen til den tyske mark og senere (i 1999) til euroen, er Nationalbanken kommet til at opfatte fastkurspolitikken som midlet, der skal sikre en lav inflation.

Med et monomant engagement fastholdes værdien af kronen i forhold til D-Mark (nu euro). Det kunne forekomme, at Nationalbanken i sin iver er kommet til at sætte midlet over målet. Medens vi før sikrede stabile priser ved at føre fastkurspolitik, sikrer vi nu fastkurspolitikken med en meget aggressiv rentepolitik. Med whatever it takes, om det så er negative rentesatser, fastholdes kronens værdi inden for et snævert kursspænd i forhold til euroen. Medens vi tidligere kunne se Nationalbanken hæve renten for at styrke en svag krone, kan vi nu se Nationalbanken sænke renten for at svække en stærk krone.

Men spørgsmålet er, om ikke omkostningerne ved at fastholde en for lav kurs på kronen efterhånden er blevet for store. Spørgsmålet er, om ikke kuren, den negative rente, er værre end sygdommen – en stigende kronekurs, om det da overhovedet er en sygdom! Er en negativ rente på sigt forenelig med stabile priser og et stabilt finansielt system? Jeg tror det ikke.

Forleden opfordrede Nationalbanken regeringen til at tage skridt til at bremse udviklingen i boligpriserne, der ikke just er stabile! Man ser for sig pyromanen, der har anstiftet en vældig brand, stå og vride hænder over, at brandvæsenet er så længe om at rykke ud.

For hvad er det, der har fået huspriserne til at eksplodere? Er det virkelig pandemien, der har fået os til at tro på et tusindårs herlighedsrige? Næppe. Men efter at vi danskere siden 2003 har kunnet få (læs optage) afdragsfrie lån, kan vi nu også tage rentefrie lån. Så who is sorry now? I alt fald ikke låntagerne. For hvad rolle spiller det, om huset koster 8 mio. kr. eller blot 6 mio. kr.? Forskellen i de månedlige nettoydelser svarer til udgifterne til avisabonnementet.

En afskaffelse af rentefradragsretten indgår i Nationalbanken anbefaling til regeringen. Det er et slag i luften. Med en negativ rente er prioritetsrenter nu noget, som realkreditinstituttet betaler til husejeren. Men skal realkreditinstitutterne da ikke kunne trække renteudgifterne fra i den skattepligtige indkomst?

Men ve den regering, der vover at lægge sig ud med de 60 pct. af vælgerne, der bor i egen bolig. Beroligende oplyser da også erhvervsministeren, at regeringen ikke har planer om indgreb på boligmarkedet, der er omdrejningspunktet for en massiv økonomisk omfordeling generationerne imellem – mellem The Haves and the Have Nots. Bare det nu ikke ender som med kvinderne i de syriske fangelejre, der fik deres sag afgjort af DR og TV 2.

Det er vanskeligt at forestille sig, at negative renter understøtter ”et sikkert Pengevæsen”. Tænk engang, hvad det gør ved fru Sejersen, der voksede op med sparemærker i skolen og nu må se til, medens Lille Pers børneopsparing langsomt bliver ædt op af negative renter i Ebberød Bank. Men hvad pokker, hun kan jo jo bare købe aktier i Emerging Markets til Lille Per.

Den negative rente er dybt problematisk. Herom vidner den ophidsede debat, der blussede op, da pengeinstitutterne ikke længere mente sig i stand til at skærme de private kunder mod konsekvenserne af fastkurspolitikken. I bedste Trump stil meddelte erhvervsministeren den 27. april i regeringsorganet Facebook, at ”GRÆNSEN FOR NEGATIVE RENTER I BANKEN ER NÅET”.

Erhvervsministeren, der er bankernes minister, fører som kgl. bankkommissær også tilsyn med Nationalbanken. Måske ministeren hellere skulle have taget en snak med kronens vogter i Havnegade. Nok fastsætter Nationalbankens direktion de pengepolitiske renter uden politisk indblanding. Ifølge bankens reglement kan direktionen således bestemme, at der ikke ydes rente af modtagne penge. Men kan direktionen, uden at tage bankkommissæren i ed, også beslutte, at der skal betales rente af modtagne penge? Der er mere end et fortegn til forskel – der er en verden til forskel.

Men det er regeringen, ikke Nationalbanken, der beslutter Danmarks valutapolitik. Over for Det Europæiske Valutasamarbejde har vi anmeldt en centralkurs på 746,038 kroner pr. 100 euro, der har været uændret siden januar 1987. Pengepolitikken har alene til formål at fastholde kronens kurs over for euroen. Og det gør Nationalbanken med en negativ rente. Erhvervsministeren skulle hellere interessere sig for regeringens valutapolitik end for pengeinstitutternes rentesatser.

