For 30-40 år siden var forsikringsselskaberne i vidt omfang gensidige. Nu er de, stort set, væk. Forretningen er solgt fra eller omdannet til et aktieselskab. Tilbage sidder det gensidige selskab og ruger på pengene eller som ejer af et forsikringsaktieselskab. Det forekommer ikke alt sammen gennemtænkt. Kun Topsikring gs ryddede op efter sig selv.

En stemmeprocent som ved valget til menighedsrådet

Der har i Region Hovedstaden været valg til TryghedsGruppens repræsentantskab. Den 3. februar 2025 lukkede valgstederne. 33.076 medlemmer havde afgivet stemme. Det lyder som en hel del. Det er det ikke. TryghedsGruppen har 539.000 medlemmer i regionen; kun 6,1 pct. af vælgerne havde ulejliget sig med at stemme. Medlemsdemokratiet ånder – men kun svagt.

Det er tankevækkende. TryghedsGruppen har en egenkapital på 20 milliarder kroner, der i alt væsentligt er bundet i 48 pct. af ejerskabet til forsikringskoncernen Tryg (som også omfatter Alka). Det er alt sammen dog ikke helt ubetydeligt. Alligevel søger kun hvert 16. medlem indflydelse.

Det gælder for TryghedsGruppen, som for andre omdannede tidligere finansielle virksomheder (OTFV’er), at ”du er automatisk medlem”. Gratis. Det er naturligvis befordrende for medlemstilgangen men ikke nødvendigvis for engagementet blandt medlemmerne. Kan man overhovedet bygge en demokratisk styreform på et så svagt fundament?

TryghedsGruppen oplyser, at en større fokus på selskabets medlemsdemokrati har øget interessen hos medlemmerne betragteligt. Godt nok. Den øgede interesse kan imidlertid ikke aflæses i valgdeltagelsen, der over de seneste fem år er faldet jævnt fra 11,2 pct. til nu 6,1 pct. Inden længe kommer TryghedsGruppen i overtræk! Men måske er det alt sammen blot begyndervanskeligheder. Medlemsdemokrati er noget forholdsvis nyt i TryghedsGruppen. Indtil 2008 udpegede bestyrelsen selv repræsentanterne – lutter pålidelige folk, der nok vidste, hvor krydset skulle sættes.

Demokrati – ikke noget, man kan købe sig til  

Alt imedens valgdeltagelsen har været vigende, har TryghedsGruppen haft betydelige udgifter til medlemsdemokratiet. I 2024 kostede ”demokrati og medlemmer” således TryghedsGruppen 32 mio. kr. mod 28 mio. kr. året før. Medlemsdemokratiet kulminerede i valget af 21 repræsentanter. De kostede 1,5 mio. kroner. Per stk. At holde repræsentantskabet og bestyrelsen kørende kostede andre 11 millioner kroner. Gad dog nok vide, om forsikringstagerne får værdi for pengene.

TryghedsGruppen er det gamle gensidige forsikringsselskab Tryg, der i 1991 placerede forsikringsforretningen i et aktieselskab, Tryg Forsikring A/S. Det gensidige selskab, der blev eneejer af forsikringsaktieselskaberne, liv og skade, fortsatte som et andelsselskab med begrænset ansvar, Tryg amba (nu TryghedsGruppen). Andelsselskabet var, som det gensidige selskab, ejet af sine medlemmer (andelshaverne). I 1995 lod bestyrelsen selskabet skifte navn – fra Tryg amba til Tryg smba. Navneændringen var uden juridiske konsekvenser.

Hen te Kommoden og te’bav’s igen

Langt hen ad vejen var alt ved det gamle. Dog var forsikringstagernes ejerskab til  forsikringsselskabet nu blevet indirekte. Medlemmerne var kommet på længere afstand af forsikringsselskabet – det eneste, de havde til fælles. Bestyrelsen havde fået en længere snor.

I 1999 fusionerede Tryg med Unibank. I 2001 indgik Unibank i den pan-nordiske bankfusion Nordea; Tryg fulgte med. For sent opdagede Tryg, at man havde solgt sig selv. Med 5,8 pct. af aktiekapitalen i Nordea AB kunne forsikringsfolkene i Ballerup ikke længere nå jorden. Bestyrelsen i Tryg smba sad tilbage med et selskab uden aktivitet.

Noget måtte ske. I repræsentantskabet var der røster for, at man skulle opløse Tryg smba og udlodde formuen til medlemmerne. I bestyrelsen så man hellere selskabet omdannet til en fond. Men inden det kom til en afgørelse, satte Nordea i 2002 skadesforsikringsvirksomheden til salg. Den købte Tryg smba, der betalte for købet med aktierne i Nordea AB. Under al tummelen havde Tryg sat livs- og pensionsforsikringsselskabet (det senere Velliv) over styr.

På Børsen vi går

I 2005 satte Tryg smba 40 pct. af aktiekapitalen i forsikringsselskabet til salg; efterfølgende blev aktierne optaget til notering på Fondsbørsen. I prospektet stillede bestyrelsen i udsigt, at Tryg som børsnoteret selskab ville udbetale udbytte til sine aktionærer. Tryg smba kunne se frem til, skattefrit, at modtage 60 pct af udbyttet. Det var uklart, hvad de mange penge skulle bruges til. Men det kan hænge sammen med, at bestyrelsen efter affæren med Nordea var kommet til den forbavsende opfattelse, at Tryg smba var en selvejende institution med medlemsindflydelse – en nyskabelsei dansk erhvervsliv, et spark i nyrerne på andelsbevægelsen. 

I 2021 erhvervede Tryg det svenske Trygg-Hansa samt Codans norske forretning. Til finansiering heraf udvidede Tryg aktiekapitalen med 37 mia. kr.; i konsekvens heraf faldt TryghedsGruppens ejerandel i Tryg til 45 pct. TryghedsGruppen – det gamle gensidige forsikringsselskab – havde siden 2005 gennemgået en metamorfose. Tryg var ikke længere medlemsejet; TryghedsGruppen kontrollerede ikke længere en aktiemajoritet.

Det gamle kundeejede selskab kan nu uforstyrret hengive sig til triviel profitmaksimering. Tryg har udviklet sig til en såkaldt udbytteaktie, der tilstræber at udbetale et stabilt, jævnt stigende udbytte, svarende til 60-90 pct. af selskabets overskud efter skat.

Bonus – et dyrt illusionsnummer

Og forsikringskunderne? De kan ikke modtage udbytte fra Tryg; de er jo ikke  aktionærer. Det er derimod TryghedsGruppen – og en stor en af slagsen. Siden 2016 har TryghedsGruppen videregivet en del af det modtagne udbytte til medlemmerne som en skattepligtig bonus, der beregnes som en andel af medlemmernes forsikringspræmier, 6 pct. for 2024. Men det er en dyr trafik – for forsikringskunderne/medlemmerne.

Kunderne, for så vidt de ikke er erhvervsdrivende, betaler forsikringspræmien af beskattede midler. Inden en del af præmien kommer tilbage til medlemmerne som bonus, er den blevet beskattet med 26 pct. i Tryg, hvorefter den bliver indkomstbeskattet hos medlemmerne. En samlet (dobbelt-)beskatning på typisk ikke under 60 pct.

