Indtil 1958 havde mange vestjyske landsogne indrettet skolen på en sådan måde, at børn fra 10-års alderen i vidt omfang var fritaget for skolegang om sommeren. Taberne var børnene; for dem var den frie og lige adgang til uddannelse et begreb uden reelt indhold.
Undskyldninger har vi nok af
Det er oppe i tiden med undskyldninger. At give undskyldninger for fortidens synder er blevet en paradedisciplin for statsministeren. Frederiksen undskyldte i 2019 over for Godhavnsdrengene, der kvitterede med en erstatningssag, for som en af drengene sagde: ”Jeg har været bagud hele mit liv, fordi jeg fik en dårlig start”.
Siden er det blevet til undskyldninger, og erstatninger, til 6 grønlændere, der i 1951 som forældreløse børn blev hentet til Danmark i et højt profileret forsøg båret af ideale hensigter. Alligevel endte det ulykkeligt.
For tur står nu 500 kvinder anset for at være løsagtige eller ”moralsk åndsvage”, der var interneret på Sprogø, og 700 formodet åndssvage eller kriminelle mænd, der var interneret på Livø. Ganske vist for mere end 60 år siden. Men hvor stopper det? Nu vil efterkommere af afrikanere hentet til USA som slaver have erstatning. Tør vi herefter sende Mette Frederiksen på besøg på de vestindiske øer?
Original, jysk almuekultur
I min skoletid var man i landkommunerne i Ribe og Ringkøbing amter af den opfattelse, at behovet for at lade børnene gå i skole ikke var helt så stort, nok kun halvt så stort, som i byerne. Ved deltagelse i det daglige arbejde hjemme på gården kunne de store børn få timer i livets skole. Det var ikke nok at fylde kundskaber på børnene henne i den lumre skolestue.
Ved Anordning for Almue-Skolevæsenet paa Landet indførtes i 1814 skolepligt i Danmark; i alle landsogne skulle oprettes skoler. I øvrigt fik vi i 1814 ikke én, men tre, skolelove; hovedstaden fik sin egen skolelov, det samme gjorde købstæderne. I byerne kunne skolepligten dog erstattes af undervisningspligt.
I byerne var der skolegang hver dag, på landet hver anden dag. Det hedder herom i § 13 i anordningen: For Børnene i øverste Classe skal om Sommeren fra 1ste Junii indtil Høstferiernes Begyndelse ikkun holdes Skole 2 fulde Dage om Ugen. I øvrigt bestemtes, at man på landet skulle tilrettelægge ferierne under hensyn til landbrugets behov for børnenes arbejdskraft. Det var stort – behovet. Kimen var lagt til det, der mere end 100 år senere skulle blive kendt som den vestjyske skoleordning.
Vinterskolen under angreb
Regeringen Zahle nedsatte i februar 1919 den store skolekommission, der skulle gøre op med forskellene mellem landsbyskolen og købstadsskolen. Den blotte nedsættelse af kommissionen skabte et heftigt røre i Ribe og Ringkøbing amter.
Et skolemøde i Varde med 200-300 deltagere vedtog i 1919 en resolution, der fremhævede den vestjyske skoleordnings fortræffeligheder. Senere samme år opfordrede de to amters sognerådsforeninger kommissionen til at bevare ordningen, der siden 1814 havde virket så godt. I 1920 sluttede også Ringkøbing amts skoleråd op om den vestjyske skoleordning.
Det kunne nytte. Et flertal i skolekommissionen anført af gode venstremænd vendte sig mod harmoniseringen af skolegangen i by og på land; de mente, at der blandt forældrene (!) var tilfredshed med de lokale skolegangsordninger. Kravet til skolegang skulle på landet fortsat sættes ”noget lavere” end i købstaden.
Kommissionens betænkning, der kom til at ligge til grund for Folkeskoleloven af 1937, blev ikke netop hastet gennem Rigsdagen. Folkeskolen, der tidligere havde haft til formål at danne gode kristne, nyttige og loyale borgere, skulle med den nye lov nu udvikle børnenes anlæg og evner, styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber. Denne formålsparagraf kunne Venstre og de Konservative ikke støtte
Skolestriden fører til korstogsstemning
Venstre så tidligt de politiske muligheder i den vestjyske skolestrid. Hans Haarder (Bertels far) fornemmede i 1930’erne en ”korstogsstemning”; det var tid at skærpe den liberale profil. Det socialdemokratisk-radikale skolelovsforslag, der blev fremsat i 1934, blev af Venstre udlagt som et forøg på at knægte friheden. Den vestjyske skoleordning blev fremhævet som et eksempel på original, jysk almuekultur – et resultat af kampen for lokal selvbestemmelse.