Tiden er inde til at overveje en lavere centralkurs over for euroen – svarende til en opskrivning af kronens værdi over for euroen, der er en flydende valuta. En revaluering af kronen med f.eks. 10 pct. svarende til en centralkurs på 678,216 kroner for 100 euro ville levne plads til en positiv dansk rente på måske 2 pct. En højere kronekurs vil medvirke til at stabilisere priserne, og en positiv, til forskel fra en negativ, rente vil helt åbenbart føre til mere stabilitet i det finansielle system.

En revaluering vil beskære den fordel, som eksporterhvervene i flere år har haft af en kunstigt lav kronekurs. Til gengæld vil importerhvervene og forbrugerne få mere luft. Og der er plads til det. Danmark er blandt de lande i verden, der har det største overskud på betalingsbalancen relativt til bruttonationalproduktet. Med et overskud på betalingsbalancen på mere end 6 pct. af BNP over en periode af tre år anses dansk økonomi af EU-kommission for at være i ubalance.

Danmark kan med en revaluering af kronen bidrage til en bedre balance i euroområdet. Tiden er inde til at vise sand solidaritet med Middelhavslandene, der døjer med en høj valutakurs – men er forhindret i at devaluere.

Jyllands-Posten, 24. maj 2021

Fastkurspolitikken har været til gavn for Danmark. Men at bind­ingen til euroen ikke bare er lutter fryd er kommet klart til udtryk. Se­nest un­­der coronakrisen. Vi gik i seng med en stærk valuta, den tyske mark; vi vågnede op med en svag valuta, euroen. Konsekvensen er en ne­ga­­tiv dansk rente, der er faldet erhvervsministeren for brystet.

Ved en folkeafstemning i september 2000 stemte et flertal af befolkningen nej til at indføre euroen som valuta i Danmark. Med kronen som valuta har Danmark således muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik. Men skiftende regeringer har været enige om at lade som om, vi er med i eurozonen.

Danmark har reelt fravalgt muligheden for at føre selvstændig pengepolitik; kursen sættes af Den Europæiske Centralbank i Frankfurt. Thi oven over al ting råder fastkurspolitikken. For at fastholde en stabil økonomisk udvikling med lav inflation valgte regeringen Schlüter i 1982 at lade kronen følge den bomstærke D-mark; siden 1999 har vi fulgt euroen. Og det er jo en anden sag.

Jævnligt havde Nationalbanken måttet intervenere i valutamarkedet med støtteopkøb for at forsvare kronen mod onde kræfter, der forsøgte at bringe kronen til fald. Om nødvendigt forhøjede Nationalbanken renten for at styrke kronen. Fastkurspolitikken skulle tjene til at afstive den svage krone. Pengepolitikken i eurozonen, og i Danmark, skulle sikre en inflation tæt på, men ikke over 2 pct.

I dag, næsten 40 år senere, er alt som forandret. Vi har nu som målsætning at sikre en inflation tæt på men ikke under 2 pct. Vi har en bomstærk krone. Men vi ligger ikke længere i ske med den tyske mark. Nok følger vi den tyske valuta, men vi følger lige så vel den italienske, den spanske, den portugisiske og den græske valuta. Valutapolitik makes strange bedfellows. Middelhavslandene går ikke i takt med landene nord for Alperne. Kronen er i dag undervurderet, trukket ned i kurs af PIGS-landene, der må tage 5 skridt, hver gang vi tager 4.

Det er for Nationalbanken et mål at sikre stabile priser, dvs. en lav inflation. Midlet hertil er en pengepolitik, der skal sikre en fast kronekurs over for euroen. Opgaven er mejslet i sten. De senere år har deflation været det store spøgelse i mange vestlige økonomier. Centralbankerne har med alle midler – whatever it takes – søgt at fremkalde en inflation på i alt fald et par procent. Men Nationalbanken holder fast på sit: at sikre en lav inflation.

Før havde vi kronisk underskud på betalingsbalancen; nu har vi kronisk overskud. Det kunne nok forekomme, at tiden er inde for en revurdering af den danske fastkurspolitik. En nøgtern vurdering taler for en revaluering af den danske krone. Men fastkurspolitikken er ikke til diskussion. Emnet er tabubelagt. Centralkursen, 746,038 kroner pr. 100 euro, er indstiftet om ikke i himlen så i Frankfurt. I ”gamle dage” kunne vi ikke drøfte kronens kurs af frygt for at udløse en storm mod kronen, der kunne tømme valutakassen. Frygten sidder stadigvæk dybt i os.

At kronekursen er låst fast til euroen betyder, at også den danske rente er låst fast til eurorenten. Den negative pengemarkedsrente skal sikre, at kronen ikke går igennem loftet over for euroen. Vi fører i dag en meget aggressiv pengepolitik, hvis lige vi ikke har set siden Napoleonskrigene først i det 19. århundrede. Dengang førte politikken til en voldsom inflation og en statsbankerot. Det er vi denne gang sluppet for. Og dog.

