I Danmark så vi bort fra ressourcerenten, da vi i 1962 indrømmede A.P. Møller en eneret til at udvinde olie. I 2005 overså vi, at med et kvoteret fiskeri følger en ressourcerente. Hvordan skal det dog gå med værdiansættelsen af retten til at udvinde vind- og solenergi?
Oligarker – et resultat af ressourcerenten. I 1991 kollapsede Sovjetunionen. Ud af ruinerne kom bl.a. den russiske føderation (Rusland) med Jeltsin som præsident og Chernomyrdin, Gazproms tidligere topchef, som premierminister. Blandt Jeltsins nærmeste rådgivere var økonomen Jegor Gaidar, der ordinerede en neoliberalistisk chokterapi af den russiske økonomi. Da Yeltsin otte år senere overdrog magten til Putin, havde proletariatets diktatur udviklet sig til et oligarki – et fåmandsvælde. Af sovjettidens elite var flere blevet ufatteligt rige oligarker. Men hvordan gik det dog til, at så mange på så kort tid blev så rige?
Efter en forceret privatisering endte ejerskabet til store dele af de russiske olie- og gasforekomster samt enorme mineralrigdomme på forholdsvis få hænder. Der er med udvinding af mineraler og fossile brændstoffer forbundet en overnormal profit – en knaphedsrente eller en ressourcerente, som man i Rusland ikke havde erfaring med at kapitalisere. Virksomhederne blev solgt alt for billigt. Deraf de rige oligarker.
Kulbrinteskat af ressourcerenten. I Danmark har vi blandede erfaringer med ressourcerente. I juli 1962 fik rederiet A.P. Møller eneret i 50 år til at udvinde olie og gas i den danske undergrund. Som seniorrederen skrev til statsministeren (Viggo Kampmann): ”Den af mig ledede koncern er af nationale grunde villig til at overveje dette” (at påtage sig opgaven at bore efter olie). Inden der var gået 3 måneder, havde A.P. Møller videresolgt 60 pct. af koncessionen til udenlandske interesser!
Der var både olie og gas under havbunden i Nordsøen. Stigende priser på energi accelereret af bl.a. oliekrisen i 1973-74 gjorde det siden klart, at værdien af koncessionen havde udviklet sig på en måde, som ingen i 1962 havde forestillet sig. I 1982 accepterede A.P. Møller og partnere at betale en ekstra afgift af den overnormale fortjeneste (ressourcerenten). Kulbrinteskat var barnets navn. Så var der fred. Indtil 2003, da en yderligere forhøjelse af kulbrinteskatten var uomgængelig. Staten kunne nu se frem til at modtage indtil 61 pct. mod hidtil 47 pct. af overskuddet ved olie- og gasproduktionen i Nordsøen.
Politisk svigt førte til kvotekonger. Også inden for fiskeriet er ressourcerente et velkendt begreb. I tidsskrifter og i akademiske cirkler! Fiskerierhvervet vil ikke vide af ressourcerente. Det forstår man – måske. I sidste uge kunne vi læse om en meget omtalt kvotekonge i Skagen, der har valgt at gå i land. Det sker med en egenkapital på 2,2 milliarder kroner, som i det væsentlige er kommet til siden 2005, da reguleringen af fiskeriet blev baseret på individuelle, omsættelige kvoter. Politikerne valgte at se bort fra ressourcerenten og forærede rederne kvoter til en anslået værdi af indtil 14 milliarder kroner svarende til den kapitaliserede værdi af ressourcerenten.
Tidligere på året oplyste Fiskeristyrelsen, at fiskerierhvervet kan se frem til at modtage 840 millioner kroner i kompensation for ”kvoteværditab som følge af brexit”. Midlerne kommer fra EU’s brexittilpasningsreserve. Men hvad er nu det? Rederne får kompensation, fordi kvoter, som erhvervet har fået foræret, den 31. december 2020 viste sig være mindre værd end tidligere antaget – af rederne. Fiskerne vidste, da de købte kvoterne, at et brexit var på vej, og at et Storbritannien uden for EU næppe kunne forventes at ville give danske fiskere adgang til britiske fiskefarvande. Skadevolderen var Storbritannien, men skadeserstatningen betales af EU.
Hvem skal nu betale – og til hvem? Længe har vi i Danmark bygget vindmøller. Vi har gjort det så længe, at vi efterhånden er kommet til at opfatte os selv som verdensmestre i vejrmøller – undskyld, vindmøller. Der er planer om to energiøer. Den ene ved Bornholm, den anden i Nordsøen. Begge med en kapacitet på 3 GW. Foreløbigt. Staten har afsat 17,6 milliarder kroner i støtte til projektet på Bornholm. Energiøen i Nordsøen, der anslås at ville koste staten 50 milliarder kroner, er sat på pause. Tak for det.
Verdensmestre eller ej, så kan vi hele tiden lære noget nyt – også om ressourcerente. Tyskland havde udbudt to havvindmølleparker med en samlet kapacitet på 7 GW. Angivelig kan de to energiøer forsyne 7 millioner husstande med el. Bare der nu er husstande nok til alle de vindmøller. Udbuddet blev for en måneds tid siden vundet af oliegiganterne BP og Total, der for retten til at opføre de to energiøer betaler modværdien af 94 milliarder kroner til den tyske stat. Beløbet svarer til den overnormale profit, der forventes at være forbundet med at drive de to havvindmølleparker.
Men oven over alting stråler moder sol. Og når vi fanger solens stråler, følger der sikkert en ressourcerente med!
Jyllands-Posten 17. august 2023
Finansen på vrangen 