Et gigantisk jordskred truer naturen og beboerne i Ølst. Nordic Waste har vendt ryggen til ansvaret som operatør. Kommunen har svigtet sit ansvar som tilsynsmyndighed, og politikerne udstiller en ringe viden om selskabsret. Det er en skandale.

Et bjerg af forurenet jord har sat sig i bevægelse i Ølst Bakker syd for Randers. 3 mio. kubikmeter jord truer med at forurene Alling Å. Kommer jordskredet ikke under kontrol, risikerer landsbyen Ølst at blive begravet under fem meter jord. Alle, der har besøgt Pompeji, kan forestille sig, hvad der disse dage går gennem hovedet på de stakkels mennesker i Ølst.

I Randers har man siden den 10. december kæmpet heroisk for at bringe jordskredet under kontrol. Imedens er et omfattende blame game gået i gang. For hvem har dog ansvaret for et jordskred, der truer med at udvikle sig til Danmarks største miljøkatastrofe – siden istiden?

Alt imedens katastrofen udviklede sig eksplosivt, beroligede borgmesteren i Randers og miljøministeren os med bestemmelsen, hvorefter forureneren betaler. Helt som Grindstedværket (Danisco) gjorde det i Kærgård Klitplantage, og Cheminova gjorde det ved Høfde 42 på Harboøre Tange!

Men med Nordic Waste skal det være anderledes. Det har vi ikke blot borgmesterens og miljøministerens ord for men også justitsministerens og kulturministerens. – Det står krystalklart, at alle udgifter til at afværge katastrofen ligger hos virksomheden, siger borgmesteren. Det koster ikke noget at sige det, som vælgerne gerne vil høre.

Men vore folkevalgte har ikke gjort sig klart, at forureneren er et selskab med begrænset ansvar – eller de ved ikke, hvad det indebærer. Den 30. april 2023 opgjorde selskabet sin egenkapital til beskedne 17 mio. kr. Det er alt, hvad Nordic Waste hæfter med – samt en forsikring på blot 40 mio. kr.

Lette om hjertet erklærede ledelsen den 8. august i fjor, at der siden balancedagen (30. april) ikke var indtruffet forhold, som kunne have en væsentlig indflydelse på bedømmelsen af årsrapporten. Blot 4 måneder senere befandt Nordic Waste sig i en livstruende krise, og den 19. januar indgav ledelsen en konkursbegæring til skifteretten; en måned forinden havde Nordic Waste opgivet kampen mod jordmasserne og trukket sine folk hjem .

En naturkatastrofe udløst af enorme nedbørsmængder i 2023 havde ført til konkursen, oplyste Nordic Waste. Det er uklart, hvad (eller hvem), der fik Nordic Waste til at konkludere, at jordskredet var en naturkatastrofe. Efterfølgende blev GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser) imidlertid bedt om at undersøge, om jordskredet kan karakteriseres som en ”naturbegivenhed af usædvanlig, uundgåelig (og uafværgelig) karakter”.

Den 22. januar konkluderede GEUS, at der allerede i 2021 og igen i 2022, to forholdsvis tørre år, var tegn på jordskred, og at der i foråret 2023 var en betydelig jordskredsaktivitet på grunden. Jordskredet, som på dette tidspunkt omfattede et areal på 90.000 kvm, førte til ødelæggelse af en bygning på grunden. Men Nordic Waste lod sig ikke ryste, og hos kommunen forlod man sig på selskabets forsikring om, at der var ”styr på det”.

Borgmesteren i Randers og flere med ham finder, at Torben Østergaard-Nielsen, der så sent som den 1. oktober 2022 sammen med sine døtre erhvervede en aktiemajoritet i Nordic Waste, må til lommerne. Østergaard-Nielsen er meget velhavende, men det er dog ikke grund nok, til at gøre ham ansvarlig for underbalancen i Nordic Waste. Medmindre altså, at han eller hovedaktionærselskabet har handlet ansvarspådragende.

Men er det ikke alt sammen blot et udtryk for bagklogskab og bondeanger? Randers Kommunen kunne have afslået at give miljøtilladelse til et selskab med begrænset ansvar, den kunne have gjort tilladelsen betinget af en betydelig kapitalforhøjelse, en hovedaktionærkaution eller en langt større forsikringssum.

Men hvad laver egentlig Nordic Waste? Selskabet oplyser selv, at det beskæftiger sig med oprensning af forurenet jord og genvinding af rene råstoffer som sand og grus. Men realiteten er, at kun en ringe del af den forurenede jord er blevet oprenset og genanvendt som råstoffer. Nordic Waste tjener sine penge ikke ved at oprense forurenet jord – men ved at modtage den til deponering. En problematisk forretningsmodel.

Af 3,8 mio. ton jord, som Nordic Waste siden 2018 har modtaget med henblik på genvinding af rene råstoffer til byggeindustrien, er alene 163.000 ton, eller mindre end 5 pct., solgt ud af huset som genbrugsmaterialer. Nordic Waste, der angivelig har deponeret 6 mio. ton jord i Ølst Bakker, råder over en kapacitet til at vaske 300.000 ton jord om året. Virksomheden omsætter 5 pct. af lageret om året. Skal det alt sammen oprenses, vil der gå 20 år, inden Nordic Waste er færdig med at vaske op.

Bare det nu ikke bliver skatteborgerne, der kommer til at tage opvasken.

Jyllands-Posten, 31. januar 2024

Færøerne har forlænget den fiskeriaftale, som landsstyrekoalitionen for et år siden var imod. De mange russiske skibe i færøske farvande har påkaldt sig sikkerhedspolitisk interesse. Danmark blander sig udenom, men sender 15,8 mio. kr. til forskning i havstrømmene omkring Færøerne.

Som vi nærmede os jul, besluttede Færøerne og Rusland under en fiskeriaftale af 1977 at aftale kvoter for næste år. Fiskeriaftalen indebærer, at færøske rederier kan fiske torsk og kuller i Barentshavet, medens russiske rederier kan fiske pelagisk fisk, navnlig blåhvilling, i færøske farvande. Alt sammen i et omfang, der aftales årligt. 

Færøerne har, som Norge, valgt at videreføre aftalen med Rusland om en udveksling af kvoter. I øvrigt har russiske fartøjer, der fisker i Nordatlanten, hidtil omlastet fangsten i færøske havne, hvor de også har kunnet bunkre og proviantere, ligesom de har kunnet lade foretage reparation af skibene. Men Færøerne har i det væsentlige indført samme sanktioner imod Rusland som EU. 

Det vakte opsigt, da en nordisk tv-dokumentar tidligere i år kunne oplyse om den meget betydelige trafik af russiske skibe på færøske havne. Bedre blev det ikke af, at der om bord på et par af skibene af de norske myndigheder blev fundet overvågningsudstyr, der angivelig kunne bruges til at overvåge andet end fiskenes vandring. 