Når Nationalbanken opgør inflationen, tager den udgangspunkt i udviklingen i priserne for de varer og tjenester, der indgår i husholdningernes forbrug. Og nok har vi stabile forbrugerpriser. Men priserne på faste aktiver (ejendomme) og aktier er sandelig alt andet end stabile. Vi har en kraftig aktivinflation. Udtrykt ved fast ejendom og aktier sker der en mærkbar udhuling af kronens værdi. Og hvad hjælper det en håbefuld familiefar, der vil købe sig et hus i Nærum, at kronens kurs ligger fast – i forhold til euroen.

Erhvervsministeren meddelte sig forleden dag til sine venner på Facebook med en bemærkelsesværdig bandbulle mod bankerne: Grænsen for negative renter i banken er nået. Det kan ikke blive ved på denne her måde. … Jeg mener, at det skal stoppe nu, udtaler ministeren, der har indkaldt, ikke indbudt, bankerne til et møde.

Mon ikke udtalelsen blot skal opfattes som smagløs, populistisk bankbashing. Hvis ikke, udstiller Kollerup en betænkelig uvidenhed. Formålet med den negative foliorente i Nationalbanken er at påvirke markederne på en måde, der tjener til at fastholde en fast kronekurs. Hvis bankerne vælger at skærme kunderne mod de negative renter, modarbejder de Nationalbankens pengepolitik.

Mon ikke erhvervsministeren skulle tage en samtale med den kongelige bankkommissær. Uden en forståelse med Rohde kommer ministeren ikke den upopulære negative rente til livs. Men måske bør ministeren forinden sikre sig en fuldmagt til også at drøfte det nærmere indhold af fastkurspolitikken med Nationalbanken.

Jyllands-Posten, 29. aril 2021

I 2017 afgjorde TAKS, at Eik Banki kunne afskrive goodwill, som banken havde opgjort til 477 mio. kr., men som TAKS satte til en værdi af 0 kr. Senere indgav TAKS med den ene arm vredet om på ryggen en politianmeldelse mod Eik. Men banken fik rigtignok lejlighed til at påvirke anmeldelsen.

Dele af teksten nedenfor støtter sig til materiale fremkommet under politiets efterforskning af mulig skattesvig i Eik Banki.

EN SAG FOR POLITIET

Den 30. juni 2015 meddelte TAKS Eik Banki ret til at afskrive 477 mio. kr. som goodwill i forbindelse med erhvervelsen af virksomheden i den sammenbrudte bank i efteråret 2010. Retten til afskrivningerne var opnået med anbringender, der var egnet til at bringe TAKS i vildfarelse. Banken havde ikke erhvervet, end mindre betalt for, good­­will; der var ikke noget grundlag for afskrivningerne. Det fremgår klart af bankens reviderede regnskab for 2010-11. Banken vidste, eller burde vide, at TAKS’ afgørelse var truffet på et fejlagtigt grundlag. Alligevel valgte bankens ledelse at lade som ingenting; den sad musestille. Indtil noget kom i vej­en. Et halvt år senere.

I august 2017 anmeldte TAKS Eik Banki til Færøernes Politi for skattesvig. I juni 2020 – efter næsten 3 år – standsede politiet efterforskningen. Anklagemyndigheden mente, at der tegnede sig et billede af en retligt uafklaret situation, og at det derfor kunne have fremstået uklart for banken, hvordan den skulle forholde sig.

Regnskabet var lige efter bogen

Det er ikke korrekt. Der var i bankens ledelse ikke nogen usikkerhed om, hvordan rekonstruktionen skulle gribes an; åbningsbalancen (kernen i Skattamálið) gav ikke anledning til tvivl. Jeg ved det; jeg havde i vinteren 2010-11 selv en hånd på rattet.

Situationen var ikke retligt uafklaret; det drejede sig om en helt sædvanlig virksomhedsoverdragelse, som er reguleret i den færøske selskabslov og i Finanstilsynets regnskabsbekendtgørelse. Overdragelsen var alene speciel derved, at staten efter bankpakke 1 havde ladet Finansiel Stabilitet stille garanti for underbalancen i den gamle bank. Men det komplicerede ikke overdragelsen. Tværtimod.

Bankens reviderede regnskab for 2010-11, der udviser et underskud på 256 mio. kr., er baseret på en åbningsbalance med en egenkapital på 1.486 mio. kr. Regnskabet er lige efter bogen; underbalancen på 514 mio. kr. optræder således ikke som et tab i den nye bank og er i regnskabet ej heller aktiveret som goodwill. Desværre blev regnskabet siden væk for banken.

Selvangivelsen havde sit eget liv

Selvangivelsen, der blev indgivet den 2. juli 2012, var udarbejdet af en ny ledelse indsat af TF Holding i april 2011. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst valgte den nye ledelse at se bort fra, at de overtagne aktiver i åbningsbalancen blev nedskrevet med 538 mio. kr. for regning Finansiel Stabilitet.