Et beskattet overskud (udbytte) i Tryg på 100 kroner svarer til et ubeskattet overskud på 135 kroner. Det er indlysende, at TryghedsGruppens medlemmer er bedre tjent med en nedsættelse af forsikringspræmierne med 8,1 pct. end en skattepligtig bonus på 6 pct. For Tryg er det hip som hap. Men det er det ikke for de eksterne aktionærer. TryghedsGruppens medlemmer og de eksterne aktionærer har ikke sammenfaldende interesser.

Valgt af forsikringstagerne – men til hvad?

Repræsentantskabet er sat uden for enhver indflydelse på Tryg Forsikring. Repræsentanterne har alene til opgave at beslutte TryghedsGruppens overordnede strategi, at godkende TryghedsGruppens regnskab, herunder overskudsdisponeringen, at godkende vedtægtsændringer og at vælge TryghedsGruppens bestyrelse.

For at repræsentantskabet dog ikke skal henfalde til passivitet, mødes repræsentanterne et par gange om året for at tage stilling til ansøgninger om støtte til almennyttige aktiviteter. Det kan der sikkert siges meget godt om. Men det kan næppe være helt uproblematisk i relation til god selskabsledelse. For hvordan er det lige med checks and balances, når alle har hænderne nede i dejen?

I regnskabsmeddelelsen af 28. februar glædede formanden for TryghedsGruppens bestyrelse sig over et ”fornuftigt” omkostningsniveau i Tryg; til de stigende forsikringspræmier havde formanden ingen bemærkninger. Formanden redegjorde kort for udfordringerne, som de tager sig ud i 2025: TryghedsGruppen har sat sig for at anvende 700 mio. kr. til almennyttige aktiviteter, der kan bidrage til trygheden i Danmark. Heraf er der til regionale aktiviteter øremærket 100 mio. kr., der skal udmøntes i fem råd bemandet med de regionalt valgte repræsentanter.

Det er hvad der ligger forude for 70 repræsentanter demokratisk valgt af og blandt forsikringstagerne i Tryg. Om forsikring ikke et ord. Sandelig, forsikringstagerne er kommet på lang afstand af det gamle gensidige selskab ejet af kunderne.

Som organisation er TryghedsGruppen udfordret; herom vidner valgdeltagelsen. Stine Bosse, den tidligere direktør i forsikringskoncernen, yndede til langt op i 00’erne at omtale forholdet mellem forsikringsselskabet og TryghedsGruppen som en symbiose, uagtet 40 pct af selskabet var ejet af eksterne aktionærer. Indtil børsnoteringen i 2005 var der mellem selskabet og TryghedsGruppen personsammenfald i bestyrelsen og direktionen. Selskabet, der var først i tid, fik overhånd. Der var halen, der logrede med hunden. Sådan er det fortsat. Af forsikringsselskabets bestyrelse på 14 medlemmer kommer 3 fra TryghedsGruppen. Så meget for indflydelsen i Tryg.

Ejerskabet til Tryg – en mesalliance

TryghedsGruppen kæmper ihærdigt for at genvinde positionen som hovedaktionær i Tryg. Men hvad skal det nytte? For hvilken forskel gør det dog, om TryghedsGruppen ejer 45 pct. eller 51 pct af Tryg? De to er uigenkaldeligt vokset fra hinanden. Måske var det bedre for medlemmerne, for forsikringskunderne – og for konkurrencen på forsikringsmarkedet – om TryghedsGruppen solgte sine aktier i Tryg og for provenuet erhvervede et andet forsikringsselskab. Kun med det fulde ejerskab kan TryghedsGruppen drive forsikringsselskabet til fremme af kundernes/medlemmernes interesser.

Gældende ejerskab delt mellem kunderne og kommercielle aktionærer er en mesalliance. Ufrivilligt indtager TryghedsGruppen rollen som den nyttige idiot, når man – ene af alle aktionærerne – tilbagefører en del af udbyttet til selskabets kunder. TryghedsGruppen har udbetalt en medlemsbonus på 1 milliard kroner til Trygs danske kunder, fremhæver TryghedsGruppen i sin markedsføring.

Det er en markedsføring, der kommer selskabet og alle dets aktionærer, ikke blot TryghedsGruppen, til gode. Det er næsten for meget af det gode.

Jørn Astrup Hansen var medlem af TryghedsGruppens repræsentantskab 2008-13.

Teksten er den 4. marts 2025 bragt som et indlæg i internetmediet FUNDATS

Netop som der er udskrevet valg til Inatsisartut, har DR med en kontroversiel dokumentar ønsket at medvirke til debatten om de historiske relationer Grønland og Danmark imellem. Det er DR lykkedes med – men på en måde, der næppe var tilsigtet.

Søndag den 9. februar løb dokumentaren Grønlands hvide guld over skærmen. Udsendelsen fortæller om udvindingen af kryolit i Ivittuut i Sydvestgrønland i 1856-1987. Grønlands hvide guld er ikke en faktabaseret film med en journalistisk beskrivelse af virkeligheden. Grønlands hvide guld er – som Det gamle guld og De røde heste – en iscenesat, en konstrueret film.

Filmens hovedperson er lektor Naja Graugaard, forsker i koloniale relationer mellem Grønland og Danmark, der vender tilbage til Arsukfjorden, hvor hendes mormor boede, blot for at finde kryolitminen tømt for guld. Graugaard sætter sig for sammen med historikeren Marie-Louise Skov Jensen at finde ud af, hvem der er stukket af med guldet. Det viser sig at være Kryolitselskabet, der havde adresse på Strandboulevarden i København, og den danske stat, som over 130 år solgte kryolit til en samlet værdi af 400 milliarder kroner udtrykt i dagens mønt.

Indkaldte eksperter – lektor Lise Lyck, ekspert i Grønlands økonomiske og politiske udvikling, og Arindam Banerjee, professor i økonomi og kolonialisme ved BML Munjal University i Indien – medvirkede til at sløre begreberne på en sådan måde, at der til sidst ikke skelnes mellem omsætning (salg) og indtjening. Professoren erklærer således, at de 400 milliarder er “Danmarks direkte indtjening på kryolithandlen”. Sådan! Om man leder længe nok, kan man altid finde en standsperson eller to, der er rede til at fornægte det dobbelte bogholderis princip.

Ikke siden Den sorte svane har en udsendelse på dansk TV vakt en lignende opstandelse. DR’s nyhedsdirektør fastholder, at der ikke er noget at komme efter; der er i dokumentaren ingen faktuelle fejl, ingen forbehold, der ikke er taget. Men direktøren beklager, at man ikke brugte endnu en ekspert i ”traditionel” økonomi, der kunne have perspektiveret ”det her med værdiskabelse”. Dokumentaren skulle medvirke til at skabe debat om den historiske relation mellem Danmark og Grønland, oplyser direktøren. Det er en mission, som DR er lykkedes med!

Men direktøren beklager, at seerne ikke tog dokumentaren ned, således som DR havde tænkt sig. Det er dunkel tale. De to eksperter argumenterede jo netop for, at kryolitten skabte en indkomst på 400 milliarder kroner. I Danmark. Og det var det indtryk, seerne sad tilbage med. Perception is reality.

