Afdragsfri lån og en negativ rente, der kunne have lettet adgangen til boligmarkedet for ”helt almindelige” danskere, førte til en bolig­bob­­le. Det hele blev indregnet i udbudsprisen. Markedet er nu gået i stå, og forsmåede købere sidder tilbage med lange næser.  

Boligpriserne faldt med 6 pct. i 2022. Ikke siden Jerikos mure faldt, har vi oplevet en lignende vantro og afmagt. Men herregud da, er det nu så slemt? Ved udgangen af 2021 var huspriserne over 10 år steget med næsten 50 pct. Over 11 år er stigningen reduceret til 40 pct. I hele træskolængder.

Lægger man mediernes dækning af boligmarkedet til grund, forledes man til at tro, at danskerne identificerer sig som boligejere (indtil de springer ud som boligsælgere). Men sælgere alene udgør ikke et marked. Der må også boligkøbere til; de får ikke meget opmærksomhed. Boligejerne derimod er så mange, at de sædvanligvis kan forlade sig på politisk velvilje.

Det er som om, vi ikke rigtigt har gjort os klart, at hvad der er godt for boligmarkedet sjældent kommer boligkøberne til gode. Det bliver alt sammen kapitaliseret af sælger. Og så er vi jo lige vidt. Jævnligt kan vi høre om helt almindelige danskere, der ikke har råd til at bosætte sig i de større byer – og da slet ikke i hovedstaden. De har vor sympati, men de har ikke no’et at ha’ den i.

Det Systemiske Risikoråd advarede i juni 2021 mod en prisboble på boligmarkedet. Rådet henstillede til regeringen om at stramme adgangen til afdragsfri lån. Med afdragsfri lån og en rente omkring nul følte mangen en boligkøber sig ikke omfattet af de økonomiske tyngdelove.    

Erhvervsministeren valgte at gemme sig bag de økonomiske vismænd, som ikke mente, der var behov for indgreb. Året forinden gik samme minister i rette med Realkredit Danmark, der udviste rettidig omhu og forhøjede kravet til udbetaling ved køb af bolig til 10 pct. Skærpede krav til udbetalingen og et opgør med de afdragsfri lån kunne, til gavn for boligkøberne, have taget luft ud af prisboblen. Men Kollerup skulle ikke have noget klinket.

Gennem årene blev meddelelserne fra Den Europæiske Centralbank (ECB) om lave, og negative, renter, modtaget i Danmark med en eufori, som gjaldt det EM-triumfen på Ullevi i 1992. Og ECB lagde ikke skjul på hensigten: Vores negative renter tilskynder bankerne til at yde lån til lave renter, så mennesker og virksomheder kan låne billigt.

Men hvad med inflationen? Tja. I juli 2022, da inflationen i EU-landene nærmede sig 10 pct., hævede ECB renten for første gang i 11 år. Renten kom igen i positivt territorium. Danmarks Nationalbank – der forholder sig til ECB som bivognen til motorvognen – fulgte trop tre måneder senere.

Når boligboblen voksede til midt i 2022, skyldtes der ikke blot en meget imødekommende finanspolitik men også en hasarderet pengepolitik. ECB’s pengepolitik tager ikke sigte på forholdene i Danmark. Alligevel videretransmitteres ændringer i ECB’s rentesatser i forholdet 1:1 til helt almindelige danskere, heriblandt Larsen (Sven Møller Kristensen, Sangen om Larsen, 1935):

Han havde tænkt sig et hus med garage
og rigtig have som sku’ vær’ hans eg’n,
men det blev kun til to vær’lser og kammer
og en cykel og til bus, når det var regn.

Gennem 40 år havde vi vænnet os til, at renten kun gik en vej. Nedad. Obligationsrenten faldt fra mere end 21 pct. p.a. i 1982 til 0 pct. i 2021. Men hvem køber dog alla disse lavtforrentede obligationer, der skal gøre det muligt for Larsen at få egen fod under eget bord? Det gør alle de andre Larsen’er – og Larsen selv. Han har bare ikke indset det. Endnu.

ATP og pensionsselskaberne er storaftagere af realkreditobligationer. Gennem mere end 10 år har en kontroversiel pengepolitik ført til en negativ realrente. Det beskedne afkast kommer til udtryk, når Larsens pensionsopsparing skal veksles til pensionsydelser.

Nationalbanken hævede i december renten med 0,5 procentpoint til 1,75 pct. p.a. De private forretningsbanker fulgte efter med tilsvarende ændringer af rentesatserne. Som hovedregel forrentes nu også indlån i bankerne. Men det er dårlige nyheder i en svær tid, mener Forbrugerrådets cheføkonom. For hvad skal det nytte med en beskeden forrentning af indlånene, når inflationen er 8,7 pct. For rigtig mange danskere derimod bliver det virkelig hårdt, at udlånsrenten nu sættes op, slutter cheføkonomen.

Heller ikke denne gang kom Larsen ind på det forjættede boligmarked. Men det var ikke på grund af stigende renter, ej heller på grund af skærpede krav til udbetalingen. Den lave/negative rente udløste en ukontrollabel priseksplosion, der i svær grad vanskeliggjorde adgangen til boligmarkedet for ”helt almindelige” danskere.

Jyllands-Posten, 19. januar 2022

Læren af dommen er, at der ikke er et skærpet le­del­ses­­an­svar i bankerne, og at domstole­ne er forsigtige med at til­­­side­­sætte le­del­sens ”for­ret­nings­mæs­­sige” skøn. Be­sty­­re­lsen, der var vant til at holde sig i baggrunden, kvalificerede ikke til en dom.

Den 30. marts 2007 tog Roskilde afsked med den lokale bankkonge. Roskilde Banks mangeårige direktør Niels Valentin Hansen havde valgt at abdicere. Valentin blev behørigt fejret; Roskilde Garden var mobiliseret ved modtagelsen, der fandt sted i Guldaldersalen på Hotel Prindsen.

Året efter, den 25. august, overgav Roskilde Bank sig betingelsesløst til Det Private Beredskab og Nationalbanken. Den 15. september 2008 krakkede Lehman Brothers; en uge senere kom finanskrisen til Fjerritslev. Beredskabet kunne se frem til at blive overmatchet. Noget mere måtte til. Den 10. oktober 2008 fik vi lov om finansiel stabilitet; med loven fulgte afviklingsselskabet af samme navn.

