I kronik i Berlingske den 7. november har vi argumenteret for en opskrivning af kronens værdi som et oplagt alternativ til de seneste 40 års fastkurspolitik. Det har affødt en debat, som vi adresserer i det følgende.
Hvorfor en opskrivning af kronens værdi?
Fordi det vil afhjælpe de strukturelle problemer i dansk økonomi. Det vil reducere inflationen, styrke købekraften og mindske risikoen for en pris-lønspiral. Det vil føre til en mere afdæmpet udvikling i eksporterhvervene og et mindre pres på arbejdsmarkedet. Og det vil modvirke den negative realrente (rente minus inflation), som undergraver den danske pensionsopsparing.
De strukturelle problemer kan belyses ved at se på problemerne med at skaffe arbejdskraft til hjemmemarkedserhvervene og den offentlige sektor. Danmark får i år et betalingsbalanceoverskud på formentlig omkring 10 pct. af BNP. Frembringelsen af overskuddet lægger i runde tal beslag på 300.000 medarbejdere. Sådan har situationen været i et årti. Medarbejderne er hentet fra det øvrige samfund og udlandet. Ikke blot formindsker vi, noget usolidarisk, beskæftigelsen i udlandet som følge af vores alt for stærke konkurrenceevne; vi trækker også udenlandsk arbejdskraft hertil.
Danmarks valutapolitik kan og bør indgå i den offentlige debat
Der er behov for en debat om det nuværende valutakursregime. Niels Ginnerskov Christensen og Thomas Bernt Henriksen har med indlæg i Berlingske henholdsvis den 9. og 12. november meldt sig ind i debatten.
Vi er enige med Bernt i, at ledende politikere, Nationalbanken og andre, der har indflydelse på beslutninger om valutakurspolitikken, ikke kan deltage i en offentlig diskussion af valutakurspolitikken, idet de herved kan medvirke til at underløbe fastkurspolitikken.
Men det skal vel ikke afholde den økonomiske sagkundskab fra at deltage i en reel debat om valutakurspolitikken. Tværtimod er eksempelvis universitetsøkonomer forpligtet til at forske og bidrage til en fri debat om deres resultater. Nogle universitetsøkonomer er afskåret fra at deltage i debatten, fordi de ikke blot forsker, men også deltager i råd og nævn som rådgivere om den økonomiske politik. Forskernes policy-roller er, ikke mindst på dette område, ikke forenelige med rollen som uafhængig forsker og debattør.
Fra fast til flydende kurs
I 1982 havde Danmark en svag krone, en galoppende inflation, stor arbejdsløshed og et massivt underskud på betalingsbalancen. Fastkurspolitikken, gennem tilknytningen til D-Marken, viste sig at udgøre en effektiv kur mod dårligdommene. Det ændredes alt sammen, da vi i 2000 knyttede kronen til euroen. Euroen er ikke på samme måde, som D-Marken var, en stærk valuta.
Vores mere markedsorienterede løsningsforslag med overgang til et flydende valutakursregime á la regimerne i Norge og Sverige afvises af Bernt med henvisning til, at vi så ligesom i Norge og Sverige må acceptere større udsving i vores valuta.
Det samme synspunkt fremføres af Ginnerskov, som skriver “I den virkelige verden vil værdifastsættelsen af den danske krone være overladt til markedskræfterne, hvis kronen gøres frit flydende. Nationalbanken kan forsøge at påvirke kronens værdi ved at hæve og sænke renten, men den kan ikke sikre sig, at udsvingene i kronen bliver, som Nationalbanken ønsker det.”
Ja – sådan er det med markeder. Aktiemarkeder stiger eller falder med 20% fra det ene år til det andet, råvaremarkeder med 40%, grisemarkeder med 25%, valutaer med 10% – i særlige tilfælde endnu mere. Det afspejler blot en uforudsigelig og foranderlig verden. Vælger man at låse markedspriserne fast, får man andre problemer.
Eksempelvis har eurosamarbejdet medvirket til en kronisk ungdomsarbejdsløshed på 40% i Spanien og Grækenland. Og i Danmark til vedvarende strukturelle problemer.
Løsningen af sådanne problemer anser vi for langt væsentligere end Bernts og Ginnerskovs advarsel om en øget valutakursrisiko for virksomheder og pensionskasser, hvis vi opgiver fastkurspolitikken.
Begges synspunkter er et udtryk for, at vi kan og bør styre kronekursen. Men det bedste vi kan håbe på er vel, at vi kan tilpasse os forholdene. Og her er priserne afgørende signaler – omend ufuldstændige.
Bernt og Ginnerskov forholder sig kritisk til vores forslag. Vi ser i debatten gerne forslag til, hvordan inflationen og de øvrige strukturelle problemer kan afhjælpes.
Den bedste løsning
En opskrivning af den danske krones værdi har aldrig været så oplagt som i 2022. Den bedste fremgangsmåde er antagelig at lade kronen flyde og hæve den danske rente med sigte på en stærkere kronekurs. Og det har Danmark som ét af få lande råd til i kraft af vores kroniske betalingsbalanceoverskud og en permanent mangel på arbejdskraft.
Med en opskrivning af kronens værdi vil vi på nuværende tidspunkt slå flere fluer med et smæk. På længere sigt skal man være klar over, at man kun delvist kan styre valutakursen ved hjælp af den indenlandske rente. Man er undergivet markedsvilkårene, hvad man i øvrigt også er ved fastkurspolitik.
I mere end 10 år har Den Europæiske Centralbank (ECB) ført en pengepolitik, der har været uhensigtsmæssig set med danske øjne. Årsagen bunder i, at ECB har ført en pengepolitik tilpasset de særlige problemer i de sydeuropæiske lande; ECB har svigtet klassiske centralbankopgaver som at sikre stabile priser. Vi ser ingen tegn på et skift heri og anbefaler derfor, at dansk penge- og valutapolitik indrettes efter behovet i Danmark.
——-
Kommentaren, der er skrevet i samarbejde med Anders Grosen, tidligere professor i finansiering, og Johannes Raaballe, lektor emeritus ved Aarhus Universitet, kunne den 28. november 2022 læses i Berlingske.
Finansen på vrangen 