I Nuuk har man ingen problemer med at tage dokumentaren ned. Regeringschefen, Múte B. Egede, fastslår, at Danmark har tjent mindst 400 milliarder kroner bare på kryolitminen i Ivittuut, der finansierede ikke blot Marmorkirken men også opbygningen af et velfærdssamfund i Danmark. – Hvad ville Danmark havde været uden Grønland, spørger Egede, der ser bloktilskuddet som en afdragsordning, en betaling for den kryolit, som Danmark hentede op af minen – men glemte at betale for. I DR’s udsendelse oplyses i forbifarten, at den danske stat siden 1854 har haft samlede udgifter på Grønland svarende til 685 milliarder kroner i dag; det lod ingen, heller ikke Egede, sig distrahere af.

Den 11. marts er der valg til det grønlandske parlament. Det har længe været klart, at forholdet til Danmark, og rigsfællesskabet, vil komme til at dominere valgkampen. Danske medier medvirker flittigt til at skævvride den grønlandske debat om selvstændighed. – TV 2 bliver enden på rigsfællesskabet, som chefredaktøren på det grønlandske medie Sermitsiaq udtrykker sig.

Med Grønlands hvide guld, der tangerer fake news, har DR kastet benzin på et knitrende bål, som også Trump flittigt bærer ved til. Det er synd for grønlænderne. Hvordan skal de i et sådant inferno dog få held til at afvikle et valg på betryggende vis? Men hvordan har DR i øvrigt haft held til at programsætte dokumentaren om Grønlands hvide guld til den 9. februar – blot 5 dage efter, at der blev udskrevet valg til Inatsisartut?

– Alle i Grønland skal vide det, erklærer Graugaard, da hun står med de ”sprængfarlige” dokumenter i hånden. I filmens sidste minutter ser vi hende flyve til Nuuk for at bekræfte to af Grønlands ledende politikere, Lars-Emil Johansen og Múte B. Egede, i det, de gerne ville bekræftes i – at Danmark har tjent styrtende med penge i Grønland. Forskeren Naja Graugaard havde ladet masken falde.

Man mærker hensigten og bliver forstemt.

Teksten kunne den 20. februar 2024 læses på Altinget.

Trump har smidt en bombe ind i rigsfællesskabet. Grønland er i fokus; for 25 år siden var det Færøerne. Måske er der for parterne en lære at drage af de færøske suverænitetsforhandlinger i 2000.

Det knager i forholdet mellem Danmark og Grønland – et gammelt norsk skatland, som med det dansk-norske fællesmonarki i 1380 blev dansk interessesfære. Ved Kieler-freden i 1814, som for Danmarks vedkommende afsluttede Napoleonskrigene, måtte vi afgive Norge, der ved bodelingen “glemte” at gøre krav på Grønland.

Med grundloven i 1953 blev Grønland gjort til en del af Danmark – uden at grønlænderne blev taget med på råd. Grønland blev et dansk amt med en landshøvding i amtmandens sted – et helt almindeligt amt var Grønland nok ikke. Grønland fik i 1979 hjemmestyre og i 2009 selvstyre.

Trump har skabt røre i rigsfællesskabet med sit ønske om at bemægtige sig Grønland. Men det er ikke blot Trump, der rokker båden. I Nuuk, fra tid til anden også på Færøerne, besværer man sig over rigsfællesskabet – en misvisende betegnelse, det må man medgive Høgni Hoydal. Danmark er en enhedsstat, ikke et fællesskab mellem tre lande. Danmark er dumpet i faget afkolonisering.

I lange perioder hører vi ikke meget til Grønland og Færøerne. Men pludselig hører vi næsten ikke om andet. Færøerne erobrede dagsordenen under regeringen Nyrup Rasmussen (1998-2001). Nu gentager forløbet sig under Mette Frederiksens regering men denne gang med Grønland som omdrejningspunkt. For 25 år siden havde Færøerne det 90. mandat i Folketinget. Efter at Moderaterne er blevet afluset, har regeringen nu 87 mandater; sikkert er det afgørende mandat i Folketinget undertiden placeret i Grønland.

Blandt oppositionspartierne har der været kritik af statsministeren for at give for meget medløb til Múte B. Egede – og Trump – med forsikringen om, at alting begynder og ender i Nuuk. Rasmus Jarlov (C) kan ikke frigøre sig fra den tanke, at det alt sammen hænger sammen med, at regeringens flertal er grønlandsk. Det afviser Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, der fra tid til anden giver liv til erindringen om Komiske Ali.

I Grønland flirter man åbenlyst med tanken om selvstændighed. Det er nærliggende at skæve til forholdene på Færøerne, hvor det i 2000 kom til egentlige suverænitetsforhandlinger med den danske regering. Lad os se lidt på, hvilke kræfter, der slippes løs, når parterne i rigsfællesskabet kaster handskerne.

I marts 1998 var der valg til Folketinget. Nyrups SR-regering bevarede netop flertallet, men det 90. mandat gik rigtignok til Færøerne – til Jóannes Eidesgaard fra Socialdemokratiets færøske søsterparti. Da tinget skulle vælge en ny formand, undlod Eidesgaard at stemme. Regeringen fik ikke valgt sin kandidat, Birthe Weiss (S); efter lodtrækning blev Ivar Hansen (V) formand med 89 stemmer. Regeringen havde fået en huskekage.

I april 1998 var der valg til det færøske lagting. For blot anden gang siden hjemmestyret i 1948 fik løsrivelsespartierne flertal. Valgets store sejrherre var Høgni Hoydal fra det republikanske parti, der, med selvstyreanliggender som en del af sit ansvarsområde, blev vicelagmand i et landsstyre ledet af Anfinn Kallsberg fra Folkepartiet – de konservatives færøske søsterparti. En af Kallsbergs partifæller sad i øvrigt på det andet færøske folketingsmandat. Ved kritiske afstemninger kunne der fra færøsk side udøves en afgørende, en overnormal indflydelse i det danske folketing – et forhold, der ikke var undgået Nyrup-regeringens opmærksomhed.

Den 26. juni skulle regeringen i Folketinget med en pinsepakke; tiden var inde til at få færingerne ombord. Et par dage før lagtingsvalget i april havde landsstyret indstævnet den danske stat og Danske Bank ved Østre Landsret med krav om en erstatning på 1,5 milliarder kroner i banksagen. Til afholdelse den 10. juni indbød regeringen nu det færøske landsstyre til forligsforhandlinger i sagen, der siden 1992 havde martret det dansk-færøske forhold. Landsstyret fik så hatten passede. Forliget var endog overordentlig fordelagtigt – for Færøerne. Pinsepakken var hjemme!

Landsstyret fik ikke blot en klækkelig erstatning. Regeringen, der havde noteret sig landsstyrets ønske om at oprette Færøerne som en suveræn stat, erklærede sig i forligsteksten indstillet på, at der på færøsk foranledning indledes forhandlinger om landsstyrets ønsker til et nyt grundlag for de bilaterale relationer parterne imellem. Regeringen stillede også forhandlinger om en økonomisk overgangsordning i udsigt.

