Velliv slår rekord og sender en halv milliard kroner tilbage til kunderne (læs 440 mio. kr.), kunne Børsen den 27. februar oplyse. Jo vist. Men hvad skal det nu gøre godt for – hvem skal det nu gavne? Kunderne har så vist ikke nogen glæde af rekordoverskuddet. Men ejerne da? Heller ikke. Kun skattevæsenet har noget at glæde sig over.
Velliv havde i fjor en effektiv skatteprocent på 23. Et beskattet udbytte på 440 mio. kr. forudsætter således et overskud i Velliv på 573 mio. kr. før skat. Om Velliv ville kundernes bedste, skulle selskabet have tilskrevet kundernes konti en ubeskattet bonus på 573 mio. kr. Det kunne for Velliv have været hip som hap.
Men kunderne, som ejer Velliv, får hverken 573 eller 440 mio. kr. For Velliv sender ikke 440 mio. kr. tilbage til kunderne. Velliv udbetaler 550 mio. kr. i udbytte til Velliv Foreningen, der, på kundernes vegne, ejer pensionsselskabet.
Men hvad gør foreningen? Den beholder forlods 110 mio. kr. af udbyttet, hvorefter den videregiver 440 mio. kr. til sine medlemmer (pensionsselskabets kunder). Nu hedder udbyttet ikke længere udbytte men medlemsbonus. Men det bliver det ikke bedre af. Medlemsbonus beskattes hos pensionsselskabets kunder som almindelig indkomst.
Hvis vi antager, at skatteprocenten er 52, så kan Vellivs kunder se frem til at sidde tilbage med 211 mio. kr. efter skat – af et overskud på 573 mio. kr. I et kundeejet selskab.
Men hvad sker der lige her? Velliv har bragt en pensionsopsparing på 573 mio. kr. til ophør og vekslet den til en beskattet opsparing på 211 mio. kr. En rentefri skattekredit på 298 mio. kr. (52 pct. af 573 mio. kr.) er indfriet. Opsparingen er flyttet fra et lavt beskattet miljø, hvor afkastet beskattes med 15,3 pct. (PAL-skat) til et miljø, hvor det årlige afkast beskattes med alt mellem 26 og 43 pct.
Velliv giver kunderne 211 mio. beskattede kroner i hånden frem for en ubeskattet bonus på 573 mio. kr. Det er i strid med rationalet bag al skattebegunstiget pensionsopsparing. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Jeg tror det.
Jørn Astrup Hansen er kandidat ved valget til Velliv Foreningens repræsentantskab.
Børsen, 7. marts 2024