Banken lagde således en åbningsbalance med en egenkapital på 2.024 mio. kr. til grund for selvangivelsen. Og nu dukkede underbalancen på en halv milliard kroner op som et fradrag i den skattepligtige indkomst for den fortsættende bank. For 2010-11 selvangav banken et underskud på 657 mio. kr. mod 256 mio. kr. ifølge bankens reviderede regnskab for samme periode. Sært, at TAKS ikke undrede sig over det.

Kendskab til elementære periodiseringsprincipper, som vi kender dem fra sædvanlige årsafslutninger, var helt tilstrækkeligt for en forståelse af sammenhængen. Det kan vel ikke have været en uoverkommelig udfordring. Bankens direktør var statsautoriseret revisor, og bestyrelsesformanden havde erklæret sig regnskabskyndig.

Med udgangspunkt i den strafferetlige grundsætning, hvorefter enhver begrundet tvivl skal komme den tiltalte til gode, kom anklagemyndigheden imidlertid til den opfattelse, at der ikke kunne føres det fornødne bevis for, at banken eller andre havde begået skatteunddragelse, forsøgt herpå eller medvirket hertil.

Tre år og syv ringbind senere

Det kan efterfølgende undre, at det kunne tage politiet 3 år at efterforske sagen. Men politiet havde ladet sig begrave i 7 ringbind med dokumenter, der overvejende var irrelevante for en bedømmelse af sagen. Ikke blot Spekt men også The Big Four (Deloitte, EY, KPMG og PwC) optræder i ringbindene. Det var overkilling. Til ingen verdens nytte. Alene bankens generalforsamlingsvalgte revisorer, KPMG og Spekt, udtrykte sig somoffentlighedens tillidsrepræsentanter med ansvar efter revisorloven.

KPMG og Spekt udtrykte sig om den skattemæssige behandling af bankens rekonstruktion på en måde, der ikke var til at misforstå. Og de gjorde det i november 2010 over for Finansiel Stabilitet, i marts 2011 over for bankens nye majoritetsaktionær, TF Holding, og i foråret 2013 over for bankens bestyrelse (da det viste sig, at banken i sin selvangivelse for 2011 havde bragt underbalancen i den gamle bank til fradrag). Ingen i bankens ledelse, der ikke havde valgt uvidenhed som strategi – af tilbøjelighed eller nødvendighed, kunne være uvidende om, at TAKS’ afgørelse i juni 2015 savnede ethvert grundlag.

Deloitte og PwC, der i 2016 optrådte med partsindlæg, efter at det sidste kort i Skattamálið var spillet, er bedst tjent med, at deres indsats forbigås i tavshed. Deloitte havde ikke klargjort sig konsekvenserne af, at sammenbruddet i Eik Banki var omfattet af bankpakke 1; der er ikke anden forklaring på selskabets pinlige rolle i 2016.

Og så var der det forbavsende responsum fra Århus.

SPØRG ÅRHUS

Den 4. august 2017 havde TAKS anmodet politimesteren om at behandle en sag om bødestraf til Eik Banki. Det var jo en underlig anmodning – hverken fugl eller fisk. Politimesteren spurgte siden TAKS, om henvendelsen af 4. august skulle opfattes som en anmeldelse eller en anmodning om hjælp til en vurdering af sagen. TAKS oplyste hertil, at anmodningen rigtignok skulle opfattes som en anmeldelse.

Banken søgte advokatbistand. Og denne gang var der ikke nok med Jógvan Páll Lassen, der ellers utrætteligt, men ukritisk, havde forsvaret bankens dispositioner i Skattamálið. Banken valgte at henvende sig til advokat Kurt Siggaard. Det var lettere ironisk. Bankens ledelse havde fra første færd gjort gældende, at den skattemæssige behandling af virksomhedsoverdragelser ikke kunne antages at være den samme på Færøerne som i Danmark. Og nu bad banken om råd – i Århus.

Siggaard bad straks professor, dr.jur. Jan Pedersen om hjælp. Den 17. august 2017 forelå fra professorens hånd et responsum. Banken fik det, den havde betalt for – et partsindlæg, en frifindelsesdom. Det forekommer, at i alt fald politiet var svært imponeret af responsummet. Det var der ingen grund til.

TAKS – med i loopet

Den 19. september 2017 oplyste politimesteren over for advokat Siggaard, at han havde bedt TAKS om en nærmere præcisering af, på hvilken måde banken skulle have overtrådt den færøske skattelov. Uopfordret sendte Siggaard herefter den 5. oktober 2017 Pedersens responsum til TAKS’ direktør, Eyðun Mørkøre. Siggaard forklarede Mørkøre, at responsummet, meget heldigt, netop omhandlede det spørgsmål, som politimesteren havde anmodet TAKS om at præcisere nærmere.