Ingen tvivl blev ladt tilbage af Moster Skrap, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen. Der ville i kølvandet på finanskrisen blive søgt placeret et retligt ansvar. Der findes i lov om finansiel virksomhed en liste så lang som Midgårdsormen med straffebestemmelser. Der var bestemmelser nok at tage af.

Men, skulle det vise sig, ingen af bestemmelserne fandt anvendelse. På det største finansielle sammenbrud her til lands. I alt fald siden statsbankerotten i 1813. Det kan undre. For skal vi da konkludere, at de udskejelser, vi i 00’erne kunne iagttage blandt bankerne helt frem til Roskilde Banks fald, alle var inden for rammerne af lov om finansiel virksomhed? Hvis ja, kan det jo ske igen.

En række civile erstatningssager fulgte i stedet for. I den næstsidste af slagsen faldt der den 1. december dom ved Højesteret. Niels Valentin blev kendt erstatningsansvarlig for Roskilde Banks tab på fire aktiekreditter ydet i 2006-07 uden forudgående kreditvurdering. Inden for fjorten dage skal Valentin betale 232 millioner kroner i erstatning.

I december 2006 besluttede Roskilde Bank at iværksætte operation ”lån + salg af aktier”, der skulle sikre, at de største kunder havde”et passende antal aktier” i banken. Fire af bankens storkunder, Kenneth Schwartz Thomsen, Carsten Leveau, Steen Gude og Jens Juul-Hansen, der med engagementer på i alt 3 milliarder kroner i banken alle havde nok at se til, blev i december 2006 og ind i 2007 forsynet med Roskilde Bank aktier for 270 millioner kroner – et beløb, som banken i fuldt omfang finansierede.

At bankens bestyrelse gik fri kan undre. Netop i bankerne kommer bestyrelsen tæt på den daglige drift. Bestyrelsen skal således bevilge alle større lån og kreditter. Bestyrelsen i Roskilde Bank behandlede samtlige fire kreditter, der fældede direktøren. Men det falder i øjnene, at kreditterne for længst var trukket, når de, med flere måneders forsinkelse, blev forelagt bestyrelsen til efterbevilling. En svag bestyrelse, der villigt lod sig forføre af en viljestærk direktør, gik til opgaven med samme indstilling, som man finder den hos de tre vise aber, der hverken vil høre om, tale om eller se noget ondt.

Siden vi i 2002 fik tavlerne med reglerne for god selskabsledelse, har ingen kunnet være i tvivl om, at der påhviler bestyrelsen et selvstændigt ledelsesansvar. Med det store ansvar fulgte et betydeligt løft i bestyrelseshonorarerne. At sidde i bestyrelser er blevet et erhverv; vi har fået ”professionelle” bestyrelsesmedlemmer. Men hvad med ansvaret? Det blæser i vinden.

Der er ikke et særligt ledelsesansvar forbundet med pengeinstitutvirksomhed. Det fremgår af de domme, der er faldet i erstatningssagerne anlagt af Finansiel Stabilitet. Men måske der netop bør være et særligt ansvar forbundet med at deltage i ledelsen af finansielle virksomheder. Pengeinstitutterne har eneret til fra offentligheden at modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales. Det forpligter.

Pengeinstitutvirksomhed er, ikke overraskende, reguleret af et utal af bestemmelser. Et pengeinstitut skal have en kapital på mindst 8 pct. af aktiverne – sædvanligvis mere. Men pengeinstitutvirksomhed udøves i alt væsentligt med andre folks penge og ofte, viste det sig under finanskrisen, også for andre folks risiko.

Måske en ændring er på vej. Et politisk flertal blev i juni 2022 enige om at ændre bestemmelserne om ledelsesansvar i banker og finansielle virksomheder. Det skal gøres tydeligere for anklagemyndigheden og domstolene, hvornår reglerne skal bruges til at gøre ansvar gældende. Måtte det føre til en hurtigere sagsgang. 12 år tog sagen i Roskilde. Det er ikke godt nok – i en retsstat.

Jyllands -Posten, 8. december 2022

I kronik i Berlingske den 7. november har vi argumenteret for en opskrivning af kronens værdi som et oplagt alternativ til de seneste 40 års fastkurspolitik. Det har affødt en debat, som vi adresserer i det følgende.

Hvorfor en opskrivning af kronens værdi?

Fordi det vil afhjælpe de strukturelle problemer i dansk økonomi. Det vil reducere inflationen, styrke købekraften og mindske risikoen for en pris-lønspiral. Det vil føre til en mere afdæmpet udvikling i eksporterhvervene og et mindre pres på arbejdsmarkedet. Og det vil modvirke den negative realrente (rente minus inflation), som undergraver den danske pensionsopsparing.

De strukturelle problemer kan belyses ved at se på problemerne med at skaffe arbejdskraft til hjemmemarkedserhvervene og den offentlige sektor. Danmark får i år et betalingsbalanceoverskud på formentlig omkring 10 pct. af BNP. Frembringelsen af overskuddet lægger i runde tal beslag på 300.000 medarbejdere. Sådan har situationen været i et årti. Medarbejderne er hentet fra det øvrige samfund og udlandet. Ikke blot formindsker vi, noget usolidarisk, beskæftigelsen i udlandet som følge af vores alt for stærke konkurrenceevne; vi trækker også udenlandsk arbejdskraft hertil.

Danmarks valutapolitik kan og bør indgå i den offentlige debat

Der er behov for en debat om det nuværende valutakursregime. Niels Ginnerskov Christensen og Thomas Bernt Henriksen har med indlæg i Berlingske henholdsvis den 9. og 12. november meldt sig ind i debatten.

Vi er enige med Bernt i, at ledende politikere, Nationalbanken og andre, der har indflydelse på beslutninger om valutakurspolitikken, ikke kan deltage i en offentlig diskussion af valutakurspolitikken, idet de herved kan medvirke til at underløbe fastkurspolitikken.

Men det skal vel ikke afholde den økonomiske sagkundskab fra at deltage i en reel debat om valutakurspolitikken. Tværtimod er eksempelvis universitetsøkonomer forpligtet til at forske og bidrage til en fri debat om deres resultater. Nogle universitetsøkonomer er afskåret fra at deltage i debatten, fordi de ikke blot forsker, men også deltager i råd og nævn som rådgivere om den økonomiske politik. Forskernes policy-roller er, ikke mindst på dette område, ikke forenelige med rollen som uafhængig forsker og debattør.