Høgni Hoydal, færøsk landsstyremand i udenrigsanliggender, kunne beroligende oplyse, at færingerne er »fuldt ud kapable til at vurdere, hvad der sker i vores område«. Efter at have set dokumentaren besluttede Hoydal dog at reducere trafikken af russiske fiskefartøjer med 75 pct. Det sker ved, at adgangen til færøske havne forbeholdes fartøjer omfattet af den bilaterale fiskeriaftale. 

Fiskeriaftalen har været en sten i skoen. I det færøske landsstyre – og i København. Landsstyrepartierne var i 2022, da de endnu sad i opposition, imod en forlængelse af aftalen med Rusland. Men nu danner de landsstyre, og så er det en anden sag. For en kort bemærkning suspenderede landsstyret det repræsentative demokrati for at lytte til folkets (og redernes) stemme. Stemmen gik klart igennem.

Oligarkiet havde talt. 

I København grundede man over, hvordan fiskeriaftalen forholder sig til EU’s sanktioner imod Rusland. Men fiskeriaftalen er næppe en handelsaftale, og fødevareforsyninger er i øvrigt undtaget fra sanktionerne. Det er imidlertid åbenbart, at fiskeriaftalen kan være forbundet med en sikkerhedspolitisk risiko, som dokumentaren om Skyggekrigen illustrerede. Og sikkerhedspolitik (også på Færøerne) er efter hjemmestyreloven et dansk anliggende. Regeringen kunne således godt have vist forlængelsen af det færøsk-russiske fiskerisamarbejde større opmærksomhed. 

Men nej. Udenrigsministeren skulle ikke have noget klinket hos Hoydal, der ønsker en aktiv rolle for Færøerne i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik i Nordatlanten. »Som jeg tidligere har sagt, træffer Færøerne egne beslutninger på fiskeriområdet. Som jeg også har sagt, så kan det ikke udelukkes, at en sådan beslutning vil blive bemærket – også uden for Færøerne,« udtaler udenrigsministeren. 

Far er ikke vred, far er skuffet. 

Danmark lider af berøringsangst over for Færøerne. Den er så udtalt, at den står i vejen for et ligeværdigt samarbejde mellem to ulige parter. Forholdet går helt tilbage til de tidlige efterkrigsår, da Færøerne fik hjemmestyre (efter først at have stemt for løsrivelse). Berøringsangsten fik for alvor næring i 1955, da Danmark med 120 bevæbnede politibetjente lod sig trække ind i en triviel færøsk strid om, hvem der skulle være læge i Klaksvík. 

I klar erindring står den færøske bankkrise, som i 1990’erne førte til en farlig ballade, der ikke ville tage nogen ende. Først da Folketinget i 1995 nedsatte en undersøgelseskommission, der skulle placere ansvaret for den ganske misere – i København – sænkede roen sig over Tórshavn. 

At regeringen i forhold til Færøerne undertiden bevæger sig lidt usikkert, skal i øvrigt ses i sammenhæng med, at de færøske medlemmer af Folketinget fra tid til anden sidder med de afgørende stemmer. 

Ved vedtagelsen af finansloven for 2024 faldt der fra Wammen 50 mio. kr. af til de to færøske folketingsmedlemmer. – Her er en bette skilling, I kan ta’ med hjem. Til formål, de havde aftalt med Wammen. Det er en provokation af det færøske lagting. For hvorfor i alverden skal man sidde i København og afgøre, hvad man på Færøerne skal bruge penge til? 

Og det er en begmand til landsstyrekoalitionen, der ønsker det danske bloktilskud beskåret med 25 mio. kr. om året. Og hvad gør regeringen? Den sender 50 mio. kr. den anden vej. Skal Færøerne fastholdes i økonomisk afhængighed af Danmark? Eller hvad er meningen? Ofte ser man i øvrigt personer blive ramt af en pludselig og ubændig trang til at udvise stor godhed. Personer med ansvar for andre folks penge synes at være særligt udsatte.             

Jørn Astrup Hansen var i 1992-2005 direktør i Føroya Banki (nu BankNordik)

Jyllands-Posten, 21. december 2023

Pensionsselskaberne kritiseres for at have investeret 25 milliarder i selskaber, der udvinder fossil energi. Men det er for smed at rette bager. Det er i vidt omfang kunderne, ikke selskaberne, der bestemmer, hvordan pensionsopsparingen skal investeres. Imedens flyder gassen fortsat fra Rusland.

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) blev stiftet i 1944 med det formål at bidrage til genopbygningen af Europa efter anden verdenskrig. Men det gik med MS, som det er gået med så mange andre ideelle foreninger. Hellere end at opløse foreningen, når opgaven er løst, finder man et nyt formål. MS, som vi kender det i dag, oplyser at være en bevægelse, der kæmper for en mere retfærdig og bæredygtig verden – en verden uden diskrimination, klimakrise og fattigdom. Der er nok at tage fat på.

Som et led i bekæmpelsen af klimakrisen har Mellemfolkeligt Samvirkes center for bæredygtig finans (!) påtaget sig at føre tilsyn med pensionsselskabernes investeringer. Flere pensionsselskaber har stillet kunderne i udsigt, at deres opsparing ikke vil blive investeret i selskaber, der udvinder og producerer kul, olie og gas. Med udgangspunkt i eksterne data udarbejder pensionsselskaberne en eksklusionsliste over selskaber med en omsætning, hvoraf en ikke uvæsentlig del netop kommer fra udvinding af fossile brændstoffer.

Vurderes et selskab at have ambitioner om, og målrettet at handle efter, at overholde Parisaftalen af 2015 (der skal føre til en lavere udledning af drivhusgasser), kan pensionsselskabet undtage selskabet fra listen over selskaber, der ikke kan/bør investeres i. Eksklusionslisten håndhæves ikke over for eksterne fonde, som pensionsselskabet er uden indflydelse på. Som det ses: Ingen regel uden undtagelser.

Men hjælper det så? – Ja, tja, bum, bum, bum, som en kendt radikal politiker udtrykte sig i 1987, da han blev stillet over for valget mellem Svend Jakobsen og Svend Auken som statsministerkandidat. – Pensionskasserne bør øjeblikkeligt trække deres penge ud, indskærper generalsekretæren i MS. – Danske pensionspenge fosser ud af de store internationale olieselskaber i disse år, skriver dagbladet Information. Men er det nu et dækkende billede af virkeligheden?

Man ser for sig en forpustet fuldmægtig fra PFA, der står og rusker i døren hos Total, mens han holder en stak aktier frem, som han ønsker indløst af selskabet. Men det er jo ikke sådan, det foregår. Antag, at PFA sælger sine aktier i Total. Ikke til olieselskabet, men på børsen. Til den, der byder mest; penge lugter ikke. Det kan være hvem som helst; kapitalmarkederne er som forbudne kar.