Som Siggaard hjælpsomt skrev til Mørkøre: ”Såfremt TAKS efter gennemgang af vedlagte responsum måtte nå frem til samme opfattelse som mig (at banken ikke har forbrudt sig mod § 139 i skatteloven) er TAKS velkommen til at lade dette responsum indgå i besvarelsen af politimesterens uddybende spørgsmål”.

Mørkøre forstod et vink med en vognstang og oversendte den 13. oktober 2017 responsummet til politimesteren. Banken havde haft held til – via sin advokat – at medvirke til en præcisering af TAKS’ anmeldelse. Det havde Jógvan Páll nok ikke klaret.

Politiet læser med

Politimesterens reaktion over for TAKS er bemærkelsesværdig. I en skrivelse af 23. oktober 2017 til TAKS refererer politimesteren professor Jan Pedersen for, at banken ikke har afgivet vildledende oplysninger til TAKS, at der objektivt ikke er sket en overtrædelse af skattelovens § 139, og at der heller ikke subjektivt forligger bevis for nogen overtrædelse af § 139.

Politimesteren bemærkede, at der kun i ret sjældne tilfælde, hvor en skatteyder har taget sig et uberettiget fradrag, rejses en straffesag. Så skulle den ged vist være barberet. For en sikkerheds skyld tilføjede politimesteren, at det er værd at bemærke, at professor Jan Peder­sen anses for at være en af de betydningsfulde eksperter inden for skattestrafferetten.

Blank påtegning – men på betingelser

Jan Pedersen er ekspert i skattestrafferet. Responsummet er overvejende af strafferetlig karakter. Det skatteretlige indhold af Skatta­málið behandles stedmoderligt af professoren, der alene støttede sig til dokumenter fremsendt af bankens advokat. Det centrale dokument i sagen – årsrapporten for 2011, der den 20. marts 2012 er vedtaget af bestyrelsen, revideret af bankens valgte revisorer, godkendt af generalforsamlingen og siden indsendt til myndighederne – kom ikke til professorens kundskab.

Responsummet røber en mangelfuld indsigt i regnskabsvæsen. Professoren skelner ikke mellem nedskrivninger (538 mio. kr.), der hører driftsregnskabet til, og underbalancen (514 mio. kr.), der hører statusregnskabet til. Det er helt tilfældigt, at de to beløb her er (næsten) sammenfaldende.

Om den overtagne balance skriver professoren således, at ”de overtagne aktiver og passiver senere i indkomståret blev nedjusteret med 514 mio. kr., hvoraf 477 mio. kr. blev anset som vedrørende driften”. Det er en fatal misforståelse – en kapitalbrøler. Balancen blev nedskrevet med 538 mio. kr. Men nedskrivningerne knyttede sig til den bogførte værdi af de overtagne aktiver pr. 1. oktober 2010. Nedskrivningerne blev bragt til fradrag i bankens åbningsbalance og indgik således ikke i bankens drift.

Om bankens regnskab for 2011 skriver professoren i øvrigt, ”at Spekt øjensynligt uden anmærkning har godkendt regnskabet, der givetvis har indeholdt det omstridte fradrag”. Regnskabet havde faktiskfået en blank påtegning, men det omstridte fradrag (svarende til underbalancen i den gamle bank) indgik ikke i bankens reviderede årsregnskab. Skattamálið var i øvrigt bemærkelsesværdigt derved, at bankens generalforsamlingsvalgte revisorer i fem år (2011-15) gjorde en blank påtegning betinget af, at skattefradraget ikke indgik i regnskabet.

NOGET OM UNDERBALANCER

Den 15. maj 2013, efter at revisorerne havde råbt vagt i gevær, besluttede bestyrelsen at lade Eik Banki rette henvendelse til TAKS for at høre, om underbalancen overhovedet kunne danne grundlag for fradrag i bankens skattepligtige indkomst. Bankens henvendelse er dateret den 11. juni 2013. Men henvendelsen var ikke af den slags, man blot sender med posten. Banken bad om et møde med TAKS.

Ved mødet, der blev afholdt den 24. juni 2013, mødte bankens direktør op med henvendelsen af 11. juni i inderlommen. På mødet med to benovede sagsbehandlere ville direktøren have oplyst, om underbalancen, som banken i sin selvangivelse for 2011 havde bragt til fradrag som tab, måske snarere skulle afskrives som goodwill. Bankens direktør ville have et hurtigt svar; inden en uge skulle banken indgive selvangivelse for 2012.

Bankmand Eyðun

Eyðun Mørkøre, direktøren for TAKS, deltog ikke i mødet den 24. juni 2013. Men Mørkøre, der indtil juni 2009 var direktør i Eik Banki i Klaksvík, havde på anden vis tæt kontakt til banken.