Frederik Harhoff, professor i folkeret, der i 1992 havde forsvaret en doktordisputats om rigsfællesskabet, mente, at forliget udgjorde begyndelsen til enden på det danske rigsfællesskab, og at en så radikal ændring af fællesskabet som minimum skulle have været forhandlet i Folketinget. Gad dog vidst, hvad Harhoff mener om Frederiksens carte blanche til Múte B. Egede.  

Beruset af overmod hastede det færøske landsstyre hjem for at skrive en grundlov for øerne, medens den danske regering synes at være blevet grebet af bondeanger. I alt fald fandt den færøske delegation alt som forandret, da den i marts 2000 mødte op i statsministeriet for at forhandle suverænitet. Regeringen kunne ikke imødekomme landsstyrets ønsker – navnlig ønskerne om dobbelt statsborgerskab og en økonomisk overgangsperiode på 15 år; regeringen tilbød 4 år.

Sjurður Skaale, der medvirkede i forhandlingerne som rådgiver for det færøske landsstyre, mener, at landsstyret var alt, alt, alt, alt for naiv. Det hele sluttede efter mindre end et år. I frustration – og ingenting.

Jørn Astrup Hansen var i 1993-2005 direktør i FØROYA BANKI.

Indlægget kunne, i en lettere forkortet udgave, læses i Jyllands-Posten den 22. januar 2025.

Ifølge velfærdsforliget skal folkepensionsalderen hæves i takt med levealderen. Første gang i 2030 – med ét år. Nu flirter Socialdemokratiet med at udtræde af aftalen. Men folkepensionen er næppe afgørende for, hvornår vi forlader arbejdsmarkedet.

Adam Smith, den skotske økonom og filosof, udviklede i 1776 i sin bog om The Wealth of Nations en sammenhængende økonomisk teori til beskrivelse af økonomisk liberalisme. Smith, der opererede med tre produktionsfaktorer: jord, arbejde og kapital, var af den opfattelse, at en ”usynlig hånd” vil føre til nyttemaksimering i en fri markedsøkonomi med aktører – producenter og forbrugere – der drives af egennytte.

Der er løbet meget vand under broen siden Adam Smith. Marx har været her; det samme har Keynes og Friedman. Men tilbage står, at staten har reduceret borgerne til produktionsfaktorer – til skaffedyr. Det har SVM-regeringen givet os anskuelsesundervisning i.  

For at øge arbejdsudbuddet afskaffede regeringen i fjor store bededag som helligdag. Det vakte stor opstandelse i kirkelige kredse og i Socialistisk Folkeparti, og siden har det været småt med store armbevægelser hos Frederiksen og Løkke. Men det blev dog til lidt bravadesnak så sent som i marts. – Vi har behov for en mentalitetsændring, mente statsministeren, der fremhævede Rusland, hvor samlebåndene kører 24/7. – Russerne går ikke hjem; de fortsætter.  

Men danskerne? Ja, de går hjem. De skal jo nå at hente børnene, inden institutionen lukker. Men det er skam ikke nogen skam at være den sidste til at hente børnene, skriver Kaare Dybvad Bek, Socialdemokratiets chefideolog, i sin bog ”Arbejdets land”. Men det er alt sammen mere end 5 måneder siden. Nu har statsministeren fået et andet, et mere socialdemokratisk, syn på arbejdsudbuddet. Der er jo også snart valg.

Socialdemokratiet agter at frigøre sig fra velfærdsforliget af 2006, hvorefter folkepensionsalderen hæves i takt med levetiden. Men nu skal det være mere lempeligt og retfærdigt – læs socialdemokratisk – oplyste statsministeren for en uge siden. Thor Pedersen, der var finansminister i 2006, kalder Socialdemokratiets udspil for dybt uansvarligt, medens Marianne Jelved, damen med tasken, nøjes med at erklære sig ”forbavset”.

En magtfuld statsminister lægger til grund, at om hun siger hop, så hopper vi. Frederiksen synes at gå ud fra, at hvis forligspartierne i 2030 beslutter, at folkepensionspensionsalderen fra 2035 skal være 68,5 – og ikke 69 – år, så vil vi om 10 år alle gå på pension 6 måneder efter, vi er fyldt 68 år. Men hvorfor skulle vi egentlig det?

Nok kan en flertalsregering beslutte at afskaffe store bededag som helligdag. Posthusene vil således være lukket, men det forhindrer da ikke Karsten Hønge i at tage fri fra arbejde store bededag og den ganske dag anråbe om syndernes forladelse. Og nok kan en flertalsregering beslutte, hvornår folkepensionen kommer til udbetaling. Men hvornår vi vælger at forlade arbejdsmarkedet, er vel noget, vi selv bestemmer. Afgørende bør være lysten til at forblive på (eller forlade) arbejdsmarkedet, helbredet og økonomien. 

Hvis vi vil bevare velfærdsstaten, som vi kender den, må vi arbejde hårdt, og længe, lyder det fra politikerne. Til gengæld står staten parat til at samle os op, når vi segner under byrden af en overvægtig stat. Det er pagten. Men når mange vender sig imod en højere pensionsalder, er det da et udtryk for, at de ikke længere finder bytteforholdet attraktivt? At de er villige til at slække på forventningerne til velfærdsstaten mod at kunne gå tidligere på pension? I så fald har politikerne fået noget at tænke over.

Professor Jesper Rangvid og lektor Henrik Ramlau-Hansen (tidligere direktør i  Danica Pension), begge CBS, har undersøgt pensionisternes  økonomi. Undersøgelsen viser, at danskerne som pensionister kan se frem til en indkomst (dækningsgrad) på typisk 70-80 pct. af indkomsten som arbejdstagere. Men med en betydelig spredning!

Om den ”frie” formue bringes i spil og nedspares over restlevetiden, kan danskerne som pensionister se frem til en indkomst på 90-100 pct af indkomsten som arbejdsaktive. En aktivering af den frie formue vil således kunne øge dækningsgraden med typisk 20 procentpoint. Det er let at indse, at det ikke vælter læsset, om folkepensionen udbetales fra de 70. og ikke det 67. år.

Arbejdsmarkedspensionerne, der blev indført under Schlüter-regeringen, har  været en succes. Succesen er så stor, at et stigende antal pensionister ikke har nogen grund til at lade valget af pensioneringstidspunkt bestemme af, hvornår folkepensionen kommer til udbetaling. Politikerne står til at miste det virkemiddel, der skulle få os til at tage et år elle to mere i hamsterhjulet.

Men lige nu venter vi på, at politikerne går forrest og beskærer egne, overdrevent lukrative pensionsordninger.

Jyllands-Posten, 29. august 2024

Treparten lægger op til, at Landbrug & Fødevarer og Naturfredningsforeningen indrømmes vetoret i klima- og miljøpolitikken. Kvitter for enigheden, lad være med at rette i aftalen og få den stemt igennem, lyder opfordringen til Folketingets partier.

Flertalsregeringen afskaffede i fjor store badedag (bededag, undskyld) som en helligdag. Det førte til en farlig ballade med fagbevægelsen. Mette Frederiksen brugte sit flertal men fik sig en forskrækkelse og tabte modet. Det samme gjorde Venstre – tabte modet altså. Under forhandlingerne i 2022 om regeringsgrundlaget havde Ellemann-Jensen kækt forpligtet partiet til at medvirke til en CO₂-afgift på landbruget. Men formanden havde et øjeblik glemt, at i Venstre tages de store beslutninger ikke af folketingsgruppen men af baglandet – en kreds af stovte bønder, der repræsenterer 3 pct. af partiets vælgere.