Fra fast til flydende kurs

I 1982 havde Danmark en svag krone, en galoppende inflation, stor arbejdsløshed og et massivt underskud på betalingsbalancen. Fastkurspolitikken, gennem tilknytningen til D-Marken, viste sig at udgøre en effektiv kur mod dårligdommene. Det ændredes alt sammen, da vi i 2000 knyttede kronen til euroen. Euroen er ikke på samme måde, som D-Marken var, en stærk valuta.

Vores mere markedsorienterede løsningsforslag med overgang til et flydende valutakursregime á la regimerne i Norge og Sverige afvises af Bernt med henvisning til, at vi så ligesom i Norge og Sverige må acceptere større udsving i vores valuta.

Det samme synspunkt fremføres af Ginnerskov, som skriver “I den virkelige verden vil værdifastsættelsen af den danske krone være overladt til markedskræfterne, hvis kronen gøres frit flydende. Nationalbanken kan forsøge at påvirke kronens værdi ved at hæve og sænke renten, men den kan ikke sikre sig, at udsvingene i kronen bliver, som Nationalbanken ønsker det.”

Ja – sådan er det med markeder. Aktiemarkeder stiger eller falder med 20% fra det ene år til det andet, råvaremarkeder med 40%, grisemarkeder med 25%, valutaer med 10% – i særlige tilfælde endnu mere. Det afspejler blot en uforudsigelig og foranderlig verden. Vælger man at låse markedspriserne fast, får man andre problemer.

Eksempelvis har eurosamarbejdet medvirket til en kronisk ungdomsarbejdsløshed på 40% i Spanien og Grækenland. Og i Danmark til vedvarende strukturelle problemer.

Løsningen af sådanne problemer anser vi for langt væsentligere end Bernts og Ginnerskovs advarsel om en øget valutakursrisiko for virksomheder og pensionskasser, hvis vi opgiver fastkurspolitikken.   

Begges synspunkter er et udtryk for, at vi kan og bør styre kronekursen. Men det bedste vi kan håbe på er vel, at vi kan tilpasse os forholdene. Og her er priserne afgørende signaler – omend ufuldstændige.

Bernt og Ginnerskov forholder sig kritisk til vores forslag. Vi ser i debatten gerne forslag til, hvordan inflationen og de øvrige strukturelle problemer kan afhjælpes.

Den bedste løsning

En opskrivning af den danske krones værdi har aldrig været så oplagt som i 2022. Den bedste fremgangsmåde er antagelig at lade kronen flyde og hæve den danske rente med sigte på en stærkere kronekurs. Og det har Danmark som ét af få lande råd til i kraft af vores kroniske betalingsbalanceoverskud og en permanent mangel på arbejdskraft.

Med en opskrivning af kronens værdi vil vi på nuværende tidspunkt slå flere fluer med et smæk. På længere sigt skal man være klar over, at man kun delvist kan styre valutakursen ved hjælp af den indenlandske rente. Man er undergivet markedsvilkårene, hvad man i øvrigt også er ved fastkurspolitik.

I mere end 10 år har Den Europæiske Centralbank (ECB) ført en pengepolitik, der har været uhensigtsmæssig set med danske øjne. Årsagen bunder i, at ECB har ført en pengepolitik tilpasset de særlige problemer i de sydeuropæiske lande; ECB har svigtet klassiske centralbankopgaver som at sikre stabile priser. Vi ser ingen tegn på et skift heri og anbefaler derfor, at dansk penge- og valutapolitik indrettes efter behovet i Danmark.

——-

Kommentaren, der er skrevet i samarbejde med Anders Grosen, tidligere professor i finansiering, og Johannes Raaballe, lektor emeritus ved Aarhus Universitet, kunne den 28. november 2022 læses i Berlingske.

I valgkampen afsæt­tes der mil­li­ar­der, vedtages hjælpepakker og prisloft for energi. Det fører næp­pe til kortere ventelister, det får ikke infla­ti­onen til at gå væk – tværtimod, og prisloftet er en afbetalingsordning. Et kviklån.

Vi bombarderes i valgkampen med gode tilbud. Lavere skatter og større offentlige ydelser, som ingen kan være imod. Det fremgår sædvanligvis, med småt, at tilbuddene er fuldt finansieret. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at finansieringen består af mindre offentlige ydelser og højere skatter.

De konservative har fremlagt en plan, som skal fjerne topskatten og sænke skatterne med 40 milliarder kroner. – Vi vil give dig og din familie større økonomisk frihed ved at sænke skatten på arbejde, arv, biler og boliger for alle danskere. Er nogen imod?

En helt almindelig arbejderfamilie kan se frem til 11.200 kroner mere om året, oplyser partiet. Vi hører i valgkampen meget om danskerne, om almindelige og helt almindelige danskere. Sjældent hører vi noget om ualmindelige danskere. Dem må der vel også være nogen af.

Skatteplanen forudsættes finansieret ved lavere overførselsindkomster og besparelser. Sidst i planen findes en oversigt over finansieringen, der bl.a. indeholder en besparelse på DR på 300 millioner kroner. DR kvitterede straks for opmærksomheden ved at lade den borgerlig-liberale tænketank CEPOS beregne skatteplanens effekt til 84.600 kroner for en ualmindelig(?) direktørfamilie

Politikerne er fulde af handlekraft og gode ideer. Psykiatrien er et af de områder, der er top of mind. Angiveligt har op mod halvdelen af en ungdomsårgang behov for en udredning. Smag på ordet. Udredning! Men hvordan er det dog kommet dertil, at halvdelen of vore børn og unge kvalificerer til en udredning? I Danmark, verdens næstlykkeligste land!

I september indgik regeringen en bred aftale med bl.a. Venstre om en tiårsplan, som sikrer psykiatrien et permanent løft på 0,5 milliard årligt. Blot 2 uger senere overhalede Venstre indenom! Over 10 år vil partiet nu øge bevillingerne til 4 milliarder kroner årligt. Sandelig, tingene bevæger sig i dansk politik.

4 milliarder svarer vel til 4.000 psykiatere. Men at man afsætter et milliardbeløb fører dog ikke til flere psykiatere. I september 2019 afsatte regeringen midler til yderligere 1.000 sygeplejersker. I maj 2022 var der 573 færre sygeplejersker end på samme tidspunkt i 2019. Oh, when will they ever learn?

Inflationen er politikernes største hovedpine. Som med psykiatrien forsøger vi med hjælpepakker at lindre konsekvenserne i stedet for at gå til ondets rod. Nok er inflationen i vidt omfang kommet til os udefra, men det betyder dog ikke, at vi så ikke kan gøre noget ved den. The fault, dear Brutus, is not in our stars – but in ourselves. (Shakespeare).

