Grønlands hvide guld

Netop som der er udskrevet valg til Inatsisartut, har DR med en kontroversiel dokumentar ønsket at medvirke til debatten om de historiske relationer Grønland og Danmark imellem. Det er DR lykkedes med – men på en måde, der næppe var tilsigtet.

Søndag den 9. februar løb dokumentaren Grønlands hvide guld over skærmen. Udsendelsen fortæller om udvindingen af kryolit i Ivittuut i Sydvestgrønland i 1856-1987. Grønlands hvide guld er ikke en faktabaseret film med en journalistisk beskrivelse af virkeligheden. Grønlands hvide guld er – som Det gamle guld og De røde heste – en iscenesat, en konstrueret film.

Filmens hovedperson er lektor Naja Graugaard, forsker i koloniale relationer mellem Grønland og Danmark, der vender tilbage til Arsukfjorden, hvor hendes mormor boede, blot for at finde kryolitminen tømt for guld. Graugaard sætter sig for sammen med historikeren Marie-Louise Skov Jensen at finde ud af, hvem der er stukket af med guldet. Det viser sig at være Kryolitselskabet, der havde adresse på Strandboulevarden i København, og den danske stat, som over 130 år solgte kryolit til en samlet værdi af 400 milliarder kroner udtrykt i dagens mønt.

Indkaldte eksperter – lektor Lise Lyck, ekspert i Grønlands økonomiske og politiske udvikling, og Arindam Banerjee, professor i økonomi og kolonialisme ved BML Munjal University i Indien – medvirkede til at sløre begreberne på en sådan måde, at der til sidst ikke skelnes mellem omsætning (salg) og indtjening. Professoren erklærer således, at de 400 milliarder er “Danmarks direkte indtjening på kryolithandlen”. Sådan! Om man leder længe nok, kan man altid finde en standsperson eller to, der er rede til at fornægte det dobbelte bogholderis princip.

Ikke siden Den sorte svane har en udsendelse på dansk TV vakt en lignende opstandelse. DR’s nyhedsdirektør fastholder, at der ikke er noget at komme efter; der er i dokumentaren ingen faktuelle fejl, ingen forbehold, der ikke er taget. Men direktøren beklager, at man ikke brugte endnu en ekspert i ”traditionel” økonomi, der kunne have perspektiveret ”det her med værdiskabelse”. Dokumentaren skulle medvirke til at skabe debat om den historiske relation mellem Danmark og Grønland, oplyser direktøren. Det er en mission, som DR er lykkedes med!

Men direktøren beklager, at seerne ikke tog dokumentaren ned, således som DR havde tænkt sig. Det er dunkel tale. De to eksperter argumenterede jo netop for, at kryolitten skabte en indkomst på 400 milliarder kroner. I Danmark. Og det var det indtryk, seerne sad tilbage med. Perception is reality.

I Nuuk har man ingen problemer med at tage dokumentaren ned. Regeringschefen, Múte B. Egede, fastslår, at Danmark har tjent mindst 400 milliarder kroner bare på kryolitminen i Ivittuut, der finansierede ikke blot Marmorkirken men også opbygningen af et velfærdssamfund i Danmark. – Hvad ville Danmark havde været uden Grønland, spørger Egede, der ser bloktilskuddet som en afdragsordning, en betaling for den kryolit, som Danmark hentede op af minen – men glemte at betale for. I DR’s udsendelse oplyses i forbifarten, at den danske stat siden 1854 har haft samlede udgifter på Grønland svarende til 685 milliarder kroner i dag; det lod ingen, heller ikke Egede, sig distrahere af.

Den 11. marts er der valg til det grønlandske parlament. Det har længe været klart, at forholdet til Danmark, og rigsfællesskabet, vil komme til at dominere valgkampen. Danske medier medvirker flittigt til at skævvride den grønlandske debat om selvstændighed. – TV 2 bliver enden på rigsfællesskabet, som chefredaktøren på det grønlandske medie Sermitsiaq udtrykker sig.

Med Grønlands hvide guld, der tangerer fake news, har DR kastet benzin på et knitrende bål, som også Trump flittigt bærer ved til. Det er synd for grønlænderne. Hvordan skal de i et sådant inferno dog få held til at afvikle et valg på betryggende vis? Men hvordan har DR i øvrigt haft held til at programsætte dokumentaren om Grønlands hvide guld til den 9. februar – blot 5 dage efter, at der blev udskrevet valg til Inatsisartut?

– Alle i Grønland skal vide det, erklærer Graugaard, da hun står med de ”sprængfarlige” dokumenter i hånden. I filmens sidste minutter ser vi hende flyve til Nuuk for at bekræfte to af Grønlands ledende politikere, Lars-Emil Johansen og Múte B. Egede, i det, de gerne ville bekræftes i – at Danmark har tjent styrtende med penge i Grønland. Forskeren Naja Graugaard havde ladet masken falde.

Man mærker hensigten og bliver forstemt.

Teksten kunne den 20. februar 2024 læses på Altinget.