Sammen med en god ven stiftede Mørkøre i september 2006 Sp/f Rangu med en indskudskapital på kr. 80.000. Selskabet fik til formål at yde rådgivning, at købe, sælge og administrere værdipapirer samt at drive fast ejendom og anden virksomhed i forbindelse hermed. Galant lod Mørkøre sin hustru stå som medejer af Rangu. Det var et stråmandsforhold; ejerskabet til et gearet investeringsselskab var ikke foreneligt med Mørkøres stilling som afdelingsdirektør i banken.

Selskabet optog investeringskreditter på 1,8 mio. kr., hvoraf 1,1 mio. kr. i Eik Banki. Allerede i selskabets andet regnskabsår, 2008, tabte Rangu egenkapitalen, og mere til. Ved udgangen af 2009 bogførte Rangu aktiver til en værdi af 212 tus. kr. Gælden androg 1.019 tus. kr.; alene gælden til banken androg 899 tus kr. Rangu, der var insolvent med 807 tus kr., var in deep shit, og Eik Banki havde nedskrevet 706 tus. kr. på engagementet med selskabet. 

Skattedirektør Mørkøre

Situationen var kritisk for skattedirektøren. Og værre blev det af, at Rangu i 2008, da selskabet var insolvent, indfriede en kredit på 600 tus kr. i en dansk bank. Rangu var på indfrielsestidspunktet utvivlsomt pligtig til at standse sine betalinger med henblik på at sikre en ligelig behandling af sine kreditorer. Mørkøre påførte sin arbejdsgiver, Eik Banki, et mertab på et 6-cifret beløb for at få fred for en bekymret, dansk långiver. Formentlig kvalificerer forholdet som forsætlig kreditorbegunstigelse efter konkurslovens § 74, der er omfattet af straffelovens bestemmelser om skyldnersvig.

Eyðun Mørkøre havde i sommeren 2013 meget at tale med Eik Banki om. Ikke blot var der en underbalance i banken at tage stilling til, der var også en underbalance i Rangu, som skattedirektøren måtte have ryddet af vejen. Hen på efteråret var parterne kommet til en forståelse; i november 2013 afskrev Súni Schwartz Jacobsen bankens tilgodehavende hos Rangu. Det efterfølgende forløb var karakteriseret ved et tæt og fortroligt forhold skattedirektøren og bankdirektøren imellem.

Et forkert signal

Eyðun lovede i februar 2016 Súni, at de naturligvis kunne tale om tingene, når en afgørelse i Skattamálið nærmede sig. Således aftalte Súni og Eyðun, at de to skulle have en nærmere drøftelse af forholdene, inden TAKS fremsendte en agterskrivelse. Som bankdirektøren fremhævede, ville en forhåndsdrøftelse af TAKS’ opfattelse ganske sikkert føre til en større enighed om indholdet af agterskrivelsen. Skattedirektøren måtte siden kaldes til orden af sine medarbejdere, der fandt det forvaltningsretligt problematisk, om TAKS gav banken mulighed for at påvirke sagsbehandlingen. Der var kun ét at gøre: at fremsende agterskrivelsen.

Inden det i september 2016 kom så vidt, ringede en medarbejder på chefniveau hos TAKS imidlertid flere gange til finansdirektøren i Eik Banki, for at orientere ham om det forventede indhold af agterskrivelsen. Finansdirektøren fandt det meget uheldigt om TAKS sendte en agterskrivelse, hvori værdien af goodwill vurderedes til nul kroner. Det ville sende et forkert signal, det kunne føre til en fastlåst situation og gøre en ende på den konstruktive kommunikation. Finansdirektøren mente, at nu endte sagen ved domstolene. Skattechefen måtte her minde finansdirektøren om, at banken vel også havde et ansvar for at opretholde en konstruktiv og positiv kommunikation.

Finansdirektøren opfordrede til, at TAKS i en separat skrivelse pænt bad banken om at lade foretage en uvildig vurdering af værdien af goodwill, og at TAKS i agterskrivelsen afstod fra at værdiansætte goodwill til nul kroner. Inden TAKS sendte agterskrivelsen til banken, ønskede finansdirektøren i øvrigt, at skattechefen kom over i banken for at give bankdirektøren den samme orientering, som finansdirektøren netop havde modtaget.  

Tak for alt

Da Súni Schwartz Jacobsen, direktøren for det hele, i juli 2017 måtte fratræde sin stilling, afholdt Betri koncernen en intern afskedsreception for bankens medarbejdere og enkelte, særligt indbudte gæster. Blandt gæsterne var Eyðun Mørkøre, der var mødt op for at takke Súni for et godt og tillidsfuldt samarbejde.

Under politiafhøringerne i 2018 fastholdt Eyðun Mørkøre i øvrigt som sin ”private holdning”, at der ikke kunne rejses sag mod Eik Banki. Det er dog pikant, eftersom Mørkøre var, og er, direktør for TAKS, der i august 2017 meldte banken til politiet.