PFA har nu solgt aktier for et par hundrede millioner, og olieselskabet har fået en ny aktionær. Og hvad så? Det er næppe noget, der påvirker olieselskabets dispositioner. I øvrigt er der vel grund til at tro, at PFA som aktionær har større indflydelse på Total end en tomhændet iagttager, der som MS står på sidelinjen og besværer sig.

Men er det i øvrigt ikke kunden, snarere end pensionsselskabet, der beslutter, hvad der skal investeres i? Og kan vi da ikke gå ud fra, at pensionsselskabernes investeringer afspejler kundernes præferencer? Da farfar var ung, havde vi livs- og pensionsforsikringsselskaber. Men over årene er forsikringselementet gledet i baggrunden; i vidt omfang er pensionsforsikring blevet til pensionsopsparing. For kundens regning og risiko.

I naturlig konsekvens heraf er det kunden, der i sidste instans afgør, hvorledes opsparingen skal placeres. Pensionsselskaberne udbyder et utal af fonde – flere med navne, der er egnet til at fremkalde en feel good oplevelse hos investor. Der er ansvarlige, der er bæredygtige og der er etiske fonde. Kun fantasien, og en vis tilbageholdenhed hos pensionsselskaberne, sætter grænser.

Men starter, og slutter, det ikke alt sammen et andet sted? Så længe vi ikke kan klare os med vedvarende energi, er der vel for tidligt at lukke helt ned for den fossile energi. Så længe vi fortsat må købe gas af Putin for at holde varmen, er del vel for tidligt at lukke for gassen fra Nordsøen.

Men hvor har vi statsmagten, der, i modsætning til Mellemfolkeligt Samvirke, har et ansvar for samfundets energiforsyning – også når det ikke blæser. I 2020 indgik et stort flertal i Folketinget den såkaldte Nordsøaftale, som indebærer et dansk stop i 2050 for udvinding af olie og gas. Ottende udbudsrunde og senere runder blev aflyst. Men aftalen indeholder en kontroversiel kattelem; det vil fortsat være muligt for regeringen at åbne miniudbudsrunder og at udstede såkaldte nabobloktilladelser. Ingen regel uden undtagelser. – Der bliver ikke rykket et komma i Nordsøaftalen, oplyste klima- og energiministeren så sent som i september. Sådan.

Jyllands-Posten, 9. november 2023

Velfærdsstaten er overanstrengt. Sundhedsvæsenet truer med at kollapse. Vi mangler pædagoger, lærere og sosu’er. Regeringen vil sænke skatten, og erhvervslivet brokker sig over en symbolsk skærpelse af skatteprogressionen.

Den siddende regering vil sænke skatten. Det er nyt. Længe levede vi efter den socialdemokratiske devise Velfærd før skattelettelser. Det var et enten eller: Mere velfærd eller skattelettelser. Til stor lettelse for de hårdt prøvede skatteborgere oplyser regeringen, at vi nu kan få begge dele – mere velfærd og skattelettelser.

Justitsministeren har påtaget sig at forklare det socialdemokratiske paradigmeskift. Forleden var udlændinge- og integrationsministeren i Deadline for at forsvare SMV-regeringens planer om skattelettelser. Men Dybvad ville hellere tale om Socialdemokratiets valgoplæg end om regeringens planer om lavere skatter.

Regeringens udspil til skattelettelser indebærer en renæssance for den progressive beskatning. Det er almindeligt accepteret i dansk skattepolitik, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Dog husker vi alle intermezzoet under Løkkeregeringen, da en stålsat Anders Samuelsen klatrede op i skovens højeste træ og lovede ikke at komme ned igen, hvis Liberal Alliance ikke fik markante lettelser i topskatten. Det fik LA ikke. Samuelsen brød sit løfte; han klatrede ned fra træet. At der ikke er mange stemmer i et opgør med skatteprogressionen, fik vi anskuelsesundervisning i, da Pape i fjor gik til valg på at afskaffe topskatten.  

Vi har tidligere haft tre skattetrin: Indtil 2009 betalte vi til staten ikke blot en bundskat men også en mellemskat på 6 pct. Hertil kom topskatten, der siden 1996 havde været, og fortsat er, 15 pct. Så sent som i 2009 betalte 20 pct. af skatteborgerne topskat, men i årene frem mod 2013 faldt andelen af top­skattepligtige til 9-10 pct.

Med regeringens udspil halveres topskatten i intervallet kr. 568.900 – 690.000. Voilà, mellemskatten er tilbage igen, men nu med en sats på 7,5 pct. Af indkomster over kr. 690.000 skal der efter regeringens forslag fortsat betales en topskat på 15 pct. Dog således, at der af indkomster på 2,5 millioner kroner eller mere indføres en ny skat: en top-top skat på 20 pct. Nu får vi 4 skattesatser mod før 2. Udtrykket top-top skat skyldes regeringens hittepåsomme udenrigs- og altmuligminister. Topskatteydere med højst 2,5 millioner kroner i skattepligtig indkomst slipper hver måned med indtil 750 kroner mindre i skat. Det svarer til højst 1,3 pct. af indkomsten, typisk væsentligt mindre. Big deal!

Socialdemokratiets valgoplæg i fjor, der indeholdt skattelettelser på 4 milliarder kroner, var eine Aufforderung zum Tanz. Det blev legitimt, også for socialdemokrater, at diskutere lettelser i skatten – også i topskatten. Trængte borgmestre og de store fagforbund, der organiserer de offentligt ansatte, som leverer velfærden, vender sig imod skattelettelser; Dansk Metal samt Blik og Rør vil gerne høre nærmere. Ånden er sluppet ud af flasken.

Der er en heftig kritik af især top-top skatten – Løkkes columbusæg, der skal finansiere en halvering af topskatten for en kvart million skatteydere. Regnestykket hænger vist ikke sammen for udenrigsministeren. Men det er skærpelsen af skatteprogressionen med 5 pct. for 8.600 skatteydere med de højeste indkomster, der støder an – ikke mindst blandt erhvervslivets lobbyorganisationer. Skatten er ”marineret i misundelse”; top-top skatten, der vil gøre det vanskeligere at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, vil skade Danmark, lyder det dramatisk.  

Man kan undre sig over opstandelsen. Dansk økonomisk politik er gennemsyret af ordninger, der skal føre til større lighed. Statens bloktilskud til kommunerne og det kommunale udligningssystem flytter hvert år milliarder og atter milliarder af kroner fra de bedst stillede kommuner til mindre heldige kommuner. Alene i kommunal udligningsskat betaler Gentofte kommune i år 3,8 milliarder kroner. Det svarer til kr. 68.600 for hver borger på 20 år eller derover. Til sammenligning ventes den nye top-top skat at indbringe blot 0,7 milliarder kroner.

Et overskud over for udlandet på 300 milliarder kroner om året vidner om, at det i Danmark ikke kan stå helt galt til med erhvervslivets rammevilkår. Der må være andre ting end marginalskatten, der spiller ind. Det er vanskeligt at forene den højrøstede og unuancerede kritik af skatteprogressionen med verselinjerne, som vi alle gladelig nynner med på:

Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt.

