Ifølge velfærdsforliget skal folkepensionsalderen hæves i takt med levealderen. Første gang i 2030 – med ét år. Nu flirter Socialdemokratiet med at udtræde af aftalen. Men folkepensionen er næppe afgørende for, hvornår vi forlader arbejdsmarkedet.
Adam Smith, den skotske økonom og filosof, udviklede i 1776 i sin bog om The Wealth of Nations en sammenhængende økonomisk teori til beskrivelse af økonomisk liberalisme. Smith, der opererede med tre produktionsfaktorer: jord, arbejde og kapital, var af den opfattelse, at en ”usynlig hånd” vil føre til nyttemaksimering i en fri markedsøkonomi med aktører – producenter og forbrugere – der drives af egennytte.
Der er løbet meget vand under broen siden Adam Smith. Marx har været her; det samme har Keynes og Friedman. Men tilbage står, at staten har reduceret borgerne til produktionsfaktorer – til skaffedyr. Det har SVM-regeringen givet os anskuelsesundervisning i.
For at øge arbejdsudbuddet afskaffede regeringen i fjor store bededag som helligdag. Det vakte stor opstandelse i kirkelige kredse og i Socialistisk Folkeparti, og siden har det været småt med store armbevægelser hos Frederiksen og Løkke. Men det blev dog til lidt bravadesnak så sent som i marts. – Vi har behov for en mentalitetsændring, mente statsministeren, der fremhævede Rusland, hvor samlebåndene kører 24/7. – Russerne går ikke hjem; de fortsætter.
Men danskerne? Ja, de går hjem. De skal jo nå at hente børnene, inden institutionen lukker. Men det er skam ikke nogen skam at være den sidste til at hente børnene, skriver Kaare Dybvad Bek, Socialdemokratiets chefideolog, i sin bog ”Arbejdets land”. Men det er alt sammen mere end 5 måneder siden. Nu har statsministeren fået et andet, et mere socialdemokratisk, syn på arbejdsudbuddet. Der er jo også snart valg.
Socialdemokratiet agter at frigøre sig fra velfærdsforliget af 2006, hvorefter folkepensionsalderen hæves i takt med levetiden. Men nu skal det være mere lempeligt og retfærdigt – læs socialdemokratisk – oplyste statsministeren for en uge siden. Thor Pedersen, der var finansminister i 2006, kalder Socialdemokratiets udspil for dybt uansvarligt, medens Marianne Jelved, damen med tasken, nøjes med at erklære sig ”forbavset”.
En magtfuld statsminister lægger til grund, at om hun siger hop, så hopper vi. Frederiksen synes at gå ud fra, at hvis forligspartierne i 2030 beslutter, at folkepensionspensionsalderen fra 2035 skal være 68,5 – og ikke 69 – år, så vil vi om 10 år alle gå på pension 6 måneder efter, vi er fyldt 68 år. Men hvorfor skulle vi egentlig det?
Nok kan en flertalsregering beslutte at afskaffe store bededag som helligdag. Posthusene vil således være lukket, men det forhindrer da ikke Karsten Hønge i at tage fri fra arbejde store bededag og den ganske dag anråbe om syndernes forladelse. Og nok kan en flertalsregering beslutte, hvornår folkepensionen kommer til udbetaling. Men hvornår vi vælger at forlade arbejdsmarkedet, er vel noget, vi selv bestemmer. Afgørende bør være lysten til at forblive på (eller forlade) arbejdsmarkedet, helbredet og økonomien.
Hvis vi vil bevare velfærdsstaten, som vi kender den, må vi arbejde hårdt, og længe, lyder det fra politikerne. Til gengæld står staten parat til at samle os op, når vi segner under byrden af en overvægtig stat. Det er pagten. Men når mange vender sig imod en højere pensionsalder, er det da et udtryk for, at de ikke længere finder bytteforholdet attraktivt? At de er villige til at slække på forventningerne til velfærdsstaten mod at kunne gå tidligere på pension? I så fald har politikerne fået noget at tænke over.
Professor Jesper Rangvid og lektor Henrik Ramlau-Hansen (tidligere direktør i Danica Pension), begge CBS, har undersøgt pensionisternes økonomi. Undersøgelsen viser, at danskerne som pensionister kan se frem til en indkomst (dækningsgrad) på typisk 70-80 pct. af indkomsten som arbejdstagere. Men med en betydelig spredning!
Om den ”frie” formue bringes i spil og nedspares over restlevetiden, kan danskerne som pensionister se frem til en indkomst på 90-100 pct af indkomsten som arbejdsaktive. En aktivering af den frie formue vil således kunne øge dækningsgraden med typisk 20 procentpoint. Det er let at indse, at det ikke vælter læsset, om folkepensionen udbetales fra de 70. og ikke det 67. år.
Arbejdsmarkedspensionerne, der blev indført under Schlüter-regeringen, har været en succes. Succesen er så stor, at et stigende antal pensionister ikke har nogen grund til at lade valget af pensioneringstidspunkt bestemme af, hvornår folkepensionen kommer til udbetaling. Politikerne står til at miste det virkemiddel, der skulle få os til at tage et år elle to mere i hamsterhjulet.
Men lige nu venter vi på, at politikerne går forrest og beskærer egne, overdrevent lukrative pensionsordninger.
Jyllands-Posten, 29. august 2024
Finansen på vrangen 