EN GRIMASSE, DER KAN PASSE

I forhold til TAKS fandt Skattamálið sin afslutning den 3. februar 2017, da TAKS afgjorde, at banken skattemæssigt var berettiget til at bringe afskrivninger på goodwill til fradrag med nul kroner. Men hvorfor nu lige nul kroner? Hvorfor ikke 1 krone eller 2 kroner – eller 477 millioner kroner? Fordi TAKS nu havde fastsat værdien af goodwill ved overtagelsen af den gamle banks virksomhed i efteråret 2010 til nul kroner. Afgørelsen var udtryk for en fortænkt konstruktion – et cover-up, der skulle dække over, at TAKS i juni 2015 fejlagtigt havde statueret goodwill.

Ingenting her

Banken havde i sin selvangivelse for 2011 bragt underbalancen i den gamle bank (477 mio. kr. efter skattetekniske korrektioner) til fradrag i sin skattepligtige indkomst. Selvangivelsen gav ikke TAKS anledning til bemærkninger. TAKS, der vurderede, at selvangivelsen var korrekt udfyldt, hæftede sig ved, at revisionen havde givet bankens regnskab en blank påtegning. TAKS, der ikke hæftede sig ved, at fradraget ikke indgik i regnskabet, godkendte kritikløst bankens fradrag. Mørkøre, der længe fornægtede godkendelsen, har siden bekræftet, at TAKS i 2012 faktisk godkendte bankens fradrag på 477 mio. kr.

Med henvendelsen til TAKS i juni 2013 vækkede banken et slumrende væsen. TAKS genoptog behandlingen af bankens selvangivelse for 2011. Den 30. juni 2015, på 3 års dagen for bankens selvangivelse for 2011, underkendte TAKS fradraget. Skattemæssigt skulle udgifterne (underbalancen) i stedet for behandles som goodwill, der efter § 35a i skatteloven kan afskrives over 10 år. TAKS overlod det til banken selv at opgøre værdien af den skattemæssige goodwill. 

Over for TAKS havde banken siden juni 2013 gjort gældende, at underbalancen kunne bringes til fradrag enten som tab eller som afskrivninger på goodwill. Banken, der havde grund til at tro, at TAKS var enig heri, spildte ikke tiden. Straks den 30. juni 2015 bekræftede banken over for TAKS, at man havde tilbageført fradraget på 477 mio. kr. i selvangivelsen for 2011. Banken indgav samtidigt nye selvangivelser for årene 2011-14. For hvert af årene havde banken afskrevet goodwill med 47,7 mio. kr.

Ingenting der

I februar 2016 tog TAKS sagen op til fornyet behandling, efter at der var fremkommet nye oplysninger. TAKS, som også læser aviser, var nu – langt om længe – kommet til den erkendelse, at underbalancen i den gamle bank ikke kunne danne grundlag for fradrag i den fortsættende banks skattepligtige indkomst. Hverken so oder so. Det var imidlertid opfattelsen hos TAKS, at om man nu tilbagekaldte retten til at afskrive underbalancen som goodwill, så ville fristen for at genoptage bankens selvangivelser tilbage til 2011 være sprunget.

I sin kvide bad TAKS i sommeren 2016 om hjælp hos det danske skattevæsen. SKAT slog knuder – for mange – på sig selv for at hjælpe fætter TAKS, der var kommet i havsnød i Nordatlanten. Med hjælp fra SKAT kom TAKS i februar 2017 frem til den endelige afgørelse i sagen: Eik Banki havde ret til fradrag for goodwill i forbindelse med overtagelsen af virksomheden i den gamle bank.

Men TAKS var nu kommet til den opfattelse, at værdien af den skattemæssige goodwill var nul kroner – og ikke 477 mio. kr., som banken havde opgjort den til. TAKS fastholdt en forkert afgørelse men underkendte bankens opgørelse! TAKS havde fået den ide at kigge efter i bankens reviderede regnskaber. Her er goodwill værdiansat til nul kroner; denne værdi godtog TAKS. Og hvad skulle TAKS dog ellers have gjort?

Banken var svært fornøjet med TAKS’ afgørelse; den var så fornøjet, at den slet ikke tænkte på at kære afgørelsen, selv om formanden mente, at banken muligvis kunne have vundet sagen. Hos Súni ville begejstringen ingen ende tage: Nul er ikke ingenting, nul er ikke 0; nul er noget, jublede kejseren, der ikke havde noget på.

Jørn Astrup Hansen var direktør i Eik Banki under bankens rekonstruktion i vinteren 2010-11.

Artiklen har været bragt i Sosialurin den 23. april 2021

Et skærpet ansvar for ledelsen af finansielle virksomheder er på vej. Vi skal passe på, at vi ikke lam­mer bankerne med detailregulering og compliance. Nok medvirkede uansvarlig ledel­se til finanskrisen. Men det gjor­de også politikerne med en hæm­nings­løs deregulering af sek­toren.