Jyllands-Posten 29. september 2023

I Danmark så vi bort fra ressourcerenten, da vi i 1962 indrømmede A.P. Møller en eneret til at udvinde olie. I 2005 overså vi, at med et kvoteret fiskeri følger en ressourcerente. Hvordan skal det dog gå med værdiansættelsen af retten til at udvinde vind- og solenergi?

Oligarker – et resultat af ressourcerenten. I 1991 kollapsede Sovjetunionen. Ud af ruinerne kom bl.a. den russiske føderation (Rusland) med Jeltsin som præsident og Chernomyrdin, Gazproms tidligere topchef, som premierminister. Blandt Jeltsins nærmeste rådgivere var økonomen Jegor Gaidar, der ordinerede en neoliberalistisk chokterapi af den russiske økonomi. Da Yeltsin otte år senere overdrog magten til Putin, havde proletariatets diktatur udviklet sig til et oligarki – et fåmandsvælde. Af sovjettidens elite var flere blevet ufatteligt rige oligarker. Men hvordan gik det dog til, at så mange på så kort tid blev så rige?

Efter en forceret privatisering endte ejerskabet til store dele af de russiske olie- og gasforekomster samt enorme mineralrigdomme på forholdsvis få hænder. Der er med udvinding af mineraler og fossile brændstoffer forbundet en overnormal profit – en knaphedsrente eller en ressourcerente, som man i Rusland ikke havde erfaring med at kapitalisere. Virksomhederne blev solgt alt for billigt. Deraf de rige oligarker.

Kulbrinteskat af ressourcerenten. I Danmark har vi blandede erfaringer med ressourcerente. I juli 1962 fik rederiet A.P. Møller eneret i 50 år til at udvinde olie og gas i den danske undergrund. Som seniorrederen skrev til statsministeren (Viggo Kampmann): ”Den af mig ledede koncern er af nationale grunde villig til at overveje dette” (at påtage sig opgaven at bore efter olie). Inden der var gået 3 måneder, havde A.P. Møller videresolgt 60 pct. af koncessionen til udenlandske interesser!

Der var både olie og gas under havbunden i Nordsøen. Stigende priser på energi accelereret af bl.a. oliekrisen i 1973-74 gjorde det siden klart, at værdien af koncessionen havde udviklet sig på en måde, som ingen i 1962 havde forestillet sig. I 1982 accepterede A.P. Møller og partnere at betale en ekstra afgift af den overnormale fortjeneste (ressourcerenten). Kulbrinteskat var barnets navn. Så var der fred. Indtil 2003, da en yderligere forhøjelse af kulbrinteskatten var uomgængelig. Staten kunne nu se frem til at modtage indtil 61 pct. mod hidtil 47 pct. af overskuddet ved olie- og gasproduktionen i Nordsøen.

Politisk svigt førte til kvotekonger. Også inden for fiskeriet er ressourcerente et velkendt begreb. I tidsskrifter og i akademiske cirkler! Fiskerierhvervet vil ikke vide af ressourcerente. Det forstår man – måske. I sidste uge kunne vi læse om en meget omtalt kvotekonge i Skagen, der har valgt at gå i land. Det sker med en egenkapital på 2,2 milliarder kroner, som i det væsentlige er kommet til siden 2005, da reguleringen af fiskeriet blev baseret på individuelle, omsættelige kvoter. Politikerne valgte at se bort fra ressourcerenten og forærede rederne kvoter til en anslået værdi af indtil 14 milliarder kroner svarende til den kapitaliserede værdi af ressourcerenten.

Tidligere på året oplyste Fiskeristyrelsen, at fiskerierhvervet kan se frem til at modtage 840 millioner kroner i kompensation for ”kvoteværditab som følge af brexit”. Midlerne kommer fra EU’s brexittilpasningsreserve. Men hvad er nu det? Rederne får kompensation, fordi kvoter, som erhvervet har fået foræret, den 31. december 2020 viste sig være mindre værd end tidligere antaget – af rederne. Fiskerne vidste, da de købte kvoterne, at et brexit var på vej, og at et Storbritannien uden for EU næppe kunne forventes at ville give danske fiskere adgang til britiske fiskefarvande. Skadevolderen var Storbritannien, men skadeserstatningen betales af EU.

Hvem skal nu betale – og til hvem? Længe har vi i Danmark bygget vindmøller. Vi har gjort det så længe, at vi efterhånden er kommet til at opfatte os selv som verdensmestre i vejrmøller – undskyld, vindmøller. Der er planer om to energiøer. Den ene ved Bornholm, den anden i Nordsøen. Begge med en kapacitet på 3 GW. Foreløbigt. Staten har afsat 17,6 milliarder kroner i støtte til projektet på Bornholm. Energiøen i Nordsøen, der anslås at ville koste staten 50 milliarder kroner, er sat på pause. Tak for det.

Verdensmestre eller ej, så kan vi hele tiden lære noget nyt – også om ressourcerente. Tyskland havde udbudt to havvindmølleparker med en samlet kapacitet på 7 GW. Angivelig kan de to energiøer forsyne 7 millioner husstande med el. Bare der nu er husstande nok til alle de vindmøller. Udbuddet blev for en måneds tid siden vundet af oliegiganterne BP og Total, der for retten til at opføre de to energiøer betaler modværdien af 94 milliarder kroner til den tyske stat. Beløbet svarer til den overnormale profit, der forventes at være forbundet med at drive de to havvindmølleparker.

Men oven over alting stråler moder sol. Og når vi fanger solens stråler, følger der sikkert en ressourcerente med!

Jyllands-Posten 17. august 2023

Centralbankerne svigtede i en årrække deres væsentligste op­gave. Med en inflation på vej mod 10 pct. fremturede ECB i 8 år med negative renter. Blandt danske banker har uforrentede kon­ti dannet vane. Indtil videre dog kun på indlånssiden.  

Med finanskrisen (2007-10), som i euroområdet efterfulgtes af en statsgældskrise (2008-12), kom pengepolitikken til at fylde meget i den økonomisk-politiske værktøjskasse. Der var under finanskrisen brug for hurtig handling, om bankerne skulle holdes flydende. Under den europæiske statsgældskrise blev alle hensyn sat til side for at sikre, at euroområdet kunne bevares intakt. Det var ikke en opgave, der appellerede til regeringer med et parlamentarisk mandat; sagen blev overladt til centralbankcheferne, der ikke er på valg.

Den Europæiske Centralbank (ECB), der har til formål at sikre stabile priser med en inflation, der ikke overstiger 2 pct. p.a., forsømte inflationsbekæmpelsen for at mildne vilkårene for de hårdest ramte eurolande. I otte år var den ledende euro-rente negativ. Men ikke nok med det. ECB lod seddelpressen køre; med en eufemisme kaldes forholdet for Quantitative Easing. Siden 2010 har ECB købt obligationer for 5.000 milliarder euro.