Importen af energi og råvarer afregnes typisk i dollars, som over et år er steget med næsten 20 pct. over for kronen. Importen er blevet dyrere i danske kroner, der er trukket med ned af en svag euro – en konsekvens af en valutapolitik, vi selv har valgt.

Folketinget vedtog i september en vinterpakke med bl.a. en midlertidig reduktion af elafgiften med 68 øre til 0,8 øre/kWh. Blot 2 uger forinden havde Tinget med en hastelov sænket afgiften med 4 øre/kWh! Men vi kommer nok til at høre mere om elpriserne. For nok er gassen blevet dyrere. Men i stigende omfang danner sol og vind, som kommer uden regning, grundlag for dansk elproduktion. Hvorfor er prisen på el da steget så voldsomt, at staten måtte træde til med kviklån til nødstedte elforbrugere?

Med elreformen i 1999 bortfaldt hvile-i sig-selv-princippet. Vi gav os nyliberalismen i vold. Prisdannelsen på el reguleres nu af klassisk gevinstmaksimeringsteori. Prisen på el, der varierer fra time til time, fastsættes på grundlag af prisen på den dyreste energikilde (ofte, men ikke altid, gas), der medgår til produktion af den sidste elmængde. Når der i elproduktionen indgår gas, er der er en overnormal fortjeneste (windfall gain) på den grønne energi.

Som Green Power Denmark, en interesseorganisation for den danske elsektor, udtrykker det prisværdigt klart: Elmarkedet er nemlig en grundigt gennemtænkt markedsøkonomi, der opererer ud fra den grundpræmis, at den billigste metode til at producere strøm får lov først, mens den sidste metode, der er brug for i en given time, bestemmer prisen for det hele.

Den lave pris på vedvarende, grøn energi slår, som det fremgår, kun i beskedent omfang igennem hos danske elforbrugere. Medvirkende hertil er, at billig, dansk produceret el eksporteres til Tyskland og Holland, når fortjenesten her er større. Forstå det nu!

Ifølge statsministeren er dansk økonomi bomstærk. Det klin­ger hult blandt forbrugerne. Regeringen bør interessere sig me­­­re for, hvorfor vi med en bomstærk økonomi har åbenbare ba­lanceproblemer med behov for jul­ehjælp. Hele året.

Valgkampen er i fuld gang. Det er lettere uvirkeligt; der er slet ikke udskrevet valg. Alligevel hører vi hver dag lyden af valgtrommer, alligevel serveres der hver dag valgflæsk ad libitum. Inden det tager en ende med al tummelen, vil vi sikkert være godt trætte af vore kårne mænd og kvinder på tinge.

Forrige søndag deltog statsministeren og to ledende oppositionspolitikere i en TV-debat. Et gennemgående tema i debatten var økonomien, som statsministeren frimodigt karakteriserede som bomstærk. Men hvordan passer nu Holger Normalforbruger ind i statsministerens fortælling?

Aktuelt slås forbrugerne med voldsomt stigende priser på fødevarer og andre daglige fornødenheder. Energipriserne er gået gennem loftet. Mange husholdninger kan ikke længere få enderne til at nå sammen. Hvad mon de dog oplever ved at høre statsministeren karakterisere økonomien som bomstærk? Det er i alt fald ikke deres økonomi, statsministeren taler om.

Men hvis økonomien er bomstærk, hvorfor måtte da staten midt under hedebølgen i august støtte 400.000 husstande med en skattefri varmecheck på 6.000 kroner? Ifølge det oplyste er checken udbetalt til alle husstande med en indkomst på under 706.000 kroner og en bolig, der opvarmes med gas eller el. På vandrørene kan man høre, at ganske mange, som ingenlunde opfylder kriterierne, også har fået en varmecheck. Og nu kan de ikke få lov til at betale pengene tilbage. Det er jo forargeligt.

Og hvorfor vedtog Folketinget den 8. september aftalen, hvorefter 290.000 danskere, som i fjor modtog en ældrecheck, skal have udbetalt en økonomisk støtte på yderligere 5.000 skattefri kroner? Er økonomien bomstærk, når op mod halvdelen af befolkningen skal have julehjælp året rundt for at klare dagen og vejen?

Ufortrødent forsætter regeringen sin kamp mod vejrmøller. Over for udvalgte grupper (der kan antages at ville stemme rødt?) søger regeringen at mildne virkningerne af inflationen med en check. Men det er som at slukke et bål med benzin; det er som et gensyn med den automatiske dyrtidsregulering, der virkede som generator for løn- og prisspiralen.  

Også lejerne kan glæde sig over regeringens omsorg. Den 26. august indgik regeringen med støttepartierne en aftale omfattende 160.000 lejere med private udlejere, der lader lejen følge udviklingen i nettoprisindekset. Efter aftalen indføres der nu et loft over huslejestigningerne, således af huslejen de næste to år ikke kan stige med mere end 4 procent årligt. ”For regeringen har det været afgørende at passe på de danske lejere,” udtaler boligministeren patetisk. Hvad man nu end måtte mene om indgrebet – og ministerens omklamring af sagesløse danskere, så er det et angreb på den højt besungne aftalefrihed. Det skal blive spændende at se, hvor den sag ender.

Oppositionen lancerede i TV-debatten et forslag om at reducere elafgiften pr. kWh med 72 øre fra gældende 72,8 øre til 0,8 øre (EU’s mindstesats). Men forslaget, der for en gennemsnitsfamilie med et elforbrug på 4.000 kWh anslås at ville indebære en årlig besparelse på 3.575 kroner, får ikke medløb hos regeringens støttepartier. Enhedslisten mener, at det ikke er målrettet nok at lempe elafgiften for alle – også den evige direktør, ”der ikke har brug for det”. Karsten Hønge (SF) kalder Venstres forslag for ”hamrende asocialt”. Jamen dog.

Elafgiften er en punktafgift. Den er ens for alle lige som punktafgifter på f.eks. benzin, mousserende vin og glødelamper. Da vi i sin tid indførte elafgiften og senere forhøjede den, var der enighed om, at afgiften skulle være ens for alle rangklasser. Nu overvejer vi at reducere elafgiften. Men hvorfor skal afgiftslempelsen nu ikke være ens for alle? I øvrigt er det vel klart nok, at jo mindre budgettet, jo mere fylder elregningen. Hvori da det asociale?