Treparten blev det figenblad, som regeringen, og Venstre, kunne gemme sig bag. Aftale om et Grønt Danmark kom til verden den 24. juni efter trepartsforhandlinger, der ses anvendt, når væsentlige samfundsinteresser er i spil. Klassiske trepartsforhandlinger på arbejdsmarkedet er forholdsvis ufarlige for omverdenen. Lønmodtagerne og arbejdsgiverne, der, i alt fald på kort sigt, har modsatrettede interesser, holder hinanden i skak; det går aldrig helt galt.

Med den grønne trepart var det anderledes. Parterne i forhandlingerne var Landbrug & Fødevarer (L&F) og Danmarks Naturfredningsforening; regeringen deltog som opmand – og sponsor. Der var dog også andre med i trekanten (treparten, undskyld). Kommunerne, Dansk Industri, Dansk Metal og Fødevareforbundet var med, men de var henvist til rollen som sekundanter eller vidner.

Reelt blev det overladt til to forholdsvis beskedne organisationer at indgå en meget vidtrækkende aftale, som regeringen nu vil bære ned i Folketinget. L&F repræsenterer 7.500 heltidslandmænd, medens Naturfredningsforeningen repræsenterer 135.000 medlemmer.

Altmuligminister Lars Løkke Rasmussen takkede ved aftalens fremlæggelse Naturfredningsforeningen og L&F for, at det var kommet til en aftale. Heller ikke L&F var i tvivl om sin rolle. I LandbrugsAvisen kunne man den 5. juli læse, at Landbruget har taget ansvar, i og med at det lykkedes at blive enig med Danmarks Naturfredningsforening om en CO₂-afgift og udviklingen af den danske natur.

Gjerding og Søndergaard fandt hurtigt hinanden. Gjerding vil have mere natur. Det får hun. Der skal udtages 140.000 ha lavbundsjorde og randarealer, og der skal etableres 250.000 ha skov. Alt det kan Søndergaard levere. Pris 30 mia. kroner. Gjerding glæder sig over, at vi nu kan gå i gang med at omlægge landbrugsarealer til natur. Måske får vi storken tilbage, jubler Gjerding. Søndergaard er ikke mindre fornøjet. – Der er ingen tvivl om, at det, vi har fået, er større end det, vi har givet, udtalte han den 4. juli ved åbningen af dyrskuet i Herning.

Men hvem skal nu betale? Det skal skatteborgerne repræsenteret ved Folketinget, der har været henvist til at læse i avisen om de grønne forhandlinger. Der bør være en voksen med ved bordet, næste gang regeringen forhandler med L&F, en meget effektiv lobbyorganisation. Det er ikke nok med landbrugsministeren, der opfatter sig som hjælperytter for erhvervet.

Men hvad med CO₂-afgiften? Kommer der en afgift? Ja da. Der indføres i 2030 en afgift på 300 kr. pr. ton CO₂ stigende til 750 kr. i 2035 men med et bundfradrag på 60 pct. Regeringen sætter afgiften på CO₂, som Novo sætter prisen på Wegovy i USA; der skal være plads til klækkelige rabatter. I øvrigt føres afgiften tilbage til erhvervet, og den enkelte landmand har mulighed for med en hensigtsmæssig adfærd at styre helt udenom afgiften. 

Landbruget vil med aftalen blive tilført yderligere tilskud. Når der nu skal udtages lavbundsjord, så vil en del af prisen for jorden repræsentere den kapitaliserede værdi af offentlige tilskud. Der er en fin ironi heri – en ironi, der leder tanken hen på Ebberød Bank.

Treparten har været vidt omkring. Det er således aftalt, at regeringen skal arbejde for, at der indføres en ”slagtepræmie” for grise, der opfedes og slagtes i Danmark. Danske slagterier har ondt i konkurrenceevnen, og halvdelen af produktionen af smågrise eksporteres til udlandet. På nyfødte grise skal der således indføres en produktionsafgift, som – for svin, der slagtes i Danmark – føres tilbage til erhvervet. Men en halvering af antallet af svin, der fedes op til slagtning i Danmark, er vel en fordel? For klimaet og for miljøet. Har vi ikke netop et (for) stort ”svineri”?

Ligeledes vil regeringen søge den maksimale transporttid for slagtedyr begrænset til 8 timer. Det er nok slagteriarbejdernes snarere end dyrenes velfærd, der har ligget aftaleparterne på sinde.

Jyllands-Posten, 18. juli 2024

Coop tager vand ind. Et tungt demokrati hæmmer manøvredygtigheden i ejerforeningen; der er langt fra tanke til handling. Vi må håbe, Skipper formår at styre fri af skærene. Imens varmer vi os ved erindringen om Sikker Hansens tegninger og Børge Mogensens møbler.

– Danmark er en brugsforening. Det mente i alt fald historiefortælleren Palle Lauring. Sammen med Buster Larsens kommentarer til dagligdagen i Lorteland indrammede citatet af Lauring TV-serien Gamle Danmark (1983), der var baseret på Paul Hammerichs Danmarkskrønike.

Det var dengang. Brugsen var til langt op i det 20. århundrede lige så dansk som rødgrød med fløde. Men brugsen var ikke bare en gemen dagligvareforretning. Brugsen var en bevægelse – en institution i velfærdsstaten. Som man var medlem af folkekirken, var man medlem af brugsen.

Med en aktiv oplysningsvirksomhed bestræbte brugsforeningerne sig på at gøre kunderne til bevidste forbrugere med en aktie (andel, undskyld) i det gode liv. I strategiplanen fra 2014 heder det: Vi tror på det gode måltid som en kilde til det gode liv, fællesskab mellem mennesker og øjeblikke, hvor vi oplever det særlige i det almindelige.

Thisted Arbejderforening, den første brugsforening, blev stiftet i 1866 på initiativ af pastor H.C. Sonne. Navnet til trods var foreningen en klassisk brugsforening. Ved udgangen af 1800-tallet var der i Danmark mere end 1.000 brugsforeninger. Brugsforeningerne var en del af andelsbevægelsen, der udviklede sig eksplosivt i årene efter krigen i 1864.

Det, der siden kom til at definere brugsforeningsbevægelsen, var dannelsen i 1896 af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB). Initiativtager til foreningen og dens første formand var uddeleren i Vester Nebel Brugsforening, Severin Jørgensen.

Overvejende var brugsforeningerne beliggende på landet; kun et par procent af dem havde adresse i købstæderne. Men i 1900-tallet begyndte brugsforeningerne at dukke op i bybilledet. I 1916 dannedes Hovedstadens Brugsforening (HB) ved en fusion af en række københavnske  brugsforeninger. HB var en del af arbejderkooperationen, der er tæt forbundet med Socialdemokratiet; landbrugserne og HB var ikke netop to alen af et stykke.