Men too much money chasing too few goods fører til inflation (Milton Friedman). I EU nåede inflationstakten op på 11 pct. i oktober 2022 – blot 3 måneder efter, at ECB havde afskaffet den negative rente. I mellemtiden havde ECB ændret målsætningen for inflationen fra ikke over 2 pct. til 2 pct. på mellemlangt sigt. Fik De den?

ECB er på vej tilbage til jorden. Christine Lagarde, der i 2019 tiltrådte som formand for ECB, anså inflationen for forbigående. I yderligere tre år fastholdt Lagarde den negative rente, alt imedens inflationen buldrede derudad. Men nu har ECB taget skeen i den anden hånd: ”Monetary policy currently has only one goal: to return inflation to our 2% medium-term target. And we are committed to reaching this goal come what may (hvad end der sker)”, som Lagarde den 27. juni udtrykte det.

Danmarks Nationalbank spejlede i forløbet ECB. Med en negativ rente, en seddelpresse i overdrive og en ukontrollabel inflation mistede Nationalbankens pengepolitiske rentesatser signalværdi blandt bankens modparter. For hvordan skulle den skikkelige fuldmægtig i Ebberød Bank dog forklare fru Mortensen, at en negativ rente er et egnet middel til at bekæmpe den fæle inflation, der truer med at udhule værdien af fru Mortensens opsparing. Den negative rente rystede mangen en bedsteborger i tilliden til det finansielle system. Tillidsbruddet kan ultimativt vise sig at blive den pris, vi kommer til at betale for centralbankernes tour de force.

Men nu skal renten stige, den skal ikke blot være positiv. Den 15. juni hævede Nationalbanken sin indlånsrente til 3,10 og udlånsrenten til 3,25 pct. p.a. Samme dag havde ECB hævet eurorenten – men til et højere niveau. Forventningen er, at pengeinstitutterne videretransmitterer ændringer i Nationalbankens pengepolitiske rentesatser. Forudsætningen for en effektiv pengepolitik er dog, at ændringerne slår igennem hos virksomhederne og husholdningerne – ikke blot hos pengeinstitutterne.

Men bankerne synes at have besluttet sig for at skåne indlånskunderne for flere rentechok. Siden renten i efteråret 2022 bevægede sig ud af negativt territorium, har Nationalbanken otte gange hævet sine rentesatser. Men for kunder med lønkonti og andre transaktionskonti ligger renten fortsat fladt. På nul. Det er svært at forstå – ikke blot for fru Mortensen.

Når således staten udbetaler pension, godskrives beløbet på fru Mortensens NemKonto, der er uforrentet. Fru Mortensens pension bidrager imidlertid til bankens likviditet, der – inden dagen er omme – indsættes på en foliokonto i Nationalbanken. Og indeståendet, der forrentes med 3,1 pct. p.a., kan af banken frit hæves. Når som helst. NemKontoen har, under gældende renteforhold, udviklet sig til en gave til bankerne. Det ses. I første kvartal 2023 steg bankernes nettorenteindtægter med typisk 35-40 pct. sammenholdt med samme kvartal i fjor.  

Der er ikke noget belæg for, at bankerne skal have en rentemarginal på 3,1 pct. på indlån på anfordring. Vi skal sikkert tilbage til det forrige årtusinde, for at finde en tilsvarende fortjeneste på bankernes indlån. Men dengang skulle rentemarginalen i vidt omfang dække bankernes omkostninger. Det er ikke længere tilfældet. Fra 2004 til 2022 steg bankernes nettorenteindtægter fra 30 til 35 milliarder kroner; i samme periode steg bankernes gebyrindtægter fra 10 til 30 milliarder kroner.

Bankerne skylder os en god forklaring.

Jyllands-Posten 6. juli 2023

Det er behov for et tættere tilsyn med elmarkedet, der er ineffektivt. Herom vidner de enorme gevinster, som energikøbmændene hav­­de i fjor. Som udvinding af olie og gas i havbunden er omfattet af en kulbrin­te­­skat, bør udvinding af sol- og vindenergi være omfattet af en særskat.

De bizarre forhold i elsektoren har over foråret bidraget til underholdningen. Det har vakt opsigt, at medens forbrugerne under energikrisen i 2022 småfrysende måtte rykke sammen omkring brændeovnen for at spare på den dyre el, så varmede elsektoren sig ved uhyrlige overskud.

Med en garanti tilbød staten at medvirke til en afdragsordning for den del af elregningen, der skyldes overnormale prisstigninger. Men havde det dog ikke været bedre at lade elselskaberne selv indgå aftaler med kunderne om en afdragsordning? Om selskaberne havde gjort fælles sag med deres kunder/ejere og omsat en det af de enorme overskud til rabatter, kunne vi sikkert have været afdragsordningerne foruden.

Hvilke andre brancher end elbranchen, hvor kunderne i øvrigt betaler forud, kan se frem til en statsgaranti for lån til kunder, der er kommet bagud? Hvad med købmanden i Store Jyndevad? Er der lavvande i kassen, kan dog ingen afgøre, om der mangler penge til elselskabet eller til købmanden.

Med en garanti på 100 milliarder kroner tilbød staten i septemberat holde hånden under energiselskaber (læs energikøbmænd), som måtte få økonomiske vanskeligheder på grund af de stigende energipriser. Økonomiske vanskeligheder? På grund af stigende energipriser? Er myndighederne da uden indsigt i elmarkedet? Det var ikke bare Putin, der gav den gas i 2022. Det samme gjorde de danske elselskaber, der i svær grad profiterede af knapheden på energi og de høje gaspriser.

Angivelig omgås politikerne med planer om en særskat på de ekstraordinære fortjenester (windfall gains), som elsektoren, især energihandelsselskaberne, i 2022 kunne glæde sig over. Alene danske handelsselskaber trak som arbitragører en fortjeneste på ikke under 35 milliarder kroner ud af elmarkedet. Det svarer til 12.500 kroner pr. husstand. Forbrugerne ender med at betale; der er ikke andre til det, om end Green Power Denmark gerne vil have os til at tro noget andet. I øvrigt kan vi i 2023 se frem til et opgør om de groteske bonusordninger, som energikøbmændene i fjor tildelte hinanden.

Der er behov for en langt bedre regulering af elmarkedet, der siden århundredskiftet har været domineret af overkapitaliserede mastodonter med et uklart ejerskab og svage bestyrelser. Elselskaberne opererer på et marked præget af få udbydere (oligopolister) – et marked karakteriseret ved en kontrolleret konkurrence blandt aktørerne, der er tilbøjelige til at se hinanden som kolleger snarere end konkurrenter.

