Velfærdsstaten er overanstrengt. Sundhedsvæsenet truer med at kollapse. Vi mangler pædagoger, lærere og sosu’er. Regeringen vil sænke skatten, og erhvervslivet brokker sig over en symbolsk skærpelse af skatteprogressionen.
Den siddende regering vil sænke skatten. Det er nyt. Længe levede vi efter den socialdemokratiske devise Velfærd før skattelettelser. Det var et enten eller: Mere velfærd eller skattelettelser. Til stor lettelse for de hårdt prøvede skatteborgere oplyser regeringen, at vi nu kan få begge dele – mere velfærd og skattelettelser.
Justitsministeren har påtaget sig at forklare det socialdemokratiske paradigmeskift. Forleden var udlændinge- og integrationsministeren i Deadline for at forsvare SMV-regeringens planer om skattelettelser. Men Dybvad ville hellere tale om Socialdemokratiets valgoplæg end om regeringens planer om lavere skatter.
Regeringens udspil til skattelettelser indebærer en renæssance for den progressive beskatning. Det er almindeligt accepteret i dansk skattepolitik, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Dog husker vi alle intermezzoet under Løkkeregeringen, da en stålsat Anders Samuelsen klatrede op i skovens højeste træ og lovede ikke at komme ned igen, hvis Liberal Alliance ikke fik markante lettelser i topskatten. Det fik LA ikke. Samuelsen brød sit løfte; han klatrede ned fra træet. At der ikke er mange stemmer i et opgør med skatteprogressionen, fik vi anskuelsesundervisning i, da Pape i fjor gik til valg på at afskaffe topskatten.
Vi har tidligere haft tre skattetrin: Indtil 2009 betalte vi til staten ikke blot en bundskat men også en mellemskat på 6 pct. Hertil kom topskatten, der siden 1996 havde været, og fortsat er, 15 pct. Så sent som i 2009 betalte 20 pct. af skatteborgerne topskat, men i årene frem mod 2013 faldt andelen af topskattepligtige til 9-10 pct.
Med regeringens udspil halveres topskatten i intervallet kr. 568.900 – 690.000. Voilà, mellemskatten er tilbage igen, men nu med en sats på 7,5 pct. Af indkomster over kr. 690.000 skal der efter regeringens forslag fortsat betales en topskat på 15 pct. Dog således, at der af indkomster på 2,5 millioner kroner eller mere indføres en ny skat: en top-top skat på 20 pct. Nu får vi 4 skattesatser mod før 2. Udtrykket top-top skat skyldes regeringens hittepåsomme udenrigs- og altmuligminister. Topskatteydere med højst 2,5 millioner kroner i skattepligtig indkomst slipper hver måned med indtil 750 kroner mindre i skat. Det svarer til højst 1,3 pct. af indkomsten, typisk væsentligt mindre. Big deal!
Socialdemokratiets valgoplæg i fjor, der indeholdt skattelettelser på 4 milliarder kroner, var eine Aufforderung zum Tanz. Det blev legitimt, også for socialdemokrater, at diskutere lettelser i skatten – også i topskatten. Trængte borgmestre og de store fagforbund, der organiserer de offentligt ansatte, som leverer velfærden, vender sig imod skattelettelser; Dansk Metal samt Blik og Rør vil gerne høre nærmere. Ånden er sluppet ud af flasken.
Der er en heftig kritik af især top-top skatten – Løkkes columbusæg, der skal finansiere en halvering af topskatten for en kvart million skatteydere. Regnestykket hænger vist ikke sammen for udenrigsministeren. Men det er skærpelsen af skatteprogressionen med 5 pct. for 8.600 skatteydere med de højeste indkomster, der støder an – ikke mindst blandt erhvervslivets lobbyorganisationer. Skatten er ”marineret i misundelse”; top-top skatten, der vil gøre det vanskeligere at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, vil skade Danmark, lyder det dramatisk.
Man kan undre sig over opstandelsen. Dansk økonomisk politik er gennemsyret af ordninger, der skal føre til større lighed. Statens bloktilskud til kommunerne og det kommunale udligningssystem flytter hvert år milliarder og atter milliarder af kroner fra de bedst stillede kommuner til mindre heldige kommuner. Alene i kommunal udligningsskat betaler Gentofte kommune i år 3,8 milliarder kroner. Det svarer til kr. 68.600 for hver borger på 20 år eller derover. Til sammenligning ventes den nye top-top skat at indbringe blot 0,7 milliarder kroner.
Et overskud over for udlandet på 300 milliarder kroner om året vidner om, at det i Danmark ikke kan stå helt galt til med erhvervslivets rammevilkår. Der må være andre ting end marginalskatten, der spiller ind. Det er vanskeligt at forene den højrøstede og unuancerede kritik af skatteprogressionen med verselinjerne, som vi alle gladelig nynner med på:
Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt.
Jyllands-Posten 29. september 2023
Finansen på vrangen 