HB ekspanderede voldsomt midt i 1900-tallet – fra Kalundborg til Ålborg – og stod i 1967 for mere end en tredjedel af brugsforeningernes samlede omsætning. HB insisterede på, og fik, mængderabat ved køb hos FDB, der i 1964 ændrede sine vedtægter, så brugsforeningernes indflydelse på Fællesforeningen nu blev bestemt af deres varekøb. Der stemtes ikke længere efter hoveder; bevægelsens solidaritetsprincip var kommet under pres. – Det primære er at drive forretning, derefter at være demokratisk, som formanden for FDB’s repræsentantskab udtrykte sig i 1982.

Men også HB skulle komme under pres. Kapitalgrundlaget og likviditeten kunne ikke holde trit med væksten. I november 1971 måtte HB’s dynamiske formand, Kaj Nielsen, gå bodsgang til FDB. Kassen var tom; der var ikke penge til den sædvanlige dividende. HB måtte lade sig overtage af FDB.

Hvor heldigt, at FDB med en vedtægtsændring blot et halvt år forinden havde fået mulighed for at drive egne butikker. Ambitionen var Danmarks Brugsforening – en  samling af alle brugsforeningerne under FDB’s paraply. På hovedkontoret i Albertslund havde det længe givet anledning til ærgrelse, at medens butikkerne ejet af FDB stod for 2/3 af den samlede omsætning, så sad de selvstændige brugsforeninger på 2/3 af kapitalen.

I 2002 fusionerede FDB med sine skandinaviske søsterorganisationer. Motiverne var forskellige. FDB’s motiver var tvivlsomme. Man håbede, at man med fusionen kunne indfange de selvstændige brugsforeninger, så en større del af bevægelsens samlede kapital kunne bringes i spil ”i den nationale eller internationale strukturkamp”, som formanden i 1997 udtrykte det. Og man håbede – med ”cross lending” parterne imellem – at kunne styrke FDB’s ansvarlige kapitalgrundlag!

FDB og søsterorganisationerne i Sverige og Norge indskød deres dagligvareforretninger i Coop Norden. Tilbage sad FDB’s medlemsorganisation med en ejerandel på 38 pct. i Coop Norden. Fusionen var ilde gennemtænkt. Efter blot fem år måtte samarbejdet opgives. FDB placerede i 2007 de danske forretninger i Coop Danmark A/S. FDB ændrede ved same lejlighed navn til Coop amba. Igen et af disse uforståelige herresving i brugsforeningsbevægelsens nyere historie. Coop!

Coop amba måtte opgive kontrollen over datterselskabet tidligere i år. Med et kapitalindskud på 1 milliard kroner erhvervede energiselskabet OK amba en stemmemajoritet i Coop Danmark A/S. 40 pct. af energiselskabet ejes, ironisk nok, af de selvstændige brugsforeninger, der har fundet tiden inde til at engagere sig i strukturkampen. Selv ejer Coop amba i øvrigt 20 pct. af OK.

Deres ærbødige blev i sin tidlige ungdom uddannet som kommis i en vestjysk brugsforening. Kommentaren er i øvrigt inspireret af Kristoffer Jensens bog om Brugsen (2016).

FINANS, 6. juni 2024

En fortænkt erstatningsmodel inspireret af en aggressiv, borgerlig opposition udløser nu erstatninger for fantomtab til et minkerhverv, hvoraf store dele i november 2020 befandt sig på randen af økonomisk kollaps efter 5 år med en voldsom tilbagegang.

Den 4. november 2020 oplyste statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at alle mink i Danmark skule aflives. Som med én mund lovede Ellemann og Pape os svar på en stribe ubesvarede spørgsmål. Løkke svor, da han et par måneder senere etablerede sig som selvstændig partiejer, at ville gøre fælles sag med sine gamle kammerater.

En advokatundersøgelse skulle kaste lys over den rolle, som den dynamiske duo (Mette og Barbara) havde spillet i minksagen. Men i 2022 faldt  folketingsvalget ud således, at Frederiksen fandt det bekvemt at etablere fælles husholdning med Ellemann og Løkke. Og så kunne man naturligvis ikke lade en advokatundersøgelse forstyrre idyllen.

Efter at koalitionspartierne, i velforstået egeninteresse, har meddelt statsministeren absolution for hendes rolle i erhvervets endeligt, kan vi nu følge anden akt af stykket – erstatningerne til minkavlerne. Tragedien er nu blevet til en komedie – Holberg og Erasmus Montanus ligger lige på tungen. Med minkavlernes formand i rollen som Per Degn og fødevareministeren som Erasmus Montanus.

Regeringen anslog i november 2020, at aflivningen af 15 mio. mink ville føre til en kompensation på 3,9 mia. kr. Oppositionen, der under den coronademokratiske undtagelsestilstand havde følt sig sat uden for indflydelse, blev nu grebet af en svær virketrang. Nu skulle regeringen have en dummebøde, så hatten passede.

Den 21. januar 2021 indgik regeringen med Venstre og tre andre oppositionspartier aftale om erstatning til minkavlerne. Aftalen kom med en pris; skatteborgerne stod nu til en dummebøde på 18,8 mia. kr. – Det var meget vigtigt for højrefløjen, at der blev kastet så mange penge som muligt efter minkindustrien, som ordføreren for et af forligspartierne erindrer det. Man tror ham gerne.

På baggrund af afgørelserne i de første 51 sager forhøjede fødevareministeren så sent som i januar 2024 skønnet over erstatning til minkavlerne til 24 mia. kr. Han skulle hellere have forholdt sig til afgørelserne. Med tillæg af 4 mia. kr. til dækning af omkostningerne ved nedrivning af produktionsanlægget og 1,5 mia. kr. til det med småt beløber dummebøden sig nu til 29,5 mia. kr. – Det er helt afgørende for mig, at minkavlerne får det beløb, de har krav på, og at vi får sat et værdigt punktum for avlerne, udtalte fødevareministeren.

Værdigt er det ikke. Det er en farce – en farce, som alle danskere, store som små, betaler 5.000 kr. til, og der er ikke rabat på børnebilletter. Minkavlerne griner hele vejen hen i banken. Men hvem værner skatteborgerne mod overgreb?

Afgørelserne om erstatning til minkavlerne træffes i såkaldte erstatnings- og taksationskommissioner. Afgørelserne kan ankes til en Overerstatningskommission med 5 medlemmer. Sædvanligvis har kommissionen en dommer som formand, Danske Revisorer udpeger et medlem, det samme gør lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer (der vejrer morgenluft), medens to medlemmer udpeges af og blandt minkerhvervets udøvere. Der var Zetland, snarere end ministeren, der fritog de åbenbart inhabile minkavlere for tjeneste.

Forelagt de bizarre forhold svarer fødevareministeren med papegøjesnak: – Man skal have den erstatning, man skal have som minkavler – hverken mere eller mindre. Jeg går ud fra som en selvfølge, at kommissionerne træffer beslutninger inden for de gældende regler. Godaw’ do.

Tage Petersen, formand for Danske Minkavlere, mener, at det giver god mening, at minkavlere, der i efteråret 2020 gik med planer om at udvide produktionen, også skal have erstatning for den udvidelse, der forblev – en tanke. Tænk stort – det betaler sig. Det er jo absurd. Og det var uforståeligt, og uansvarligt, at man efterfølgende satte Tage Petersen og hans kolleger til at udmåle erstatning til minkavlerne.