El-selskaberne, som vi kender dem, er et resultat af el-reformen af 1999, der med en afskaffelse af hvile-i-sig-selv princippet og frigivelse af en bunden egenkapital på 60 milliarder kroner førte til en omkalfatring af selskaberne. Elselskaberne, der typisk er organiseret som andelsselskaber, fik alle den erhvervsdrivende fonds væsentligste karakteristika. Selskaberne, der hidtil havde haft til opgave at forsyne andelshaverne med billig el, har tillagt sig en kommerciel adfærd med overskudmål for driften – der kan omfatte hvad som helst.

Men til glæde for hvem? Der er vist ikke mange el-forbrugere, der oplever sig som medejere af selskabet. Ganske vist vælger forbrugerne et repræsentantskab, der varetager rollen som selskabets generalforsamling. Men endnu har vi til gode at høre om et repræsentantskab, der er trådt i karakter og over for en magtfuldkommen ledelse har gjort forbrugernes interesser gældende.

De eksorbitante indtjeningsforhold i 2022 afspejler et ineffektivt el-marked kendetegnet ved en stærkt kontroversiel model for afregning af energikilderne. Antag at 75 pct. af elforbruget torsdag mellem kl. 16 og 17 kan dækkes af vedvarende energi, men at det er nødvendigt med et mindre træk på lageret af russisk gas for at dække behovet for el. Minsandten om ikke elselskaberne afregner sol- og vindenergien til samme pris som den dyre gas; det var ikke blot energikøbmændene, der i 2022 havde en overnormal indtjening. Modellen inviterer til karteldannelse og markedsmanipulation.

I vidt omfang optræder også el-selskaberne som producenter af vind- og solenergi. Men hvilke interesser har da el-selskaberne? Lave priser til producenterne af vedvarende energi og billig el til forbrugerne? Eller høje priser hele vejen rundt? Åbenbart det sidste. Men hvem varetager da forbrugernes interesser, når prisen på energikilderne fastsættes? Ingen. Heller ikke de forbrugerejede el-selskaber, som i 2022 var optaget af at pleje egne interesser.

Jyllands-Posten 25. maj 2023

Indtil 1958 havde mange vestjyske landsogne indrettet skolen på en sådan måde, at børn fra 10-års alderen i vidt omfang var fritaget for skolegang om sommeren. Taberne var børnene; for dem var den frie og lige adgang til uddannelse et begreb uden reelt indhold. 

Undskyldninger har vi nok af

Det er oppe i tiden med undskyldninger. At give undskyldninger for fortidens synder er blevet en paradedisciplin for statsministeren. Frederiksen undskyldte i 2019 over for Godhavnsdrengene, der kvitterede med en erstatningssag, for som en af drengene sagde: ”Jeg har været bagud hele mit liv, fordi jeg fik en dårlig start”.

Siden er det blevet til undskyldninger, og erstatninger, til 6 grønlændere, der i 1951 som forældreløse børn blev hentet til Danmark i et højt profileret forsøg båret af ideale hensigter. Alligevel endte det ulykkeligt.

For tur står nu 500 kvinder anset for at være løsagtige eller ”moralsk åndsvage”, der var interneret på Sprogø, og 700 formodet åndssvage eller kriminelle mænd, der var interneret på Livø. Ganske vist for mere end 60 år siden. Men hvor stopper det? Nu vil efterkommere af afrikanere hentet til USA som slaver have erstatning. Tør vi herefter sende Mette Frederiksen på besøg på de vestindiske øer?

Original, jysk almuekultur

I min skoletid var man i landkommunerne i Ribe og Ringkøbing amter af den opfattelse, at behovet for at lade børnene gå i skole ikke var helt så stort, nok kun halvt så stort, som i byerne. Ved deltagelse i det daglige arbejde hjemme på gården kunne de store børn få timer i livets skole. Det var ikke nok at fylde kundskaber på børnene henne i den lumre skolestue.

Ved Anordning for Almue-Skolevæsenet paa Landet indførtes i 1814 skolepligt i Danmark; i alle landsogne skulle oprettes skoler. I øvrigt fik vi i 1814 ikke én, men tre, skolelove; hovedstaden fik sin egen skolelov, det samme gjorde købstæderne. I byerne kunne skolepligten dog erstattes af undervisningspligt.

I byerne var der skolegang hver dag, på landet hver anden dag. Det hedder herom i § 13 i anordningen: For Børnene i øverste Classe skal om Sommeren fra 1ste Junii indtil Høstferiernes Begyndelse ikkun holdes Skole 2 fulde Dage om Ugen. I øvrigt bestemtes, at man på landet skulle tilrettelægge ferierne under hensyn til landbrugets behov for børnenes arbejdskraft. Det var stort – behovet. Kimen var lagt til det, der mere end 100 år senere skulle blive kendt som den vestjyske skoleordning.

Vinterskolen under angreb

Regeringen Zahle nedsatte i februar 1919 den store skolekommission, der skulle gøre op med forskellene mellem landsbyskolen og købstadsskolen. Den blotte nedsættelse af kommissionen skabte et heftigt røre i Ribe og Ringkøbing amter.

Et skolemøde i Varde med 200-300 deltagere vedtog i 1919 en resolution, der fremhævede den vestjyske skoleordnings fortræffeligheder. Senere samme år opfordrede de to amters sognerådsforeninger kommissionen til at bevare ordningen, der siden 1814 havde virket så godt. I 1920 sluttede også Ringkøbing amts skoleråd op om den vestjyske skoleordning.

Det kunne nytte. Et flertal i skolekommissionen anført af gode venstremænd vendte sig mod harmoniseringen af skolegangen i by og på land; de mente, at der blandt forældrene (!) var tilfredshed med de lokale skolegangsordninger. Kravet til skolegang skulle på landet fortsat sættes ”noget lavere” end i købstaden.

Kommissionens betænkning, der kom til at ligge til grund for Folkeskoleloven af 1937, blev ikke netop hastet gennem Rigsdagen. Folkeskolen, der tidligere havde haft til formål at danne gode kristne, nyttige og loyale borgere, skulle med den nye lov nu udvikle børnenes anlæg og evner, styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber. Denne formålsparagraf kunne Venstre og de Konservative ikke støtte

Skolestriden fører til korstogsstemning

Venstre så tidligt de politiske muligheder i den vestjyske skolestrid. Hans Haarder (Bertels far) fornemmede i 1930’erne en ”korstogsstemning”; det var tid at skærpe den liberale profil. Det socialdemokratisk-radikale skolelovsforslag, der blev fremsat i 1934, blev af Venstre udlagt som et forøg på at knægte friheden. Den vestjyske skoleordning blev fremhævet som et eksempel på original, jysk almuekultur – et resultat af kampen for lokal selvbestemmelse.

