SVM-regeringen kompenserer for manglende handlekraft med tårnhøje ambitioner. Det gælder for så forskellige sager som forsvaret og en CO2-afgift på landbruget. Troen på flertalsregeringens overlegenhed siver – det samme gør vælgerne. Et nyt jordskredsvalg truer.
Danmark fik i december 2022 noget så sjældent som en flertalsregering. Ved voksenbordet kan der nu tages store, og upopulære, beslutninger. Det startede med et opgør med Store bededag. Det imponerede ikke vælgerne, og Frederiksen og Løkke har siden måttet geare ned.
I marts 2022 indgik S-regeringen og en bred kreds af partier et nationalt kompromis om sikkerhedspolitikken. Nu skulle 2 pct. af BNP til forsvaret tages bogstaveligt. Inden udgangen af 2033 altså. I juni 2023 indgik regeringen og partierne et nyt forsvarsforlig, Vilje og evne til at tage ansvar. Nu skal 2 pct.-målsætningen være opfyldt senest i 2030. Aftalen indeholder i øvrigt investeringer på 155 mia. kroner i forsvaret
Men penge er ikke alt – penge er ikke nok. Der skal krudt og kugler til. Allerede i februar 2022, da Putin gik ind i Ukraine, kunne man i forsvaret se bunden af ammunitionslagrene; soldaterne måtte træne uden ammunition. Noget måtte ske. Hurtigt.
I oktober købte staten Krudten i Frederikshavn. Tre dage før krigen i Ukraine brød ud, havde fire lokale patrioter for 3,9 mio. kr. erhvervet den gamle ammunitionsfabrik fra den tidligere ejer, spanske Expal. Da staten i 2023 skulle købe, var prisen 19,6 mio. kr. Det er ikke blot i Ukraine, at pengene bliver væk. Fabrikken forventes at være klar til at gå i produktion i efteråret 2025. Vi må håbe, Putin kan holde sig i skindet så længe. Oprustningen er i øvrigt blevet forsinket af, at der henne i pudsestuen er konstateret skimmel på væggene. Oh Danmark.
Og sådan er det gået med mange at de store, strukturelle udfordringer, som SVM- regeringen netop skulle være svaret på. Hellere end at tage beslutninger, som er upopulære blandt vælgerne, sparker regeringen dåsen længere ned ad vejen i det håb, at noget vil vise sig. F.eks. i form af en hockeystav. Det gode eksempel er indførelse af en CO2-afgift på landbruget.
S-regeringen nedsatte så langt tilbage som i februar 2021 Ekspertgruppen for en Grøn Skattereform (Svarer-udvalget), som skulle udarbejde forslag, der kan nedbringe udledningen af drivhusgasser. Efter et år aflagde udvalget en delrapport. Men den endelige rapport med bl.a. modeller for en CO2-afgift på landbruget kom så sent som i februar i år.
I mellemtiden havde SVM-regeringen fundet syltekrukken frem. Nok indeholder regeringsgrundlaget ”de mest ambitiøse klimamål for Danmark nogensinde”. Men i aftalen står rigtignok også, at regeringen vil nedsætte et partnerskab med deltagelse af landbruget og en masse andre, som inden udgangen af 2023 skal komme med oplæg til en samlet visionsplan for dansk landbrug. Men regeringen ønskede, at ingenting skulle ske, og det gjorde der da heller ikke. Partnerskabet gik i sin mor igen.
Nu skal visionsplanen for landbruget udtænkes ikke i et partnerskab men i en trepart, der i januar påbegyndte forhandlingerne, som forventes afsluttet i juni. I år. Så har Venstre da fred for baglandet så længe.
Alt imedens ingenting sker, slides der på tålmodigheden. På land og i by. Populisterne har kronede dage. Danmarksdemokraterne har for længst overhalet Venstre indenom som partiet med mest halm i træskoene. Fødevareministeren ser sig selv som hjælperytter for Landbrug & Fødevarer (L&F), en uhyre effektiv lobbyorganisation, der undertiden får os til at tro, at Danmark regeres fra Axelborg – ikke fra Christiansborg.
Jævnligt mindes vi om, at traktorerne er klar til at rykke mod København. Retorikken, hos L&F’s viceformand og flere med ham, vækker mindelser om bondetoget i 1935, om Bondepartiet og Landbrugernes Sammenslutning (LS), som under besættelsen kom i dårligt selskab. Må vi be’ om kammertonen.
Vi er i disse år vidner til voldsomme klimaforandringer. Uden for al rimelig tvivl er udledning af drivhusgasser stærkt medvirkende hertil. I et bekymrende antal drikkevandsboringer er der fundet rester af pesticider. Ved udvaskning af markerne udledes kvælstof fra landbruget til søer, åer og fjorde, som dør af iltsvind. At ændre udviklingen kræver mere end en hændervridende miljøminister med ansigtet lagt i bedemandsfolder.
Mon ikke det med landbruget går som med Aalborg Portland? I 2018, længe før S-regeringen i juni 2022 indgik aftale med ”gammelpartierne” og SF om en grøn skattereform, havde Mette-nu-kommer-jeg-jo-fra-Ålborg-af-Frederiksen lovet ”at hægte sig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det”. Aalborg Portland, der udleder væsentligt mere drivhusgas end nogen anden dansk virksomhed, skal betale 125 kroner for hvert ton udledt CO2. Standardtaksten efter Svarers forslag er 750 kr. Det er da en mængderabat, der vil noget.
Jyllands-Posten. 14. marts 2024
Finansen på vrangen 