Formanden mener, at et opsving ventede lige om hjørnet i 2020. Ja, hvem ved. Men problemet er, at mange af Petersens medlemmer ikke ville have levet længe nok, som minkavlere, til sammen med formanden at opleve morgenrøden. Værdien af eksporten af minkskind faldt fra 12,8 mia. kr. i 2013 til 4,9 mia. kr. i 2019. I 2013 havde minkavlerne er overskud på 3,3 mio. kr. i gennemsnit mod et underskud i 2019 på 0,7 mio. kr. Et stort antal avlere var i 2020, det femte år i træk med underskud, insolvente og uden udsigt til at kunne forny kassekreditten.

Et større antal minkavlere blev den 4. november 2020 reddet af gongongen – og Mette Frederiksen. Siden trådte fødevareministeren til som hjælperytter for erhvervet.

Jyllands-Posten, 18. april 2024

SVM-regeringen kompenserer for manglende handlekraft med tårnhøje ambitioner. Det gælder for så forskellige sager som forsvaret og en CO₂-afgift på landbruget. Troen på flertalsregeringens over­legen­hed siver – det samme gør vælgerne. Et nyt jordskredsvalg truer.

Danmark fik i december 2022 noget så sjældent som en flertalsregering. Ved voksenbordet kan der nu tages store, og upopulære, beslutninger. Det startede med et opgør med Store bededag. Det imponerede ikke vælgerne, og Frederiksen og Løkke har siden måttet geare ned.

I marts 2022 indgik S-regeringen og en bred kreds af partier et nationalt kompromis om sikkerhedspolitikken. Nu skulle 2 pct. af BNP til forsvaret tages bogstaveligt. Inden udgangen af 2033 altså. I juni 2023 indgik regeringen og partierne et nyt forsvarsforlig, Vilje og evne til at tage ansvar. Nu skal 2 pct.-målsætningen være opfyldt senest i 2030. Aftalen indeholder i øvrigt investeringer på 155 mia. kroner i forsvaret

Men penge er ikke alt – penge er ikke nok. Der skal krudt og kugler til. Allerede i februar 2022, da Putin gik ind i Ukraine, kunne man i forsvaret se bunden af ammunitionslagrene; soldaterne måtte træne uden ammunition. Noget måtte ske. Hurtigt.

I oktober købte staten Krudten i Frederikshavn. Tre dage før krigen i Ukraine brød ud, havde fire lokale patrioter for 3,9 mio. kr. erhvervet den gamle ammunitionsfabrik fra den tidligere ejer, spanske Expal. Da staten i 2023 skulle købe, var prisen 19,6 mio. kr. Det er ikke blot i Ukraine, at pengene bliver væk. Fabrikken forventes at være klar til at gå i produktion i efteråret 2025. Vi må håbe, Putin kan holde sig i skindet så længe. Oprustningen er i øvrigt blevet forsinket af, at der henne i pudsestuen er konstateret skimmel på væggene. Oh Danmark.

Og sådan er det gået med mange at de store, strukturelle udfordringer, som SVM- regeringen netop skulle være svaret på. Hellere end at tage beslutninger, som er upopulære blandt vælgerne, sparker regeringen dåsen længere ned ad vejen i det håb, at noget vil vise sig. F.eks. i form af en hockeystav. Det gode eksempel er indførelse af en CO₂-afgift på landbruget.

S-regeringen nedsatte så langt tilbage som i februar 2021 Ekspertgruppen for en Grøn Skattereform (Svarer-udvalget), som skulle udarbejde forslag, der kan nedbringe udledningen af drivhusgasser. Efter et år aflagde udvalget en delrapport. Men den endelige rapport med bl.a. modeller for en CO₂-afgift på landbruget kom så sent som i februar i år.

I mellemtiden havde SVM-regeringen fundet syltekrukken frem. Nok indeholder regeringsgrundlaget ”de mest ambitiøse klimamål for Danmark nogensinde”. Men i aftalen står rigtignok også, at regeringen vil nedsætte et partnerskab med deltagelse af landbruget og en masse andre, som inden udgangen af 2023 skal komme med oplæg til en samlet visionsplan for dansk landbrug. Men regeringen ønskede, at ingenting skulle ske, og det gjorde der da heller ikke. Partnerskabet gik i sin mor igen.   

Nu skal visionsplanen for landbruget udtænkes ikke i et partnerskab men i en trepart, der i januar påbegyndte forhandlingerne, som forventes afsluttet i juni. I år. Så har Venstre da fred for baglandet så længe.

Alt imedens ingenting sker, slides der på tålmodigheden. På land og i by. Populisterne har kronede dage. Danmarksdemokraterne har for længst overhalet Venstre indenom som partiet med mest halm i træskoene. Fødevareministeren ser sig selv som hjælperytter for Landbrug & Fødevarer (L&F), en uhyre effektiv lobbyorganisation, der undertiden får os til at tro, at Danmark regeres fra Axelborg – ikke fra Christiansborg.

Jævnligt mindes vi om, at traktorerne er klar til at rykke mod København. Retorikken, hos L&F’s viceformand og flere med ham, vækker mindelser om bondetoget i 1935, om Bondepartiet og Landbrugernes Sammenslutning (LS), som under besættelsen kom i dårligt selskab. Må vi be’ om kammertonen.

Vi er i disse år vidner til voldsomme klimaforandringer. Uden for al rimelig tvivl er udledning af drivhusgasser stærkt medvirkende hertil. I et bekymrende antal drikkevandsboringer er der fundet rester af pesticider. Ved udvaskning af markerne udledes kvælstof fra landbruget til søer, åer og fjorde, som dør af iltsvind. At ændre udviklingen kræver mere end en hændervridende miljøminister med ansigtet lagt i bedemandsfolder.

Mon ikke det med landbruget går som med Aalborg Portland? I 2018, længe før S-regeringen i juni 2022 indgik aftale med ”gammelpartierne” og SF om en grøn skattereform, havde Mette-nu-kommer-jeg-jo-fra-Ålborg-af-Frederiksen lovet ”at hægte sig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det”. Aalborg Portland, der udleder væsentligt mere drivhusgas end nogen anden dansk virksomhed, skal betale 125 kroner for hvert ton udledt CO₂. Standardtaksten efter Svarers forslag er 750 kr. Det er da en mængderabat, der vil noget.

Jyllands-Posten. 14. marts 2024

Velliv slår rekord og sender en halv milliard kroner tilbage til kunderne (læs 440 mio. kr.), kunne Børsen den 27. februar oplyse. Jo vist. Men hvad skal det nu gøre godt for – hvem skal det nu gavne? Kunderne har så vist ikke nogen glæde af rekordoverskuddet. Men ejerne da? Heller ikke. Kun skattevæsenet har noget at glæde sig over.

Velliv havde i fjor en effektiv skatteprocent på 23. Et beskattet udbytte på 440 mio. kr. forudsætter således et overskud i Velliv på 573 mio. kr. før skat. Om Velliv ville kundernes bedste, skulle selskabet have tilskrevet kundernes konti en ubeskattet bonus på 573 mio. kr. Det kunne for Velliv have været hip som hap.