Venstre krævede større rummelighed, så befolkningen som hidtil kunne indrette skolen efter egnens sædvaner, levevilkår og traditioner. Regeringen måtte gi’ sig. Om folkeskolens ordning hedder det i loven af 1937: Folkeskolen på Landet kan være en udelt Skole med et efter Børnetallet afpasset Antal Klasser, men er Skolen paa 4 Klasser eller derover, deles den i en 3-aarig Forskole og en 4-aarig Hovedskole. Formuleringen var rummelig nok til, at den vestjyske skoleordning kunne overleve.
Den vestjyske skoleordning
Men hvad var nu det særlige ved den vestjyske skoleordning, der udviklede sig under anordningen af 1814 og varede ved indtil 1958? Ordningen, der var fremherskende blandt landsbyskolerne i Ribe og Ringkøbing amter, var ikke nogen fast og uforanderlig størrelse; den kunne variere over tid og efter sted.
Typisk var skolen opdelt i to klasser: ”lille klasse”, der rummede tre årgange, og ”store klasse”, der rummede fire årgange. Til skolen, der typisk havde 50-60 elever, var knyttet en enelærer (degnen), der typisk fik hjælp af sin kone og, om vinteren, en småbørnslærerinde, som underviste ”lille klasse”.
For de yngste årgange var der undervisning i et sædvanligt omfang. Sommer og vinter. ”Store klasse” derimod modtog i sommerhalvåret kun undervisning i et meget begrænset omfang – eller slet ikke. Efter enevældens fald fik landkommunerne i 1855 mulighed for at meddele de store børn 5 måneders sommerferie. Det var kongen, snarere end grundloven, der beskyttede børnenes rettigheder. Fra mit fjerde til mit syvende skoleår gik jeg om sommeren, og den er lang ude på landet, kun i skole onsdag formiddag.
Der var så dejligt ude på landet
Der er gode grunde til, at der efter 1814 udviklede sig en afvigende skoleordning i Vestjylland, for ude på landet ”ere Stederne saa adspredte, eenlige og langt fra hinanden beliggende”. Enten fik børnene for langt i skole, eller skolen fik for få elever.
I øvrigt var der bred enighed om, at nok skule børnene gå i skole, men de skulle også hjælpe til på gården; børnene af de jordløse kom om sommeren ud at tjene. Der var ikke langt til den opfattelse, at sognerådet nulstillede skolen i sommerhalvåret, for at bønderne kunne drage nytte af småfolks, og egne, børn. Glemmes må det imidlertid ikke, at indkomsterne i de vestjyske landsogne var forholdsvis beskedne. Og sognerådet var tilbøjeligt til at spare på budgettet til skolen, der måtte lade sig nøje med brændeovn og das i gården.
Det stod klart, også for mange vestjyder, at det lokale skolevæsen lod meget tilbage at ønske. Vinterskolen gav anledning til spydige bemærkninger fra landsmænd, der var heldigere stillet. Vestjyderne reagerede ved at rykke tættere sammen med en voksende selvfølelse til følge – en selvfølelse, som smittede skolebørnene, der tillagde sig en skeptisk holdning til boglig uddannelse.
På land som i by
Endelig. Med støtte fra Venstre vedtog Folketinget i 1958 regeringens forslag til en ny lov. Folkeskoleloven af 1958 førte til mellemskolens afskaffelse og land- og byskolernes ligestilling. Børnene i Ribe og Ringkøbing amter havde fået fulde borgerrettigheder. Taberne i den vestjyske skolestrid i 1930’erne var den generation af børn, herunder de store årgange født under anden verdenskrig, som i endnu 20 år måtte lade sig nøje med vinterskolen. Flere af dem kom, med Asger Melbyes ord, bagud i livet, fordi de fik en dårlig start. Nogle af dem indhentede senere det forsømte. Men de betalte med et langt forsømt forår – og ofte mere end det.
Jyllands-Posten 16. april 2023
Finansen på vrangen 