Det er på tide med en revurdering af elmarkedet. Modellen for afregning af el leder ikke til konkurrence blandt producenterne. Snarere til karteldannelser og markedsmanipulation. Modellen har ført til en overnormal fortjeneste (ressourcerente) hos leverandørerne af vedvarende energi.
Milliardhjælp til kriseramte energiselskaber var overskriften, da regeringen i september i fjor stillede en garanti på 100 milliarder kroner til rådighed for elselskaberne, der frygtedes at komme i klemme med de voldsomt svingende energipriser. Men kriseramte? Mon dog.
Det gælder for energibranchen over en bred kam, at branchen har profiteret, snarere end det modsatte, af stærkt stigende energipriser fremkaldt af navnlig dyrere gasleverancer fra Rusland. Især de såkaldte handelsselskaber – som Energi Danmark – har haft en voldsom vækst i indtjeningen i 2021 og 22. Så voldsom, at tre medarbejdere, vist også direktøren, i 2022 optjente 250-300 millioner kroner i bonus. Hver.
Energi Danmark er et aktieselskab ejet af de to elselskaber NRGi og Andel. Det er ikke klart, hvorfor handelsaktiviteterne er placeret uden for modervirksomhederne, der leverer el til andelshaverne. Men hvordan kommer overskuddet i Energi Danmark elselskaberne, og dermed el-forbrugerne, til gode? Om elselskaberne køber el hos handelsselskabet, har de vel blot placeret indkøbsfunktionen uden for selskabet? Og hvor placeres da fortjenesten?
EU’s liberaliseringsdirektiv for elmarkedet blev i Danmark omsat til el-reformen af 1999. Med reformen gav vi os markedskræfterne i vold. Udbud og efterspørgsel skulle være bestemmende for markedspriserne. Hvile-i-sig-selv princippet, der længe havde kendetegnet de danske forsyningsselskaber, gled efterhånden i baggrunden. Elmarkedet udviklede sig til et cowboyland.
Med hvile-i-sig-selv princippet var elselskabernes egenkapital reelt båndlagt. Kapitalen skulle blive i selskaberne eller gå tilbage til forbrugerne. Det blev ændret i 2004. Mod at afstå det overordnede transmissionsnet til det statslige selskab, Energinet, fik elselskaberne frigivet 20 milliarder kroner. Året efter fik selskaberne frigivet yderligere 40 milliarder kroner ved salget af kraftværkerne til DONG. Villigt lod elselskabernes ledelser sig klø på maven af staten, der købte transmissionsnettet og kraftværkerne for el-forbrugernes egne penge. Forbrugerne blev røvrendt.
Prisen på el dannes ved hjælp af en model, der sikkert er udviklet på det planøkonomiske eksperimentarium i Bruxelles. Inspirationen til modellen er hentet i den klassiske prisdannelsesteori. Men et fragmenteret og heterogent energimarked indbyder vel ikke uden videre til anvendelse af klassisk gevinstmaksimeringsteori?
Elprisen fastsættes hver time. Til enhver tid sker elproduktionen ved hjælp af de billigste, tilgængelige energikilder. Typisk vedvarende energi. Kan behovet ikke dækkes med vedvarende energi, trækkes der på fossilfyrede kraftværker og, i sidste instans, på russisk gas. Men hele periodens elproduktion afregnes til prisen på den dyreste energikilde, der indgik i elproduktionen.
Det kan således meget vel forekomme, at energi genereret på vindmøller i Thy afregnes med udgangspunkt i prisen på russisk gas. Det er let at indse, at afregningsformen fører til enorme windfall gains hos leverandørerne af vedvarende energi. Der høstes ressourcerente i Thy.
Selvsagt har energikrisen ført til højere elpriser. Men i et ikke uvæsentligt omfang kan de højere priser på el henføres til afregningsformen snarere end højere energipriser. Hvordan er vi dog kommet dertil? Med forbrugerejede elselskaber.
Tilbage i kroppen sidder en kedelig fornemmelse af, at afregningsformen inviterer til markedsmanipulation. Kristian Jensen, direktør i lobbyorganisationen Green Power Denmark, hævder, at man vil gøre Danmark fri af kul og gas, fri af Putin og fri af høje energipriser. Men kan vi tro på det?
I svær grad har branchen profiteret af de høje energipriser, der har sikret producenterne af grøn energi en afregning, der ofte, men ikke altid, har været løsrevet fra enhver sammenhæng med produktionsomkostningerne. Green Power Denmark udtrykker det lidt kælent på den måde, at enhederne med de laveste omkostninger først ”får lov til” at producere el. Men det er da et privilegium at få lov til at producere el, hvis afregningsprisen overstiger produktionsomkostningerne med flere længder. Afregningsformen indebærer stærkt volatile priser, der fra time til time varierer med forbruget – og vejr og vind. Uberegnelige aktører som Putin, der er en gave til ”energikøbmændene”, har medvirket til at udvikle elmarkedet til et eldorado for den spekulative kapital. Det er mere profitabelt, men mindre nyttigt, at spekulere i udviklingen i prisen på el end at producere den.
Jyllands-Posten 13. april 2023
Finansen på vrangen 