Bankerne har siden finanskrisen været fredløse. Den socialdemokratiske regering har skamredet bankerne i et uhæmmet, populistisk felttog. Bankerne er the usual suspects, som regeringen ukritisk giver skylden for hvad som helst.

I fjor blev bankerne idømt en bøde – et samfundsbidrag ifølge Socialdemokratiet. Men hvorfor er det kun bankerne, der skal betale samfundsbidrag? Hvorfor kan medicinalindustrien ikke også være med? Og hvad med byggeindustrien eller tobaksindustrien eller spilleindustrien eller …?

Ja, bankerne havde et stort medansvar for, at det kom til en finanskrise, og ja, det er nok muligt, at for mange bankdirektører gik fri under opgøret efter krisen. Men det er uheldigt, når regeringen lægger et helt erhverv for had. Det er uheldigt for bankerne. Og for samfundet – for danskerne, som det hedder på socialdemokratisk.

Men bankerne var ikke ene om ansvaret. De dansede blot i takt til musikken. Det var politikerne, der bestemte musikken. Med Thatcher og Reagan, der var inspireret af ærkeliberalister som von Hayek og Friedman, skyllede en bølge af nyliberalisme ind over den vestlige verden. Markedet blev gud. Men det gik for vidt. Navnlig med dereguleringen af den finansielle sektor.

Reagan indsatte i 1987 Alan Greenspan som formand for den amerikanske centralbank. Greenspan, også kaldet Oraklet, der havde mange disciple, troede fuldt og fast på, at markedet ville regulere sig selv. Bankerne ville afholde sig fra at handle uansvarligt; det ville jo blot svie til dem selv, om de gjorde det. Simpelt, men naivt. Stærkt overdrevne optionsordninger i de store banker, og i Roskilde Bank, tilskyndede topcheferne til at satse hele butikken.

Greenspan kom i øvrigt til at give navn til den såkaldte Greenspan-put. Når markedet (læs aktiemarkederne) truede med at tabe pusten, stod centralbankerne klar med rentenedsættelser og mere likviditet. Ringer det en klokke? Ja, mon ikke.

I Danmark købte politikerne hele pakken. Bankerne, der tidligere havde opgjort regnskabet efter et forsigtighedsprincip, blev så sent som i 2005 pålagt at anvende et neutralitetsprincip. Enorme hensættelser blev indtægtsført. De kunne nu anvendes som udbyt­te eller som grundlag for en ekspansion af udlånene. Med en adgang til at geare egenkapitalen indtil det uansvarlige satte myndighederne turbo på udviklingen.

Det har vist sig vanskeligt at placere et ansvar, strafferetligt og erstatningsretligt, efter finanskrisen. Det skal der nu gøres noget ved. I november 2019 nedsatte erhvervsministeren det såkaldte Ansvarsudvalg. I januar offentliggjorde udvalget en række anbefalinger, der skal gøre det nemmere at gøre et retligt ansvar gældende efter den finansielle lovgivning.

Udvalget har været vidt omkring. Ud over det straffe- og erstatningsretlige ansvar for ledelserne i de finansielle virksomheder beskæftiger udvalget sig med de omstridte fratrædelsesordninger, der blev uddelt i forbindelse med regulære bankkrak. Også fit & proper reglerne, som ikke var en del af kommissoriet, får et par ord med på vejen. Vi troede vel, at emnet var udtømt, efter at det har vist sig lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for Christian Sagild at komme ind i Danske Banks bestyrelse.

Det uforløste forhold mellem Kollerup og den finansielle sektor kom til udtryk i Ansvarsudvalgets sammensætning. Udvalget havde 10 medlemmer; alligevel blev der ikke plads til en repræsentant for sektoren. Men hvad pokker, regeringen aflivede 15 millioner mink uden at rådføre sig med branchen.

Dog havde man i udvalget fundet plads til en erfaren, forhenværende bankdirektør, der af erhvervsministeren var udpeget som ekspert. Men det var en travl ekspert med sæde i bestyrelsen for tre systemisk vigtige finansielle institutter; i to af dem som formand. Herudover var eksperten formand for bestyrelsen i en større investeringsforening, næstformand i et stort forsikringsselskab og medlem af bestyrelsen i et af Danmarks største livs- og pensionsforsikringsselskaber.

Efter fit & proper kravene i lov om finansiel virksomhed må et medlem af bestyrelsen i et SIFI institut besidde maksimalt fire bestyrelsesposter. I alt. Det var ironisk, at Ansvarsudvalget af egen drift valgte at beskæftige sig med netop fit & proper kravene. Måske Kollerup skulle tage medicinen selv, inden han lader Ansvarsudvalget ordinere den til andre.

Forfatteren var under finanskrisen af Finansiel Stabilitet indsat i ledelsen af et par af de forulykkede banker.

Bragt i Jyllands-Posten den 18. marts 2021