Regeringen har siden oplyst, at elafgiften vil blive reduceret med 4 – fire – øre pr. kWh. Det indebærer en årlig besparelse på 200 kroner for en gennemsnitsfamilie. Det er jo at gøre grin med borgermusikken. Det synspunkt har været fremført, at vi, med en lavere elafgift, blot vil øge forbruget af den dyre el. Det er jo godt at vide, at nogen passer på os og beskytter os mod at begå dumheder. Men mon ikke vi kan forlade os på, at tårnhøje elpriser, der over det seneste år er femdoblet, vil afholde os fra at fyre den af.

Jyllands-Posten, 15. september 2022

ECB har svigtet målsæ­tning­en om en inflation på 2 pct. I Dan­­­mark er infla­ti­o­nen 9,1 pct., men Nationalban­kens ren­te, der skal fastholde en kunstigt lav kronekurs, er fortsat ne­ga­tiv. Imens vokser balanceproblemerne i dansk økonomi. 

Det var breaking news, da Den Europæiske Centralbank, ECB, den 21. juli for første gang i 11 år hævede renten. Men ECB kunne lige så vel have oplyst, at banken helt havde afskaffet renten. Nok hævede ECB renten med ½ pct., men det var fra -½ til 0. ECB efterlever nøje Koranen, hvorefter det er i strid med Profetens lære at befatte sig med renter.

I Danmark er inflationen 9,1 pct., medens Nationalbankens indlånsrente er -0,1 pct. Det rimer ikke. Men medens inflationen årligt får 9 pct af opsparingen til at forsvinde, retter frustrationen sig mod bankerne, der af større indlån beregner sig en marginal på 0,1 pct. Hvi ser vi splinten, men ikke bjælken?

ECB har til opgave at fastholde prisstabilitet. Bankens pengepolitik skal sikre, at inflationen hele tiden er lav, stabil og forudsigelig. Men ECB, der på mellemlangt sigt har en inflation på 2 pct. som mål, kunne ikke genkende inflationen, da den for 1½ år siden igen viste sit grimme fjæs.

I euroområdet er inflationen siden årsskiftet 2020/21 steget fra -0,3 pct. til 8,9 pct. Igen, igen oversteg inflationen bankens forventninger. Igen, igen fastholdt ECB, at inflationen blot var midlertidigt. Ja, hvem ved? In the long run we are all dead. Men i mellemtiden? På sine ”rentemøder” forsikrede ECB, at bankens rentesatser ville forblive på det lave (negative) niveau, indtil inflationen når 2 pct.! Da inflationstoget i 2021 accelererede ud fra perronen, stod ECB tilbage. Rådvild og handlingslammet.

Lagarde, ECB’s præsident, var talking the talk. ECB havde fortrængt Friedmanns simple definition, hvorefter inflation is too much money chasing too few goods. ECB sad på hænderne, alt imens inflationen tog fart. Med massive pengeudpumpninger skubbede centralbankerne kraftigt til priserne på faste aktiver. Resultatet var meget betydelige windfall gains på navnlig aktier og fast ejendom – og større økonomisk ulighed. Erhvervsministeren nøjedes med at lange ud efter den negative indlånsrente – en konsekvens af regeringens fastkurspolitik. Igen fyldte splinten mere end bjælken.

ECB har påtaget sig opgaver, der ikke er forenelige med bankens forpligtelse til at sikre prisstabilitet. Ansvaret for en større del af den økonomiske politik forekommer under finanskrisen – senere gældskrisen, pandemien og nu krigen i Ukraine – at være overgået fra de politiske myndigheder til centralbankerne. Det er problematisk. Centralbankerne er uden for demokratisk kontrol. Og vi risikerer, at de forsømmer deres primære opgave: at sikre prisstabilitet.

Lagarde, der ikke har stået i mesterlære som centralbankchef, udtalte på et pressemøde i marts 2020 – med klar adresse til Italien og Mario Draghi, sin forgænger i embedet – at “we are not here to close spreads”. Markedet, snarere end ECB, måtte fastsætte forskellen på den italienske og den tyske statslånsrente. Det skulle hurtigt vise sig, at det netop var ECB’s opgave; Lagarde måtte gå canossagang.

Men er det muligt på én gang at bekæmpe inflation i euroområdet og at skærme stærkt gældsatte middelhavslande, som Italien, mod stigende renter? Ja, siger teknokraterne i ECB. Med TPI, et Transmission Protection Instrument. Jaså.

Schlüter regeringen bandt sig i 1982 til masten og lod kursen på den danske krone følge D-marken. Det var et heldigt træk; ved årtusindskiftet havde den bomstærke tyske valuta trukket kronen, og dansk økonomi, væk fra afgrunden. I 2002 afskaffede Tyskland D-marken til fordel for euroen. Mekanisk videreførte regeringen fastkurspolitikken – men nu over for euroen. Og det er eine ganz andere Sache.

I stigende grad indrettes ECB’s pengepolitik efter forholdene i middelhavslandene snarere end i Nordeuropa. Euroen er ikke nogen stærk valuta. Over det seneste år er euroen, og kronen, over for dollaren faldet i værdi med 14,3 pct. Importen navnlig af råvarer og energi afregnes i vidt omfang i dollars. For Danmark indebærer en kunstigt lav kronekurs således en betydelig, importeret inflation.

Danmark var i 1982 udfordret af en stærk inflation, en høj rente og en svag krone. Nu, 40 år senere, har vi igen en stærk inflation, men vi har en negativ rente og en stærk krone. Vi er blevet herrer i eget hus. Det er ikke åbenbart, at der i Danmark skal føres samme pengepolitik som i Italien.

Det er tid for et eftersyn af dansk fastkurspolitik.

Jyllands-Posten, 4. augsut 2022

ECB har til formål at sikre stabile priser i euroområdet. Men banken er med en negativ rente kommet for sent til at be­kæmpe en inflation på 8 pct. Med fastkurspolitikken har også Dan­mark sat sig skakmat i kampen mod inflationen.

Dansk økonomi befinder sig i en uvirkelig tilstand. Økonomien buldrer derudad. IMD (Schweiz) placerer i en dugfrisk opgørelse Danmark som verdensetter i konkurrenceevne. Erhvervslivet råber på arbejdskraft. Det samme gør store dele af den offentlige sektor – f.eks. sundhedsvæsenet.

Danmark skovler hvert år et par hundrede milliarder kroner hjem i overskud på betalingsbalancen. Ved forelæggelse af finanslovforslaget for 2007 udtalte Thor Pedersen: ”Over tid ender det med, at vi ejer hele verden”. Det endte året efter med en finanskrise. Men hvad skal vi med al den rigdom? Og hvad er det i øvrigt med den rigdom?