Men kunderne, som ejer Velliv, får hverken 573 eller 440 mio. kr. For Velliv sender ikke 440 mio. kr. tilbage til kunderne. Velliv udbetaler 550 mio. kr. i udbytte til Velliv Foreningen, der, på kundernes vegne, ejer pensionsselskabet.

Men hvad gør foreningen? Den beholder forlods 110 mio. kr. af udbyttet, hvorefter den videregiver 440 mio. kr. til sine medlemmer (pensionsselskabets kunder). Nu hedder udbyttet ikke længere udbytte men medlemsbonus. Men det bliver det ikke bedre af. Medlemsbonus beskattes hos pensionsselskabets kunder som almindelig indkomst.

Hvis vi antager, at skatteprocenten er 52, så kan Vellivs kunder se frem til at sidde tilbage med 211 mio. kr. efter skat  – af et overskud på 573 mio. kr. I et kundeejet selskab.

Men hvad sker der lige her? Velliv har bragt en pensionsopsparing på 573 mio. kr. til ophør og vekslet den til en beskattet opsparing på 211 mio. kr. En rentefri skattekredit på 298 mio. kr. (52 pct. af 573 mio. kr.) er indfriet. Opsparingen er flyttet fra et lavt beskattet miljø, hvor afkastet beskattes med 15,3 pct. (PAL-skat) til et miljø, hvor det årlige afkast beskattes med alt mellem 26 og 43 pct.

Velliv giver kunderne 211 mio. beskattede kroner i hånden frem for en ubeskattet bonus på 573 mio. kr. Det er i strid med rationalet bag al skattebegunstiget pensionsopsparing. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Jeg tror det.

Jørn Astrup Hansen er kandidat ved valget til Velliv Foreningens repræsentantskab.

Børsen, 7. marts 2024

Velliv, der er kundeejet, udbetaler gennem Velliv Foreningen størstedelen af pensionsselskabets overskud til kunderne. Men det er en rigtig dårlig ide, der helt unødvendigt har kostet kunderne en skat på 1,4 mia. kr. Overskuddet bør af Velliv tilskrives kundernes konti som ubeskattet bonus.

Pensionsselskabet Velliv markedsfører sig som 100 pct. kundeejet. Størstedelen af overskuddet i Velliv går til dig som kunde, lyder det løfterigt. Men hvad vil det nu sige? Velliv har et overskud på sine kunder, som tilbageføres til kunderne i deres egenskab af ejere. Men er det ikke som at fodre hunden med dens egen hale?

Pensionsselskabets ejerforening, Velliv Foreningen, er en afskalning af TryghedsGruppen. Foreningen er således født med TryghedsGruppens vedtægter, herunder gruppens bonusmodel. Det skulle gå galt. Tryg er et skadesforsikringsselskab; Velliv er et pensionsselskab. TryghedsGruppen er mindretalsaktionær i Tryg; Velliv Foreningen er eneaktionær i Velliv. Skatte- og selskabsretligt er der ikke noget grundlag for genbrug.

2 mia. kr. har foreningen udloddet siden 2017. Om vi her forudsætter, at udlodningen er finansieret med udbytte fra Velliv, så kræves der hos Velliv et overskud på 2,6 mia. kr. (før skat); selskabsskatten udgør 0,6 mia. kr. I forbifarten bemærkes at et udbytte på 2 mia. kr. til foreningen ville have lagt beslag på 89 pct. af Vellivs overskud.

Men det er værre endnu. For foreningen videregav 80 pct. af udbyttet, 1,6 mia. kr., som medlemsbonus til sine medlemmer (pensionskunderne). Ved en skatteprocent på 52 udløses der en skat på 0,8 mia. kr. Udbyttet dobbeltbeskattes med i alt 62,6 pct. Først beskattes selskabets overskud med 22 pct., dernæst indkomstskatbeskattes pensionskunderne af bonus modtaget fra foreningen.

Det er lige efter bogen. Hvis ikke det netop forholdt sig således, at et ubeskattet overskud i Velliv af pensionsselskabet kan tilskrives kundernes konti, uden at der udløses skat. En fejlkonstrueret bonusmodel har siden 2017 kostet Vellivs kunder en samlet skat på 1,4 mia. kr. Til ingen verdens nytte.

Pensionskunderne har siden 2017 af foreningen fået udbetalt en bonus på 0,8 mia. kr. efter skat. Alternativt hertil kunne man, med den samme egenkapitalbelastning, have ladet pensionsselskabet tilskrive kundernes konti en ubeskattet bonus på 2,1 mia. kr. Vellivs bonusmodel er ikke gennemtænkt.

Pensionskunderne skal ikke have bonus udbetalt gennem foreningen, der blot er et fordyrende mellemled. Pensionsselskabet derimod skal tilskrive kundernes konti en bonus, der er fradragsberettiget for selskabet. I modsætning til TryghedsGruppen, der i Tryg har eksterne aktionærer med ombord, er der ikke noget, der tilsiger, at Velliv skal betale udbytte. Det tjener i et kundeejet selskab ikke noget formål; det udvander blot kundernes værdier.

Den tilskrevne bonus kommer, naturligvis, til beskatning på pensioneringstidspunktet. I mellemtiden kan kunderne glæde sig over en rentefri skattekredit og en lempelig beskatning (en PAL-skat på 15,3 pct.). Vellivs bonusmodel er et anslag mod den bærende ide i al skattebegunstiget pensionsopsparing. Hvordan kunne Velliv dog overse det?

20 pct. af foreningens overskud doneres til projekter til fremme af mental sundhed. Det er en opgave, der med fordel kan overlades til Velliv. Selskabet har en problematisk portefølje af syge- og ulykkesforsikringspolicer, der, med et samlet tab på 3,3 mia. kr. siden 2017, har ført til en halvering af Vellivs overskud. Mental og fysisk sundhed er blevet et fokusområde for pensionsselskabet. Velliv ansatte således i 2022 en sundhedsdirektør med ansvaret for udviklingen af sundhedsfremmende initiativer til gavn for kunderne.

Det er åbenbart, at kræfterne med fordel kan samles i pensionsselskabet. Her skydes ikke med spredehagl; her ved man, hvem der har hjælp behov. Indsatsen, der kan koncentreres om Vellivs kunder, vil kunne styrke en problematisk portefølje, der påfører pensionsselskabet – og foreningen – store tab. Og alt sammen sker det i selskabet, men ikke i foreningen, med fuld fradragsret i den skattepligtige indkomst.

Foreningen bør være opmærksom på ikke at påtage sig opgaver, der lige så vel, eller bedre, kan varetages af pensionsselskabet. Foreningen har årlige administrationsomkostninger i niveauet 45-50 mio. kr. Det er voldsomt. For en ejerforening, der end ikke har et kartotek over sine medlemmer.

Velliv er ikke det eneste pensionsselskab, der er ejet af sine kunder. Men foreninger med helt den samme konstruktion klarer de administrative opgaver for typisk 3-4 millioner eller mindre, der finansieres med et tilsvarende, beskedent udbytte. Men de har, klogelig, da også overladt det til pensionsselskabet at fordele bonus til kunderne.

Jyllands-Posten, 28. februar 2024