Trump har smidt en bombe ind i rigsfællesskabet. Grønland er i fokus; for 25 år siden var det Færøerne. Måske er der for parterne en lære at drage af de færøske suverænitetsforhandlinger i 2000.
Det knager i forholdet mellem Danmark og Grønland – et gammelt norsk skatland, som med det dansk-norske fællesmonarki i 1380 blev dansk interessesfære. Ved Kieler-freden i 1814, som for Danmarks vedkommende afsluttede Napoleonskrigene, måtte vi afgive Norge, der ved bodelingen “glemte” at gøre krav på Grønland.
Med grundloven i 1953 blev Grønland gjort til en del af Danmark – uden at grønlænderne blev taget med på råd. Grønland blev et dansk amt med en landshøvding i amtmandens sted – et helt almindeligt amt var Grønland nok ikke. Grønland fik i 1979 hjemmestyre og i 2009 selvstyre.
Trump har skabt røre i rigsfællesskabet med sit ønske om at bemægtige sig Grønland. Men det er ikke blot Trump, der rokker båden. I Nuuk, fra tid til anden også på Færøerne, besværer man sig over rigsfællesskabet – en misvisende betegnelse, det må man medgive Høgni Hoydal. Danmark er en enhedsstat, ikke et fællesskab mellem tre lande. Danmark er dumpet i faget afkolonisering.
I lange perioder hører vi ikke meget til Grønland og Færøerne. Men pludselig hører vi næsten ikke om andet. Færøerne erobrede dagsordenen under regeringen Nyrup Rasmussen (1998-2001). Nu gentager forløbet sig under Mette Frederiksens regering men denne gang med Grønland som omdrejningspunkt. For 25 år siden havde Færøerne det 90. mandat i Folketinget. Efter at Moderaterne er blevet afluset, har regeringen nu 87 mandater; sikkert er det afgørende mandat i Folketinget undertiden placeret i Grønland.
Blandt oppositionspartierne har der været kritik af statsministeren for at give for meget medløb til Múte B. Egede – og Trump – med forsikringen om, at alting begynder og ender i Nuuk. Rasmus Jarlov (C) kan ikke frigøre sig fra den tanke, at det alt sammen hænger sammen med, at regeringens flertal er grønlandsk. Det afviser Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, der fra tid til anden giver liv til erindringen om Komiske Ali.
I Grønland flirter man åbenlyst med tanken om selvstændighed. Det er nærliggende at skæve til forholdene på Færøerne, hvor det i 2000 kom til egentlige suverænitetsforhandlinger med den danske regering. Lad os se lidt på, hvilke kræfter, der slippes løs, når parterne i rigsfællesskabet kaster handskerne.
I marts 1998 var der valg til Folketinget. Nyrups SR-regering bevarede netop flertallet, men det 90. mandat gik rigtignok til Færøerne – til Jóannes Eidesgaard fra Socialdemokratiets færøske søsterparti. Da tinget skulle vælge en ny formand, undlod Eidesgaard at stemme. Regeringen fik ikke valgt sin kandidat, Birthe Weiss (S); efter lodtrækning blev Ivar Hansen (V) formand med 89 stemmer. Regeringen havde fået en huskekage.
I april 1998 var der valg til det færøske lagting. For blot anden gang siden hjemmestyret i 1948 fik løsrivelsespartierne flertal. Valgets store sejrherre var Høgni Hoydal fra det republikanske parti, der, med selvstyreanliggender som en del af sit ansvarsområde, blev vicelagmand i et landsstyre ledet af Anfinn Kallsberg fra Folkepartiet – de konservatives færøske søsterparti. En af Kallsbergs partifæller sad i øvrigt på det andet færøske folketingsmandat. Ved kritiske afstemninger kunne der fra færøsk side udøves en afgørende, en overnormal indflydelse i det danske folketing – et forhold, der ikke var undgået Nyrup-regeringens opmærksomhed.
Den 26. juni skulle regeringen i Folketinget med en pinsepakke; tiden var inde til at få færingerne ombord. Et par dage før lagtingsvalget i april havde landsstyret indstævnet den danske stat og Danske Bank ved Østre Landsret med krav om en erstatning på 1,5 milliarder kroner i banksagen. Til afholdelse den 10. juni indbød regeringen nu det færøske landsstyre til forligsforhandlinger i sagen, der siden 1992 havde martret det dansk-færøske forhold. Landsstyret fik så hatten passede. Forliget var endog overordentlig fordelagtigt – for Færøerne. Pinsepakken var hjemme!
Landsstyret fik ikke blot en klækkelig erstatning. Regeringen, der havde noteret sig landsstyrets ønske om at oprette Færøerne som en suveræn stat, erklærede sig i forligsteksten indstillet på, at der på færøsk foranledning indledes forhandlinger om landsstyrets ønsker til et nyt grundlag for de bilaterale relationer parterne imellem. Regeringen stillede også forhandlinger om en økonomisk overgangsordning i udsigt.
Frederik Harhoff, professor i folkeret, der i 1992 havde forsvaret en doktordisputats om rigsfællesskabet, mente, at forliget udgjorde begyndelsen til enden på det danske rigsfællesskab, og at en så radikal ændring af fællesskabet som minimum skulle have været forhandlet i Folketinget. Gad dog vidst, hvad Harhoff mener om Frederiksens carte blanche til Múte B. Egede.
Beruset af overmod hastede det færøske landsstyre hjem for at skrive en grundlov for øerne, medens den danske regering synes at være blevet grebet af bondeanger. I alt fald fandt den færøske delegation alt som forandret, da den i marts 2000 mødte op i statsministeriet for at forhandle suverænitet. Regeringen kunne ikke imødekomme landsstyrets ønsker – navnlig ønskerne om dobbelt statsborgerskab og en økonomisk overgangsperiode på 15 år; regeringen tilbød 4 år.
Sjurður Skaale, der medvirkede i forhandlingerne som rådgiver for det færøske landsstyre, mener, at landsstyret var alt, alt, alt, alt for naiv. Det hele sluttede efter mindre end et år. I frustration – og ingenting.
Jørn Astrup Hansen var i 1993-2005 direktør i FØROYA BANKI.
Indlægget kunne, i en lettere forkortet udgave, læses i Jyllands-Posten den 22. januar 2025.
Finansen på vrangen 