For mens eksporterhvervene ikke kan få armene ned, så har det været nødvendigt at bevilge en halv million husstande hjælp til betaling af varmeregningen. Men også førtidspensionister og modtagere af ældrechecken behøver hjælp, mener regeringen.

Årsagen er en historisk høj inflation på 7,4 pct., der udhuler købekraften hos pensionister og lønmodtagere. Også erhvervene rammes af inflationen. Men mange virksomheder har med en kunstigt lav kronekurs fået overnormale kræfter; det er den lave kronekurs, der driver det store overskud på betalingsbalancen. Alt imedens økonomien er i overdrive, suger mange pensionister og lønmodtagere på labben. Dansk økonomi er ikke i balance.

Danmarks Nationalbank, der har som et overordnet formål at sikre stabile priser, er slået op i banen. Sædvanligvis bekæmper Nationalbanken inflationen med en højere rente. Men This Time is Different. Siden i fjor har Nationalbanken haft en negativ indlånsrente, som – til oplysning for erhvervsministeren – er den rente, der er bestemmende for pengeinstitutterne rentesatser.

Nationalbanken har deponeret sine handlemuligheder hos ECB i Frankfurt. I 2000 stemte et flertal af danskere nej til at indføre euroen som valuta i Danmark. Det overhørte et flertal i Folketinget, som fastlåste kronen til euroen for derved at sikre en lav og stabil prisudvikling. Det sidste har karakter af en besværgelse. Fastkurspolitikken sikrer en stabil kurs – på euroen – men ikke stabile priser.

I konsekvens af fastkurspolitikken følger Nationalbanken ECB’s renter. Manende oplyser ECB, at prisstabilitet er pengepolitikkens bedste bidrag til økonomisk vækst. Sandt nok, men tomme ord. Inflationen i euroområdet er på 8,1 pct., og ECB holder krampagtigt fast i en negativ rente på 0,5 pct., som man dog gør klar til at hæve i juli. Til -0,25 pct.!

ECB har tabt sutten. Banken har ladet sig tage som gidsel af Mario-whatever-it-takes-Draghi og Italien. Så sent som i marts 2020 udtalte Christine Lagarde, ECB’s nyudnævnte præsident, at det ikke er ECB’s opgave at begrænse spændet mellem den italienske og den tyske statslånsrente; ECB’s opgave er at bekæmpe inflationen og at sikre stabile priser. Det er godt to år siden – det synes som en evighed.

I en gådefuld pressemeddelelse af 15. juni 2022 oplyste ECB, at banken har forpligtet sig til at handle på en måde, som skal forhindre tilbagevendende risici for en sprængning af euroområdet. Det skal formentlig forstås på den måde, at ECB nok vil hæve renten, men at banken vil tilstræbe, at renteforhøjelsen ikke slår fuldt igennem i de økonomisk hårdest ramte lande i euroområdet.

ECB har sat sig for at løse cirklens kvadratur. For i euroområdet er der én og kun én valuta – euroen. Der er af samme grund én og kun én risikofri rente i euroområdet. Men der kan inden for euroområdet naturligvis godt være låntagere af forskellig bonitet – og dermed også forskelle på risikopræmien.

Men hvad er det da, ECB har under overvejelse? Er det selektive støtteopkøb, der skal reducere risikopræmien? Det lyder ikke betryggende. ECB finansierer allerede i dag mere end en fjerdedel af en meget betydelig italiensk statsgæld – omkring 160 pct. af bruttonationalproduktet. ECB har gjort problemerne i Italien og i andre stærkt gældsatte middelhavslande til sine.

Men er rollen som lender of last resort til Italien forenelig med ECB’s rolle som uafhængig centralbank? Interessekonflikten er åbenbar. En lav (negativ) rente og en høj inflation medvirker til at lette gældsbyrden for den italienske stat. Men hvor langt kan ECB strække sig, inden bankens troværdighed lider ubodelig skade? 

I øvrigt mener jeg, kronen bør revalueres.

Jyllands-Posten, 22. juni 2022

Det afgørende er ikke, om en euro koster kr. 7,46, lidt me­­re eller lidt mindre. Det afgørende er købekraften – hvad kan man købe for en krone? Har Nationalbanken glemt det i et monomant forsvar af den faste kronekurs?

Regeringen er i færd med sammen med støttepartierne at genindføre dyrtidsreguleringen. Men denne gang er den vist ikke automatisk. Og den gælder ikke for alle. Den er ifølge Olsen Dyhr forbeholdt helt almindelige danskere. Det er lidt uklart, hvem der opfylder kriterierne. Men mon ikke det vil vise sig, at der er mange almindelige danskere i Nordjylland. De bor i alt fald ikke i Nordsjælland; folk med bopæl nord for København vil ikke være omfattet af den særlige dyhrtidsregulering.

I februar besluttede regeringen at udbetale en check til dækning af stigende udgifter til opvarmning med el og gas. Checken, der senere blev fastsat til kr. 6.000, udbetales til efteråret til ca. 419.000 husstande, der i 2020 havde en samlet indkomst på ikke over 650.000 kroner. Bemærk udtrykket varmecheck. Det er de færreste, der kan huske, hvordan en check ser ud. Måske udtrykket blot skal fremkalde billedet af mor Mette, der sidder og skriver checks ud til frysende vælgere.

Men det stopper ikke her. Den 25. april oplyste statsministeren, der havde skaffet sig tid hos TV-Avisen, at 290.000 modtagere af ældrechecken kan se frem til i år at modtage en ekstra check på 5.000 kroner. Som varmechecken skal den ekstra check være skattefri. Sæsonen for stemmefiskeri var gået ind.

”De stigende priser gør ondt, især på nogle af vore pensionister”, oplyste statsministeren, der føjede til, at også førtidspensionister kan se frem til at modtage en ekstra check. Basaren var åben. Nu kunne også andre byde ind. Enhedslisten vil også have en check til arbejdsløse, syge og studerende. SF vil forhøje den grønne check til børn med 1.500 kroner, og Dansk Folkeparti vil have genindført håndværkerfradraget, som netop er afskaffet, efter at vi i årevis har haft en overefterspørgsel efter håndværkere.