Venstre krævede større rummelighed, så befolkningen som hidtil kunne indrette skolen efter egnens sædvaner, levevilkår og traditioner. Regeringen måtte gi’ sig. Om folkeskolens ordning hedder det i loven af 1937: Folkeskolen på Landet kan være en udelt Skole med et efter Børnetallet afpasset Antal Klasser, men er Skolen paa 4 Klasser eller derover, deles den i en 3-aarig Forskole og en 4-aarig Hovedskole. Formuleringen var rummelig nok til, at den vestjyske skoleordning kunne overleve.  

Den vestjyske skoleordning

Men hvad var nu det særlige ved den vestjyske skoleordning, der udviklede sig under anordningen af 1814 og varede ved indtil 1958? Ordningen, der var fremherskende blandt landsbyskolerne i Ribe og Ringkøbing amter, var ikke nogen fast og uforanderlig størrelse; den kunne variere over tid og efter sted.

Typisk var skolen opdelt i to klasser: ”lille klasse”, der rummede tre årgange, og ”store klasse”, der rummede fire årgange. Til skolen, der typisk havde 50-60 elever, var knyttet en enelærer (degnen), der typisk fik hjælp af sin kone og, om vinteren, en småbørnslærerinde, som underviste ”lille klasse”.

For de yngste årgange var der undervisning i et sædvanligt omfang. Sommer og vinter. ”Store klasse” derimod modtog i sommerhalvåret kun undervisning i et meget begrænset omfang – eller slet ikke. Efter enevældens fald fik landkommunerne i 1855 mulighed for at meddele de store børn 5 måneders sommerferie. Det var kongen, snarere end grundloven, der beskyttede børnenes rettigheder. Fra mit fjerde til mit syvende skoleår gik jeg om sommeren, og den er lang ude på landet, kun i skole onsdag formiddag.

Der var så dejligt ude på landet

Der er gode grunde til, at der efter 1814 udviklede sig en afvigende skoleordning i Vestjylland, for ude på landet ”ere Stederne saa adspredte, eenlige og langt fra hinanden beliggende”. Enten fik børnene for langt i skole, eller skolen fik for få elever.

I øvrigt var der bred enighed om, at nok skule børnene gå i skole, men de skulle også hjælpe til på gården; børnene af de jordløse kom om sommeren ud at tjene. Der var ikke langt til den opfattelse, at sognerådet nulstillede skolen i sommerhalvåret, for at bønderne kunne drage nytte af småfolks, og egne, børn. Glemmes må det imidlertid ikke, at indkomsterne i de vestjyske landsogne var forholdsvis beskedne. Og sognerådet var tilbøjeligt til at spare på budgettet til skolen, der måtte lade sig nøje med brændeovn og das i gården.

Det stod klart, også for mange vestjyder, at det lokale skolevæsen lod meget tilbage at ønske. Vinterskolen gav anledning til spydige bemærkninger fra landsmænd, der var heldigere stillet. Vestjyderne reagerede ved at rykke tættere sammen med en voksende selvfølelse til følge – en selvfølelse, som smittede skolebørnene, der tillagde sig en skeptisk holdning til boglig uddannelse.

På land som i by

Endelig. Med støtte fra Venstre vedtog Folketinget i 1958 regeringens forslag til en ny lov. Folkeskoleloven af 1958 førte til mellemskolens afskaffelse og land- og byskolernes ligestilling. Børnene i Ribe og Ringkøbing amter havde fået fulde borgerrettigheder. Taberne i den vestjyske skolestrid i 1930’erne var den generation af børn, herunder de store årgange født under anden verdenskrig, som i endnu 20 år måtte lade sig nøje med vinterskolen. Flere af dem kom, med Asger Melbyes ord, bagud i livet, fordi de fik en dårlig start. Nogle af dem indhentede senere det forsømte. Men de betalte med et langt forsømt forår – og ofte mere end det.

Jyllands-Posten 16. april 2023

Det er på tide med en revurdering af elmarkedet. Modellen for afregning af el leder ikke til konkurrence blandt pro­­ducenterne. Snarere til kartel­dan­nel­­ser og markedsmanipulation. Modellen har ført til en overnormal for­tje­­ne­ste (ressourcerente) hos leverandørerne af vedvarende energi.

Milliardhjælp til kriseramte energiselskaber var overskriften, da regeringen i september i fjor stillede en garanti på 100 milliarder kroner til rådighed for elselskaberne, der frygtedes at komme i klemme med de voldsomt svingende energipriser. Men kriseramte? Mon dog.

Det gælder for energibranchen over en bred kam, at branchen har profiteret, snarere end det modsatte, af stærkt stigende energipriser fremkaldt af navnlig dyrere gasleverancer fra Rusland. Især de såkaldte handelsselskaber – som Energi Danmark    – har haft en voldsom vækst i indtjeningen i 2021 og 22. Så voldsom, at tre medarbejdere, vist også direktøren, i 2022 optjente 250-300 millioner kroner i bonus. Hver.

Energi Danmark er et aktieselskab ejet af de to elselskaber NRGi og Andel. Det er ikke klart, hvorfor handelsaktiviteterne er placeret uden for modervirksomhederne, der leverer el til andelshaverne. Men hvordan kommer overskuddet i Energi Danmark elselskaberne, og dermed el-forbrugerne, til gode? Om elselskaberne køber el hos handelsselskabet, har de vel blot placeret indkøbsfunktionen uden for selskabet? Og hvor placeres da fortjenesten?  

EU’s liberaliseringsdirektiv for elmarkedet blev i Danmark omsat til el-reformen af 1999. Med reformen gav vi os markedskræfterne i vold. Udbud og efterspørgsel skulle være bestemmende for markedspriserne. Hvile-i-sig-selv princippet, der længe havde kendetegnet de danske forsyningsselskaber, gled efterhånden i baggrunden. Elmarkedet udviklede sig til et cowboyland.   

Med hvile-i-sig-selv princippet var elselskabernes egenkapital reelt båndlagt. Kapitalen skulle blive i selskaberne eller gå tilbage til forbrugerne. Det blev ændret i 2004. Mod at afstå det overordnede transmissionsnet til det statslige selskab, Energinet, fik elselskaberne frigivet 20 milliarder kroner. Året efter fik selskaberne frigivet yderligere 40 milliarder kroner ved salget af kraftværkerne til DONG. Villigt lod elselskabernes ledelser sig klø på maven af staten, der købte transmissionsnettet og kraftværkerne for el-forbrugernes egne penge. Forbrugerne blev røvrendt.

Prisen på el dannes ved hjælp af en model, der sikkert er udviklet på det planøkonomiske eksperimentarium i Bruxelles. Inspirationen til modellen er hentet i den klassiske prisdannelsesteori. Men et fragmenteret og heterogent energimarked indbyder vel ikke uden videre til anvendelse af klassisk gevinstmaksimeringsteori?

Elprisen fastsættes hver time. Til enhver tid sker elproduktionen ved hjælp af de billigste, tilgængelige energikilder. Typisk vedvarende energi. Kan behovet ikke dækkes med vedvarende energi, trækkes der på fossilfyrede kraftværker og, i sidste instans, på russisk gas. Men hele periodens elproduktion afregnes til prisen på den dyreste energikilde, der indgik i elproduktionen.

