Pensionsselskaberne kritiseres for at have investeret 25 milliarder i selskaber, der udvinder fossil energi. Men det er for smed at rette bager. Det er i vidt omfang kunderne, ikke selskaberne, der bestemmer, hvordan pensionsopsparingen skal investeres. Imedens flyder gassen fortsat fra Rusland.
Mellemfolkeligt Samvirke (MS) blev stiftet i 1944 med det formål at bidrage til genopbygningen af Europa efter anden verdenskrig. Men det gik med MS, som det er gået med så mange andre ideelle foreninger. Hellere end at opløse foreningen, når opgaven er løst, finder man et nyt formål. MS, som vi kender det i dag, oplyser at være en bevægelse, der kæmper for en mere retfærdig og bæredygtig verden – en verden uden diskrimination, klimakrise og fattigdom. Der er nok at tage fat på.
Som et led i bekæmpelsen af klimakrisen har Mellemfolkeligt Samvirkes center for bæredygtig finans (!) påtaget sig at føre tilsyn med pensionsselskabernes investeringer. Flere pensionsselskaber har stillet kunderne i udsigt, at deres opsparing ikke vil blive investeret i selskaber, der udvinder og producerer kul, olie og gas. Med udgangspunkt i eksterne data udarbejder pensionsselskaberne en eksklusionsliste over selskaber med en omsætning, hvoraf en ikke uvæsentlig del netop kommer fra udvinding af fossile brændstoffer.
Vurderes et selskab at have ambitioner om, og målrettet at handle efter, at overholde Parisaftalen af 2015 (der skal føre til en lavere udledning af drivhusgasser), kan pensionsselskabet undtage selskabet fra listen over selskaber, der ikke kan/bør investeres i. Eksklusionslisten håndhæves ikke over for eksterne fonde, som pensionsselskabet er uden indflydelse på. Som det ses: Ingen regel uden undtagelser.
Men hjælper det så? – Ja, tja, bum, bum, bum, som en kendt radikal politiker udtrykte sig i 1987, da han blev stillet over for valget mellem Svend Jakobsen og Svend Auken som statsministerkandidat. – Pensionskasserne bør øjeblikkeligt trække deres penge ud, indskærper generalsekretæren i MS. – Danske pensionspenge fosser ud af de store internationale olieselskaber i disse år, skriver dagbladet Information. Men er det nu et dækkende billede af virkeligheden?
Man ser for sig en forpustet fuldmægtig fra PFA, der står og rusker i døren hos Total, mens han holder en stak aktier frem, som han ønsker indløst af selskabet. Men det er jo ikke sådan, det foregår. Antag, at PFA sælger sine aktier i Total. Ikke til olieselskabet, men på børsen. Til den, der byder mest; penge lugter ikke. Det kan være hvem som helst; kapitalmarkederne er som forbudne kar.
PFA har nu solgt aktier for et par hundrede millioner, og olieselskabet har fået en ny aktionær. Og hvad så? Det er næppe noget, der påvirker olieselskabets dispositioner. I øvrigt er der vel grund til at tro, at PFA som aktionær har større indflydelse på Total end en tomhændet iagttager, der som MS står på sidelinjen og besværer sig.
Men er det i øvrigt ikke kunden, snarere end pensionsselskabet, der beslutter, hvad der skal investeres i? Og kan vi da ikke gå ud fra, at pensionsselskabernes investeringer afspejler kundernes præferencer? Da farfar var ung, havde vi livs- og pensionsforsikringsselskaber. Men over årene er forsikringselementet gledet i baggrunden; i vidt omfang er pensionsforsikring blevet til pensionsopsparing. For kundens regning og risiko.
I naturlig konsekvens heraf er det kunden, der i sidste instans afgør, hvorledes opsparingen skal placeres. Pensionsselskaberne udbyder et utal af fonde – flere med navne, der er egnet til at fremkalde en feel good oplevelse hos investor. Der er ansvarlige, der er bæredygtige og der er etiske fonde. Kun fantasien, og en vis tilbageholdenhed hos pensionsselskaberne, sætter grænser.
Men starter, og slutter, det ikke alt sammen et andet sted? Så længe vi ikke kan klare os med vedvarende energi, er der vel for tidligt at lukke helt ned for den fossile energi. Så længe vi fortsat må købe gas af Putin for at holde varmen, er del vel for tidligt at lukke for gassen fra Nordsøen.
Men hvor har vi statsmagten, der, i modsætning til Mellemfolkeligt Samvirke, har et ansvar for samfundets energiforsyning – også når det ikke blæser. I 2020 indgik et stort flertal i Folketinget den såkaldte Nordsøaftale, som indebærer et dansk stop i 2050 for udvinding af olie og gas. Ottende udbudsrunde og senere runder blev aflyst. Men aftalen indeholder en kontroversiel kattelem; det vil fortsat være muligt for regeringen at åbne miniudbudsrunder og at udstede såkaldte nabobloktilladelser. Ingen regel uden undtagelser. – Der bliver ikke rykket et komma i Nordsøaftalen, oplyste klima- og energiministeren så sent som i september. Sådan.
Jyllands-Posten, 9. november 2023
Finansen på vrangen 