Også Skatterådet ser fjernsyn. Den 26. april oplyste rådet, at man pga. stigende benzinpriser har besluttet at forhøje satserne for kørselsfradrag med 18 øre pr. km. Denne gang var de ualmindelige danskere i Nordsjælland sluppet med. Bare vent, til fru Dyhr opdager det.

Men havde det dog ikke været at foretrække, om man – i stedet for denne kaskade af checks til helt almindelige danskere – midlertidigt havde reduceret de enorme energiafgifter, der er fastsat i en anden tid og med et andet sigte. Mon ikke der med gældende energipriser er den fornødne tilskyndelse til at skrue ned for radiatoren?

Nej, ifølge de røde partier vil generelle afgiftslettelser ikke i tilstrækkelig grad lette byrden for de svagest stillede. Jamen, hvis det er den almindelige opfattelse på tinge, så må Folketinget jo hæve personfradraget eller reducere satsen for bundskat. Også det kan man jo gøre midlertidigt; og det kan gives umiddelbar virkning.

Problemet er inflationen; med 6,7 pct. har vi i Danmark den højest målte inflation i 38 år. Den bekæmper vi ikke med ufinansierede kompensationsordninger. Inflationen er en sag for Nationalbanken, der har som et af sine overordnede formål at sikre stabile priser. Det gør banken, oplyser den, med en fast kronekurs over for euroen. Det er et automatsvar uden reelt indhold.

Den faste kronekurs er ikke længere midlet, der skal sikre stabile priser. Den faste kronekurs – alene over for euroen vel at mærke – er blevet målet. Det er dog tankevækkende, eftersom et flertal i september 2000 stemte nej til at lade Danmark deltage i den fælles valuta.

Nationalbanken spejler Den Europæiske Centralbanks rentesatser. Med en negativ rente har ECB vendt ryggen til inflationen, der i EU nærmer sig 8 pct. Det er ikke betryggende. ECB har ladet sig tage som gidsel af gældsplagede middelhavslande, der ved en renteforhøjelse risikerer at falde ud af eurozonen.

Med fastkurspolitikken tjener Nationalbankens rentesatser alene til at fastholde kronekursen over for euroen. Nationalbanken kan ikke på én gang sikre en fast kronekurs og stabile priser. Nationalbanken har valgt side til fordel for den faste kronekurs; med inflationen må det gå, som det kan.

Nationalbanken må genopfinde sig selv. En opskrivning af kronen over for euroen kunne være tricket. En højere kronekurs vil medføre en forøget købekraft; vi vil kunne se frem til en lavere inflation. Vi vil få et mindre overskud over for udlandet. Og hvad så? Længe har vi haft et årligt overskud på et par hundrede milliarder på betalingsbalancen. Til hvilken nytte?

Jylladns-Posten, 12. maj 2022

I 2020 forsvarede organisationerne retten til at beholde co­ro­­na­støtten – også for virksomheder uden behov for støtte. I dag pukker vi på selskaber, der driver virksomhed i Rus­land. Har vi fået andre normer for erhvervslivet?

Det er, som om dansk økonomi ikke har kunnet finde tilbage til normalen, siden finanskrisen ramte os i 2008. Inden vi havde fået vejret igen, blev Europa i 2010 ramt af en statsgældskrise, som er hos os endnu. I 2020 kom COVID-19 til Danmark. Dårligt nok havde vi smidt masken, før Putin i februar 2022 slap helvede løs i Ukraine. For et år siden var mange danskere ikke i stand til at udpege Ukraine på et landkort; nu har landet fået status af dansk nærområde.

Vi har vænnet os til, at staten har spændt et sikkerhedsnet ud under borgerne – danskerne, som socialdemokraterne ynder at udtrykke sig. Siden 2008 – også før, men næppe så massivt – har også erhvervsdrivende virksomheder været omfattet af velfærdsstatens sikkerhedsnet. Det er afhængighedsskabende. Hos modtagerne – og hos politikerne! Og som krigen kommer hjælpen med en pris, som det hedder på Christiansborgsk. Det kan bankerne tale med om.

Over perioden 2008-12 blev vi begavet med 5 bankpakker. Men pakkerne havde det fælles kendetegn, at aktionærerne og den ansvarlige kapital skulle holde for, før staten greb til lommerne. Ordningerne havde ikke til formål at undsætte aktionærerne. Bankerne, der betalte 25 milliarder kroner for statsgarantien, holdt i øvrigt staten skadesløs.

Ikke desto mindre har bankerne fået en dummebøde. Bankerne skal med et såkaldt samfundsbidrag – en eufemisme for en ekstra selskabsskat på 4 pct. – fra 2024 hvert år bidrage med 2,1 milliarder kroner, for at Arne kan få et par år mere på sofaen. Det er ikke en retsstat værdigt; det er populisme af værste slags. Gad dog nok vide, hvad der venter de virksomheder, der lod sig friste af lønkompensationsordningen og diverse hjælpepakker.

Omkring 1.000 selskaber, heriblandt A.P. Møller, Grundfos og Bestseller, tilbagebetalte af egen drift ca. 400 millioner modtaget under lønkompensationsordningen. Men virksomhederne er skam berettiget til at beholde kompensationen, selv om de klarer sig fint foruden, fastholder lobbyorganisationerne. Vist så.

Danske virksomheder er i øvrigt også berettiget til at opretholde deres virksomhed i Rusland. Alligevel er den fremherskende opfattelse den, at Ecco, FLSMIDTH, Brdr. Hartmann og Rockwool er i færd med at placere sig på ”den forkerte side af historien”. Tidligere på ugen indledte Carlsberg tilbagetoget fra Moskva.

Ole Sohn, tidligere erhvervsminister, mener, at staten bør kompensere virksomhederne for en del af det tab, de måtte få på grund af Ruslands krig i Ukraine. Måske Sohn her gør regning uden vært. – Vi kommer ikke til at kunne kompensere alle for alt, som finansministeren udtalte forleden. Lad os holde ham fast på det. Vi kan ikke løfte os selv ved håret. Lad det ikke gå os, som det gik molboerne, der bar hyrden ind på marken, for at han ikke skulle træde kornet ned. Virksomhederne har taget en kalkuleret risiko. Med mulighed for gevinst – og tab.

Søndag den 6. marts blev en bred kreds af partier enige om at øge forsvarsudgifterne fra 1,5 pct. i 2023 til 2 pct. af BNP i 2033. Det indebærer en årlig udgiftsforøgelse på 18-19 milliarder kroner, når stigningen er faset ind. Det svarer til en minkpakke – hvert år. Alle kunne se flammerne slå ud fra laden; nu gjaldt det om i en fart at få forhøjet forsikringssummen. Også for Mai.