Det kan således meget vel forekomme, at energi genereret på vindmøller i Thy afregnes med udgangspunkt i prisen på russisk gas. Det er let at indse, at afregningsformen fører til enorme windfall gains hos leverandørerne af vedvarende energi. Der høstes ressourcerente i Thy.

Selvsagt har energikrisen ført til højere elpriser. Men i et ikke uvæsentligt omfang kan de højere priser på el henføres til afregningsformen snarere end højere energipriser. Hvordan er vi dog kommet dertil? Med forbrugerejede elselskaber.  

Tilbage i kroppen sidder en kedelig fornemmelse af, at afregningsformen inviterer til markedsmanipulation. Kristian Jensen, direktør i lobbyorganisationen Green Power Denmark, hævder, at man vil gøre Danmark fri af kul og gas, fri af Putin og fri af høje energipriser. Men kan vi tro på det?

I svær grad har branchen profiteret af de høje energipriser, der har sikret producenterne af grøn energi en afregning, der ofte, men ikke altid, har været løsrevet fra enhver sammenhæng med produktionsomkostningerne. Green Power Denmark udtrykker det lidt kælent på den måde, at enhederne med de laveste omkostninger først ”får lov til” at producere el. Men det er da et privilegium at få lov til at producere el, hvis afregningsprisen overstiger produktionsomkostningerne med flere længder. Afregningsformen indebærer stærkt volatile priser, der fra time til time varierer med forbruget – og vejr og vind. Uberegnelige aktører som Putin, der er en gave til ”energikøbmændene”, har medvirket til at udvikle elmarkedet til et eldorado for den spekulative kapital. Det er mere profitabelt, men mindre nyttigt, at spekulere i udviklingen i prisen på el end at producere den.

Jyllands-Posten 13. april 2023

Samfundet knager i sine fuger. Sundhedssektoren er ved at san­de til; det samme er skatteforvaltningen. Og hvad med rets­væ­se­net? Minksagen blev byttet til ministerposter. Værre er det med FE-sagen, der ikke vil dø.

Regeringen formaner os jævnligt om at have tillid til myndighederne. Statsministeren førte an, da hun udspurgt om sit kendskab til det manglende lovgrundlag i minksagen og de slettede sms’er afbrød spørgeren med et: “Der bliver I nødt til at stole på mig. Jeg er landets statsminister”. Men tillid er ikke noget, der følger med embedet. Det er noget, man gør sig fortjent til.

Med justitsministerens accept rejste statsadvokaten den 21. februar tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, der er tiltalt for at have røbet statshemmeligheder. Statsadvokaten ønsker sagen ført for lukkede døre af hensyn til rigets sikkerhed; det vil være en gave til konspirationsfolket. Hjort ønsker offentlige retsmøder af hensyn til retssikkerheden. Gad dog vidst, om den sag nogensinde kommer for retten.

Indtil nu har tre justitsministre formanet os om at have tillid til anklagemyndigheden. Lige lidt har det hjulpet. Forløbet har blot næret mistilliden – til regeringen. Men FE-sagen udgør næppe nogen blivende trussel mod det tillidsbaserede danske samfund. Og minksagen blev under regeringsforhandlingerne i en uskøn opvisning i realpolitik af Frederiksen, Ellemann og Løkke stedt til hvile sammen med de stakkels mink. Men ministre blev de da alle sammen. Nej, ikke minkene.

En langt større trussel mod samfundets sammenhængskraft er de tilbagevendende skandaler i skatteforvaltningen. Til skatteforvaltningen afleverer vi den halvdel af vores indkomst, der går til finansiering af en offentlig sektor, der truer med at segne under sin egen vægt. Det er helt afgørende for vores tillid til statsmagten, at vi kan forlade os på, at skatteforvaltningen afkræver os korrekte skatter og afgifter.

Lige så afgørende er det, at Gældsstyrelsen effektivt inddriver skyldige skatter og afgifter. I dag skylder omkring 1,1 mio. borgere og 160.000 virksomheder det offentlige ca. 150 milliarder kroner – og har gjort det længe. Så længe, at ¾ af tilgodehavendet må anses for tabt. Sådan går det med ethvert tilgodehavende, der ikke røgtes men bogføres i glemmebogen.

Gældsstyrelsen har registreret 27,5 mio. fordringer til inddrivelse. Heraf er halvdelen – De læste rigtigt kære læser, halvdelen – ikke inddrivelsesparat (godt ord igen). I et stort antal sager er der fejl, eller mistanke om fejl, i datagrundlaget; i andre sager er der muligvis indtruffet forældelse. Forholdet er en bombe under betalingsmoralen. Selv den bedste bedsteborger kan føle sig fristet til at afprøve systemet ved at ignorere f.eks. den næste fartbøde – og den næste igen. Blot for at se, hvad der sker.

Den ikke-inddrivelsesparate gæld kan ikke inddrives, fordi der hos Gældsstyrelsen hersker uklarhed om grundlaget. Det er klart nok. Men hvis en borger med orden i sagerne gerne vil indfri en forfalden gæld til det offentlige, så kan det ikke lade sig gøre, hvis gælden ikke er inddrivelsesparat. Det er absurd.

Forholdet er – skulle man tro – reguleret af deponeringsloven af 1932, hvorefter man som skyldner kan frigøre sig for sin forpligtelse ved at deponere det skyldige beløb. Men så nemt skal det ikke være; deponeringsloven overtrumfes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Efter gældsinddrivelsesloven kan Gældsstyrelsen fastholde os i et gældsforhold, selv om vi måtte have både evne og vilje til at indfri gælden. Og opholdet i gældsfængslet er ikke gratis. I 2023 andrager inddrivelsesrenten 9,9 pct. p.a., og den er ikke fradragsberettiget. Skatteministerens bekymring for provenutabet ved en deponeringsordning er ilde anbragt.

En ikke uvæsentlig del af Gældsstyrelsens tilgodehavende kan formentlig henføres til ikke-afregnet A-skat, som arbejdsgiver har indeholdt efter kildeskatteloven – men glemt at afregne. I ordningen er indbygget en uhensigtsmæssig mulighed for tag-selv kreditter. Der gælder helt det samme for moms og indeholdt udbytteskat. Et anpartsselskab, som i 2005 havde undladt at tilbageholde udbytteskat med 158 mio. kr., blev ved Højesteret tidligere i år kendt pligtig til inden 14 dage at betale beløbet med tillæg af renter efter opkrævningsloven, 362 mio. kr. Bare vi nu ikke gør regning uden vært. Selskabets betalingsevne står og falder med værdien af et ”letter of comfort” udstedt af et moderselskab med adresse fjernt fra Danmark. 

Jyllands-Posten, 2. marts 2023