For at udgifterne til krudt og kugler nu ikke skal gå ud over den offentlige velfærd, vedtog Folketinget at ændre budgetloven, således at det årlige offentlige underskud nu kan udgøre 1 pct. mod tidligere ½ pct. af BNP. Budgetloven vedtaget af Folketinget i 2012 skal sikre balance på de offentlige finanser. Men som alt menneskeskabt kan loven ændres – af Folketinget. Bare en gang til, så sker det aldrig, aldrig mer’. Det lover vi hinanden.

Anderledes kompliceret er det at hjælpe de hårdest ramte til at holde varmen. Den 11. februar besluttede regeringen og støttepartierne at afsætte 1 milliard kroner, der finansieres af krigskassen. Sådan hedder det. 320.000 husstande i områder med gasopvarmning kan se frem til at modtage en skattefri varmecheck på indtil 3.750 kroner.

I bedste fald kommer checken frem i august eller september. I år. Men det forudsætter, at Folketinget vil hastebehandle lovforslaget. – Der er nogle ting, der skal være på plads, også med lovhjemmel, oplyser statsministeren. Men hvorfor nu så sippet, fru Frederiksen?

Når Holger Normalforbruger hos sin leverandør køber naturgas for 100 kroner, så går der 53 kroner i statskassen som afgifter og moms. Og når Holger køber el for 100 kroner, så går der 69 kroner i statskassen. Havde det dog ikke været nemmere med en midlertidig reduktion af energiafgifterne, eventuelt momsen?

Men for guds skyld lad det være simpelt – af hensyn til Skat.

Jyllands-Posten, 31. marts 2022

Der er mangel på arbejdskraft. Men hvorfor er der det? Det bør regeringen tænke nærmere over, inden den by­­der sig til over for arbejdsmarkedets parter.

Den 21. januar 2022 fremlagde regeringen en reformpakke, der skal gøre Danmark rigere, grønnere og dygtigere. Det lyder jo forjættende. Men først og fremmest skal reformudspillet få flere i arbejde. Kort og godt. Det er et problem, lyder det, at der fortsat er for mange, der ikke arbejder. Godt så.

Men for arbejdsgiverne er det alt sammen ikke så ligetil. Erhvervslivets førende lobbyister, topcheferne i Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Erhverv og Dansk Industri, havde forleden i Berlingske en indtrængende appel til politikerne. Man kunne næsten høre Holbraad, Mikkelsen og Sandahl Sørensen græde i kor.  

Virksomhederne er ved at løbe tør for nye medarbejdere, som erhvervslivets talsmænd så smagfuldt udtrykker det. Godt at vide, at vi, ifølge statsministeren, befinder os i hjertet af EU. For her findes 15 millioner ledige omfattet af bestemmelsen om arbejdskraftens frie bevægelighed. Men det er ikke nok for arbejdsgiverne. De vil have mulighed for at hente arbejdskraft også uden for EU.

Men det er vel ikke indlysende, at man efter behov blot kan skrue op og ned for tilførslen af arbejdskraft som for et vilkårligt drivmiddel. Mange husker endnu gæstearbejderne, som sidst i 60’erne og først i 70’erne kom hertil fra Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan. Før vi havde set os om, var gæstearbejderne blevet til fremmedarbejdere.

Men hvad er det egentlig for en opgave, de politiske myndigheder har sat sig for at bidrage til? Om vi har haft held til at skabe fuld beskæftigelse her til lands, hvordan kan det da være en opgave for vore folkevalgte politikere at skaffe endnu flere i beskæftigelse?

For hvad bruger vi dog al den arbejdskraft til? Ja, en del af arbejdskraften er beskæftiget i eksportindustrien og i importkonkurrerende erhverv. Og hvad sker der lige her? Jo, her skabes, år efter år, et overskud på op mod 200 milliarder kroner på betalingsbalancens løbende poster. Men hvad skal et kronisk overskud af den størrelse dog være godt for? Ligevægt på betalingsbalancen er over tid det optimale for ethvert land.

Danmark har et overskud på betalingsbalancen på ca. 8 pct af bruttonationalproduktet. Lad os, for pædagogiske formål, blot antage, at 8 pct. af arbejdsstyrken er beskæftiget med at frembringe dette overskud – et overskud, som ikke umiddelbart bidrager til levestandarden blandt landets borgere. Overskuddet i form af varer m.v. afleveres til udlandet. På kredit ganske vist. Det giver for samfundet ingen mening. Vi fråser med den knappe arbejdskraft; vi fyrer for fuglene.

Dansk økonomi er ikke i balance. Et kronisk overskud på betalingsbalancen og en akut mangel på arbejdskraft er klare tegn på ubalance. Og hvad gør regeringen? Den sidder og nørkler med dagpenge, modregning i pensionen til arbejdsaktive seniorer og fradrag for kontingent til fagforeningen. Og, ikke at forglemme, aftalen om international rekruttering af arbejdskraft, der i en periode på to år indebærer en lavere nedre grænse for lønnen til udenlandsk arbejdskraft.

Årsagen til den ganske misere er en kunstigt lav kronekurs bestemt af en svag euro. Vi er blevet ekstremt konkurrencedygtige over for udlandet. Eksporterhvervene suger arbejdskraft til sig. Fra udlandet, fra hjemmemarkedserhvervene og fra, eksempelvis, sundhedssektoren. Det kroniske overskud på betalingsbalancen og behovet for at tiltrække arbejdskraft fra udlandet er blandt konsekvenserne af den (for) lave kronekurs.

En fortsat mangel på arbejdskraft vil føre til lønstigninger, der vil føre til prisstigninger, der igen vil føre til … Inflation altså. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Et velegnet middel mod mangel på arbejdskraft med løn- og prisstigninger til følge vil være en opskrivning af værdien af den danske krone. En højere kronekurs vil føre til et fald i overskuddet på betalingsbalancen. Eksporten vil falde og importen stige med en mindre dansk efterspørgsel efter arbejdskraft til følge. En opskrivning af kronen vil indebære en lavere inflation og en højere realløn. Men tilsyneladende er en opskrivning af kronen ikke på agendaen. Det forholder sig med kronekursen som med tegninger af Profeten – emnet er belagt med tabu. Der er investeret en enorm politisk prestige i eurosamarbejdet – en konstruktion, der knager slemt i fugerne. Ingen tør åbne Pandoras æske.

Jyllands-Posten, 17. februar 2022